Nice Blues

Nice Blues

Da uskylden blev taget. Aftenen startede, som den skulle. Lys, lun og venlig. Solen gik ned i et sandt farveorgie. Et fløjlsblødt venligt mørke lagde sig over middelhavspromenaden.

Promenade des Anglais i Nice når feriestemningen, glæden og afslappetheden er allerbedst. Festligt fyrværkeri prydede hav og himmel bugten rundt. Bugten hvis officielle navn er Baie des Anges, Englebugten. Det var Bastilledag, Frankrigs nationaldag den 14. juli 2016.

Pludselig blev alt forandret. En lastbil pløjede sig ved 22.30-tiden bevidst ind i den uskyldige glade folkemængde på Promenade des Anglais. Mange døde og mange sårede. Den ellers så glade by blev naturligt nok efterfølgende præget af angst og en stemning af blues. En blues fyldt med melankoli og modløshed.

Når jeg nu på en af dette særegne års tankemæssige erstatningsrejser i erindringen rejser tilbage til vores tur til Nice i sommeren 2016, er det bluesstemningen, der først dukker op på min indre afspiller. Det var den stemning, der ramte os, da vi nogle få dage efter 14. juli netop ankommet til sommerparadiset spadserede på Promenade Anglais langs Englebugten. Flere steder på promenaden holdt pårørende til de dræbte enkle og værdige højtideligheder. Det skabte selvfølgelig en helt særlig stemning. En stemning af nedtrykthed, lidelse, smerte og sorg.

Blåt i Blåt. Stranden foran Hotel Negresco. 

Men Nice er Nice. Bare et par dage efter gik livet sin vante gang. Også for os. Badning i det lune vand fra stranden foran Hotel Negresco. Slappe af med en drink, kaffe eller frokost på en fortovsrestaurant. Spise middag på en af byens mange gode restauranter. I det hele taget nyde bylivet, det behagelige klima og det azurblå Middelhav. Men også sørge for at få noget sat ind på dannelseskontoen. Her fire år efter er det besøget på Chagall Museet og togturen med ”Kogleekspressen”, der står stærkest i erindringen.

Maleri af Marc Chagall

Marc Chagall var russisk født og levede en omtumlet tilværelse rundt om i Europa, inden han i den sidste epoke af sit liv slog sig ned i en lille landsby ganske tæt ved Nice, hvor han i 1985 døde 98 år gammel. Chagall er mest kendt som maler, men han evnede også at kombinere sin unikke malerkunst med andre kunstarter og sine praktiske færdigheder, når han for eksempel krerede enestående mosaikker og vævede billeder. Alt det får man godt formidlet på Chagall Museet, der er et must, når man er i Nice.

Romersk teater fra omkring 300 e. kr.i den gamle romerske by ved Niceforstaden Cimiez .

Chagall Museet ligger i bybusafstand fra Nice Centrum, i den eksklusive forstad Cimiez, smukt placeret oppe i højderne over Nice. Som en ekstra bonus tog vi os også tid til at se de nærliggende ruiner af et romersk teater fra 300-tallet og nød udsigten fra Cimiezklosterets smukke offentligt tilgængelige blomsterhave, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over Nice og Middelhavet. I samme område ligger der også et Matissemuseum, som desværre var lukket den dag, vi besøgte Cimiez. Så har vi noget til gode.

Men som i mine to tidligere erindringsrejser denne sommer om togrejser igennem henholdsvis Nildalen 1974 og Sibirien 1977 spiller togrejse også en stor rolle i denne rejsefortælling. Som togrejser så ofte har gjort det på min færd rundt i verden. Hvis ”at rejse er at leve”, så er ”at togrejse at opleve”. Komfortabelt, stille og roligt at nyde togets helt egen lille verden, mens verden i al sin mangfoldighed glider forbi togvinduet. Men nu må jeg vist gå til bekendelse. Måske er jeg gennem årene blevet lidt af en tognørd. Jeg er vild med både lynhurtige moderne tog, med almindelige bumletog, med gamle jernbaneanlæg, gamle tog og gamle sporvogne. Smalsporede baner er for mig en ren delikatesse.

 

Vi startede togturen til Digne tidlig morgen fra "Kogleekspressens" Nice Station

Hvorom alt er, havde vi oven på dagene med byliv og Nice blues behov for at komme lidt væk fra byen. Vi besluttede derfor, at vi ville tage en dagstur med den smalsporede kun 1 meter brede jernbanelinje Train des Pignes, ”Kogleekspressen” de 150 kilometer fra Nice til Digne les Bains og retur, 3 timers kørsel hver vej. Digne les Bains ligger højt oppe i bjergene i Alpes-de-Haute-Provence.

