Det rene Vilde Vesten

"Uddannelse er basis for lov og orden" (James Stewart i westernfilmen "The man who shot Liberty Valance".)

"Respekten for borgernes retssikkerhed – uanset borgernes økonomiske, sociale og mentale ressourcer – er en grundpille i en retsstat og et demokrati som det danske." (Fra "Danmarkskanon". Danmarkskanonen handler om de samfundsværdier, traditioner og bevægelser, vi er formet af og fælles om, og som er værd at tage med ind i fremtidens samfund. Indsamlingen til Danmarkskanonen blev sat i gang af fhv. kulturminister Bertel Haarder i juni 2016).

"I en retsstat er der lighed for loven, korruption og nepotisme bekæmpes, og forvaltningen udøves efter legalitetsprincippet, dvs. at myndighedsafgørelser, der griber ind i borgernes frihed og rettigheder, har hjemmel i lov." (Den Store Danske")

Danmark er et land med repræsentativt demokrati. Vores demokrati bygger på en tredeling af magten. Den lovgivende magt. Den udøvende magt. Og den dømmende magt.

Hvis vores demokrati og retsstat ikke skal blive eroderet ned, er det vigtigt at holde fast i dette grundlæggende fundament.

Uanset hvad vi iøvrigt har af holdninger og meninger, må vi stå sammen om at bevare og styrke dette fundament. Ellers bliver det det rene Vilde Vesten - inden lov og orden blev indført. Selvtægt, lynchning, vilkårlighed, folkedomstole og den stærkes ret er ikke noget, vi skal ønske os.

Det er ikke i overensstemmelse med opretholdelsen af en demokratisk retsstat byggende på dette fundament, hvis vi alle begynder at få den opfattelse, at vi hver især kan shoppe i lovgivningen, som det passer os. Shoppe i forhold til Grundloven, til lovfæstede fartbegrænsninger, til forvaltningsloven, til skattelovgivningen og de mange andre love, der af skiftende flertal er blevet politisk besluttet i kraft af vort demokrati. Reglen om ikke at måtte shoppe frit og efter egen opfattelse gælder for høj som lav. For dem vi kan lide og for dem, vi ikke kan lide og for alle borgere i øvrigt. For lovgivere, for ministre, for embedsfolk og for dommere. De fire sidstnævnte grupper er jo i øvrigt blot borgere på lige fod med de borgere, hvorfra de har fået legitimation til at udøve deres magt. Men de har en skærpet pligt til at holde fast i og forsvare demokratiet og retssikkerheden.

Der findes ikke nogen “god” ret til at sætte sig ud over loven og give sig til at shoppe frit på alle hylder efter, hvad der her og nu passer i ens eget kram. Hvis loven skønnes uretfærdig, er det op til domstolene at vurdere det. Ikke den enkelte borger og hans eller hendes samvittighed. Sådan er en af grundreglerne i et demokrati og i et retssamfund. Man kan ikke bare vælge til og fra. Love kan selvfølgelig løbende laves om, men hvis man ønsker et demokratisk retssamfund, må man holde fast i retssamfundets grundlæggende værdier.

Er vi nået dertil, at der behov for et brag af en oplysnings- og uddannelseskampagne på alle niveauer i, hvad der er de principielle værdier og byggesten i en demokratisk retsstat?

"Education is the basis of law and order".
James Stewart i westernfilmen "The Man who Shot Liberty Valance"

Børnelivet skal leves i gode dagtilbud af høj kvalitet

Vi skal ikke forfalde til at lave 'forskoler', som vi kender det fra latinske og angelsaksiske lande. Men vi skal holde fast i det særligt danske værdigrundlag vore dagtilbud er bygget på. Samtidig skal vi sikre den høje kvalitet i vore dagtilbud.

Det skal vi, fordi børn, der går i børnehaver med uddannet personale og gode normeringer og heraf følgende høj kvalitet i det pædagogiske arbejde, klarer sig bedre i livet.

Gennem international forskning ved vi, at børn der har gået i en god daginstitution får bedre uddannelse, bliver mindre kriminelle, får bedre jobs og færre ender på overførselsindkomster.

Undersøgelser viser også, at børnehaver med høj kvalitet øger børns intelligens målt ved IQ, og børnene bliver mere skoleparate. Dermed bliver deres udbytte af skoleundervisningen også bedre. De gode institutioner er til særlig gavn for udsatte børn.

