En blomstersmykket ungmø - et digt om livet på Kællingebjerg 1920

Det her afbillede digt om Wedellsborgegnen er skrevet af kunstmaleren Folmer Bonnén (1885-1960). Han var elev af den berømte maler Kristian Zahrtmann. Bonnén oprettede selv en malerskole, hvor han blandt andre uddannede Hans Scherfig. 

Bonnéns studierejser i Europa og hæder fra Tyskland øgede hans interesse for det ideale ariske menneske. Den 1. april 1940 meldte han sig ind i nazipartiet. Han var kortvarigt medlem. I august 1945 blev han indsat i Vestre Fængsel efter en anmeldelse for stikkeri. Her sad han i tre måneder og blev ikke dømt. 

Bonnèns sommerbolig var Wedellsborg Birks tidligere birkedommerbolig Kællingebjerg mellem Ruerne og Hygind Torp nær vejen mellem Husby og Ejby. Her opholdt han sig med familie i hele sommerhalvåret, nogle år helt hen til omkring nytårstide. På Kællingebjerg holdt Folmer Bonnén og hans kone Hildur Svane åbent hus og store animerede fester for malere og kunstnervenner. Resten af året opholdt familien sig på Christianshavn, hvor døtrene Tone og Guri gik på Christianshavns Døtreskole. 

Tone Bonnén slægtede forældrene på. Hele sit liv var hun et meget vidtfavnende, festligt, gavmildt, kreativt og musisk menneske, der bramfrit behandlede alle mennesker ens, hvad enten det var aviskonen eller direktøren, hvilket i allerhøjeste grad kom til udtryk i hendes kostumekunst og i hendes ledelse af TV-Teatrets kostumeafdeling. 

I 1981 udgav forfatteren Suzanne Brøgger portrætdigtet ”Tone”, en hyldest til hattemageren, kostumieren og livskunstneren Tone Bonnén (1914-1980). "Tone" er mange bøger på en gang. I virkeligheden er det et stort digt. Skrevet i en meget moderne versform. Men det er også en roman, en fortælling om farverige mennesker og en farverig periode. Og så er der tale om en biografi. For "Tone" er fortællingen om kunstneren, livsnyderen og DR's kostumechef, Tone Bonnén. Suzanne Brøggers digt fortæller om Tones barndom og ungdom, om kærlighed og ægteskaber og utallige muntre timer med unge mænd, - og det er fortællingen om Tones sygdom og død. Om den Tone der hvert år i mange sommermåneder i sin barndom og spæde ungdom med udgangspunkt i Kællingebjerg fik lov til at udfolde sig frit i, feste i og nyde godt af det landskab, hendes far beskrev i sit digt fra 1920.

Guri Bonnén blev journalist og forfatter. Hun blev i 1931 gift med digteren Jens August Schade, og de fik i 1935 sønnen Virtus. Virtus Schade blev senere en kendt og kontroversiel digter, journalist og kunstkritiker.

Gram i hu

I Danmark er vi gennem tiderne blevet udsat for både skidt og kanel fra USA. Forhåbentlig evner vi som borgere også fremover at sortere skidt fra kanel. 

Stormen på Kongressen 6. januar 2021 var et lavpunkt i USA´s politiske historie. Et militant og ekstremistisk antidemokratisk udtryk. Desværre har vi i Danmark i de senere måneder oplevet tilsvarende om ikke så voldelige udtryk. Udtryk fremsat i misforståelse af vores demokratiske ytringsret og misforståelse af sammenhængen mellem samfundsmæssige forpligtende fællesskaber og muligheden for individuel frihed og udfoldelsestrang. 

En dukke forestillende statsminister Mette Frederiksen blev lørdag aften den 23.1.2021 hængt op i en lygtepæl og brændt af i forbindelse med en ”Men in Black” demonstration i København mod coronarestriktioner. På dukken hang et skilt med udsagnet ”Hun må og skal aflives”! 

Ved en demonstration i november 2020 blev der på en traktor fremført en plakat med et billede af statsministeren og lederne af regeringens støttepartier iklædt brune skjorter og skråremme. 

Begge eksempler er usmagelige og langt ud over det acceptable i et land med en værdi om, at demokrati indebærer gensidig respekt mellem uenige parter. Helt utilbørligt bliver det, når nogle, der kalder sig demokratiets fjerde magt, i ordbilleder udmaler samme budskab som nævnte billede. Det statsstøttede Jydske Vestkysten har flere gange påduttet os sagesløse abonnenter sådanne usmagelige ordbilleder. Det gør mig gram i hu.

Redaktør Peter Orry startede på lederplads den 20. januar 2021 med at skrive, at ”det er tid at gøre op med det totalitære islæt i statens beføjelser over for danskerne under en pandemi”. Synspunktet blev den 22. januar fulgt op af lederskribent Peter Gram med den uhyrlige påstand, at vi ”hos statsminister Mette Frederiksen (har) oplevet tendenser til totalitær tænkning.”

Det er altså en lovlig valgt regering og statsminister, lederskribenterne efter – må man formode grundige overvejelser – omtaler med samme budskab som billedet på traktoren. I følge Nudansk Ordbog betyder ordet ”totalitær”, at ”én person eller ét politisk parti styrer og regerer alle vigtige samfundsanliggender”. Vi har altså lige nu en mindretalsregering, der kun kan regere på et af befolkningen sammensat folketingsflertal. Det er langt fra et totalitært system. 

Uanset holdning til håndtering af coronakrisen og uanset politiske holdninger i øvrigt bør alle demokratisk tænkende borgere tage afstand fra sådanne ekstremistiske ytringer, lige meget om de er i gerninger, billeder eller ordbilleder. Alt andet end at sige fra er benzin på et antidemokratisk bål. 

Jeg for mit vedkommende finder det i øvrigt vigtigt, at vi alle i den nuværende situation viser samfunds- og medmenneskesind ved at overholde de restriktioner, der er udmeldt for at beskytte os alle sammen og først og fremmest vore svageste medborgere. 

I et moderne samfund er vi gensidigt afhængige af hinanden. Vi er alle udspændt mellem et behov for at tilhøre fællesskabet og et behov for at kunne udfolde vor egen individualitet. Dette synspunkt er udtrykt næsten enslydende af et par tidligere statsministre. 

Poul Nyrup Rasmussen har udtalt, at ”individualitet og fællesskab ikke er modsætninger, men forudsætninger for hinanden”. Anders Fogh Rasmussen har formuleret det på følgende måde. “Lad os stå sammen om et samfund, hvor der er frihed til forskellighed. Og et samfund, hvor der er et stærkt fællesskab om grundlæggende værdier. Et Danmark som ikke blot har en stærk konkurrencekraft. Men også en stærk sammenhængskraft.”

