Hårdt ramt af sten

Lille og tilsyneladende ubetydelig. Pludselig lå den der, lige foran snuden på mine vandrestøvler. Wauw! ”Tag mig med”, nærmest råbte den til mig. 

70 millioner år gammel flint. Tilvirket til et våben for 7000 år siden. Strømlinet, spids og skarp. Og med tilvirkningsmærker fra våbensmedens tryk på den sprøde flint. En pilespids der taler til mig og fortæller om de mennesker, der levede og jagede ved min barndoms kyster ved Tybrind Vig på Vestfyn. Ud over våben og flintredskaber er der også fundet skeletter, både og redskaber på bunden af Tybrind Vig.

Et pilespidsfund er ikke noget unikt eller overraskende. Slet ikke her på bredden af Tybrind Vig. En af mine fætre har gennem tiden fundet masser af opskyllede efterladenskaber fra den boplads fra Ertebølletiden, der nu ligger på bunden af vigen nogle hundrede meter fra kysten. Men lige spændende er det hver gang at finde noget, der fortæller om mennesker og deres kamp for tilværelsen op gennem tiderne. Tænk at holde noget i hånden, som er tilvirket af et menneske for omkring 7000 år siden. Et menneske som også har bevæget sig rundt i det landskab, jeg nu vandrer rundt i. 

Skelet fundet på bunden af Tybrind Vig

Gennem tiden har sten givet mig mange oplevelser både her og hisset. I det følgende vil jeg i nogenlunde historisk kronologisk orden fortælle om nogle af mine største oplevelser med sten. Sten der har stimuleret min historiske fantasi, indlevelsesevne og nysgerrighed på, hvordan mennesker gennem tiderne har levet af og med naturen og samtidig har sat sig konkrete kulturelle aftryk. 

Forvandle de hårde sten til brød og ånd

Jeg startede med at fortælle om en omkring 7000 år gammel sten fra hjemlandets kyst. En kyst, hvor Ertebøllefolket jagede og fiskede for at skaffe sig det daglige brød.

Nu går vi længere frem i historien til Kreta til tiden fra for omkring 4000 år siden. På den tid var den minoiske middelhavskultur på sit højdepunkt. Det er lige, så de små hår rejser sig på armene, når jeg tænker på den unikke fornemmelse, det var, da jeg i en sommerferie gik rundt i stenresterne efter kong Minos´ palads i Knossos på Kreta. Legenden om sagnuhyret Minotauros kom virkelig til at stå lyslevende, mens jeg vandrede mellem paladsets sten.

Knossos var det politiske centrum for den minoiske rige kultur fra for cirka 5.100 år siden og frem til for cirka 3.500 år siden. Men så eksploderede vulkanøen Thera, og området omkring Kreta blev ramt af en række naturkatastrofer. Ulykkerne gav det minoiske rige et uopretteligt knæk, og riget gik hurtigt under. Thera var oldtidens navn for den ø, der i dag hedder Santorini. Vulkanudbruddet på Santorini får mig altid til at tænke på den bibelske fortælling om Ægyptens 10 plager.

Moderne forskning har nemlig efterhånden påvist eller sandsynliggjort, at mange af de 10 bibelske plager, der ramte Egypten for omkring 3500 år siden muligvis har en naturvidenskabelig forklaring. Nogle forskere har konkluderet, at der cirka 1665 år før Kristus fandt et stort vulkanudbrud sted på den græske ø Santorini, der ligger 400 km nord for Egypten. Da vulkanen Thera gik i udbrud, skete der som nævnt en stor eksplosion. Vulkansk aske og pimpsten blev spyet ud i atmosfæren. Fra Santorini bragte en nordvestenvind efter denne teori sandsynligvis asken ned til Egypten, hvor den blokerede for sollyset og skabte det mørke, som israelitterne mente var Guds 9. plage.

Et andet vulkanudbrud, der fik afgørende betydning for aflivningen af en blomstrende kultur, var Vesuvs udbrud i år 79 efter Kristus. Pompeji og flere andre byer blev dækket af tykke lag af aske og sten. Efterfølgende har udgravningerne i Pompeji givet os mulighed for at gå rundt i byen og få ”et fastfrossent indblik” i borgernes dagligliv, kulturliv og religiøse liv. Selv om det nu er over 40 år siden, jeg har gået gennem Pompejis brostensbelagte gader og langs byens stenhuse, kan jeg få helt kuldegysninger af at tænke på, hvor spændende det var at besøge denne gamle oldtids- og kulturby.