Vi blev ikke skuffede. Når man kører med 1 meter smalsporede jernbaner, oplever man rent fysisk meget mere af terrænets kurver, bakker og dale, end når man kører med tog på de 1,435 meter sædvanlige normalsporede jernbaner. ”Kogleekspressen” starter i Nice Centrum med forholdsvis mange stationer og mange passagerer. Her i byen krydser den over gader og gennem vejkryds på sin vej op over bjergskråningerne. Sporet følger rivende floder, løber gennem dybe dale beliggende mellem stejle bjergsider og krydser på høje smalle broer over dybe, dybe slugter.

Udsigterne fra togvinduerne er fantastiske. Togturen er som en tur ind i en eventyrverden, en tur tilbage i tiden. Toget stopper undervejs ved gamle bittesmå stationer. De fleste nedslidte og demolerede, men smukke i al deres forfald. Nu fungerer de blot som trinbræt. Undervejs på turen kunne vi ved stationerne og på sidespor se mængder af udrangeret materiel fra jernbanens guldalder. Godsvogne, damplokomotiver, tipvogne og meget andet. Apropos damplokomotiver. ”Kogleekspressen” blev tidligere brugt, når man skulle op i bjergene for at samle pinjekogler. Pinjekoglerne blev brugt som optændingsmiddel, når man skulle have gang i ilden under damptoge, dampmaskiner og dampkedler.

Vi havde placeret os i togets dieselmotorvogn. Så kunne vi rigtig følge med i lokoførerens gøren og laden. I toget var der også en konduktør, der tjekkede vores håndskrevne billetter købt på stationen i Nice. På hver station stod konduktøren ud og afgav rapport til stationsforstanderen, der med sit røde flag ventede på perronen. Ved togafgang viftede stationsforstanderen med sit røde flag og blæste i sin afgangsfløjte. Måske har det været nogenlunde samme oplevelse rejsende på den smalsporede Egtvedbane havde, når de mellem 1897 og 1930 rejste fra Egtved til Kolding gennem Bramdrupdam. 

Midt på strækningen i det øde bjergområde mellem Nice og Digne var der ikke mange passagerer, men det ændrede sig på turens sidste del. På et tidspunkt skulle vi skifte over i et meget moderne, men stadig smalsporet tog. Det var, da vi nærmede os Digne. Her blev ”Kogleekspressen” igen som i Nice til en form for lokalbane, og der kom igen mange passagerer til. Vel fremme i Digne kunne vi i et par timer nyde en spadseretur gennem byens kølige platanprydede gader og fornøje os med noget koldt at drikke og lidt frokost, inden turen gik samme vej tilbage mod Nice. En herlig dag.

 

Udrangeret materiel på et sidespor til "Pinjeekspressens" 1 meter smalle spor

Min erindringsrejse tilbage til Nice i 2016 giver mig associationer til nogle andre spændende togrejser, jeg har gjort gennem tiden. Rejser der har givet mig en mangfoldighed af gode oplevelser og har sat masser af kapital ind på min konto med viden om verden. Her er lidt fra mine togrejseassociationer. Erindringsrejser helt uden smitterisiko, når vi lige ser bort fra rejsefeber og udlængsel.

Min første længere togrejse var en skolerejse i 3. real fra Ejby til Westendorf i Østrig i august 1967. I december 1969 blev det til en gymnasietur med tog fra Odense til Paris. Sommeren 1970 var jeg med gode kammerater på interrailtur fra Ejby over Hoek van Holland, med færge over Kanalen til London og videre til Arundel i Sydengland. Fra Arundel tog vi den videre tur rundt i England på blaf. Vi så meget og nåede blandt andet at opleve dele af en musikfestival i Nordøstengland med Joan Baez, Buffy Saint Marie og Tom Paxton. 

Den første store togtur på et andet kontinent tog jeg i juli 1974 på en 1000 km lang tur i udrangerede østtyske tog fra Cairo gennem Nildalen til Aswan. Fra ingen af disse togture har jeg billeder af togene. I det hele taget har jeg aldrig fotograferet ret meget. Nu tager jeg bare snapshot med Iphone som en form for dagbog til støtte for mine erindringer. Jeg er ikke den store fotograf og har for længst erkendt, at jeg oplever bedst, når jeg ikke oplever gennem en fotolinse.

I juli 1977 tog jeg sammen med min kone på den helt store togtur med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Khabarovsk ved Stillehavet. En tur på over 9000 km som virkelig giver en fysisk fornemmelse af, hvor stor verden er.

Gennem årene har vi nogle gange taget tog fra Kolding til udlandet, blandt andet tog vi engang en af de allersmukkeste togture i Europa, nemlig turen ned gennem Europa og over Alperne til Firenze. Vi har endvidere kørt med spændende damp- og tandhjulstog i Alpelandene og forskellige steder i UK.