Godt Nytår: "Top 5" - året der gik 2020

Året 2020 har på mange måder været et mærkeligt år. Et år hvor alle oplevelser er foregået indenlands. Med ture ud i landskabet. Ind i bøgernes, de gamle korts, arkivbilledernes og de gamle dokumenters verden. Samtaler med gamle venner. Og ikke mindst tidsrejser i erindringernes verden, i mine og i andres erindringer. Mange af oplevelserne har jeg fået ekstra fornøjelse af ved at skrive om dem. Det at skrive er befordrende for, at nye erindringer dukker op. En del af mine skriverier har jeg publiceret på min blog. Her er top 5 i 2020 over de mest læste artikler på min blog www.ih18.blogspot.com . 

1. En blikkrans på min grav 

Årets højdespringer er en fortælling om Gamle Anders fra ”Gammelgård” i Sdr. Åby i Husby Sogn. Om omsorg og forsorg. Om lodder i det store spil. 

”Når jeg er død og begravet, vil jeg gerne have en krans af blik på min grav.”

”Hvorfor dog det, Anders?” 

”Jo, for så kan jeg høre, når det regner, Peter”… 

Fortællingen begynder med et uddrag af en samtale mellem Anders og min far.  Jeg ved, hvordan gåture befordrer erindringerne. En råkold februardag i 2020 gjorde jeg derfor en vandretur i hjemstavnen fra Husby Forsamlingshus ned og rundt i landsbyen Sdr. Åby og tilbage til forsamlingshuset. Jeg havde aftalt at gå turen sammen med Knud Rabølle Nielsen, der er vokset op på ”Gammelgård”. Knud kom fra Odense, mens jeg kom fra Kolding. Anders har været en del af Knuds opvækst, hvorfor Knud havde meget, han kunne tilføre min fortælling om Gamle Anders.

Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2020/02/en-blikkrans-pa-min-grav_20.html 

2. Fotografens franske fristelser

Læserne klikkede næstflest gange på denne fortælling. En fortælling om hvordan et liv kan leves og opleves positivt på trods af at have været udsat for et fravalg straks efter fødslen.

”En lille dreng kom til verden på Amtssygehuset i Assens. Han voksede op og blev til en verdensborger, der med rod i Husby rettede sine fotolinser mod verdens mangfoldighed. Eskør, Randers, København, New York, Paris, Toulouse og Saint Cirq Lapopie.

Drengen blev født af en 17-årig ung pige fra Fredericia. Det var i 1958. I en tid hvor det endnu var skamfuldt at føde børn uden for ægteskab. Specielt i det bedre borgerskab i en rimelig overskuelig by som Fredericia blev det at blive gravid uden for ægteskabet betragtet som en katastrofe…” 

Jeg skrev fortællingen affødt af et telefonopkald, jeg på en klam og grå dag ud på eftermiddagen på den sidste dag i november modtog fra Sydfrankrig. Det var min lillebror Bos skolekammerat Finn Føns, som foreslog, at jeg skulle skrive hans livsfortælling. Lidt tøvende og efter nogen betænkningstid sagde jeg ja. Det var godt. Finn havde nemlig meget på hjerte. 

Læs hele fortællingen her: 

https://ih18.blogspot.com/2020/12/fotografens-franske-fristelser.html

3. Hvor alt er, som det var – og alt er helt anderledes 

Med inspiration fra Chris Reas nu nærmest nedslidte julesang ”Driving Home for Christmas” skrev jeg i begyndelsen af januar 2020 om en hjemlandstur, jeg foretog ved juletid 2019. 

Denne fortælling fik tredjeflest klik i 2020. Fortællingen handler om, hvordan minderne vælder frem, når de så kendte landskaber, bygninger og udsigter viser sig gennem bilvinduet.

”På vej mod barndomslandet. Husby. Minderne står i kø. Over bro og bælt. Allerede på broen mærker jeg hjemlængslens sug. Jo mere jeg nærmer mig, jo stærkere føles suget. 

Ind over det fynske brohoved. Ned ad den lange bakke nær Udby ved Skadebjerg. Forbi banken, hvor rovmorderen Boye for adskillige årtier siden blev et hoved kortere. Her tæt på Broendehuset, hvor han havde begået sin morderiske ugerning. Over Sandmarksvejens bløde bakker, langs lange syrenhegn. Gennem sandbankernes nåleskove.

Landet her med sandbankerne og de vidtstrakte mørke nåleskove signalerer ikke Fyn, men Midtjylland eller måske Norge eller Sverige. Unikt, smukt og særegent er her. Ved Tybrind åbner landet sig. Mellem en tvedelt bakke anes Husby Kirkes løgformede kuppel afsluttet med et imponerende lanternespir…”

En tur i hjemlandet giver både fornemmelsen af, at alt er, som det var, men også at alt nu er anderledes. Landskabet, kirken, skolen og forsamlingshuset ser ud, som de gjorde i barndommen. Og så alligevel ikke.

Gårdsammenlægningerne har gjort markerne større og hegnene færre. Kirken er renoveret, og de store træer på kirkegården er fældet. Skolebygningen er der endnu, men er nu smykkeværksted. Skolegårdens kastanjetræer er fældet, og cykelskuret er revet ned. Forsamlingshuset ser ud som det gjorde, men noget nyt er tilføjet. Der er blevet bygget en hal til. Men i mindernes verden er alt, som det var.

Læs hele fortællingen her:

https://ih18.blogspot.com/2020/01/hvor-alt-er-som-det-var-og-alt-er-helt_7.html

4. Tilfældighedernes spil begyndte på Skræppedalsbakken

En af de få fordele ved at blive ældre er, at nu kender jeg resultaterne af de valg og dilemmaer, jeg tidligere har stået overfor. Det er muligt for mig at kigge mellemregningerne igennem og se, hvordan jeg er nået frem til resultatet af mig selv, som jeg kender det i dag.

”Hvad vej skulle jeg gå? Det var de tanker, der fyldte mit hoved på min gåtur op over Skræppedalsbakken nær Husby Hole. 

Det var en lun aften sidst i juli måned. Vinden lå stille. Solen var på vej ned over Sjobjerg og Rævebjerg. Mosekonen bryggede. Mosen, markerne og skoven sendte krydrede sommerdufte ind over Skræppedalsbakken. Året var 1968 (…) 

Netop denne sommeraften gik jeg derfor på trods af den flotte aften og de smukke omgivelser fyldt med mismodige tanker en tur op ad Skæppedalsbakken. På vej tilbage ned ad bakken mødte jeg tilfældigvis min gamle klassekammerat Agnete, der kom trækkende med sin cykel op ad den lange stejle bakke på vej fra Ejby mod sit hjem i Sønder Åby. Agnete havde Leif og jeg gået i klasse med, først 7 år i Husby Skole, så 2 år i Ejby Folke- og Realskole, indtil Agnete sammen med Inger fra Eskelund i Håre gik ud efter 2. real for at gå på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Andre fra klassen i Ejby tog til gymnasiet i Fredericia. På dette tidspunkt var der endnu ikke gymnasium i Middelfart…” 

Agnete rådede mig til at starte på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Det gjorde jeg. Og det blev starten på mit liv i uddannelsens og dannelsens tjeneste. Uden dette valg med efterfølgende studentereksamen var jeg nok ikke blevet skolelærer, skoleinspektør og skoledirektør. 

