Tilbage til fortiden

Politikerne i flere kommuner ønsker helt eller delvist at vende tilbage til en skoleordning, der for 60 år siden blev afviklet for at styrke folkeskolens kvalitet. Retningen "Tilbage til fortiden" gemmes i lyset fra den i disse år meget brugte mørkelygte kaldet udvikling. 

Her 60 år efter betyder de politiske beslutninger flere elever i klasserne. Lærere, der står alene med flere og flere elever. Flere klasser, der undervises sammen af en lærer. Flere årgange, der undervises sammen.

En sådan ordning hed frem til vedtagelsen af folkeskoleloven af 1958 for landsbyordningen. Landsbyordningen stod i modsætning til købstadsordningen. Med folkeskoleloven af 1958 afskaffede man landsbyordningen for at sikre lige kvalitet mellem undervisningen i by og på land. Jeg gik selv i en landsbyordnet skole, hvor flere klasser blev undervist sammen i samme klasselokale. Det gjorde jeg i 7 år efter landsbyordningens formelle afskaffelse, men så blev ordningen heldigvis endeligt afskaffet.

Nu ligestilles by og land igen ved, at den undervisningsmæssige tilbagevenden til fortiden gælder både by og land. Konsekvensen er tydelig. Flere og flere elever og ansatte presses ud af folkeskolen

Husby Skole, Vestfyn 1962

Ro og inspiration ved Lille Bælt

Lille Bælt tager sig godt ud i al slags vejr. Det foranderlige vejr giver foranderlige oplevelser. Det er en helt særlig smuk oplevelse at se tågen lette over Lille Bælts vande. Se hvordan vandet og landet igen får farve. Lille Bælts kyster er et godt sted at finde ro og inspiration.

Kunstnerægteparret Anne Marie og Carl Nielsen, der hver på deres felt – som komponist og billedhugger – var nogle af det 20. århundredes største danske kunstnere, fandt ofte både ro og inspiration ved Lille Bælt. De havde relationer på begge sider af Lille Bælt, i både Kolding, Fredericia og Middelfart kommuner.

Tættest relation til egnene ved Lille Bælt havde selvfølgelig Anne Marie Carl Nielsen, født Brodersen. Hun var født på gården Thygesminde, der ligger på Stenderuphalvøen sydøst for Kolding. 

Som bekendt var Carl Nielsen født i Nørre Lyndelse på Fyn, men ægteparret Anne Marie og Carl Nielsen bosatte sig i København. De fik tre børn, to piger og en dreng.  

Når tingene blev lidt for brogede, eller han blev ramt af skriveblokade, yndede Carl Nielsen med familien at tage ophold på Damgaard, der ligger nær kysten ved Lille Bælt, sydvest for Fredericia. Fra Damgaard er der en smuk og inspirerende udsigt over den del af Lille Bælt, der hedder Snævringen, mod Hindsgavl, Fænø, Fænø Kalv og Stenderup Skovene. 

Undervejs til Damgaard gjorde familien Carl Nielsen ofte ophold i Kauslunde på Vestfyn. Her besøgte de nogle af deres gode venner, Emilie og Gudmund Hatt. Carl Nielsen havde i sin pure ungdom haft et umuligt kærlighedsforhold til Emilie. Han var 22, hun var 14.

Gennem sin musik fik Carl Nielsen relation til Sønderjylland. Det var hans kendte musikstykke "Tågen letter", der gav denne relation. 

"Tågen letter" er et bestillingsarbejde, som Carl Nielsen skrev til Det Kongelige Teater i forbindelse med fejringen af, at Sønderjylland igen blev forenet med det gamle land. Tyskernes tyveri af Slesvig-Holsten i 1864 bliver fremstillet som en tåge, der har lagt sig over landet, og som nu efter Genforeningen 1920 igen letter. Musikstykket er karakteristisk med sin vekslen mellem dur og mol, mellem munterhed og sørgmodighed. Sorgen over det tabte land, og glæden over, at en del igen kom tilbage til Danmark.