Den underskønne arkitektoniske perle Mesquitaen i Cordoba

Omkring årtusindskiftet kørte jeg med et gammelt flot russisk tog fra Moskva til Nísjnij Nóvgorod ved Volgafloden, cirka 450 km øst for Moskva. Og vi har kørt med det spanske AVE High Speed tog fra Madrid til Cordoba. Toget opnår hastigheder på omkring 300 km i timen. I Cordoba oplevede vi noget af det allersmukkeste arkitektur, vi har i Europa. Moskeen, La Mezquita med en udendørs forgård fyldt med levende, skyggefulde appelsintræer. Inde i moskeen går inspirationen fra de smukke appelsintræer igen i en kæmpeforhal fyldt med søjler og hvælvinger, der minder om en appelsinlund. Midt inde i moskeen blev der, efter maurerne i Middelalderen blev smidt ud af Spanien, bygget en katedral. Man går ind gennem en moske, og midt inde i den møder man en kristen katedral!

Vi kørte i juli 2015 de 912 km fra Beijing til Xian med den kinesiske udgave af det japanske tog Shinkansen, "Håbet".

To gange i starten af 00-erne har jeg kørt med det japanske højhastighedstog "Håbet" - Shinkansen- fra Tokio forbi det hellige keglevulkanbjerg Fuji til Koldings venskabsby Anjo. Shinkansen opnår hastigheder på over 300 km i timen. I modsætning til Shinkansen foregik min rejse med veterantog i samme årti fra San Francisco til Napa Valley med en helt anden hastighed. Her var der virkelig tid til i ro og mag undervejs at nyde udsigten til de grønne vinmarker og de bølgende bjerge og bakker, der kunne ses flimrende gennem dalens varmedis. Efter et par timers afslapning med et par glas kølig hvidvin og rundvisning på en stor vinyard gik det så med veterantogets fortidige langsommelighed tilbage til det hektisk pulserende byliv i San Francisco. Her tog jeg selvfølgelig også nogle ture med byens berømte gamle kabelsporvogne op og ned ad byens stejle gader.

Veterantoget fra San Francisco til Napa Valley kører gennem grønne vinmarker, hvorfra der produceres den dejligste californiske vin

I Danmark syntes vi, at vi sammen med en italiensk togproducent selv skulle udvikle vores nye tog, IC4. Det var mildt sagt ingen succes. Sådan har kineserne det ikke. Hvis de ser noget fungere, implementerer de det gerne i eget land. I Kina kører de derfor med højhastighedstog, som er kopier af det japanske Shinkansen. I juli 2015 kørte vi med 300 km i timen i et sådant tog fra Beijing til Xian, den gamle kejserby med terrakottahæren, de 2200 år gamle femten tusinde udgravede legemsstore keramiksoldater og keramikheste. Hvilke oplevelser og hvilke kontraster. Togtur med et supermoderne højhastighedstog og så 2200 år gammelt kejserligt gravgods.

En af mine største museale oplevelser i de senere år var udstillingen om den kinesiske terrakottahær på Moesgård Museum. Bemærk keramikfigurernes størrelse i forhold til publikum. Fantastisk arbejde. Udført for over 2200 år siden.

 

Terrakottahæren i Xian, som vi så den i juli 2015

Som nævnt er jeg gennem årene blevet vild med både moderne tog, gamle jernbaneanlæg, gamle tog og gamle sporvogne. Smalsporede baner er en rigtig delikatesse. I juli 2016 gjorde vi som ovenfor beskrevet turen med den smalsporede jernbane kaldet "Kogleekspressen" de 150 km fra Nice til Digne les Bains og retur. Allerede samme år i september 2016 gjorde vi turen med den smalsporede jernbane, Circumetnea, der løber 150 km cirkulært rundt om vulkanen Etna på Sicilien. 2016 blev dermed de smalsporedes år, smalsporede jernbaner forstås!

Tog på Circumetnajernbanen, rundt om vulkanen Etna på Sicilien

I 2017 fejrede vi 40-året for vores transsibiriske togtur med at tage en tur med det elektriske veterantog, "Appelsinekspressen" , der kører på en smal yardjernbane fra Palma de Mallorca gennem appelsinlunde og det Unesco-beskyttede bjergområde Serra de Tramuntana til havnebyen Sollèr på Mallorcas nordkyst. Fra Sollérs jernbanestation tog vi videre med veteransporvogn ned til Port de Sollèr. Havneområdet er fyldt med gode restauranter, hvor vi med udsigt over havnen kunne få en bid brød og noget at drikke, før vi gik op til stationen og tog toget tilbage til Palma.