Det at skrive denne fortælling om tilfældighedernes spil var for mig en helt utrolig overvældende genoplevelse. Hvor har jeg dog været heldig med mine valg i livet!

Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2020/12/hvad-vej-skulle-jeg-ga-det-var-de.html

5. Mine fynske rødder

Nummer 5 på læsernes ”Top 5 2020” liste blev ”Mine fynske rødder”. Det er bemærkelsesværdigt. Fortællingen er nemlig skrevet og publiceret den 9. juli 2019, men har med mange klik også i år formået at holde sig på listen for 2020. 

Det er en fortælling om mine tætte relationer til Ejby. Det var i Ejby, jeg blev født og boede til jeg var 4 år. Og det var i Ejby, jeg gik i realskole, spillede juniorfodbold, gik i biografen og gik til fester på Ejby Kro. 

”For at pleje mine egne rødder plukkede jeg en tirsdag morgen i juli 2019 i vores jyske have en buket røde Hanne-roser, kørte til Vestfyn, til Ejby Kirkegård og placerede buketten på mine fynske forældres grav som en forsinket 4. juli fødselsdagshilsen, hvor de begge to havde fødselsdag. Dagen hvor jeg for øvrigt også selv har fødselsdag. Tre på stribe. Godt ramt. 

Jeg sluttede besøget i Ejby med en vandretur gennem Ejby og Kingstrup Moser. Fantastisk naturområde. Ro der sættes i relief af et symfonisk kor af trillende og trallende flyvende sangere. Alskens sommerfugle og insekter i alle mulige farver og mønstre. Et mylder af blomster som med hver deres farve- og formudtryk konkurrerer om de forbipasserendes opmærksomhed, især insekternes forstås…” 

Som så mange gange før, når jeg besøger Ejby, faldt mine tanker også på denne tur på de mange gode lærere, vi havde på Ejby Folke- og Realskole. 

En af dem var vores historielærer Åse Lund. Hun engagerede sig enormt i at vaccinere os mod den sygdom, der desværre nu har ramt store dele af vort moderne samfund. Det historieløse, demente samfund. Samfundet hvor mange tror, at viden kun har værdi, hvis den har umiddelbar nytteværdi. Som tror, at viden blot er noget, man søger, når man skal bruge den. Som ikke forstår, at viden er holdnings- og meningsdannende. At kendt viden sammensat på nye måder er med til at skabe muligheder for udvikling. Og at historisk viden og interesse giver mening, sammenhæng og forståelse for fortid, nutid og fremtid. Viden og dannelse hænger sammen. 

Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2019/07/mine-fynske-rdder.html  

Og så et par wildcards til to artikler jeg selv er særlig glad for, men som ikke har formået at komme ind på årets top 5 læserliste. 

Wildcard 1: High Noon

”Solen strålede. Himlen var blå. Vinden lå stille. En rigtig septemberdag. En lad grå kat daskede døsigt over Storegade. Nær den nedlagte skole, hvor skolegårdens kæmpestore kastanjetræer nu er fældet. Dyr og mennesker lavet af kastanjer fra netop disse træer er en saga blot. Vejen var fuldstændig tom. Ikke et menneske, ikke en lyd. Kun en kat (…) 

Tilbage på grønningen fik jeg et hold snak med et frokostspisende ægtepar fra Hobro, der undervejs på deres Tour de Fyn – i bil forstås – i det fine efterårsvejr spiste frokost ved et af strandens borde. De anråbte mig for at spørge, om jeg var en lokal, der kunne svare på nogle spørgsmål om egnen. Lokal. Det kunne jeg jo ikke bryste mig af. Både og! Jeg forlod egnen for snart 50 år siden, men jeg kunne da svare på deres spørgsmål. En god snak var heller ikke at kimse af, når nu jeg ikke kunne gå den sædvanlige tur. Og jeg havde lidt for travlt i dag til i stedet af tage en alternativ vandretur ved Tybrind Vig. Turisterne fra Hobro kørte videre sydpå mod nye oplevelser i Assens og Fåborg, mens jeg vendte næsen hjemad mod det jyske via den skønne kystrute over Eskør, Tybrind, Skovløkken, Føns, Ronæs og Gamborg. Så fås det ikke smukkere.” 

Læs hele fortællingen her: 

https://ih18.blogspot.com/2020/09/high-noon.html 

Wildcard 2: Bro over tidsgabet 

”En robust kridhvid middelalderkirke dukkede op over bakkekammen, da vi en af de første dage i den i følge kalenderen første efterårsmåned kom vandrende gennem grønne dale og over stejle bølgende bakker. Nordgående ad Birkemosevej og Sletteskovvej i det flotte septembervejr med blå, blå himmel havde vi besluttet at holde pause og se nærmere på Eltang Kirke fra 1100-tallet og den nærliggende Eltang Rytterskole fra 1720erne. Kirke og skole ved siden af hinanden og i parløb, som det var sædvane i hundredvis af år. Kirkens og kirkegårdens fortællinger skulle selvfølgelig opleves. 

Men ak! Kirken var aflåst. Men det var der råd for. Som jeg plejer, når jeg besøger kirker og kirkegårde, så jeg mig om efter graveren…”  

Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2020/09/bro-over-tidsgabet.html

Ib Hansen, 30.12.2020

Tilfældighedernes spil begyndte på Skræppedalsbakken i Husby i 1968

Hvad vej skulle jeg gå? Det var de tanker, der fyldte mit hoved på min gåtur op over Skræppedalsbakken nær Husby Hole. 

Det var en lun aften sidst i juli måned. Vinden lå stille. Solen var på vej ned over Sjobjerg og Rævebjerg. Mosekonen bryggede. Mosen, markerne og skoven sendte krydrede sommerdufte ind over Skræppedalsbakken. Året var 1968. Det år min mellemste bror Leif og jeg tog realeksamen. Leif og jeg havde været uadskillelige, lige siden han blev født et år og seks dage efter mig. Nu var han med sin realeksamen i lommen rejst til København for at gå i lære som shippingassistent i hæderkronede ØK – Østasiatisk Kompagni. Hvad skulle være fremtiden for mig?