Danske dagtilbud en bragende succes

Den danske dagtilbudsmodel er en bragende succes og er helt unik i verden. Det er virkelig en model, vi kan være stolte af. Det kan vi, fordi børnene får en god start og understøttes i deres udvikling. Ude i verden undrer man sig derfor over, at vi i Danmark er i færd med at forandre vores dagtilbud i retning af at være forskoler med ensidigt fokus på målstyring, læring og kompetenceudvikling.

Børnenes udbytte i de danske børnehaver er i høj grad fremkommet som følge af, at børnehaverne har evnet at finde en fin balance mellem børnenes frie leg og pædagogisk tilrettelagte aktiviteter.

Børn har i deres udvikling brug for den frie leg, hvor de for eksempel gennem rollelege kan afprøve forskellige identiteter. Hvor de gennem de småkonflikter, der altid vil opstå i en legesituation, får lejlighed til at afprøve konfliktløsninger – selvfølgelig med kompetente voksne til at gribe ind, hvis det måtte blive nødvendigt.

Børns læring styrkes af netop denne slags aktiviteter, som børnene blot opfatter som en helt naturlig opfyldelse af deres behov for leg. Pædagogisk formålsbestemte aktiviteter kan selvfølgelig også være med til at styrke børnenes udvikling, men formålsbestemte aktiviteter må ikke skygge for den naturlige udvikling, der ligger i børns leg. Børnehaverne må aldrig gøres til forskoler for skolen. Så smider vi barnet ud med badevandet.

Leg og venner

Det vigtigste for børn i dagtilbud er leg, venner og møde med nye spændende udfordringer. Alt dette har stor betydning for det gode børneliv, for børnenes positive udvikling og for børnenes muligheder senere i livet. Samtidig sikrer en sådan tilgang, at børnene har gode forudsætninger og lyst til at lære, når de begynder i skolen.

Det er vigtigt at huske på, at for barnet i børnehaven er børnehaven livet og ikke en forberedelse til noget, der kommer senere. Barnet er interesseret i at have gode venner og i at lege gode lege og have gode og dybe oplevelser med de voksne. Alt det skal vi passe på og ikke forfalde til at lave 'forskoler', som vi kender det fra de latinske og angelsaksiske lande.

De kan nemlig slet ikke leve op til den børnehavepædagogik, som vi kunne kalde den skandinaviske model og som en stor del af verden misunder os. Lad os passe på den, men selvfølgelig gerne udvikle den. Men det skal ske med varsomhed og med blik for det pædagogiske fundament vore dagtilbud for børn er bygget på. Vi ved heldigvis en hel del om, hvad der karakteriserer dagtilbud af høj kvalitet.

Dagtilbud af høj kvalitet

Kvaliteten af samspillet mellem voksen og barn er den mest betydningsfulde faktor for barnets udvikling. Derfor skal de voksne omkring barnet være i stand til at tilføre flere udviklende aktiviteter, evne den gode samtale mellem voksne og børn og kunne tilføre flere udfordrende lege. De voksnes evne til at reagere på og være sensitive overfor børnenes ytringer er helt afgørende og specielt i forhold til børn, der er særligt udfordrede.

Hvis de voksne reagerer på børnenes signaler, hvis de voksne bidrager med udviklende alderstilpassede aktiviteter, hvis de uddyber og udvikler barnets sprog og lege, og hvis de voksne er sensitive overfor børnenes følelser. Så understøtter de voksne på en god måde barnets intellektuelle, sociale og følelsesmæssige udvikling.

Normeringerne viser sig at have stor betydning for den mellemmenneskelige kontakt i dagtilbuddene. En svensk undersøgelse af 2½-4½-årige børn viser sammenhæng mellem normeringer og stress.

Den forbedrede normering mindskede forekomsten af adfærdsforstyrrelser og konflikter og resulterede i en forbedret trivsel. Ændringer i personaletætheden viste sig at have særlig stor betydning for ængstelige og hæmmede børn. Den ændrede normering gav samtidig en halvering af personalets sygefravær.

Børnehaverne skal ikke være forskoler for folkeskolen. Men kvalitetsbørnehaver er en afgørende faktor for kvalitet i folkeskolen og for elevernes resultater ved folkeskolens afgangsprøver. Endnu vigtigere er det, at kvalitetsbørnehaver giver børnene et afgørende grundlag for et godt liv i alle livets aspekter.