Anråbelse om hjælp fra højere magter

Med beskrivelsen af besøget i Pompeji kom jeg til at gå lidt for langt frem i tid. Så tilbage på det kronologiske spor.

Menneskene har altid over alt i verden og til alle tider levet i pagt med naturen. Været afhængig af naturen. I den forbindelse kommer jeg til at tænke på en tidlig formiddag omkring 1970, hvor jeg i dagens tidlige lys stod målløs og kiggede udover kalkstensplateauet Salisbury Plain i det sydvestlige England. Det var Stonehenge, jeg kiggede over mod. Sammen med en interrailkammerat var jeg på vej hen for at besøge dette unikke fortidsminde. Efter togturen til London tomlede vi rundt i Sydengland og var stået af et lift, der havde bragt os fra et Youth Hostel i domkirkebyen Winchester ud på Salisbury Plain.

Førsteindtrykket af de mægtige i modlyset mørke himmelstræbende sten er uudsletteligt prentet i min hukommelse. Ved dette mit første besøg ved Stonehenge var der ikke megen turist tingel tangel over stedet. Vi kunne gå rundt mellem de kæmpemæssige sten og klappe på dem. Imens kunne vi tænke på de druider, der blandt de tonstunge op til fire meter høje sten har anråbt de højere magter om at støtte og styrke deres folk. De anråbte først og fremmest den livgivende sol om vedblivende at fortsætte sin daglige tur over himlen i stadig større og varmere cirkler til gavn for årets vækst. 

Stonehenge har en lang og kompliceret bygningshistorie. Først blev der for cirka 5000 år siden opført en vold og gravet en voldgrav. Indenfor blev der rejst en cirkel af træpæle. For cirka 4500 år siden blev anlægget så udbygget med et kæmpe stenanlæg. Fra Wales blev 82 blålige 4 ton tunge diabassten slæbt og flådet til Stonehenge, hvor de blev rejst i den dobbeltcirkel, som kan ses endnu.

Mit seneste besøg ved Stonehenge mange år efter sammen med min kone var også en stor oplevelse. Men slet ikke på samme niveau som første gang. Det var, som om al turisthalløjet, kioskerne om end nedgravede og særlig afspærringerne gjorde hele det fantastiske anlæg mindre. Men stenene fortæller fortsat fantastisk historie. 

En civilisationens vugge

Som indledning til mit sidste studieår tog jeg midt på sommeren 1974 på rejse i Ægypten. Det sidste studieår var afsat til, at vi kunne gøre vore linjefag færdige. Jeg havde geografi og historie som linjefag, så Ægypten var et velvalgt rejsemål.

I Ægypten oplevede jeg at blive ”tiltalt” af sten her og der og alle vegne. Sten bearbejdede til åndelige formål. Og sten med praktiske funktioner, som stenene i den dengang blot 4 år gamle Aswandæmning. Sikken oplevelse at stå inde midt i denne monumentale stendæmning, mens Nilens tunge vandmasser buldrede gennem vandkraftværkets turbiner, der skaber energi til det fattige land. Aswandæmningen er bygget af sten og ler. Stenene alene udgør, hvad der svarer til 17 store pyramider.

Min tur i 1974 foregik med passende stop undervejs med tog gennem Nildalen fra Cairo til Aswan. Undervejs besøgte jeg Sfinksen og pyramiderne i Giza bygget for omkring 4.500 år siden. Ved dette mit første besøg i Giza var jeg ikke inde i en pyramide. Det rådede jeg bod på mange år senere.

På vejen syd over fra Cairo besøgte jeg også den gamle hovedstad Memphis. Memphis ligger i Nildeltaets sydligste spids. Her ligger denne hovedstads faraoners gravanlæg Sakkara. Jeg husker det, som det var i går, da jeg under den brændende sol gik gennem den støvede ørken rundt om trinpyramiden i Sakkara. Trinpyramiden er bygget for faraoen Djoser for omkring 4.600 år siden. På et tidspunkt, hvor stenalderfolket, i det vi nu kalder Danmark, fortsat arbejdede og jagede med flintredskaber. Sikken fantastisk oplevelse at se, hvordan sten med datidens simple teknologi blev tilvirket og stablet i store trin for at skabe et rum og en ”affyringsrampe”. En ”affyringsrampe” med det formål, at den afdøde farao behørigt og behageligt kunne påbegynde sin rejse til det evige liv i de dødes rige. 