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville være. Da jeg gik tredje klasse, var jeg godt nok en dag kommet hjem fra skole og havde sagt til min mor, at jeg ville være lærer, når jeg blev stor. Det var fordi, jeg den dag i Husby Skole havde fået ros af lærer Tagesen. Jeg havde ved overhøringen kunnet gengive dagens lektie i historie næsten på komma. Det med et lærerjob var ikke noget, der lige faldt mig ind efter realeksamen, uanset at jeg var og er en bogorm og bognørd. Jeg har aldrig været praktisk anlagt. Alligevel havde jeg lige efter realeksamen søgt en pedelstilling ved det dengang forholdsvis nye Odense Universitet, der var blevet grundlagt i 1964. Nu hedder Odense Universitet efter en række fusioner tværs over både Lillebælt og Storebælt Syddansk Universitet. Jeg fik selvfølgelig afslag. Og set i bagklogskabens lys heldigvis for det. Det var ikke et job for en mand med 10 tommelfingre og uden praktisk sans. Men hvad skulle jeg så tage mig til? Jeg kunne jo ikke bare gå derhjemme uden at lave noget.

Netop denne sommeraften gik jeg derfor på trods af den flotte aften og de smukke omgivelser fyldt med mismodige tanker en tur op ad Skæppedalsbakken. På vej tilbage ned ad bakken mødte jeg tilfældigvis min gamle klassekammerat Agnete, der kom trækkende med sin cykel op ad den lange stejle bakke på vej fra Ejby mod sit hjem i Sønder Åby. Agnete havde Leif og jeg gået i klasse med, først 7 år i Husby Skole, så 2 år i Ejby Folke- og Realskole, indtil Agnete sammen med Inger fra Eskelund i Håre gik ud efter 2. real for at gå på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Andre fra klassen i Ejby tog til gymnasiet i Fredericia. På dette tidspunkt var der endnu ikke gymnasium i Middelfart.

Agnete spurgte selvfølgelig til, hvad Leif og jeg skulle lave efter realeksamen. Jeg fortalte, at Leif allerede var rejst til København, og at jeg havde fået afslag på min ansøgning om en pedelstilling. Du skal da starte i gymnasiet, mente hun. Det er vist for sent her en uge før gymnasiet starter, replicerede jeg. Hun blev ved og foreslog, at jeg skulle ringe til vores tidligere klasselærer og skoleinspektør Holger Lund på Ejby Folke- og Realskole for at høre, om han ikke kunne lave en anbefaling, der kunne hjælpe mig ind på Vestfyns Gymnasium. Næste dag fulgte jeg Agnetes forslag og ringede til Lund. Han ville gerne hjælpe og tog kontakt til rektor Poul Hansen på Vestfyns Gymnasium. Poul Hansen var meget imødekommende, og jeg fik lov at starte på gymnasiet ugen efter.

Nu var det jo kun et par år efter kommunesammenlægningen i 1966, hvor Husby, Tanderup, Ørslev og andre små sognekommuner forud for den store kommunesammenlægning i 1970 var blevet lagt sammen med Ejby til Ejby Storkommune. Det viste sig at have den store fordel, at jeg, når jeg skulle hen på gymnasiet i Glamsbjerg, bare kunne cykle ned til Købmand Thomsen i Håre og køre med ham. Han kørte en skolerute til gymnasiet fra Håre over Hjerup, Kaslund, Barløse og Ørsted til Vestfyns Gymnasium. Ruten var blevet oprettet, da gymnasiet blev grundlagt i 1959 af Assens og Glamsbjerg kommuner og en række andre vestfynske kommuner, herunder Tanderup Sognekommune, som jo i mellemtiden var blevet en del af Ejby Kommune.

Ved tilfældighedernes spil kom jeg således i gang med at tage en matematisk-fysisk studentereksamen. Og det med bedre transportforhold end til realskolen i Ejby, hvor vi hver dag skulle cykle omkring 10 kilometer hver vej. Hvis jeg var gået i gymnasiet i Fredericia, skulle jeg først have cyklet til Ejby Station, have taget toget til Fredericia og gået fra Fredericia Banegård til gymnasiet og samme vej retur efter skoletid. Nu skulle jeg kun cykle 4 km hver vej til Håre, mens resten af skolevejen foregik i bil. 

Da jeg tre år efter i foråret 1971 skulle i gang med at overveje, hvad jeg skulle gå i gang med efter studentereksamen, stod jeg med samme problem som efter realeksamen. Hvad skulle jeg give mig til? Denne gang var det dog ikke, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville. Det var valget mellem mulighederne, der voldte problemer.

Jeg havde tre ting, jeg godt kunne tænke mig. Mit gamle ønske om at blive lærer var poppet op igen. Og så havde gymnasietiden med vores fantastiske historielærer Skaaning understøttet de historiske interesser, jeg altid har haft. Endelig havde vores fransklærer Mønsted, som også var erhvervsvejleder og kontaktlærer til elevrådet sagt til mig, at han synes, jeg ville kunne blive en god socialrådgiver. Jeg var medlem af elevrådet, så han havde sågar udstyret mig med en personlig håndskrevet anbefaling til Den Sociale Højskole i Odense. Gad vide, hvorfor Mønsted mente, som han gjorde? Jeg skrev tre ansøgninger. Historiestudiet i Århus. Den Sociale Højskole i Odense. Og læreruddannelsen i Kolding. Jeg kendte ikke noget til nogen af de tre byer.

Personalet på Kolding Seminarium 1977

Efter studentereksamen fik jeg brev fra alle tre uddannelser om, at jeg var optaget. Tro mod min barndomsdrøm valgte jeg læreruddannelsen i Kolding med historie og geografi som linjefag. Det har jeg aldrig fortrudt. Med min stærke tilknytning til hjemegnen på Vestfyn havde jeg en forventning om, at jeg efter bestået lærereksamen ville søge lærerstillinger på Fyn og bosætte mig på Vestfyn. Det blev ikke tilfældet. Der kom lige en sønderjysk forbindelse i vejen. To år efter jeg flyttede ind på Nordre Kollegium, flyttede tilfældigvis en sønderjysk lærerstuderende med interesse for geografi ind. Det blev med tiden ikke blot til en løs kollegieforbindelse, men en fast forbindelse.

Lærerne på Ødis Sogneskole 1975. Skoleinspektør Ellegård yderst til højre.

Det ses, at jeg havde al drengeidrætten på skolen. Træningsdragten var købt i Brugsen og var skrapgul!

Den 25. januar 1975 blev jeg færdig med lærereksamen og startede dagen efter i en halvt års midlertidig stilling ved Ødis Sogneskole. Jeg boede stadig på Nordre Kollegium. En dag efter skoletid sad jeg ude i kollegiekøkkenet og talte med en kollegianerkammerat om mine planer for fremtiden. Det var den sønderjyske lærerstuderende Keld Oksen. Han havde et godt forslag. Et forslag affødt af, at han havde været i praktik på Bramdrup Skole i Bramdrupdam. En skole han roste i høje toner. Den skole ville lige være noget for mig, mente han.