Den elektrificerede veteranjernbane "Appelsinekspressen" venter på vi stiger ombord i Palma de Mallorca for at køre til havnebyen Sollér på Mallorcas nordkyst

Som tidligere nævnt har vi rejst med højhastighedstog tog i Spanien. Det spanske jernbanenet er et af Europas bedste, og de har selvfølgelig også almindelige tog af høj klasse. Det oplevede vi i 2018, da vores datter, fruen og jeg var på en påsketur til Malaga. En dejlig by med masser af gode oplevelser. Alligevel fik vi lyst til at foretage en dagsudflugt med tog fra Malaga til Sevilla. Som tænkt, så gjort. Afstanden med jernbane mellem de to byer er omkring 160 km og rejsetiden hver vej er 2 timer og 10 minutter. Vi tog en tidlig afgang fra togstationen i Malaga, så vi kunne få mange timer i Sevilla, hvor vi blandt andet ville se mange af de flotte arkitektoniske seværdigheder.

Med tog fra Malaga Station over Den Andalusiske Slette til Sevilla Station

Mens den opgående sol brændte den sidste nattetåge af, gik det i behageligt tempo over Den Andalusiske Slette. Gennem togvinduerne nød vi i ro og mag landskabet. Toget kørte med så tilpas en fart, at vi kunne nyde slettens rige fugleliv. Vi så blandt andet flamingoer, storke, ibisser og agerhønselignende fugle. Turen førte os også gennem det andalusiske landbrugsland. Et område der i oldtiden var en del af Romerrigets spanske kornkamre. Korn var vigtigt. De herskende patricier i Rom skulle jo leve op til løfterne om at sørge for brød og skuespil til Roms plebejiske underklasse. I dag er det andalusiske landbrug præget af kæmpe olivenlunde, appelsinlunde og kornmarker.

Vel fremme i Sevilla søgte vi straks mod UNESCO-seværdigheden Alcazar. Vi har på tidligere rejser oplevet de islamiske maureres arkitektoniske perler Mesquitaen i Cordoba og Al Hambre i Granada. Nu skulle vi opleve Alcazar.

Alcazar i Sevilla 

Først var Alcazar et maurisk palads. Så blev det palads for kristne konger, da maurerne var blevet fordrevet fra Spanien. Alcazar har det hele. Umanerligt smukke islamiske dekorationer og mønstre lavet i alabast og keramiske mosaikker. Maurisk-, gotisk- og renæssancearkitektur af stor skønhed. Et kæmpe haveanlæg med en æstetik af en anden verden. Himmelske haver på Jorden.

Katedralen i Sevilla måtte vi selvfølgelig også opleve. Den blev startet som en maurisk moske. Efter den kristne erobring af Sevilla blev moskeen bygget om til en gotisk katedral. Senere blev der tilføjet elementer med renæssancepræg. Endnu senere blev også barok som stilart inddraget i kirkerummets udsmykning. Blandt andet har det store orgel et umiskendeligt barokpræg. En kæmpe guldaltertavle tager vejret fra beskueren med sin store detaljerigdom. Den rummer 36 scener fra Jesu liv og over 1000 figurer. Og ikke nok med alt det. Her i katedralen ligger dele af Christoffer Columbus begravet. Italieneren der af den spanske dronning i 1492 blev sendt ud for at finde søvejen til Indien, men i stedet “faldt over” Amerika. 1492 var i øvrigt også året, hvor de sidste maurere blev fordrevet fra Spanien, da den sidste islamiske bastion, Granada blev erobret af spanierne. Sevilla blev allerede generobret i 1248.

Det gyldne alter i Sevilla Katedral indeholder over 1000 figurer

Der blev da også tid til en slentretur rundt i Sevilla brandvarme, men smukke gader, inden vi sidst på dagen tog af sted fra Sevillas imposante togstation og i solnedgangens svindende lys over den andalusiske slette vendte tilbage til Malaga. Mange oplevelser og en interessant togtur rigere.

Gamle jernbanelinjer og gammelt togmateriel griber mig med deres konkrete fortællinger af kulturhistorie. Ofte ligger der en konkret historie bag de enkelte linjer, som for eksempel Pinjeekspressen og Appelsinekspressen.

Det var, hvad en beskrivelse af vores tur til Nice med tilhørende sørgmodige bluesfølelser kunne føre til. Det blev vel til en slags ”stream of consciousness”, en bevidsthedsstrøm a la James Joyce uden sammenligning i øvrigt. Heldigvis blev det efter den sørgmodige indledning til en fortælling om gode oplevelser. Gode oplevelser vil altid kunne overskygge de forfærdelige ting, vi kan opleve her i verden. Derfor skal vi huske på og gemme de gode oplevelser. For sorg og glæde vandrer sammen. Lykke og ulykke går på række. Men glæden ved verdens mangfoldige gode oplevelser vil altid kunne overstråle altid verdens skyggefulde sider.

