Læsernes Top 5 2017 på www.ih18.blogspot.com

I løbet af 2017 har jeg lagt alt muligt på min blog. Mange gange blot en historie eller en fortælling fra min barn- eller ungdom. Men ofte om noget fagligt der optager mig.

Om Folkeskolen. Om Dagtilbudsområdet. Om forhold i samfundet. Om topografi. Om natur og landskaber. Om historie. Om kultur. Og meget mere.

Ferup sø vest for Kolding

De mest populære artikler blandt følgerne har jeg  samlet i en ”Læsernes top 5 2017”.  Top 5 består af to fortællinger og tre faglige artikler. Det er et meget dækkende udsnit af fordelingen aktiviteterne på bloggen www.ih18.blogspot.com

1. ”Børnelivet skal leves i dagtilbud af høj kvalitet”:

http://ih18.blogspot.dk/2017/06/brnelivet-skal-leves-i-gode-dagtilbud.html

“ Vi skal holde fast i det særligt danske værdigrundlag, vore dagtilbud er bygget på. Samtidig skal vi sikre den høje kvalitet i vore dagtilbud. Det skal vi, fordi børn, der går i børnehaver med uddannet personale og gode normeringer og heraf følgende høj kvalitet i det pædagogiske arbejde, klarer sig bedre i livet.“

 2. ”Vinterfortælling”:

http://ih18.blogspot.dk/2017/11/en-vinterfortlling.html

” En af drengene fik den ulyksalige ide at kaste en snebold op på taget ovenover lærer Andersen. Det fik en lavine af sne fra taget til at falde ned  over ham. Det brød han sig mildt sagt ikke om. Da ingen ville vedgå sig kastet eller fortælle, hvem der havde kastet, kom hele gruppen af drenge til at sidde efter.”

Husby Skole på Vestfyn. Omkring 1962

3. ”Vinteroplevelse på vejene mellem Husby, Ejby og Glamsbjerg”:

http://ih18.blogspot.dk/2017/12/ad-vintervejen-mellem-husby-og-ejby.html

“ Bum! Der lå jeg midt på Nørregade i Ejby. Liggende ovenpå min dejlige tregearede grønne cykel og med min højre fod strittende lige op i luften.” Hvordan var jeg endt der liggende midt på vejen? Det er en længere historie.

4. ”Folkeskolens famleri”:

http://ih18.blogspot.dk/2017/09/folkeskolens-famleri.html

” Skal folkeskolen fortsætte ad helt nye og ukendte veje – ikke som formål have tilværelsesoplysning, men alene uddanne mennesker, der kan styrke erhvervslivets konkurrenceevne på det globale marked? Eller skal folkeskolen udvikle sig med sammenhæng til og med næring fra den særlige danske uddannelsestradition, hvor både uddannelse og dannelse vægtes?”

5. "Når folkevalgte stigmatiserer":

http://ih18.blogspot.dk/2017/03/nar-folkevalgte-stigmatiserer.html

”Noget af det værste, vi kan gøre mod hinanden, er at stigmatisere andre mennesker. Dem, vi vælger til at repræsentere os og træffe beslutninger på vore vegne, har selvfølgelig et særligt ansvar i forhold til at undgå stempling, stigmatisering og marginalisering af andre mennesker.”

Erving Goffmans bog "Stigma. Om afvigerens sociale identitet"

Og så et par wildcards til to artikler, jeg selv er særlig glad for, men som af forskellige årsager ikke har formået at komme ind på årets top 5 læserliste.

Wildcard 1: ”Folkeskolen: Elever skal lytte, se og gøre”:

http://ih18.blogspot.dk/2017/12/folkeskolen-elever-skal-lytte-se-og-gre.html

En artikel der ikke er kommet så højt op på årets liste. I forbindelse med publiceringen af de seneste læseresultater og den heraf afledte debat, er artiklen ellers meget aktuel. Da den først er publiceret den 7. december 2017, har den ikke haft chancen for at krybe op i årets Top-5 liste. Ærgerligt nok. Så derfor får artiklen årets wildcard 1

Wildcard 2: ”Pædagogisk Pixibog for Politikere”

http://ih18.blogspot.dk/2017/03/pdagogisk-pixibog-for-politikere-om.html

Blev publiceret som kronik i Jysk Fynske Mediers fælles avistillæg ”Danmark”. Artiklen fik derfor ikke så mange hit på bloggen, at den kom ind på årets top 5. Det er væsentligt at få pædagogikken tilbage i folkeskole og dagtilbud. Derfor årets wildcard 2.