Deres gæstfri vært på Damgaard var frøken Charlotte Marie Trap de Thygeson. Under opholdene på gården modellerede Anne Marie Carl Nielsen blandt andet skulpturer af gårdens kalkuner og øvrige dyr, mens Carl Nielsen arbejdede med sin musik ved klaveret. Allerede som barn havde Anne Marie øvet sig i at tegne dyrene hjemme på Thygesminde. Ikke sært, at hun blev en sand mester i dyreskulpturer, men for øvrigt da også i menneskeskulpturer.

Da frøken Trap de Thygeson døde kreerede Anne Marie Carl Nielsen en mindestøtte med en portrætmedaljon af hende. Granitstøtten står ved indkørslen til Damgaard, tæt på Kolding-Snoghøjlandevejen.

Anne Marie Carl Nielsen anvendte på sine mere end 1000 værker enten signaturen AMCN eller AMC-N f. B. De to kunstneres forhold kunne ind i mellem være meget turbulent. Carl var noget kvindeglad. Han havde mindst et barn uden for ægteskabet. Måske valgte hun på sådanne turbulente dage signaturen AMC-N f. B  for at få sit pigenavn med, Anne Marie Carl Nielsen født Brodersen.

Her på egnen kan man blandt andet jagte hendes brug af initialer på skulpturerne Bacchusbarnet og Uffe hin Spage i Kolding. På medaljonen på mindestenen på Skamlingsbanken opsat til minde om Vonsildpræsten Mouritz Tage-Hansen, der gjorde en stor indsats for danskheden. På nævnte medaljon ved Damgård. Og på nogle gipsfigurer hun skænkede til sin barndoms kirke i Sønder Stenderup.

Disse gipsfigurer er en del af forarbejderne til hendes tre store bronzeporte i Ribe Domkirke. En af portene sidder i den berømte Kathovedport i domkirkens sydøstmur. På Riberhus voldanlæg kan man nyde hendes statue af dronning Dagmar, der stående i en skibsstævn spejder ind over Ribe.

Både Anne Marie og Carl Nielsen har fået en del inspiration her fra egnene omkring Lille Bælt. En inspiration der har resulteret i stor kunst. Vi kan selv fornemme kilden til deres inspiration, for eksempel når vi vandrer langs Lille Bælts kyster med Carl Nielsens musik på vores indre afspiller, eller når vi besøger nogle af stederne, hvor vi kan nyde Anne Marie Carl Nielsens udtryksfulde skulpturer eller relieffer.

Tågen letter: https://youtu.be/2yCOKCACRqU

Helt fra sin barndom på Thygesminde øvede Anne Marie Carl Nielsen sig i at tegne og modellere dyr 

Anne Marie Carl Nielsens mindestatue i Nr. Lyndelse over Carl Nielsen

Kalkun - nok inspireret af kalkunerne på Damgaard ved Fredericia

Carl Nielsen som ældre

Anne Marie Carl Nielsens skulptur Uffe opstillet i Byparken, Kolding

Mindestenen på Skamlingsbanken for Mourits Mørk Hansen, Medaljonen er lavet af Anne Marie Carl Nielsen

Noderne til Carl Nielsens "Tågen letter", der blev skrevet til skuespillet "Moderen", der blev opført på Det Kongelige Teater som en hyldest til Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920

Bronzedøren i Kathoveddøren i Ribe Domkirke. Anne Marie Carl Nielsen lavede tre bronzedøre til Ribe Domkirke

Gipsforarbejde til udsmykningen på Kathoveddøren i Ribe Domkirke. Anne Marie Nielsen skænkede nogle af gipsforarbejderne til sit hjemsogns kirke i Sdr. Stenderup. Her er de stadig ophængt. Hendes mand og børn var modeller til menneskene på relieffet

Lillebæltforbindelsen - blød hat og blå briller

Ejby Station, Vestfyn 1905

I december 1919 står en fremmed mand på perron 1 på Ejby Station. Han kigger sig nervøst omkring og spejder utålmodigt efter det østgående tog.
Han har god grund til at være nervøs. Det danske Statspoliti holder ham nemlig under observation. Statspolitiet har til og med udarbejdet et nøje signalement af ham. Der er tale om en mand, der er »ca. 50 Aar gl., graaligt Spidsskæg, omtrent hvidt Haar, ca. 1,70m høj, iført graalig Ulster, graa Kunstnerhat, meget tilbagebøjet, saaledes at Maven stikker noget frem.«