På turen rundt om pyramiden oplevede jeg, en lille ørkenræv der stak sit spidse hoved ud fra en hulning mellem trinpyramidens sten og kiggede nysgerrigt på mig. ”Hvad vil du?” Jeg kan fortsat se den for mig her mange år efter.

Hele turen i Nildalen var som mange af mine senere ture rundt i Danmark og i verden præget af sten. Sten med store fortællinger og formidable store oplevelser, som for eksempel klippegravene i Kongernes Dal, de 19,5 meter høje og 2.350 år gamle Memnos-kolosser, hvor vinden gennem statuernes hulrum, engang fik dem til ”at tale”. Dronning Hatshepsuts omkring 3.500 år gamle mægtige og underskønne stentempel, som jeg besøgte på min vej på æselryg over bjergene til kongegravene i Kongernes dal på vestbredden af Nilen.

Men ingen af alle disse spændende oplevelser kunne slå oplevelsen ved at vandre gennem Karnaktemplets søjlehal med de 134 runde himmelstræbende 21 meter høje sandstenssøjler. Karnaktemplet er en helligdom beregnet til iscenesættelse af faraonernes rolle som folkets talsmænd over for guden Amon-Ra og alle de andre guder, som skulle sikre solens gang over himlen, sikre Nilens årlige oversvømmelser medbringende frugtbar slam og dermed sikre rigdom og lykke for Nildalens befolkning. 

Karnaktemplets søjlehal spiller for øvrigt en større rolle i ”Døden på Nilen”, der er en filmatisering af Agathe Christies kendte kriminalroman af samme navn. Templet ligger i den af Ægyptens tidligere hovedstæder, der i oldtiden hed Theben. Nu hedder byen Luxor.

Karnaktemplet blev påbegyndt for 3.500 år siden af faraoen Thutmosis den Første. Af omkring 30 efterfølgende faraoer blev templet gennem mange århundreder løbende udbygget helt frem til ganske kort tid før vores tidsregning. Karnaktemplets himmelstræbende søjler, men massive tunge søjler tænker jeg altid på, når jeg besøger gotikprægede domkirker med smukke kanellerede stensøjler, der tvinger mit blik opad.

Kannelering er en teknik, hvor der laves lodrette tætsiddende riller i søjleskafterne. Det var ikke en teknik, ægypterne brugte. Kanneleringsteknikken i vore store europæiske og danske kirker har vi fra grækerne. Grækerne ønskede at skabe et optisk bedrag, der synsmæssigt får tunge massive søjler til at tage sig slanke, elegante og himmelstræbende ud. For øvrigt også en teknik, der nutidigt er blevet brugt i modebranchen som en optisk slankende foranstaltning i påklædning!

Skyggen, køligheden og roen i Karnaks søjlehal minder mig om stenefterligningen af en skyggefuld appelsinlund i den store moske La Mezquita i Cordoba i Spanien. Besøget i denne appelsinlund betragter jeg som værende blandt mine allerstørste stenoplevelser.

La Mezquita blev bygget, da maurerne herskede i Spanien. Moskeen blev påbegyndt i år 780 efter Kristus på ordre fra kaliffen Abd Al-Rahman. Det var kort tid efter den mauriske erobring af Spanien.

Taget i moskeen bæres af 1293 søjler lavet af granit, jaspis og marmor. De høje slanke søjler står den dag i dag i lange lige rækker, der er forbundet af rød-hvide buer i symmetrisk form. Det er et ualmindeligt smukt syn at betragte og bevæge sig gennem denne skov af søjler. Et syn der ikke er ødelagt af, at den spanske kong Carlos i 1523, lidt over et kvart århundrede efter maurernes fordrivelse fra Spanien, besluttede at opføre en kristen katedral midt inde i søjleskoven. Tvært i mod er det en helt særlig oplevelse at måtte bevæge sig gennem islamisk kunst og arkitektur for at betragte kunsten og arkitekturen i den kristne katedral.