De har alle sagt noget af betydning for "dannelse"

Årets oplevelse:

Car Park North koncert i Husby Auto i august med hundredevis af tilhørere. Det var stort. Noget lignende er ikke set i Husby og Tanderup siden Legal Lunatics og Daytrippers i min ungdom optrådte i ungdomsklubberne i Husby og Tanderup forsamlingshuse. Og det kom jo dengang slet ikke i nærheden af dette høje niveau.

https://www.facebook.com/ib.hansen.33671/videos/867027023453273/  

Car Park North giver koncert i Husby Auto på Vestfyn. August 2017

Når samfundet marginaliserer og stigmatiserer

Når enkeltpersoner eller grupper hele tiden får at vide, at de ikke er ønskede i et fælleskab eller skubbes ud af fællesskabet, kalder vi det, at de marginaliseres.

Noget tyder på, at marginalisering kan medføre stigmatisering med heraf følgende dårlige sociale og psykiske betingelser. Marginalisering og efterfølgende stigmatisering skaber ”ondt i livet” i form af indadvendthed og depressive symptomer. Dårlige sociale og psykiske betingelser fremmer afmagtshandlinger som for eksempel vold.

For at få en dybere forståelse for og indsigt i virkningerne af stigmatisering har jeg set på den amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffmans teorier herom. Begrebet stigma anvendes til at betegne en miskrediterende egenskab ved en person. Det er ikke personens egenskab i sig selv, der er stigmatiserende, men egenskaben i samspillet med andre menneskers fordomsfulde klassificering af mennesker. Det er for eksempel ikke i sig selv stigmatiserende at have en dom, men det er de fordomme, andre tillægger den dømte og møder den dømte med, der medfører stigmaet.

Stigmabegrebet handler således ikke om forholdet for det enkelte individ, men om selve den proces, der foregår mellem de såkaldt normale og den stigmatiserede.

Goffman pointerer, at stigmaet er en rolle, som den stigmatiserede presses ind i af de normale. Goffman udtrykker det således, ”.. at stigma ikke så meget har at gøre med en række konkrete individer, som kan sorteres i to adskilte bunker, de stigmatiserede og de normale, som det har at gøre med en altgennemtrængende tosidet social proces, inden for hvilken ethvert individ spiller med i begge roller ”.

Dette er efter min mening en vigtig forståelse at have i forhold til, hvordan vi forebygger marginalisering og stigmatisering, og hvordan vi som samfund behandler allerede marginaliserede og stigmatiserede enkeltpersoner og grupper.

Goffman skelner mellem tre stigmatyper: 1) Det kropslige stigma, som eksempelvis et fysisk handicap, 2) Stigmaet som følge af karaktermæssige fejl, såsom: ”(…) viljesvaghed, dominerende eller unaturlige lidenskaber, forræderiske og kompromisløse overbevisninger, eller uhæderlighed(…)” og 3) Det slægtsbetingede stigma, der relaterer sig til eksempelvis race og overføres fra generation til generation. 

Vi har ifølge Goffman en tendens til at kode egenskaberne nævnt under punkt 2 sammen med den stigmatiseredes fortid, herunder fængselsophold, stofmisbrug, psykisk sygdom, alkoholisme, politisk radikalisme med videre.

Udover de tre forskellige stigmatyper, skelner Goffman imellem tre forskellige typer af identitet: ”den sociale identitet”, ”den personlige identitet” og ”jeg-identiteten”.