Manden er på vej til Sankt Petersborg i Rusland. Han er kurér for de kræfter i Berlin, der efter 1. Verdenskrigs ophør forsøgte at skabe en revolution i Tyskland i lighed med den russiske revolution. De revolutionære i Berlin sendte hver uge kurerer til Rusland. Ruten gik – for at omgå de tyske myndigheder - over Haderslev, der på det tidspunkt stadig var en tysk by. Fra Haderslev gik det i nattens mulm og mørke med båd over Lille Bælt til et sted på kysten så tæt på Ejby som muligt. Kuréren vandrede til Ejby Station og tog toget der. Fra Ejby gik turen over København, Sverige og Finland til Sankt Peterborg. Det danske Statspoliti fulgte nøje aktiviteterne, da myndighederne nærede en stor frygt for, at også Danmark kunne blive udsat for en revolution.
Lille Bælt spillede i disse år en rolle på den europæiske storpolitiske scene. Efter krigen 1864 gik grænsen mellem Tyskland og Danmark helt frem til Genforeningen 1920 midt ned gennem Lille Bælt, startende i nord ved den dansk-tyske landegrænse ved Hejlsminde.
Da krigen brød ud minerede det neutrale Danmark allerede i august 1914 sejlrenden mellem Bogø og Wedellsborg Hoved og placerede bevogtningsfartøjer i den danske del af Lille Bælt.
Efterhånden som krigen udviklede sig, blev det sværere og sværere for tyskerne at få deres ubåde ud fra de tyske marinestationer. Englænderne spærrede mange af de tyske havne og skibsruter med miner. Derfor blev hovedruten for de tyske ubåde efterhånden vejen op gennem den tyske del af Lille Bælt og videre nordpå gennem Lille Bælts dybe del. Her er havdybden helt ned til 80 meter.
Den hyppige tyske brug af Lille Bælt medførte også ulykker. Den 5. april 1918 stødte to tyske u-både sammen nær Middelfart. Efterfølgende gik den ene af ubådene på grund. Denne hændelse medførte selvfølgelig hektisk dansk aktivitet i forhold til, hvad man nu som neutralt land skulle gøre, men det lykkedes u-båden at komme fri og sejle videre ved egen hjælp.
Miner, u-både, bevogtningsfartøjer, blød hat og blå briller. Lille Bælt og egnene omkring var omkring og under Første Verdenskrig blevet involveret i storpolitikken på den europæiske scene. Manden med spidsskægget og den fremstikkende mave på perronen ved Ejby Station var blot en af aktørerne.
Situationen omkring hans rejse over Lille Bælt og videre rejse over Fyn og østpå er blot et eksempel på, at uroen ikke var slut med krigens afslutning i 1918. Det lykkedes ikke at skabe den fælles europæiske revolution, som de revolutionære i Berlin og Sankt Petersborg korresponderede så ihærdigt om tværs over Lille Bælt. Ikke godt at vide, hvordan det var gået, hvis deres bestræbelser var lykkedes.

E. Debes´ Schul-atlas für die Höheren Lehranstalten. Leipzig 1898

Andalusiske passioner - rejsedagbog påsken 2018

Sollyset. Det sølvglinsende hav. Strandpromenaden. De grønne botaniske parker. Byturene. Folkelivet. Arkitekturen. Cafelivet. Påskeugens passionsparader. Picasso. Carmen Thyssen Museets andalusiske landskabsbilleder. Alcazarfæstningen. Det Romerske teater. De storslåede udsigter fra Gibralfaro-fæstningen og fra Malagas svar på London-Eye.

Alt det og meget mere har vi med os hjem efter nogle herlige dage i Malaga krydret med en dagsudflugt med lokaltog til store kulturhistoriske oplevelser og 29 graders varme i Sevilla. 

Andalusien er værd at gæste, særlig på denne tid af året. Godt hjemme igen kan vi glæde os til foråret endelig kommer til vore sommerlyse nordiske himmelstrøg.