Man skal altid lytte til gode og velbegrundede råd, særligt fra sønderjyder! Så jeg skrev en ansøgning og blev kaldt til samtale. En samtale som bekræftede mig i, at Bramdrup Skole lige ville være skolen for mig. En dygtig, engageret og karismatisk leder, Åge Knudsen. Fantastiske kolleger, dejlige elever og en meget opbakkende forældrekreds. Det var mit indtryk efter ansættelsessamtalen. Jeg sagde ja til stillingstilbuddet og startede derfor på Bramdrup Skole i august 1975. I september 1976 flyttede jeg sammen med den sønderjyske forbindelse i et rækkehus i Bramdrup for senere i 1980 at flytte ind i det hus i Bramdrup, hvor vi stadig 40 år efter endnu bor. Det var hvad en tilfældig samtale i et kollegiekøkken førte til.

 Bramdrup Skole august 1986

Jeg var ualmindelig glad for at arbejde på Bramdrup Skole. Sideløbende med min lærerstilling på skolen var jeg også en årrække ansat i deltidsstillinger som henholdsvis underviser på Kolding Seminarium i linjefaget geografi og ved Danmarks Lærerhøjskole i Haderslev, hvor jeg underviste lærere på efteruddannelse i geografi. Alligevel begyndte omkring 1990 tanker om min fremtid på skoleområdet at poppe op i mit sind. Det var især tanken om måske at kunne øve positiv indflydelse på områder, der lå og ligger mit hjerte nær, der rodfæstede sig. I 1992 søgte jeg og fik stilling som skoleinspektør på Lyshøjskolen i Strandhuse. Igen oplevede jeg en helt fantastisk skole. Fantastiske medarbejdere og medledere samt herlige elever med god støtte fra forældrene. 

 Lyshøjskolen 1993/94

Efter 3 gode år på Lyshøjskolen fik jeg den tanke, at det måske var tiden at søge overordnet indflydelse på et samlet skolevæsen. Det blev til, at jeg i 1995 søgte og fik en stilling som forvaltningschef i Nørre Åby Kommune med det overordnede administrative og ledelsesmæssige ansvar for ikke kun skoler, men også for dagtilbud, social-, sundheds,- og ældreområderne, fritid og folkebiblioteker. Hold da op, hvor jeg lærte meget. Bare det at sætte sig ind i metervis af regler på social- og ældreområdet. Et spændende og givende job. 

Enhedsforvaltningen Nørre Åby 1996

Men så spillede tilfældighederne igen ind. Et halvt år efter jeg var startet i Nørre Åby Kommune blev min ultimative drømmestilling opslået, direktørstillingen i Skole- og Idrætsforvaltningen i Kolding Kommune. Vi var forblevet bosat i Bramdrup, da vores datter gik på Bramdrup Skole og min kone arbejdede som lærer i Kolding Kommune og for øvrigt blev ved at arbejde på samme skole i 43 år. Så der var ikke noget med, at et jobskifte ville betyde, at vi skulle rykke teltpælene op.

Skole- og Idrætsforvaltningens personale foreviget ved årsskiftet 1997-98 umiddelbart før vi flyttede over vejen Ålegården til en placering helt nær Kolding Å.

Jeg søgte og fik stillingen som skoledirektør. Så efter knap et år forlod jeg med nogle gode oplevelser og nyttige erfaringer i bagagen Nørre Åby Kommune.

Hold da op! Tænk sig at komme ind i Skole- og Idrætsforvaltningen og arbejde med områder, der var og er mit hjerteblod. En forvaltning med nogle utroligt fagligt dygtige, energiske og dedikerede medarbejdere og ledere på alle niveauer, centralt som decentralt.

Senere var jeg så heldig i 2006 at blive udpeget som den sammenlagte Kolding Kommunes fortsættende direktør for det, der nu blev til Børne- og Uddannelsesforvaltningen. Over 3000 ansatte, et budget på 1,5 mia. kr. årligt og omkring 100 decentrale enheder. Som på mine tidligere arbejdspladser mødte jeg også i denne nye store enhed alle steder fantastiske medarbejdere og ledere.

Undervejs i mit chefarbejde har jeg i mine ansættelsesforhold været så privilegeret at samarbejde med nogle meget dygtige og visionære kommunaldirektører, gode chefkolleger og dedikerede faglige organisationer. Det har også været en stor fornøjelse at have nogle engagerede politiske arbejdsgivere, der hver ud fra deres ideologiske og politiske udgangspunkter gerne ville understøtte og fremme en god udvikling for børne- og uddannelsesområderne. Jeg har gennem årene samarbejdet med udvalgsformænd fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre og Radikale Venstre. Det har i alle tilfælde været en fornøjelse. De ville alle noget godt for deres udvalgsområde og ville gerne samarbejde. Hvor heldig har man lov at være!

Ved en af de første taler, jeg holdt som skoledirektør introducerede jeg mit motto: "Glade medarbejdere giver glade børn og unge, glade børn og unge giver glade forældre, glade forældre giver glade politikere, og glade politikere vil gerne understøtte og investere i børn og unge."

I 2013 valgte jeg at slutte i mit direktørjob i Kolding Kommune for at gå på tjenestemandspension kombineret med freelancearbejde som konsulent og foredragsholder. Og ikke mindst for at kunne nyde livet som fri fugl med de mange muligheder, det giver.

Undervejs siden den spekulative sommeraften på Skræppedalsbakken har jeg vigtigst af alt været så heldig at få en dejlig familie. Min kone og vores datter er begge lærere. Så det tilfældighedernes spil, der begyndte en lun sommeraften på bakken i Husby, resulterede i et spændende og givende liv i uddannelsens og dannelsens tjeneste. Og allermest glædeligt førte tilfældighederne til en familie, hvor alle er læreruddannede og optagede af uddannelse og dannelse. Mine to brødre har for øvrigt også uddannet sig på disse områder. 

Ib og Tanja i 1989 ved et møde på Dyrehaveskolen 

Havemanden juli 2020

Ib Hansen, december 2020

Når den røde hane galer

Morgengny og alarm. Skrig og skrål. Galen i vilden sky. Den røde hane viser sig frem.

På elegante hanefjed stoltserende og flanerende i sit hønserige. Fremvisende sin kraprøde kam. Sine brune, røde og gule gnistrende og changerende halsfjer. Sine elegante slanke grå gamacheklædte fødder under de mørke vingefjer. Og med halefjerene stående efter sig som sorte røgfaner. ”Her kommer jeg, hønserigets herre.” Flot at skue.

Den strunke og stolte røde hane bliver ofte brugt som et billede på ildebrande. En ildebrand er ikke flot, men er et skrækkeligt skue. Brag og knitren. Byger af gnister. Meterhøje røde og gule flammer med tilhørende sorte røgfaner. Mennesker, dyr og bygninger i fare. Sådanne brande har hærget Husby og omegn flere gange. Ild der fortærede gårde og huse og efterfølgende medførte store forandringer, når de brændte bygninger blev genopført. Det skal vi høre mere om i det følgende.