Jeg-identiteten er  ”…den subjektive fornemmelse af sin egen situation og sin egen kontinuitet og karakter, som et menneske bibringes som følge af sine forskellige sociale erfaringer”.  Denne subjektive fornemmelse opbygger en person i samspil med de erfaringer, individet gør sig af andres opfattelse af personens sociale- og personlige identitet. Begrebet den sociale identitet relateres til andres opfattelse af individet samt deres definition af individets identitet. Goffman skelner mellem den tilsyneladende sociale identitet og den faktiske sociale identitet. Den faktiske sociale identitet refererer til egenskaber, personen selv mener at besidde.

Den tilsyneladende sociale identitet handler derimod om de egenskaber og krav, vi tillægger personen, og som vi har en forventning om at få bekræftet ud fra vore egne forestillinger om, hvad en ung kriminel er. Når man for eksempel tillægger den unge kriminelle en tilsyneladende identitet, tillægger man nogle miskrediterende egenskaber, som den unge muligvis ikke selv mener at have. Dette mener Goffman  fører til: ”... en særlig uoverensstemmelse mellem den tilsyneladende og den faktiske sociale identitet(…)”.

Social information henviser i Goffmans teori til den information, der gives til omverdenen om en person. Denne sociale information formidles ved hjælp af henholdsvis prestige- og stigmasymboler. Prestigesymboler henviser til personens prestige, klasse mv. Stigmasymboler bruges derimod om ” tegn som særligt effektivt henleder andres opmærksomhed på en for identiteten nedværdigende brist, hvorved en ellers sammenhængende facade krakelerer, med en heraf følgende nedvurdering fra vores side.”

Goffman benytter desuden begrebet ”passere”. Han anvender det som betegnelse for den situation, hvor en stigmatiseret forsøger at opnå accept som medlem af en dominerende gruppe, race, religion osv. uden i virkeligheden at opfylde de nødvendige betingelser herfor. Dette knytter sig til situationer, hvor stigmaet ikke kan identificeres eller iagttages af andre, men kun kendes af bæreren selv. Man kan for eksempel ikke umiddelbart se på en person, at vedkommende er eller har været kriminel.

De fleste stigmatiserede vil på et eller andet tidspunkt i deres liv forsøge ”at passere”, da det at blive opfattet som ”normal” indebærer en stor række fordele i forhold til relationen til omgivelserne. Efter min mening bliver det derfor en central opgave for os alle sammen og for samfundet som sådan at forebygge stigmatisering, ligesom det samfundsmæssigt er vigtigt, at vi arbejder med hjælp til at stigmatiserede kan ”passere”.

Kilde: Erwing Goffman. ”Stigma”

Jeg har tidligere skrevet en blog om konsekvenserne, når folkevalgte stempler og stigmatiserer personer eller grupper:
http://ih18.blogspot.dk/2017/03/nar-folkevalgte-stigmatiserer.html

Folkeskolen: Elever skal lytte, se og gøre

Da den seneste PISA-undersøgelse viste fremgang for danske 15-årige, var der folketingspolitikere, der gav folkeskolereformen æren uanset, at reformen kun havde været i kraft et par år, og at de pågældende elever havde gennemført hovedparten af deres skolegang i førskolereformtider. 

Nu viser en såkaldt PIRLS-undersøgelse, at danske 4. klasseelevers resultater er faldet i forhold til 2011. Flere folketingspolitikere afviser, at faldet er et resultat af folkeskolereformen, uanset at de pågældende elever har gået i skole hovedparten af deres skoletid efter indførelsen af folkeskolereformen !!! (Kilde: https://www.folkeskolen.dk/620516/danske-elever-falder-markant-tilbage-i-international-laeseundersoegelse )

Måske skulle man kigge på undervisningsmetodikken og ikke lade politikere drive folkeskolen rundt i manegen med mere eller mindre tilfældige politiske ønsker.

Den overdrevne fokus på og brug af ny teknologi i indskolingen. Frygten for elevkedsomhed som følge af rutinepræget indlæring, der internaliserer færdigheder til automatik. Nedvurdering af papirbøger, blyant, håndskrift, skolebiblioteker, litterære oplevelser. Altsammen er med til at gøre undervisningen mindre effektfuld. Der skal selvfølgelig også i mindre omfang fremover bruges ny teknologi, men ny teknologi skal ikke have hovedrollen.