Måske vil følgende synspunkt få mig til at blive betragtet som en gnaven gammel mand. Men jeg kan ikke forlige mig med en udvikling, hvor børnehaver gøres til forskoler, og hvor folkeskolen i højere og højere grad får karakter af at være fritidshjem.

Incitamentshelvedet i det offentlige

Den samfundsmæssige styring af offentlig virksomhed har i de sidste 15-20 år bygget på manglende tillid til offentligt ansatte lederes og medarbejderes lyst og evne til at gøre et godt stykke arbejde baseret på motivation og ansvarsbevidsthed.

Samfundets øverste beslutningstagere - om de nu er politikere eller elitære bureaukrater - er prægede af den samme ensidige  styringstilgang. Hvor de så har fået denne tankegang fra?

Afbureaukratisering, tillidsreform, arbejdsmiljøreformer, medarbejderinvolvering, brugerindflydelse og meget mere af samme skuffe. Antallet af  positive buzzwords har i samme periode nærmest været eksponentielt stigende. Alligevel styrer nomenklaturaen af politikere og topbureaukrater stadig rigidt ved brug af incitamenter, "pisk og gulerod". På det seneste i en sofistikeret udgave, hvor incitamentet bedre økonomi først udbetales efter, at opgaven om bedre resultater er løst med den allerede givne økonomi. Det skriger til himlen!

Tilgangen mistillid og regelregulering bliver værre og værre. Se bare på, hvordan politikerne har ønsket at tage selvstændighed, fleksibilitet og frihed under ansvar fra fx gymnasielærere og lærere. Se på, hvordan politikerne styrer politiet med måltal for de forskellige politiopgaver. Og hvordan politikerne styrer sygehus- og sundhedsvæsenet med måltal for ventetid, diagnosticering og operationer.

Hvem er det dog, der ikke forstår at moderne dygtige medarbejdere og ledere i et demokratisk samfund lader sig motivere af mere og andet end regeltyranni, kontrol og såkaldt "normalisering"?

Er det politikerne? Er det teknokraterne i topembeder? Er det uddannelses- og forskningsinstitutionerne? Er det en udefra kommende plage fra internationale organisationer præget af et ensidigt fokus på nationaløkonomi og konkurrence som styringsværktøj.

Vi skal have orden i økonomien. Vi skal have en grad af konkurrence. Vi skal tjene penge. Vi skal have noget at leve af, og det får vi kun gennem godt arbejde.

Men disse parametre må ikke står alene. Mennesket motiveres af både ydre motivation (penge, fordele, kors, bånd og stjerner osv.) og af indre motivation (nysgerrighed, interesse, lyst til at gøre sit arbejde godt, føle et ansvar, opleve fleksibilitet, lyst til at gøre noget fra andre osv.).

Balancen mellem ydre og indre motivation er forskellig fra menneske til menneske. Det gør derfor stor skade, når politikere og elitebureaukrater i den grad ensidigt lægger vægten på ydre motivation og totalt negligerer indre motivation. Tingene hænger ikke sammen.

Politikerne taler ved festlige lejligheder om afbureaukratisering, kvalitetsudvikling, fokus på de menneskelige ressourcer, tillidsreform m.v. Men det er netop kun noget de taler om. Det bliver ved ordene, mens de i handling bliver  ved at fremme styring, der indebærer flere regler,  mere kontrol, stigende mistænkeliggørelse og en udpræget mangel på respekt for faglighed. Alligevel fjerner de ressourcer, som om deres styringstilgang allerede har givet de fornødne effektiviseringseffekter.

Styringsgeneralerne vil ikke længere have faglige ledere, men vil i højere grad have generalistledere, der ikke er tynget af viden om de områder, de er sat til at bestyre og styre.

Hele denne tilgang skaber utryghed og afmagt hos ledere og ansatte, og det går i sidste ende ud over brugerne i form af manglende kvalitet og effektivitet.

Babylonisk forvirring - manglende fakta om folkeskolen

Vi fortsætter åbenbart de sidste mange års tradition med, at undervisningsministre ikke kan eller må forholde sig til folkeskolens økonomi og udviklingen i denne.

Clement stillede ved starten af ”Debatten” undervisningsminister Merete Riisager et konkret spørgsmål om udviklingen i folkeskolens samlede økonomi, men fik kun babylonisk forvirring som svar.