Malaga 

Lysvældet

Det er i første omgang lysvældet, der imponerer, når man en forårsdag med bragende sol går ind i Malaga Katedral. Forventningen om at træde ind i et mørkt kirkerum gøres med det samme til skamme. Hvælvingerne er fyldt med gyldent lys.

Det imposante kirkerum passer meget godt til katedralens ligeså imponerende fulde navn, Santa Iglesia Catedral Basílica de la Encarnación.

En nydelse for en arkitekturinteresseret beskuer. Et virkelig godt eksempel på renæssancearkitektur. Det tog flere hundrede år at opføre kirken, fra det 16.-18. århundrede. Men så er den også blevet mere end almindelig behagelig for betragterøjnene.

Den indre afspiller akkompagnerer turen rundt i katedralen med Jakob Knudsens salmelinje "Lysvæld bag ved lysvæld".

Katedralen i Malaga

Togtur  i Andalusien

Tidlig afgang fra togstationen i Malaga. Sevilla er rejsens mål. Mens den opgående sol brænder den sidste nattetåge af, går det i behageligt tempo over den andalusiske slette. 

Det er landbrugsland med kæmpe olivenlunde, appelsinplantager og kornmarker. 

Gennem togvinduerne nyder vi i ro og mag landskabet. Der er et rigt fugleliv. Vi ser blandt andet flamingoer, storke, ibisser og agerhønselignende fugle. 

Efter en spændende dag går det fra Sevillas imposante togstation sidst på dagen i solnedgangens faldende lys tilbage til Malaga. 

En smule tognørderi er altid et velkomment ekstra oplevelseskrydderi.

Togtur Malaga-Sevilla retur

Skønhed af en anden verden

UNESCO-seværdigheden Alcazar i Sevilla er nok en rejse værd. Alcazar var først maurisk palads. Så palads for kristne konger, da maurerne var blevet fordrevet fra Spanien.

Alcazar har det hele. Umanerligt smukke islamiske dekorationer og mønstre lavet i alabast og keramiske mosaikker. Maurisk-, gotisk- og renæssancearkitektur af stor skønhed. Kæmpe haveanlæg med en æstetik af en anden verden. Himmelske haver på Jorden.

Alcazar i Sevilla

Han faldt over Amerika

Pusten gik helt af mig, da jeg endelig kom ind i Sevillas Katedral. Mange års ønske gik i opfyldelse. Katedralen i Sevilla er et stort trofæ for en kirkearkitekturjæger og ynder af gotisk arkitektur.

Ikke sært den er på UNESCOs verdensarvliste. Den er verdens tredjestørste kirke og verdens største gotiske kirke. Arkitekturen er helt igennem himmelstræbende.

Kirken blev startet som en maurisk moske. Efter den kristne erobring af Sevilla blev moskeen bygget om til en gotisk katedral. Senere blev der tilføjet elementer med renæssancepræg. Endnu senere blev også barok som stilart inddraget i kirkerummets udsmykning. Blandt andet har det store orgel et umiskendeligt barokpræg. En kæmpe guldaltertavle tager vejret fra beskueren med sin store detaljerigdom. Den rummer 36 scener fra Jesu liv og over 1000 figurer.

Og ikke nok med alt det. Her i katedralen ligger dele af Christoffer Columbus begravet. Italieneren der af den spanske dronning i 1492 blev sendt ud for at finde søvejen til Indien, men i stedet “faldt over” Amerika. Hans sarkofag bæres af fire statuer, der hver symboliserer de oprindelige fire katolske spanske kongedømmer. 1492 var iøvrigt også året, hvor de sidste maurere blev fordrevet fra Spanien, da den sidste islamiske bastion, Granada blev generobret af spanierne. Sevilla blev allerede generobret i 1248.

Sevilla Katedral med Columbus mindesmærket

Mosquitojagere angreb skib på vej fra Assens til Kolding

Ra-ta-ta-ta. Staccatolyden fra maskingeværild og den højfrekvente rasende motorlyd fra to angribende engelske Mosquitojagere flængede stilheden over Lille Bælt.