Brændt finger medførte gårdudflytning

Pinsen 1915 skabte store forandringer i gårdbebyggelsen i vejkrydset mellem de veje, der efter kommunesammenlægningen i 1966 kom til at hedde Lillegade og Sjobjergvej.

I den gård, der engang lå her på hjørnet ved markvejen fra Lillegade op til gården Breidablik på Skræppedalsvej, sad en sen eftermiddag i pinsen en ung pige og syede.

Hendes uskyldige syaktivitet blev årsagen til, at gården, hun sad i, blev flyttet væk fra landsbyen og ud på markerne, ud mod Husby Hole. Under syningen tabte pigen en nål på gulvet og kunne i den sene eftermiddags sparsomme lys gennem de små vinduesglugger ikke finde den. Hun strøg derfor en tændstik for at lyse ned på gulvet. Tændstikken brændte hendes finger. I forskrækkelse kastede hun tændstikken fra sig, og der gik ild i et gardin. Da hun åbnede døren for at råbe om hjælp, fik ilden næring og var ikke længere til at slukke. De to stråtækte gårde i krydset Sjobjergvej - Lillegade brændte ned.

På gavlen af den gård, jeg efter ejeren på min tid i Husby kalder Claus Bangs gård, kan man se årstallet 1915. Denne nedbrændte gård blev genopført på samme sted.

Anderledes gik det med gården på den anden side af vejen. Denne gård, Breidablik blev genopført i den anden ende af omtalte markvej. Oppe på toppen af Skræppedalsbakken, midt på sine jorder. Breidablik bliver også kaldt Sognefogedgården. Det var nemlig her Husbys mangeårige sognefoged Anders Claudius Andersen og hans kone Kirstine residerede i en længere årrække, indtil de overlod gården til sønnen Jørgen og flyttede ned i aftægtshuset lidt længere nede på bakken.

Selv om de to brændende gårde i vejkrydset sendte en sværm af gnister ud over hele området, lykkedes det at redde den nærliggende købmandsbutik, købmand Bernts butik. Butikken lå mod vest i vejkrydset. Det velholdte gule trelængede beboelseshus bygget i flot bindingsværk ligger der endnu. Helt tæt på købmandsbutikken lå tidligere sprøjtehuset, hvor landsbyens hånddrevne brandsprøjte, brandspande og ilddaskere blev opbevaret.

Og tjenestepigen der brændte fingeren og uforvarende satte brandene i gang? Hun fik nogen tid efter en bøde på 10 kroner for uforsvarlig omgang med ild. 

Den røde hane holdt sig herefter i skindet i en årrække, i hvert fald når det gjaldt store gårdbrande. Tretten år efter i 1928 var den røde hane ude at spankulere igen. Gnister, flammer og røgfaner stod op i himlen. Og det hele fire gange på to måneder. Denne gang var det galt på Sjobjergvej, på Eskørgyden og i den lille fine landsby Hjorte ved Tanderup.

Lynild ramte Bakkegården 

Mine skolekammerat Vilhelms far, Ejler ”Bakkegård” Lasthein Jensen har i et skrift fortalt om de voldsomme brande, der ramte i 1928.

Den 25. august 1928 tidligt om morgenen trak et forfærdeligt uvejr hen over Fyn. Uvejret var så slemt, at der blev talt om det i flere år efter. Den lyse augustmorgen blev afløst af buldermørke. Himlen sitrede af statisk elektricitet, der søgte efter mål for udladninger. Landskabet blev oplyst af knitrende lyn, og det bragede løs. Lyn slog ned over det meste af Vestfyn og andre steder på Fyn. Overalt var de røde haner i gang. Masser af ildebrande lyste som fakler på den kulsorte morgenhimmel.

Ved syvtiden slog et lyn ned i Bakkegård, der ligger på Sjobjergvejs højeste sted. Lynet slog ned i rygningen på den store lade, der var stråtækket og brændbar som bare pokker. Mindre end et kvarter efter lynnedslaget var alle længerne omspændt af et stort ildhav. Heldigvis var det sensommer, så alle gårdens dyr var stadig på græs. Ingen dyr omkom. Naboerne og andre tililende kom til hjælp, og det lykkedes at redde gårdens stuehus fra den altfortærende ildebrand. Derfor er det i dag stadig muligt at glæde sig over Bakkegårdens smukt proportionerede stuehus.

På grund af de mange andre brande på Fyn varede det et par timer, før brandfolkene fra Falck nåede frem til Bakkegård. Da var det for sent at redde gårdens udlænger. 

Udlængerne blev efterfølgende genopført i gult gedigent murstensbyggeri. Som noget nyt blev byggeriet gennemført efter nye principper. Nu ankom en del af bygningselementerne, som for eksempel spær, færdige til brug. Tidligere var alt blevet tilvirket på byggepladserne. 

Branden på Bakkegård var i modsætning til den tidligere storbrand i krydset Lillegade-Sjobjergvej affødt af naturens kræfter og ikke letsindig omgang med ild. Desværre var den næste storbrand i Husby Sogn igen et resultat af letsindig omgang med tændstikker.

Branden på Bondero 

Bare otte dage efter branden på Bakkegård brændte Bondero i Eskør. Bondero lå dengang nord for den vej, der nu hedder Eskørgyden, tæt på Stikkelsbærgyden. Nu ligger Bondero på den anden side, syd for Eskørgyden. Denne placering er en direkte følge af Bonderos brand først i september 1928.

Ejler Bakkegård fortæller i sit skrift om Husby mellem to verdenskrige, at branden på Bondero opstod som følge af triste omstændigheder. Politirapporten beskrev nemlig brandårsagen, som ”børns leg med tændstikker.”

Den 4-5 årige dreng på Bondero havde set branden på Bakkegård, der på grund af gårdens høje beliggenhed var synlig over hele sognet og derfor trak mange mennesker til. Ejler skriver, at drengen nok var blevet fascineret af den voldsomme brand. Derfor ville han selv prøve at lave ild. Til det brug havde han fået fat i en æske tændstikker og tændte et lille bål omme bag gården. Ilden fra bålet fik fat i tagskægget på en af laderne. Bondero var en firlænget stråtækket gård, så gården blev hurtigt overtændt, og der var intet at stille op. Hele gården blev i løbet af kort tid flammernes bytte.

Da Bondero skulle genopføres besluttede ejeren som nævnt at flytte gården over på den anden side af Eskørgyden. Den nye gård blev ikke blot en kopi af den gamle, men blev opført efter dengang helt nye moderne principper.