Det guddommelige

Nå, nok med disse afvigelser fra den lige kronologiske vej. Vi skal videre ad vores stenbelagte rejse gennem historien. Men jeg skal dog lige gøre Ægypten færdig, selv om Ægyptens historie og geografi selvfølgelig er noget, jeg aldrig bliver færdig med. Ved et senere besøg i Giza sammen med min kone og datter kravlede vi krumbøjede ad den lange, snævre og stejle gang op til kongekammeret midt inde i en af de omkring 140 meter høje pyramider.

Fremme i gravkammeret beundrede vi den tomme smukt forarbejdede granitsarkofag, hvor faraoen har været gravlagt. På trods af luftkanalerne var der en egenartet lugt. Luften var varm og trykkende selv inde midt blandt de 2 millioner tonstunge stenblokke, som hver vejer omkring 2 ½ ton. Turen på knæ gennem pyramiden var på en gang både skræmmende og fascinerende. En kæmpe oplevelse med tonstunge sten både over, under og til siderne.

Vi følte os ikke trykket. Vi var jo fysisk på vej gennem ufattelig historie om 100.000 mennesker, der gennem en snes år arbejdede hårdt for én mand, nemlig faraoen der skulle gravlægges der. Uanset denne fine oplevelse har jeg blandt de store ægyptiske monumenter fortsat Karnaktemplet som yndlingsstedet blandt mine ægyptiske favorit stensteder. 

Efter således at være afsporet af maurernes unikt smukke stenarkitektur springer vi lige tilbage til romertiden. Heldigvis har jeg været rigtig mange steder med spor af romernes fantastiske arkitektur- og ingeniørkunst i brug af sten. Men vi tager bare lige et par markante eksempler.

Lad os starte med Pantheontemplet i Rom. De første gange vi var i Rom, var vi blot lige inde i det og beundrede overordnet set bygningens smukke indre. Men efterhånden som vi har besøgt Pantheon nogle gange kom der flere og flere lag på oplevelsen.

Pantheon er det eneste af Roms antikke bygningsværker, der er bevaret intakt til vore dage. Det er særligt matematikken, geometrien og arkitekturen, jeg beundrer ved bygningen. Hvordan det er lykkedes med datidens enkle værktøjer og hjælpemidler at opføre en bygning, som står endnu næsten 2000 år efter.

Telmplet blev først opført under kejser Augustus år 27 før Kristus og siden ombygget år 124 efter Kristus af kejser Hadrian til den form, vi ser i dag.

Oprindelig var Pantheon et tempel for alle de guder, romerne kunne anråbe i håb om at sikre sig det daglige brød, rigdom og lykke. Pantheon har en helt betagende rumvirkning. En cylindrisk bygning med en perfekt kuppel ovenover som tag. Bygningens højde og diameter er nøjagtig den samme, nemlig 42,4 meter. Og kuplen udgør nøjagtig halvdelen af bygningens samlede højde. Hvis kuplens runding fortsatte til templets gulv, ville den udgøre en perfekt kugleform. Et guddommeligt tempel i al sin geometriske skønhed i sig selv. Utroligt, hvordan man for 2000 år siden kunne bygge en sådan perfekt kuppel, der stadig svæver over vores hoved.

Pantheon er et fornemt eksempel på romernes ekvilibristiske arkitektur- og ingeniørkunst og brug af materialer. Templets forhal består af 24 græske korintiske 14 meter høje marmorsøjler. De glatslebne søjler er fordelt i otte rækker med tre i hver række. To vældige originale antikke bronzedøre fører videre ind i bygningen. Bygningens hovedbestanddel er en teglbeklædt betoncylinder med marmorgulv. Kuplen – ligeledes af beton – vejer cirka 5000 ton og hviler kun på den cylinderformede mur. Pantheon er sten i mange udgaver som for eksempel marmor, tegl og romersk beton sat sammen i smukke former, der matcher bygningens guddommelige formål. 

Nu må min fascination af ingeniør- og arkitekturkunsten ikke forstås som, at jeg ikke synes om Pantheons indre. Tvært imod. Der er masse af smuk kunst. Blandt andet er Thorvaldsen repræsenteret. Han skabte i 1825 Pantheons marmorgravmæle for kardinal Ercole Consalvi. 