Det var sidst på eftermiddagen onsdag den 15. november 1944. ”S/S Gustav” af Assens var på vej mod Kolding. Her midt i Lille Bælt ved indsejlingen til Kolding Fjord blev ”Gustav” angrebet af to engelske jagere.

Det var en fejl. De engelske jagere forvekslede ”Gustav” med nogle tyske krydsere, der var blevet rapporteret liggende ved Løverodde. Heldigvis blev ingen ombord på ”Gustav” sårede, og der skete kun mindre materiel skade.

Men, hvad var ”Gustav” for et skib, og hvorfor befandt det sig midt under krigen her i Lille Bælt på vej fra Assens til Kolding? Se, det er en interessant historie. ”Gustav” var en del af datidens blomstrende landbrugs- og industrieventyr på begge sider af Lille Bælt.

Lad os starte med at gå langt tilbage i tiden. I århundreder var sukker meget dyrt. Det blev kaldt ”det hvide guld”. Danmark blev tidligt en af Europas største sukkerproducenter. Produktionen baserede sig på sukkerrør høstet af slaver på de Dansk-Vestindiske Øer.

I forbindelse med fastlandsafspærringen under Napoleonskrigene først i 1800-tallet var det nødvendigt at finde et alternativ til sukkerrør. Sukkerroer viste sig meget anvendelige.

Da Napoleonskrigene var afsluttet, gik man igen over til de billigere sukkerrør. Men det ændrede sig, da slaveriet og dermed den billige arbejdskraft ophørte omkring 1850. Rørsukkerprisen steg kraftigt. Så vendte sukkerroerne tilbage.

Assens blev beriget med mange fabriksarbejdspladser, da Assens Sukkerfabrik blev taget i brug i 1884. I landbruget betød sukkerroeleverancerne også mange arbejdspladser, ligesom der var arbejdspladser i at transportere sukkerroerne fra avlere til fabrik.

Roerne til Assens Sukkerfabrik blev avlet både på Vestfyn og i Sydjylland. På Vestfyn blev der anlagt 78 kilometer smalsporede roebaner. En af disse baner gik gennem min hjemegn, men var dog væk i min barndom, idet den allerede blev nedlagt i 1952. Lastbilerne havde holdt deres indtog. Roebanen fra Salbrovad gik over Tanderup, Husby og Ørslev til Udby. I Tanderup kan man stadig gå en tur på banebroen over Brændeå. Roetoget transporterede roerne til Salbrovad Saftstation, hvor saften blev trukket ud og blev pumpet gennem en rørledning ind til fabrikken i Assens til videre forarbejdning, så den uklare gråbrune saft kunne blive til det skinnende ”hvide guld”, sukker.

Men Assens Sukkerfabrik havde ikke nok i sukkerroerne fra Vestfyn. Derfor blev der i 1899 i Kolding anlagt en saftstation, som de sydjyske avlere kunne levere deres sukkerroer til. Først med hestevogn og senere, efterhånden som de sydjyske privatbaner blev anlagt, også med tog og endnu senere, da banerne igen var nedlagte, med lastbil.

Inden processen med at trække roesaften ud kunne gå i gang, skulle roerne vaskes. Skyllevandet med dets indhold af roerester, ler, sand og grus blev ledt ud i nogle store bassiner i inderfjorden. Arealet mellem Kolding Å, Østerbrogade, Skamlingvejen og Kolding Fjord er fyldjord fra roevaskningen. Området er i dag et vigtigt byudviklingsområde for Kolding. Her er der bygget ny retsbygning, banker, ungdomsboliger, VUC og HF og meget andet er på vej. Yderst mod fjorden er der opstået et spændende naturområde, hvor det er muligt at gå tur, få jord på skoene og sende en tanke til alle dem, der har fået et udkomme af arbejdet med at forvandle sukkerroer til ”hvidt guld”. Assens har et tilsvarende naturområde bestående af jord fra roerne.

Nu kunne man jo ikke fra Kolding Saftstation sende roesaften til Assens i en rørledning. Derfor blev råsaften pumpet over i De Danske Sukkerfabrikkers egne tankskibe, som når der var roekampagnesæson i pendulfart sejlede saften til Assens til videre forarbejdning.