Faktum er, at elevtallet i folkeskolen i de seneste fem år er faldet med lige godt 4 pct., men i samme periode har kommunalpolitikerne valgt at nedlægge 14 pct. af lærerstillingerne. Samtidig har politikerne på Christiansborg besluttet at forlænge elevernes skoleuge med ikke mindre end 36 pct. Folketingets indgreb i lærernes overenskomst har medført en massakre på lærernes tid til at forberede undervisningen og dermed sikre variation, individuel hensyntagen og kvalitet. Det hænger selvfølgelig ikke sammen.

Fakta var totalt fraværende i ”Debatten”. Det er et problem.

https://www.dr.dk/tv/se/debatten/debatten-tv/debatten-2017-04-27

Fællesskabernes opløsning

Folkeskolen er presset på økonomien. Det har tilhængerne af nutidens nye religion om omstilling, nytænkning og innovation et svar på. De mener, at udgifterne til folkeskolen kan nedbringes ved at opløse klassebegrebet og lave skiftende holddannelser. Fleksible løsninger er den eufemistiske omskrivning for nedskæringsønsket.

Stor respekt for ønsket om at finde nye veje. Men klassen som fællesskab er ikke kun en organisatorisk enhed. Det at indgå i et forpligtende klassefællesskab er simpelt hen en vigtig del af folkeskolens dannelsesskabende arbejde.

Klassen som enhed er dannelses- og tryghedsskabende. Den større enhed, skolen bliver overskuelig og tryg for det enkelte barn gennem den mindre enhed, klassen. Klassen som fælleskab er rammen for det enkelte barns dannelse og udvikling!

Der er grænser for, hvor mange individer det enkelte barn kan overskue og have relationer til. Det er derfor ikke uden grund, at den enkelte folkeskole som fællesskab er delt op i overskuelige mindre fællesskabsenheder, klasser.

Folkeskoleloven slår fast, at “skolen deles i klasser efter antallet af elever”, og at ”elevtallet i grundskolens klasser normalt ikke ved skoleårets begyndelse må overstige 28”. I øvrigt synes jeg, 28 elever i en klasse er et alt for højt tal. Politikere, der vil folkeskolen noget godt, kunne passende nedsætte dette tal til 22 eller 24.

Der er en fundamental mangel på viden om, hvordan gode fællesskaber udvikles. Et individ kan kun være et individ, såfremt der findes fællesskaber, hvori individualiteten kan blomstre. Det er derfor en helt forkert vej at afskaffe klassebegrebet.

Høkerlogik rammer folkeskolens kvalitet

Nogle kommuner har fået den ide, at lærernes tid til faglig og pædagogisk forberedelse og tid til efterbehandling af undervisningen skal betale for, at antallet af elever i betalingsskolerne stiger efter folkeskolereformen.

Umiddelbart lyder det for borgere, skattebetalere og vælgere logisk, at folkeskolernes økonomi nedskæres i takt med afvandringen til betalingsskoler.

Men det er ingenlunde logisk. Forklaring følger. Også selv om vi lever i en tid, hvor umiddelbare meninger og holdninger er mere populære end fakta.

Folkeskoleloven indeholder to efter min mening meget gode og centrale bestemmelser, der understøtter folkeskolernes mulighed for at levere kvalitet, når det gælder elevernes trivsel, dannelse og faglighed. Nemlig, at eleverne skal deles i klasser, og at klasserne uanset elevtal skal have det samme minimumstimetal, fx uanset om der 18 eller 28 elever i klassen minimum 30 timer om ugen. Elever i små skoler med lave elevtal i klasserne får samme timetal som elever i de store byskoler. Om det ugentlige timetal for eleverne er for højt er en anden diskussion.

Skolerne kan altså ikke skære i klassernes ugentlige minimumstimetal. Alligevel bruger politikere i de pågældende kommuner et folkeforførende såkaldt "sund fornuft"-argument om, at skolernes økonomi skal svinge i takt med elevtallet, og at folkeskolerne naturligvis skal betale for de merudgifter, de pågældende kommuner har fået efter folkeskolereformen som følge af det stigende elevtal i betalingsskolerne.

En sådan høkermodel snyder på vægten. Folkeskolerne skal efter folkeskoleloven bruge et minimumstimetal pr. klasse. Når skolerne nu efter høkermodellen får nedskåret deres tildelte økonomi, bliver konsekvensen, at skolerne må nedlægge lærerstillinger for at tilpasse økonomien til det tildelte budget, der naturligvis skal overholdes.