Erfarne lærere ved, at den bedste læring opstår, når eleverne både lytter, ser, gør noget, bruger hånden og selv gengiver. Det auditive, det visuelle og det psyko-motoriske må indtænkes ved enhver undervisningsplanlægning. Det er det der kaldes forberedelse, og som der desværre efter folkeskolereformen er afsat for lidt tid til i lærernes arbejdstid.

Det vigtige i brug af bog og papir og det at lytte, se og gøre bekræftes også af undersøgelser. En undersøgelse fra Norge viser for eksempel, at der er forskel på, hvor godt du husker det, du har læst på skærmen kontra det, du læser på papir. (Kilde: https://videnskab.dk/kultur-samfund/du-husker-mindre-og-laeser-darligere-pa-en-skaerm )

I undersøgelsen fik to grupper hver en skønlitterær og en faglitterær tekst. Undersøgelsen påviste, at korte tekster som fx e-mails, sms’er og korte nyheder fint kan absorberes af hukommelsen, hvis de er læst på et digitalt medie. Men ved lange tekster, hvor det er nødvendigt at scrolle for at få hele teksten læst, kniber det med, at indholdet absorberes i hukommelsen i samme grad.

Når det gælder sanse- og oplevelseslæsning af skønlitteratur, viser undersøgelsen samme resultater. De, der læste på papir, levede sig mere ind i fortællingen, end dem der læste på iPad.

Hvorfor det forholder sig sådan? Når du læser på skærmen mangler den fysiske oplevelse af det læste, og du kan let blive afledt af reklamer eller andre informationer, der blinker sideløbende med den tekst, du skal læse.

Når du læser på papir, kan du fysisk røre papiret med hænderne. Du kan hurtigt afklare, hvor mange sider du skal læse og mentalt notere, at der på side x øverst står der noget vigtigt, som du har brug for at huske og vende tilbage til. Den fysiske dimension gør, at din hjerne eller groft sagt din hukommelse meget bedre husker, hvor du gjorde notatet.

Hvorfor skrive notater i hånden? Undersøgelser viser, at flere centre i hjernen er aktiveret, når man skriver i hånden frem for på computeren. Noter nedskrevet på papir eller i margenen på en tekst gør, at hjernen absorberer det, du læser, på en varig måde. Og du vil derfor være i stand til at huske flere detaljer.

Så det er fortsat frem med bog, papir og blyant. De moderne elektroniske hjælpemidler kan være gode som supplement, men er ikke afgørende i forhold til udbyttet af at se, læse, lytte, skrive og gøre.

Vinteroplevelser på vejene mellem Husby, Ejby og Glamsbjerg

Ejby Kirke, Ejby Folke- og Realskole, Nørregade i Ejby, Ejby Kino og Rådhus 1960-1970

Bum! Der lå jeg midt på Nørregade i Ejby. Liggende ovenpå min dejlige tregearede grønne cykel og med min højre gipsbelagte fod strittende lige op i luften. Gipsfoden måtte ikke brække.

Hvordan var jeg op mod jul endt der liggende midt på vejen? Det er en længere historie.

I august 1965 var min bror Leif og jeg efter at have afsluttet 7. klasse i Husby Skole startet i 1. real på Ejby Folke- og Realskole, som den nuværende Ejby Skole hed dengang. Det betød også, at vi begyndte at spille fodbold i Ejby. Jeg spillede på juniorholdet, mens Leif spillede på drengeholdet, da han er et år yngre end mig. Vores mor syntes, at vi skulle gå i samme klasse, så det gjorde vi fra 1. klasse til 3. real.

Sidst i oktober 1965 var jeg til juniorholdets sidste træning før vinterpausen. Som en del af afslutningen på sæsonen spillede vi lagkagefodbold. Jeg var så uforsigtig at lave en ydersidetackling med højre fod. Det skulle jeg ikke havde gjort. Det gjorde av. Alligevel deltog jeg i resten af afslutningsfestlighederne i klubhuset på Tennisvej. Klubhuset ligger der endnu, men har i dag anden funktion, da sportspladsen længe er flyttet op til skolen og hallen.