Et af disse tankskibe var ”S/S Gustav”, der i 1944 slap så forholdsvis heldigt fra Mosquitoangrebet  ved indsejlingen til Kolding Fjord.

Kolding Saftstation fungerede fra 1899 til 1970, og alt er nu jævnet med jorden. Derfor er det ikke længere muligt at møde tankskibe fyldt med sukkersaft på vej over Lille Bælt. I det hele taget er vores egns landbrugs- og industrieventyr baseret på roer med tilhørende transport afsluttet. “Det hvide guld” produceres ikke længere her i de frugtbare egne omkring Lille Bælt.

Assens Sukkerfabrik fik lov at leve fra 1884 til 2006. Men bygningerne står stadig som et vigtigt kulturhistorisk minde. Fabrikken i Assens bruges nu som blandt andet rådhus og politistation. Kultur- og erhvervshistorisk er fortællingen om ”det hvide guld” vigtig, også når historien om, hvad der skiller og binder sammen tværs over Lille Bælt, skal fortælles.

"S/S Gustav" af Assens. Bygget i København 1899

Fortalt af Ib Hansen, Kolding - født og opvokset i Ejby og Husby på Vestfyn

Ørneflugt

Glædeligt, at havørnene er vendt tilbage. På begge sider af Lille Bælt kan man heldigvis igen opleve havørne, for eksempel ved Solkær Enge på den jyske side og ved Tybrind Vig på den fynske side.

Ørne er inspirerende. Tænk, hvis man båret af stærke ørnevinger kunne tage på fugleflugt over Lille Bælt. Eller tænk, hvis man kunne flyve tilbage i tiden og se, hvordan der så ud her i området for tusindvis af år siden. Det er selvfølgelig ren utopi. Men sådan kan en fri fugl, dagdrømmer og dagdriver tænke. Så lad os på fantasiens vinger stige højt til vejrs og slå nogle slag udover Lille Bælt og nærliggende kyster. Hvad mon vi oplever?

Vi lander først på kysten ved Tybrind Vig, ved Husby Strand nær Wedellsborg. Når vi står her på en klar dag og kigger over bæltet, kan vi i fantasien rejse 15.000 år tilbage i tiden. Vi kan forestille os datidens store tomme isdækkede landskab. Helt stille er der ikke. Vi hører gletsjerisens knirken og knagen, mens den langsomt glidende fra sydøst mod nordvest høvler sig frem gennem det landskab, der nu er Lille Bælt og nærliggende kyster. Bragene, når gletsjerens front i den korte kolde polarsommer kælver isbjerge ud i de foranliggende smeltevandssøer. Vindens susen og smeltevandsbækkenes rislende brusen. Vi hører måske også det hæse skrig fra en ørn, der patruljerer forbi her ved gletsjerkanten, ligesom nutidens ørne fra Wedellsborgskovene afsøger strandengene og kysterne for bytte.

Lad os et øjeblik lægge fantasien væk. Stadig stående på kysten ved Husby Strand kan vi iagttage den virkning, Lillebæltsgletsjeren har haft på de for os i dag så kendte landskaber.

Når vi herfra kigger mod højre indad i Tybrind Vig, kan vi mod nordøst se det skovklædte område, der viser randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge med op mod 60-70 meter høje bakker aflejret foran og presset op af den fremrykkende gletsjer. Smeltevandsstrømme på toppen af randmorænen har medført, at overfladen består af grus og sand. Bakkerne er derfor sidst i 1800-tallet blevet beplantet med nåleskov. På disse bjerge, bakker og banker – kært barn har mange navne - lever der naturligt planter, der ellers sjældent ses på Fyn, for eksempel den mørkerøde nikkende kobjælde, der her lokalt kaldes Boyes Blod. Folkeviddet mener, den blev farvet af blodet fra røveren og morderen Boye, der blev halshugget på en af disse bakker i 1856. Længere inde i landet ligger Lunge Bjerge. Her på toppen af Klakkebjergs sandede jorde forføres vi i august af de smukt blomstrende lyngpletter i alle nuancer af lilla. Her midt på Vestfyn kan vi næsten føle os henført til de jyske heder.