Ib Hansen, juli 2020

Sommerfornøjelser, sildepiskere og mæskemåltider

Strandet vågehval syd for Skagen

For fuld hammer op gennem Lillebælt med os drenge som beundrende tilskuere. En flok tumlere kom tæt forbi molen ved Wedellsborg gamle havn, engang vi badede og sprang i fra molen.

Det gjorde vi flere gange om ugen i sommermånederne. Wedellsborg Havn var stedet, hvor vi på egen hånd lærte at svømme. Vi sprang i fra molen og hundesvømmede hen til stigen, hvor vi kunne klatre op på molen for igen at springe i det klare kølige vand. Dengang havde vi ikke svømning i skolen og måtte derfor lære os selv at svømme og dykke. Vi kunne dykke ned på flere meter vand, idet vi holdt os nær molens fundament.

Wedellsborg havn. Nu næsten eroderet bort

Når jeg husker tilbage på de mange timer, vi tilbragte ved Wedellsborg Havn, er det, der popper op på nethinden kammeratskabet med fodbold- og skolekammerater, det herligt friske og kølige vand og ikke mindst snakken under solbadningen i sandet og græsset i lækrogen ved klinten med havtornen lige vest for havnen. Men så også de gode naturoplevelser, som for eksempel dengang flokken af tumlere passerede tæt forbi os på vej nordpå i hælene på en fiskestime. Tumlere er et andet navn for marsvin.

Marsvin kaldes tumlere, fordi de i modsætning til delfiner ikke springer op af vandet, når de skal have luft. Marsvin skal have luft cirka hver tredje minut, hvor de så lige skyder ryg og åndehul op over vandoverfladen. Delfiner kaldes springere, fordi de ofte springer helt op af vandet, når de skal ånde. Springere har jeg desværre ikke set i Danmark, selvom de er her. Ikke ved Wedellsborg og heller ikke ved min jyske yndlingsstrand, Sønder Stenderup Strand sydøst for Kolding, hvor en flok delfiner blev observeret her i foråret.

Bredningens fynske kyst. Regnet nordfra: Fønsskov, Føns Vig, Ålehoved, Tybrind Vig, Wedellsborghalvøen med Brandsø liggende mod vest og til venstre i billedet.

Wedellsborghalvøen har gennem årene givet og giver stadig mange fine oplevelser. Når man går på halvøens kyster, føler man sig som midt ude i Lillebælt. Wedellsborghalvøen skyder fra den vestfynske kyst stik vest ud i Lillebælt, ud i den del der hedder Bredningen. Bredningen er et 25 km langt og 15 km bredt farvand, hvis sydlige del er opfyldt af grunde samt de lave øer Brandsø, Bågø og Årø. Bredningen er et typisk isskabt ølandskab. Sejlrenden følger den dybe strømrende, der i en bred bue mellem Bågø og Wedellsborg Hoved med dybder på omkring 20 m svinger ind under kysten nord for Assens på sin vej mod farvandet Snævringen vest for Fønsskov. På grund af strømmen er der altid frisk rent vand ved Wedellsborg til glade for badegæster og fouragerende fisk og havpattedyr.

Vågehval i Kolding Havn i 2002.

Det rene vand og de mange fiskestimer tiltrækker ikke bare marsvin, men også andre hvaler der er på spisetogt i de indre danske farvande. Det sker faktisk ikke så sjældent, at vi får besøg af andre hvaler en marsvin i Lillebælt. I de senere år er der for eksempel observeret delfiner både i Kolding Fjord og ved Middelfart. Andre større hvaler kommer også jævnligt forbi, men det er ikke så ofte vi ser dem. Der er tidligere observeret både finhvaler, pukkelhvaler og sågar blåhvaler på tur gennem Lillebælt.

Ind i mellem går det desværre rigtig galt, når disse havets kæmper i deres jagt på føde manøvrerer rundt i Lillebælts snævre farvande. Det gjorde det for eksempel i januar 2000, hvor en stærkt afmagret 9,4 meter lang og 7-8 ton tung vågehvalhun blev fundet død i Tybrind Vig.

Vågehvaler, der tilhører finhvalfamilien, kaldes også på grund af deres foretrukne spise for sildepiskere. Koncentrationen af sild i Lillebælt menes at være årsagen til, at vågehvaler af og til på deres jagt efter sildestimer forvilder sig fra deres naturlige leveområde i Nordatlanten ind i Lillebælt.