I starten af 1900-tallet var der blandt arkitekter og konstruktører startet en forening kaldet ”Bedre Byggeskik”. Foreningen havde sin glansperiode i mellemkrigstiden, netop på tidspunktet for branden på Bondero. Formålet med foreningen var at forbedre den danske bygningskultur, hvilket blandt andet skulle ske gennem foreningens såkaldte tegnehjælp, der bestod i, at foreningens arkitekter tegnede eksempler på det, som foreningen anså for at være smukt og funktionelt byggeri. På samme tid virkede en professor Lars Hansen Larsen på Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole. Han afholdt i disse år sammen med forskellige landsbrugseksperter og arkitekter kurser i landbrugsbyggeri. Deltagerne i kurserne var landbrugskandidater fra Landbohøjskolen ansat som bygningskonsulenter. Hansen Larsens kurser skulle ruste deltagerne til at mestre det puslespil, det er at ryste en gårds forskellige bygningsafsnit sammen, så det daglige arbejde bliver så let som muligt og således, at der samtidig opnås det størst mulige husrum til den mindst mulige pris.

Essensen af foreningen ”Bedre Byggeskiks” og professor Hansen Larsens principper kan sammenfattes i ønsket om æstetisk smukke og samtidig funktionelle bygninger. Blanke rødstensmure, hvide dannebrogsvinduer og afvalmede gavle blev anset for at være smukke bygningselementer. En af standardtegningerne fra perioden viser en bygning, der fuldstændig ligner Bondero efter genopførelsen på den nye placering. Bondero blev en helstøbt sammenhængende funktionel flot gård med en fin placering i det smukke afrundede landskab med udsigt til bløde bakker og frodige eng- og moseområder. Den smukke gård blev resultatet af branden i 1928. Et resultat vi heldigvis den dag i dag kan nyde og glæde os over, når vi på Eskørgyden passerer Bondero. Og et resultat jeg i al min barn- og ungdom i Husby har kunnet glæde mig over hver eneste dag, når mit blik fra mit hjem løb ud over Husby Mose og bakkerne omkring.

Brandulykkerne i efteråret 1928 ville tilsyneladende ingen ende tage. Blot en måneds tid efter brandene på Bakkegård og Bondero brændte midt i oktober to gårde i Hjorte i Tanderup Sogn. Men så var det også slut. Den næste større brand, vi vil opholde os ved skete igen nær Eskørgyden, 35 år efter brandene på Bakkegård, Bondero og i Hjorte. Det var Ravnkær på sidevejen Stikkelsbærgyden, der blev ramt.

Branden på Ravnkær

Det er Finn Petersen Føns, min lillebror Bos skolekammerat, der har fortalt mig om denne brand. Finn var fem år gammel, da hjemmet på Ravnkær gik op i røg. Det var på en fin sommerdag den 6. august 1963. Familien Petersen bestående af Johannes, Ingrid og Finn var på vej til stranden, da Finns mor kiggede bagud mod gården og så den stod i brand. Røde og gule flammer steg i en fane af røg og gnister op mod sommerhimlen. Der var gået ild i taget på gårdens smukke gamle stuehus.

Finn husker, at der kom rigtig mange brandfolk og brandbiler, nogle af dem helt fra Odense. De havde ikke vand med, da tankvognens vand var blevet brugt på andre brande, de netop var blevet færdige med at slukke. Brandfolkene rullede derfor brandslanger helt over til branddammen i Eskør, flere hundrede meter væk. Brandslukningen startede i et kaos. Brandfolkene havde besvær med at få pumperne i gang, og slangerne sprang flere gange læk.

Det var en næsten vindstille dag, så branden udviklede sig derfor langsomt. Brandfolkene og de tililende hjalp med tømme stuehuset. Alt blev stillet ud i haven. Loftsrummet oppe under stråtaget kunne brandfolkene dog ikke nå at tømme. En prøvede at åbne lemmen op til loftet, men det fik ilden til at blusse voldsomt op. Han fik hurtigt lukket lemmen igen. Haven var fyldt af mennesker, som ville se branden, omkring 300 tilskuere blev hurtigt forsamlet.

Varmen fra stuehusbranden blev stærkere og stærkere. Ilden sprang over til en stråtækt staldlænge, hvor gårdens høns gik. Alle hønsene blev lukket ud, ellers var de brændt ihjel. De andre længer havde fast tag, så de var knap så brandfarlige og overlevede derfor branden. Heldigvis kom der efterhånden vand frem gennem brandslangerne. Ilden kom under kontrol, og længernes tage blev kølet ned. Dyrene i staldene slap med livet i behold. Det blev ikke nødvendigt at lukke dem ud. Stuehuset var fuldstændig brændt ned. 

Efterfølgende mente de brandsagkyndige, at årsagen til branden var, at Finns mor havde sat ild til en avis og stukket den ind i skorstenen for at skabe træk. En avisflage med gløder var med luftstrømmen svævet op gennem skorstenen, var landet på stråtaget og havde antændt det. En lille dagligdags ting der store konsekvenser og skabte forandringer på Ravnkær. 

Kort tid efter gik Johannes og Ingrid  i gang med at opføre et nyt stuehus til afløsning af det gamle. Deres inspiration til, hvordan det nye stuehus skulle se ud, kom fra Ejby. Fra den gård tæt på motorvejsafkørslen, der nu kaldes Plantegården, men som egentlig hedder Elmegård. Oprindelig lå Elmegård i Gammel Ejby, der hvor der nu ligger en bilforretning. Elmegård og en tæt ved liggende gård brændte begge ned til grunden ved en storbrand omkring 1960. Begge gårde blev genopført ude på deres jorder nord for Gammel Ejby. Elmegård blev genopført som en helstøbt velproportioneret trelænget gård i gule sten. Det var murer Kokholm, der opførte gården. Min far var ansat ved Kokholm og deltog i byggeriet. Min lillebror Leif og jeg cyklede af og til over til byggepladsen i Ejby for at se, hvordan byggeriet skred frem. Elmegårds stuehus har høj kælder, stueplan og udnyttet første sal. Fra gårdspladsen er der en trappe op til stueplanet. Det var netop sådan et stuehus. Johannes og Ingrid Petersen gerne ville have, og det var sådan et, de fik. Dengang gik byggerier hurtigt. Allerede 7 måneder efter branden kunne Ravnkærs nye stuehus i marts 1964 tages i brug. Nu er gården nedlagt som landbrug, jorden solgt fra, og bygningerne udnyttes til privatbeboelse.

Da Ellas brødudsalg brændte

Midt i Husby havde vi unge engang et mødested. Og sognets borgere et sted at købe brød, blade, slik, is og sodavand. Det var Ellas Café og Brødudsalg. Her mødtes unge ofte om aftenen. Ikke blot unge fra Husby, Sønder Åby, Wedellsborg, Hygind og Eskør, men også unge fra Håre, Emtekær og Tanderup. Brødudsalget, som det blot blev kaldt i daglig omtale, var et fælles hæng ud sted for unge på tværs af interesser. Her kunne vi mødes med dem, der ikke lige gik til sport, som de fleste af os ellers gjorde.