Heldigvis havde jeg min flotte cykel med gear. Vi havde for vores konfirmationspenge købt nye cykler, da vi skulle starte i realskolen. Cyklerne blev købt hos cykelhandler Tjørnehøj, Ejby. Min cykel var grøn. Leifs var gul. Der var alligevel fra vores hjem til skolen cirka 10 kilometer hver vej, så der skulle gode cykler til. Mange gange cyklede vi først i skole, og så sidst på eftermiddagen eller først på aftenen cyklede vi igen til Ejby for at spille fodbold eller gå i biografen. Om lørdagene skete det ofte, at vi kørte vejen tur-retur tre gange. Først i skole om formiddagen, så til fodbold om eftermiddagen og om aftenen i biografen, den dengang æstetisk flotte og teknisk moderne Ejby Kino. Nu har den desværre været nedlagt i mange år.

Jeg var glad for min cykel og havde stor tillid til, hvad den kunne præstere med sine tre gear. Så selv om den sårede fod gjorde mere og mere ondt i løbet af aftenen, besluttede jeg at cykle hjem. Der var heller ikke rigtig noget alternativ. Vi havde på det tidspunkt hverken telefon eller bil hjemme, og rutebilen gik ikke om aftenen. Heldigvis skulle min gode holdkammerat Jens Buch fra Håre i samme retning en del af vejen. Han var et år ældre, så han havde knallert, en NSU Quickly så vidt jeg husker. Han trak mig halvdelen af vejen - fra Ejby ud til Gammeldamkrydset, hvor Ejby-vejen skærer Assens-landevejen. Her skulle han dreje af mod Håre. De sidste 4-5 kilometer måtte jeg så cykle selv, også op ad de stejle og lange bakker ved Hygind Torp og ved Hygind. Nu kunne jeg ikke længere støtte på foden, så heldigt jeg havde gear, så jeg kunne bruge cyklens lavgear op ad bakkerne.

Næste morgen var min fod så ophovnet, at min mor syntes, jeg ikke kunne komme i skole. I stedet fik hun ved brug af den offentlige telefon i telefoncentralen på Husby Storgade tilkaldt vores familielæge, doktor Helbo fra Ejby. Det var dengang familielægerne tog ud på sygebesøg. Hans råd var, at vi skulle afvente, at fodens hævelse var aftaget, så den kunne røntgenfotograferes. Da hævelsen var væk, bestilte mor en lillebil, og vi kørte ud til Middelfart Sygehus, det gamle sygehus på Brovejen, hvor der nu er hotel. Her blev foden røntgenfotograferet. Den var brækket, så der kom en ordentlig gipsfod med trædeplade på.

På det tidspunkt var der ikke noget, der hed skolebus for os, der boede på landet. Så de følgende 6-8 uger måtte jeg cykle frem og tilbage mellem Husby og Ejby med højre fod i gips. Det gik også meget godt de første par uger. Men noget atypisk satte vinteren i 1965 allerede ind tidligt i november. Det gav udfordringer i forhold til at cykle med gipsfod.

Statens Isbrydertjeneste måtte allerede i gang med isbrydning den 10. november, hvor der var isforekomster i de indre danske farvande. I november 1965 var der overvejende østlige vinde, og det var meget koldere end normalt i november måned. Og ikke nok med det - så kom der også masser af sne.

Det startede en aften, hvor vi var i ungdomsskole. Om aftenen gik vi i vinterhalvåret til ungdomsskolefag som motorlære, maskinskrivning og bogholderi. Denne aften var vi til motorlære i et lokale i kælderen i den ældste del af Ejby Skole, bygningen ud mod Nørregade.