Den i år 2000 strandede vågehval fra Tybrind Vig blev skeletteret og overdraget til forskningsbrug.

Vågehvalen er en slank mellemstor hval med meget spidst hoved. Voksne dyr er mellem 6,75 m og 10 m lange og vejer 5 -10 t. Ved fødslen er ungen cirka 2.5 m lang og vejer omkring 350 kg. Den strandede vågehval i Tybrind Vig i år 2000 blev målt til 9,4 meter og er dermed den største længste registrede vågehval i danske farvande. Efterfølgende fundet af den strandede hval i Tybrind Vig fandt man kort tid efter et af hvalen aborteret foster drevet i land ved Bogense.

Det er ikke første gang en hval er strandet i Tybrind Vig. I forbindelse med de undersøiske arkæologiske undersøgelser af bopladsen i Tybrind Vig, fandt man i juli 1981 en stor hvalknogle. Hvilket måltid må det ikke have været for vore forfædre, når der ind i mellem strandede 8-10 tons tunge hvaler. Den enes død er den andens brød. Sådan en strandings efterfølgende mæskemåltid må have været en fest. De har dagligt knoklet med jagt og fiskeri for at skaffe sig føden, så en sådan kæmpegave fra havet har nok bragt stor glæde.

Ib Hansen juli 2020

Verden venter - tilbage til tur med Transsibiriske Jernbane

Midt i Sibirien 1977. Både konduktøren og jeg har uniformen i orden.

Når verden i 2020 er, som den er, kan vi jo passende tage på erindringsrejser i den vide verden. I dag går tidsrejsen tilbage til en tur i 1977 med Transsibiriske Jernbane gennem hedengangne Sovjetunionen.

Sibirien for 43 år siden. Midt under Den Kolde Krigs “kulde” tog vi i juli 1977 en sommervarm 9300 km lang togtur med Den Transsibiriske Jernbane. Flinke folk overalt. Mit Wrangler-cowboydress med svaj var meget eftertragtet. Jeg kunne have solgt dresset adskillige gange sammen med de træsko, jeg også havde med, men alt kom med hjem igen. I august samme år døde Elvis for øvrigt for lige at nævne noget rimeligt inferiørt blandt de mange ting, der skete i verden 1977.

Min ”polske” samlever var også med på turen. Hvad for noget? Jo, historien er, at jeg her i 1977 havde været ansat på tjenestemandsprøve i to år på Bramdrup Skole. I august 1977 fortsatte jeg som tjenestemandsansat lærer. Allerede i september 1976 havde jeg købt et lille rækkehus i Bramdrup og var flyttet sammen med den sønderjyske forbindelse, jeg var indgået i på Kolding Nordre Kollegium i 1974. Vi flyttede sammen ind i rækkehuset i Bramdrup. Da vi ikke var gift – det blev vi først i 1984 – levede vi altså ”på polsk”. Min i 1977 senere frue og overgartner blev i 1977 færdiguddannet som lærer og havde fået stilling på Alminde-Viuf Fællesskole fra august. En stilling hun først forlod 42 år og en sjat senere. Så nu levede vi under velordnede, velfunderede og velsituerede forhold, lige på nær det med det ”polske”. Begge to med geografi som hovedfag. Hvorfor så ikke tage på tur i den vide verden, der ventede på den anden side vores lokale andedam?

Som sagt, så gjort. Vi startede turen med et par dage i Moskva. Besøgte Den Røde Plads med GUM-varehuset, Lenin-Mausoleet og den smukke pompøse, farverige og helt overvældende Vasilij Katedral. Og selvfølgelig gjorde vi også et besøg bag Kremls røde mure. I Kreml oplevede vi den historiske bydel med et ensemble af storslåede eksempler på smuk gammel og ny arkitektur samt kunst- og kulturhistoriesamlinger af ufattelig skønhed og værdi.

 

Anne Marie venter på at entre toget

Så blev det tid til at tage hen til Jaroslavskij-banegården, en af Moskvas 9 banegårde.

Her entrede vi toget, der skulle bringe os fra Moskva og mere en 9.000 kilometer gennem det østlige Rusland frem til Khabarovsk i Østsibirien ved grænsefloden Amur nær Stillehavskysten, på grænsen mellem Sovjetunionen og Kina, der på det tidspunkt havde et mildt sagt køligt forhold. Toget kørte helt til Vladivostok, men denne by var dengang lukket for turister. ”Den kolde krig” var i 1977 stadig iskold, selvom Vaclav Havel i Tjekkoslovakiet i januar sammen med andre kulturpersonligheder havde underskrevet Charta-77 om overholdelse af menneskerettighederne, og selvom Sovjetunionen, USA samt 13 andre lande her i juli 1977 var i gang med at forhandle den ikke-spredningsaftale for atomvåben, der senere i september 1977 blev underskrevet.