Når vi stadig stående på kysten ved Husby Strand kigger udad – lige frem og til venstre mod vest og nordvest - over Tybrind Vig og Lille Bælt, kan vi ovre på den jyske kyst skimte den høje pendant til Ørslev-Lunge Bjerges randmoræne, Skamlingsbanken.

De to randmoræner er begge dannet i forbindelse med Lillebæltsgletsjerens fremstød. De enorme spor efter isens virksomhed binder de vestfynske og sydjyske kyster sammen på tværs af Lille Bælt. Lad os derfor igen tage fantasiens ørnevinger på og slå et smut over på den jyske side af Naturpark Lille Bælt. Efter knap 20 kilometers flyvning over den del af Lille Bælt, der hedder Bredningen, lander vi på Syd- og Sønderjyllands højeste punkt, Skamlingsbanken, 113 meter over havoverfladen.

Når vi nu står her på toppen af Skamlingsbanken, kan vi ved at dreje os rundt mod de fire verdenshjørner se forskellige resultater af den hidtil seneste istids udformning af de landskaber, der i dag omgiver Skamlingsbanken.

Når vi kigger østpå ud over Lille Bælt mod Wedellsborghalvøen og Tybrind Vig, kan vi se resultatet af, at Lille Bæltsgletsjeren for omkring 15.000 år siden modellerede landskabet. Bakker, dale, hav, øer, halvøer, bugte og vige. Alt hvad hjertet kan begære af smukke landskaber.

Hvis vi kigger nordpå kan vi se, hvordan istidens fossende vand som følge af det enorme overliggende tryk af kilometertyk is formede tunneldalene nord for Skamlingsbanken i form af Sdr. Bjert-tunneldalen og Kolding Fjord-tunneldalen. Kolding Fjord-tunneldalen strækker sig helt ud til Dollerup ved Lunderskov længst mod vest i Kolding Kommune.

Kigger vi nu mod syd, kan vi  tilsvarende opleve en tunneldal, der strækker sig fra Hejlsminde Nor helt ind til Unescobyen Christiansfeld i vest.

Umiddelbart nedenfor Skamlingsbanken mod vest ser vi et småtbølgende morænelandskab. Længere vesterude rager radiotårnet ved Fovslet godt op. Her ved Ødis, Vamdrup og Lunderskov starter de store smeltevandssletter, der ligger vest for den seneste istids vestligste isrand. Smeltevandssletterne strækker sig helt ud til Vadehavet. Koldingegnens Lufthavn er placeret ved Vamdrup, selvfølgelig med en placering på en flad smeltevandsslette, som det gælder for stort set alle lufthavne i Danmark. Det sparer anlægsudgifter! 

Vi kan selvfølgelig også bare stå på toppen af Skamlingsbanken og nyde den flotte natur. Udsigten over de grønne skove, strandengene, de grønne marker og over det blå Lille Bælt mod Fyns smukke kyster i det fjerne er jo en nydelse og oplevelse i sig selv.

Lad mig slutte med at forklare min association til novellen ”Ørneflugt”. Den kan også relateres til Naturpark Lille Bælt, det samarbejde der er indgået mellem Middelfart, Fredericia og Kolding kommuner. Nobelprismodtageren i litteratur Henrik Pontoppidan er nemlig jyde og blev født i Fredericia i 1857.

Som interesseret i pædagogik har hans ”Ørneflugt” fra 1899 gjort et stort indtryk på mig. Pontoppidan slutter novellen på følgende måde: ”For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.”

Her er den berømte jyde stik modsat af en lige så berømt forfatter, nemlig fynboen H. C. Andersen, født i Odense i 1805. Han havde i 1843 forfattet ”Den grimme Ælling”, hvor han skriver: ”Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!”

Drøftelse af betydningen arv og miljø er stadig spændende. Den må vi tage en anden gang.

Øverste billeder er fra Skamlingsbanken. Nederste billeder er fra Tybrind Vig

Fortalt af Ib Hansen, Kolding – født og opvokset i Ejby og Husby på Vestfyn.