Alt andet lige skal færre lærere på en given skole altså levere det for skolen samlede nødvendige minimumstimetal, og det uanset at klassetallet er det samme som tidligere. Konsekvensen er, at de enkelte læreres  ugentlige undervisningsforpligtelse stiger med det resultat, at de får færre timer til rådighed for pædagogisk og faglig forberedelse af undervisningen. Undervisning er ikke bare lærertilstedeværelse. Læreren skal være opdateret, velforberedt, velovervejet, faglig indsigtsfuld, have mulighed for omsorg, kravtilpasning og hensyntagen til den enkelte elev.

Mindre forberedelsestid går ud over den faglige kvalitet og muligheden for, at lærerne kan differentiere deres undervisning i forhold til de enkelte klassers og enkelte elevers særlige behov. I en situation, hvor folkeskolen er presset i forhold til den naturlige konkurrence med betalingsskolerne, er politikernes svar i de pågældende kommuner altså at beslutte høkermodeller, der rammer folkeskolerne på kvaliteten af undervisningen. Kvantiteten er med minimumstimetal pr. klasse låst fast i folkeskoleloven.

Denne sammenhæng bør borgerne selvfølgelig have mulighed for at forholde sig til. Er det rimeligt, at folkeskolerne i konkurrencen med betalingsskolerne udsættes for en økonomisk nedskæring, der rammer folkeskolernes kvalitet - og dermed yderligere forringer konkurrenceevnen i forhold til de stadig mere populære betalingsskoler?

Når politikerne træffer vitale og vidtrækkende beslutninger bør de sætte den rette varedeklaration på beslutningen og ikke i forhold til offentligheden bruge vildledende uspecificerede høkerregninger. Det er vildførelse af borgerne, skattebetalerne og vælgerne. Og værst af alt. Det går ud over elevernes undervisning.

Når folkevalgte stigmatiserer

Noget af det værste, vi kan gøre mod hinanden, er at stigmatisere andre mennesker. Dem, vi vælger til at repræsentere os og træffe beslutninger på vore vegne, har selvfølgelig et særligt ansvar i forhold til at undgå stempling, stigmatisering og marginalisering af andre mennesker. Folkevalgtes stigmatisering rammer særlig hårdt. De agerer jo på mandat fra befolkningen.

På det personlige plan har stigmatisering betydning for folks identitet og selvforståelse.Når personer oplever at blive betragtet ud fra negative stereotype opfattelser. Når personer oplever, at andre ser dem som repræsentanter for en gruppe, der er tillagt negative egenskaber og udskilt som “forkerte”. Og når de oplever at blive behandlet med mindre respekt. Så kan de ikke undgå at blive påvirket.

Følelser af skyld, skam og på længere sigt skadet identitet med tab af selvværd til følge er nogle af de værste konsekvenser for mennesker, der er udsat for stigmatisering. Resultatet kan blive uheldige udadreaktioner med baggrund i følelsen af, at "så kan det hele også være lige meget". Stigmatiseringen rammer både personligt og samfundsmæssigt.

Vi bør derfor allesammen - og i særlig grad vore folkevalgte - være opmærksomme på at undgå at stemple og marginalisere andre. Først og fremmest af etisk-moralske grunde, men også af hensyn til os selv og samfundet, så vi ikke unødigt skaber social uro og tumultariske tilstande og det, der er værre.

Erving Goffman (1922-1982)  var en canadisk sociolog, der blandt andet arbejdede meget med begrebet stigmatisering og udgav flere bøger herom. Hans fremragende bog "Stigma" er oversat til dansk og bruges som lærebog i flere videregående professionsuddannelser. Måske kunne den også være nyttig for politikere, der ikke kan tøjle lysten til at stigmatisere enkeltpersoner og grupper af personer.

Jeg har lavet et blogindlæg yderligere, hvor jeg resumerer nogle af Goffmans pointer:
http://ih18.blogspot.dk/2017/12/nar-samfundet-marginaliserer-og.html

Erving Goffman (1922-1982) var en canadisk sociolog, der blandt andet arbejdede meget med begrebet stigmatisering og udgav flere bøger herom. Hans bog "Stigma" er oversat til dansk og bruges som lærebog i flere videregående professionsuddannelser.