I oktober 1976 forsvandt denne mulighed. Igen var det fascinationen af tændstikker og ild, der var årsagen. Ifølge Fyens Stiftstidende var det en fireårig dreng, der sad og legede oppe i et gavlværelse. Desværre legede han med tændstikker. Pludselig opdagede hans mor, at det brændte voldsomt fra værelset. Falck blev alarmeret.

Men som ved nogle af de tidligere nævnte brande havde Falck problemer med at skaffe sig slukningsvand. Der var ikke vand i hanerne nær brandstedet, og den lokale branddam var udtørret. Derfor måtte brandfolkene rekvirere en tankvogn fra Falckstationen i Ejby.

Heldigvis blev drengen reddet, men huset var så skadet, at det ikke gav mening at reparere på det. Og der var nok heller ikke længere basis for at drive brødudsalg. Derfor blev brandtomten ryddet, og i stedet blev der opført en almindelig rødstens moderne familievilla på grunden. Dermed var det slut med de unges hænge ud sted. Landsbyen ændrede sig. Atter en butik blev nedlagt, og et gammelt hus blev afløst af et nyt hus.

Vosegård - fødehjem for international forsker

Så når vi til den sidste brand, jeg vil omtale. En brand jeg ikke ved så meget om, men en brand der fik stor betydning for det indtryk, vi får, når vi færdes rundt i Husby Sogn.

Igen var det en af de gamle gårde på Eskørgyden, der brændte. Det var Vosegård, der brændte i starten af 1990´erne. Hele gården blev så brandskadet, at det ikke længere gav mening at genopføre en egentlig gårdbebyggelse. I stedet blev der opført en privatbolig på det sted, hvor gården tidligere havde ligget. Der var ikke brug for længer, da Vosegård ligesom mange af de andre gårde i området i de her år blev nedlagt som landbrug, og jorden blev samlet på færre hænder i større landbrugsenheder. En udvikling der har sat sit umiskendelige præg på landskabet. Markerne er blevet større og mange diger og hegn er blevet ryddede. 

Vosegård er en interessant videnskabshistorisk lokalitet. Det var nemlig på denne gård en dansk pionerkvinde Marie Jørgensen blev født juledag i 1874. Hun giftede sig til efternavnet Krogh og blev derefter kendt ikke blot i Danmark, men i hele verden som Marie Krogh. Manden hun giftede sig med var August Krogh. I år for 100 år siden i 1920 fik August Krogh nobelprisen i medicin. I 2022 er det 100 år siden August og Marie Krogh kom hjem fra Amerika med rettighederne til at producere insulin til de skandinaviske lande. Det reddede livet for mange diabetikere. Insulinproduktionen blev samtidig starten på en ny afgørende industri i Danmark og et løft til dansk forskning i en grad, ingen havde kunnet forestille sig dengang.

En biografi af forfatteren Hanne Sindbæk i anledning af hundredåret for introduktionen af insulin skal kaste nyt lys over menneskene Marie og August Krogh. Hanne Sindbæk udtalte i forbindelse med Novo Nordisk´ støtte til udgivelsen af biografien følgende om ægteparret Krogh.

”August og Marie Krogh var så moderne internationalt orienteret et ægtepar, at man skulle tro, det var i 2000-tallet, ikke 1900-tallet, de havde deres storhedstid. Man kan sige, at de var med på allerførste bølge af feminismen, som jo i bund og grund var en kamp for humanisme. De var ikke blot suveræne videnskabsfolk, de var mennesker af stort format. Alt hvad de gjorde, gjorde de med samfundsnytte for øje. Selv nobelprismedaljen, der var af det pure guld, blev foræret væk i en god sags tjeneste, nemlig for at skaffe hjælp til finnerne under Vinterkrigen i 1939.” 

Marie Kroghs ønske om at beskæftige sig med videnskab stammede fra hendes oplevelser i familien på Vosegård. Fem af Maries søskende døde nemlig ganske unge af tuberkulose, og allerede som barn bestemte hun sig derfor til at blive læge. Hun kunne dog først starte sine studier 24 år gammel, da hendes moder ikke kunne undvære hende på gården efter faderens død.

Hun tog til København for at studere og blev i 1901 student fra N. Zahles Skole. I 1907 tog hun medicinsk embedseksamen ved Københavns Universitet. Allerede mens hun var student, blev hun gift med sin lærer August Krogh. De blev gennem hele livet hinandens nærmeste kolleger og uundværlige for hinanden følelsesmæssigt og fagligt. De planlagde at vente med at få børn, til hun var færdig med sin uddannelse. Mens børnene var små, prioriterede hun familien og brugte sin solide husholdningserfaring fra blandt andet Vosegård til at styre hendes og August Kroghs hjem. Ægteskabet blev præget af August Kroghs internationale karriere som forsker og nobelprismodtager, men da børnene var blevet større fortsatte Marie Krogh resten af sit liv med forskning, undervisning og lægepraksis.

Selv om selve gården Vosegård er nedbrændt og er erstattet af en familiebolig, er det nok værd at sende en tanke til Marie Krogh, når vi passerer forbi stedet, hvor hun voksede op. Hendes historie kan få os til at huske på og holde fast i, at ligestilling, ligeværd, undervisning, uddannelse og forskning er vigtige grundsten i vores samfund. 

Nok om brandene i Husby og omegn. Forhåbentlig blev det ikke for tørt. Vi må nok hellere for en sikkerheds skyld skylle efter.

Efterslukning

Under udarbejdelsen af denne fortælling poppede der som sædvanligt mange sidehistorier op i mit hoved, mens jeg skrev. 

Undervejs kom jeg til at tænke på de gange, vi som børn var med til efterslukning. Ikke efter ildebrandene, men efter de brandøvelser, der en gang om året blev afholdt rundt ved nogle af sognets branddamme.

Brandfolkene skulle afprøve deres pumper og andet materiel. De vendte sprøjterne op i luften og satte fuld tryk på. Nogen gange ”kom de til” at vende strålerne hen over hovederne på os børn. Så fik vi en gang forfriskende gang støvregn. Det gjorde ikke så meget, da brandøvelserne fandt sted i sommerhalvåret. Ud over det sjove ved at overvære brandøvelserne glædede vi os især til efterslukningen. Brandfolkene havde en kasse øl med, så mandskabet efter øvelsen kunne få skyllet de knastørre halse. Og de havde en kasse sodavand med til uddeling, så vi børn kunne deltage i efterslukningen. Det var noget vi satte pris på. Sodavand var dengang ikke en daglig foreteelse, ja knap en ugentlig. Når den røde hane galer, er vi dybt afhængige af dygtige og modige mennesker, der sætter alt ind på at slukke forslugne ildebrande. De fortjener stor respekt og anerkendelse.

Ib Hansen, december 2020