Nå, men vi entrede som sagt toget og fandt den kupé, vi skulle dele med et andet ungt par. Kupéen var om dagen siddekupé. Om natten blev den lavet om til sovekupé, og der blev redt op i fire køjesenge. På gangen var der samovar, så vi løbende undervejs på turen kunne nyde et glas skoldhed te. Hver togvogn havde egen ”babusjka”, der sørgede for at holde gang i samovaren, holde rent på gang og toilet samt rede op i køjesengene, når de blev gjort klar om aftenen. Togturen de 9000 kilometer tværs gennem 7 tidszoner tager omkring en uge. Vores tur tog nu tre uger, fordi vi stod af på forskellige stationer for at opleve andet end det store land gennem togvinduerne.

 

Tog 9845. Moskva- Vladivostok. Vi prøvede flere tog end dette på færden gennem 7 tidszoner østpå

Den første del af rejsen førte os gennem Østrusland, over Volgafloden og frem til Uralbjergene, der danner grænsen mellem Europa og Asien. På de østlige skråninger af Uralbjergene ligger Jekatarinburg. Det var den første by, vi stoppede og overnattede i. Jekatarinburg er kendt som byen, hvor den detroniserede tzar Nikolaj den Anden og hans familie under den russiske revolution blev henrettet i 1918 midt under kampene mellem de røde og hvide tropper. En spændende by hvor vi ud over de historiske steder blandt andet fik set nogle af de traditionelle gamle sibiriske træhuse.

Vi var med den nordlige røde rute fra Moskva til Khabarovsk. Vladivostok var i 1977 en lukket by

Så gik rejsen videre med flere forskellige stop og udflugter undervejs. Et par dage gik det gennem store birke og nåleskove, den vestsibiriske tajga. Tajga er et geografisk plantevækstområde, som er kendetegnet ved vældige blandingsskove med nåletræer, birk, røn og lignende. Det er et subarktisk og fugtigt område, hvor plantesamfundene udover birk og nåletræer også er præget af højmoser med tilknyttede plantearter. Er det så ikke koldt her? Jo, om vinteren er det ekstremt koldt, men om sommeren er her ofte meget varmt. Det var det, da vi rejste her. Vi var jo lige midt i det eurasiske fastland med dets fastlandsklima præget af ekstreme temperaturer både sommer og vinter. Flere gange på vejen gennem de øde egne, så vi barakker bag pigtrådsafspærringer og med vagttårne. Vi tænkte, at det nok var fangelejre svarende til beskrivelserne i nobelpristageren Solsjenitsyns "Gulag Øhavet", der var udkommet i 1973.

Er det ikke kedeligt at køre i tog to dage gennem taigaen fyldt med træer, græssletter og moser. Nej, der er fantastisk i ro og mag at opleve verdens storhed og verdens store afstande. Og så kan man spejde efter små landsbyer midt i de store skove. Tælle godstogene som med et interval på få minutter transporterer Sibiriens ufattelige rigdomme af blandt andet mineraler og træ vestpå til de russiske industribyer. Se til på perronen under togets fourageringsstop, hvor kokkene stod ud af restaurantvognen for at købe æg, høns, grøntsager, syltede agurker og andre madvarer hos de lokale bondekoner. Når vi om formiddagen så kokkene på perronen hugge hovedet af nogle høns, kunne vi glæde os til aftenens hønsekødssuppe. Motion fik vi masser af, når vi mindst tre gange om dagen skulle bevæge os omtrent 14 vogne frem i toget i lokomotivets retning for at indtage morgen-, middag- og aftensmad eller en drink i baren. Og tilbage igen samme vej. Vi kunne også på bedste vis med tegnsprog og brokker fra alskens sprog snakke med nogle af vore altid overordentlig venlige lokale medrejsende, togpersonalet eller vores medfølgende systemobservatør. Af og til kunne vi gribe til geografens sædvanlige nørderi, som for eksempel ude på perronen skridte nogle meter af, tælle antallet af sveller på de pågældende meter og gange op med rejselængden for at finde frem til det samlede antal af sveller på hele Den Transsibiriske Jernbane.

Nå, men også taigaen fik en ende. Et af stederne vi stoppede for at overnatte og opleve andet end togrejse var Novosibirsk, den tredjestørste by i Rusland efter Moskva og Skt. Petersborg. Novosibirsk ligger hvor Den Transsibiriske Jernbane krydser den store flod Ob. Den for os så kendte flod, som vi kender fra skoletidens remse om sibiriske floder: Ob, Jenisej og Lena.