Lige pludselig stod vores far i døren og sagde, at nu måtte vi hellere komme med hjem. Det var begyndt at sne, og Pressens Radioavis havde meddelt, at der nok ville komme kraftig snestorm. Omsorgsfulde som vores forældre var, var han derfor gået op til Husby til lillebilsvognmand Breiner, der for øvrigt var gift med vores stoute småbørnslærerinde Anna Breiner, som vi havde haft i 1. og 2. klasse. Vi fik cyklerne læsset ind i bagagerummet på Breiners lillebil og kørte gennem snefoget hjem til Husby.

Da vejene igen var farbare, fortsatte cykelturene Husby-Ejby retur med gipsbenet som en ubehagelig klods hængende på cyklens højre pedal. Men det gik godt i flere uger. Så skiftede vejret, og det blev tø med sjap og grødis på vejene til følge. Jeg bandt en plasticpose om gipsen for at undgå den totale gipsopløsning. Hæltrædepladen havde forud allerede rykket sig løs.

Jeg kan endnu se for mig, hvordan den meget venlige og omsorgsfulde gårdvagt, overlærer Romme jævnligt omme ved skolens cykelparkering spurgte, om han kunne hjælpe, og om jeg kunne klare mig. Det kunne jeg godt. Lige indtil jeg væltede midt på den spejlglatte Ejby Nørregade. Sjapis ovenpå hårdtpresset spejlblank underis. Det krævede koncentration. Den mistede jeg lige et øjeblik, men havde heldigvis nærvær nok til at stritte gipsbenet op i luften, så benet ikke tog skade. Jeg blev da også stablet op på cyklen igen og cyklede hjem til Husby.

Ved årsskiftet 1965-66 blev Husby, Tanderup og flere andre sognekommuner lagt sammen med Ejby Kommune. Det var en sammenlægning forud for den store kommunalreform i 1970. Om kommunesammenlægningen var årsagen til, at vi senere denne vinter begyndte at kunne køre med Rute-Ras i skole ved jeg ikke, eller om det var, fordi kørselsordningen kun gjaldt et par vintermåneder. Vi kunne kun køre med til Ejby Station og måtte så gå den sidste kilometer op til skolen. Hvis det var dårligt vejr,  kunne vi dog formedelst gode ord og en 25-øre fra hver overtale Rute-Ras til at køre os helt op til skolen. Men om eftermiddagen måtte vi alligevel gå ned til Ejby Station.

Vinteren 1965-66 var i øvrigt helt igennem speciel. I april 1966 drev isnende kold luft fra nordøst ned over landet, og samtidig bevægede et lavtryk sig op over Danmark. Denne kombination gav den 14. april det meste af landet regulær snestorm, med driver på over en meters højde, lukkede veje, og fastkørte køretøjer. 

Nogle år senere, da jeg var startet på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg havde jeg igen en oplevelse med cykling og snevejr. Jeg skulle hver dag tidligt om  morgenen cykle fra Husby til Håre for at stå på skolebussen ved købmand Thomsen, som også var den der kørte skoletransporten med sit folkevognsrugbrød. Engang – det har nok været i 1968 eller 1969, -var der så meget sne på Hovvej ud for Eskelund, at jeg måtte tage min cykel på nakken og gå ind over markerne frem til et sted, hvor vejen atter var nogenlunde farbar. Jeg nåede så som den eneste af dem, der kørte med, frem til Thomsen. Han mente, at vi hellere måtte køre til Glamsbjerg, når jeg nu havde kæmpet mig frem.

Fremme i Glamsbjerg sagde han meget klogt, at han lige ventede, mens jeg gik ind for at se om der var skolegang. Det var der ikke. Ud over eleverne fra Husby og Tanderup kom der også elever helt fra bl.a. Fåborg, Broby og Hårby. De var ikke nået frem, og gymnasiet var lukket, så Holger Thomsen og jeg vendte snuden hjem mod Håre. Her bød Thomsens kone Julie på varm chokolade og boller med tandsmør, inden jeg vendte cykelnæsen hjemad mod Skræppedalsvej i Husby. Nu var vejen mellem Husby og Håre i løbet af formiddagen heldigvis blevet ryddet, så det gik lettere end om morgenen.

Set bagud med årenes romantiserende skær over sig har jeg mange oplevelser fra vintervejene fra dengang, der virkelig var vintre til. Jeg har prøvet at sidde fast i mange timer både på motorvejen og på jernbanen. På vej hjem til Bramdrupdam fra mit arbejde på Rådhuset i Nr. Åby har jeg sågar i februar 1996 efter mange timer i bil i sneen på motorvejen prøvet at blive evakueret til overnatning på nødherberg i Uddannelsescenteret i Erritsø. Men de fortællinger må fortælles en anden god gang.

Ejby Folke- og Realskole 1965-68

Vestfyns Gymnasium, Glamsbjerg 1968-71

Købmand og lillebilsvognmand Holger Thomsen, Håre. Ham kørte jeg med til Glamsbjerg 1968-71

Folkeskolen: Om kunsten at presse en udpresset citron

Siden 2014 har samfundet brugt 13 kroner mindre pr. elev pr. time i folkeskolen. Blandt politikere er udtrykket "at køre længere på literen" populært. Men gør det sig gældende for folkeskolen?

»Det skulle meget gerne være sådan, at når den nye folkeskolereform træder i kraft fra august 2014, så vil forældrene opleve, at eleverne får et fagligt løft, så vi inden for få år vil se, at flere forældre igen vælger folkeskolen til«, sagde daværende undervisningsminister Christine Antorini i en artikel i Politiken november 2013.

(Kilde: http://politiken.dk/indland/uddannelse/art5482968/Antorini-Reform-vil-få-flere-til-at-vælge-folkeskolen ).

Undervisningsministeriets statistikker fortæller en anden historie

(Kilde: https://uvm.dk/statistik/grundskolen/elever/elevtal-i-grundskolen):

I 2013/14 var det samlede tal for elever i grundskolens 0.-10 klasse (fordelt på folkeskoler, privatskoler,  m.v.): 709.000 elever

I 2016/17 var det samlede tal for elever i grundskolens 0. - 10. klasse (fordelt på folkeskoler, privatskoler,  m.v.): 713.000 elever

Altså en stigning på 4.000 elever.

Fordelingen af grundskoleeleverne på skolekategorier har forandret sig fra 2013/14 til 2016/17, så der nu er 9.000 færre elever i folkeskolen og 12.000 flere elever i private skoler.

Gad vide, hvor mange år Antorini mener "få år" er? Det må være mere end fire år.

Og hvordan mon forligspartierne og den nuværende undervisningsminister Riisager har det med "discount" og "kunsten at presse en udpresset citron"?

Det kan man få svar på her

(Kilde: https://www.folkeskolen.dk/620206/folkeskolens-undervisning-er-blevet-billigere-per-time?utm_source=newsletter&? ):

I 2014 kostede det 80 kroner pr. time at undervise en elev i folkeskolen.

I 2017 koster det 67 kroner pr. time at undervise en elev i folkeskolen.

Altså et fald på 13 kroner pr. time pr. elev.

Og Riisagers forklaring:

"Den understøttende undervisning har, i modsætning til fagtimer, ikke krav til holddannelse og klassestørrelser og ikke de samme krav til undervisningskompetence og til forberedelse og efterbehandling med videre, hvilket andet lige vil betyde, at ressourcetrækket forudsættes at være mindre" .

Undervisningsministeren tilføjer desuden, at vedtagelsen af en ny lov om lærernes arbejdstid har betydet, at en større del af arbejdstiden går med undervisning og dermed færre udgifter til forberedelse.

Her får vi forklaringerne på mit rejste spørgsmål.

"Discount" idet der ikke i forhold til tidligere er de samme krav til undervisernes kompetence og forberedelse.

"Kunsten at presse en udpresset citron", idet lærerne nu skal undervise mere og dermed bruge mindre tid til forberedelse. Der er ikke ret mange andre steder, hvor man tror, at kvaliteten blive bedre af at bruge mindre tid på at sætte sig ind i og planlægge det, man skal levere.

Et kan vi da konstatere. Der kommer sjældent noget godt ud af at fodre grisen med grisens hale. Heller ikke i tilfældet folkeskolen.