Her overværede vi Tjajkovskis fortryllende ballet ”Svanesøen”. Oplevelsen står stadig frisk i erindringen trods tidsafstanden på 43 år. Den underskønne musik og de smukke ballettrin i et teater beliggende i en lidt trist by præget af sværindustri og klassisk kedelig kommunistisk byggeri.

Ombord på toget passerede vi den store flod Jenisej, hvor byen Krasnojarsk ligger. Krasnojarsk er kendt for sit gigantiske vandkraftværk, hvis tilhørende dæmningssø strækker sig 400 km mod syd i Jenisejdalen. Jeg var og er vild med vandkraftværk. Hvor stort at stå og iagttage og føle det buldrende vand falde ned over dæmningen og stå i dæmningens indre og mærke vibrationerne fra de elproducerende gigantiske generatorer. Det havde jeg også prøvet blot tre år tidligere ved Aswandæmningen i Ægypten. Vi fløj en afstikker flere hundrede kilometer nordpå til Bratsk, beliggende ved Angarafloden, der er en biflod til Jenisej og løber ud fra Bajkalsøen. I Bratsk besøgte vi et kæmpe vandkraftværk, der på daværende tidspunkt var verdens næststørste. Der var også tid til at besøge et af verdens største papirværker med omkring 15.000 ansatte. Vi blev triste, da vi så Angarafloden skumme af spildevand fra papirproduktionen.

  

Togrejsen gik videre gennem de Sajanske Bjerge, der skiller Sibirien fra  Mongoliet. Det var selvfølgelig ikke samme tog, vi vendte tilbage til, når vi havde gjort et stop-over i en by eller havde gjort en flyafstikker til Bratsk. Der afgår hver dag et tog fra Moskva østpå til Sibirien, så vi kunne bare entre et nyt tog. Alle tog kørte og var indrettet efter samme skabelon, som det første, vi stod på i Moskva.

Turen gennem de Sajanske Bjerge var meget pittoresk med flotte udsigter ned i dybe kløfter, til stejle bjergsider og til smukke bjergtoppe. Vi gjorde ophold i Irkutsk ved den berømte Bajkalsø, der er med sin dybde på over 1600 meter er verdens største ferskvandssø og rummer en femtedel af verdens ferskvandsressourcer. Under opholdet her sejlede vi en tur på søen, besøgte byens ferskvandsinstitut og en landsby smukt beliggende ved søbredden. I landsbyen var vi inde i den russisk-ortodokse kirke, hvor vi mænd kunne få lov til at gå helt tæt på den hellige ikonvægs guldglimtende billeder, mens kvinderne pænt måtte holde sig tilbage.

Fra Irkutsk gik togturen videre gennem de Jablonske Bjerge langs Amurfloddalen. Amur danner grænse mellem Rusland og Kina. Som nævnt stod temperaturen mellem de to lande i disse år på lavpunktet på trods af de ideologiske ligheder. Der var på dette tidspunkt både grænsestridigheder og ideologiske tvister. Fra togvinduerne kunne vi se sovjetiske og kinesiske soldater patruljere på hver sin side af Amurfloden.

 

Dersu Uzala på museet i Khabarovsk

Så nåede vi vores endestation i Khabarovsk, nogle hundrede kilometer fra Stillehavet. Et spændende sted kun 30 kilometer fra grænsen til Kina. En af de ting, vi virkelig havde set frem til, var at kunne besøge museet i Khabarovsk.  ”Det polske ægtepar” var også dengang optaget af gode film. I 1975 havde den fra De Syv Samuraier kendte japanske stjerneinstruktør Akira Kurosawa lavet en sovjetisk-japansk co-produktion Dersu Uzala om den faktuelt kendte fører, der i slutningen af 1800-tallet hjalp opdagelsesrejsende og russiske kartografer under kortlægningen af Sibirien og hjalp med, at de ude i taigaen ikke blev overfaldet af sibiriske tigre. Filmen vandt en Oscar i 1976. Den film havde vi set med den største fornøjelse. Derfor var det stort i Khabarovsk at se en udstilling om virkelighedens Dersu Uzala med et maleri af ham og nogle af hans jagtrelikter og andre af hans ejendele.

Efter tre uger spækket med oplevelser kunne vi svært berigede i forhold til vores fornemmelse for verdens størrelse, storhed og mangfoldighed vende tilbage til hverdagens mange glæder og udfordringer i undervisningens verden. Turen gav oplevelser og viden, vi stadig nu 43 år efter kan vegetere af, når længslen mod den store vide verden bliver næsten ubærlig. Minder er gode at have.

Ib Hansen, juli 2020