Sidst vi var i Rom, besøgte vi Pantheon flere dage i træk. Vi havde indlogeret os på Hotel Albergo Cesari midt i byen, meget tæt på Pantheon. Specielt om morgenen inden det store turisttræk kunne vi mål- og åndeløse suge den 2000-årige perfekte bygnings megen skønhed til os. På vejen mellem hotellet og Pantheon bevægede vi os hver gang forbi Hadrians tempel, hvis facade tog sig godt ud i tusmørke og månelys.

Når Pantheon har overlevet stort set uændret til vore dage, skyldes det, at den blev gjort til kristen kirke allerede år 609.

Brød og skuespil

Rom har ufatteligt mange oplevelser at give af. Gåturen fra amfiteateret Colosseum fra år 75 e.Kr forbi den nærliggende Konstantin-triumfbue fra 312 e.kr og ad Forum Romanums stenbelagte gader op til Capitol er uforglemmelig.

 

Turen går forbi torve, templer og pladser med mulighed for at klappe sten og søjler af alle mulige farver, teksturer og strukturer.

Den tur er i sig selv en rejse værd. Det er en tankevækkende rute, der fortæller om vores komplicerede menneskesind. Fra rå bestialsk bloddryppende underholdning i Colosseum forbi krigsmindesmærker til Forum Romanum, hvor Cicero og andre retoriske begavelser holdt deres åndfulde og begavede taler. Men nu ikke mere om sten i Rom. Vi må videre op gennem historiens mange spændende stensteder.

Holde mennesker inde og holde mennesker ude

Men lad os alligevel dvæle lidt ved romerne. Nu dog i en af de yderste dele af det kæmpe romerske rige, nemlig i grænseegnene mellem England og Skotland. Mens vi endnu som studerende boede på Nordre Kollegium i Kolding, købte min daværende sønderjyske forbindelse og nuværende kone Anne Marie i 1976 sin første bil. En flunkende ny rød Fiat 127. 

I 1978 tog vi, nu bosiddende i Bramdrupdam, på langfart i den lille røde Fiat. Gennem Holland, Belgien, Frankrig og England. Jeg glemmer aldrig den store oplevelse, det var at køre turen fra Lake District Nationalpark og Carlisle tværs over England til Newcastle. Her kørte vi langs den 1900 år gamle romerske grænsemur Hadrians Wall. Billedet af den knaldrøde lille Fiat 127 stående i kontrast til et af den romerske stenmurs algeklædte grå vagttårne er for altid prentet i mit indre.

Hadrians Wall strækker sig 120 kilometer over det smalleste stykke af England. Muren snor sig gennem smuk og varieret natur med dale, søer, grønne græsgange og viltre klippeformationer. Flere steder er det muligt at gå langs muren, ligesom det er muligt at besøge rester af murens 14 romerske forter og mange vagtårne.

Denne romerske grænsemur blev begyndt år 122 efter Kristus, omtrent på samme tidspunkt hvor Hadrian ombyggede Pantheon i Rom. Formålet med muren var at beskytte det romerske Britannien mod vilde skotske stammers plyndringstogter ind i Romerriget. Muren skulle give fred, markere grænsen og skabe økonomisk stabilitet. Det har vi hørt så mange gange både før og siden. Historien indeholder mange eksempler på magthavere, der ville spærre af for udefrakommende eller ville spærre deres egen befolkning inde. Som regel har de ikke haft held med det.

Den Store Mur

Det er til at fatte, at man i gamle dage byggede mure omkring byer for at holde fjender ude. Men det er ufatteligt, at et rige som Kina kunne opføre mere end 6000 kilometer mure for at holde beredne mongolske krigeriske stammer ude. Det er en myte, at murene kan ses fra Månen. Men de mange mere eller mindre sammenhængende grænsemure udgør tilsammen så stort et bygningsværk, at man for eksempel fra rumstationen i 350-450 km højde kan se dem.

De første mure blev opført for 2400 år siden, i 400-tallet før Kristus. Tilsammen kaldes murene Den Store Mur eller Den Kinesiske Mur. Muren blev vedligeholdt og udbygget gennem årene helt frem til 1600-tallet efter Kristus. Da manchuerne fra nord i 1644 efter Kristus erobrede Kina, gik gigantmuren i forfald. En stor del blev revet ned og brugt som byggemateriale til huse, skoler og nye mure. Som forsvarsværk har muren haft sin betydning, men ikke noget i forhold til det kæmpeslid, tusinder og atter tusinder af fattige mennesker har lagt i den.

Storheden, sliddet og skønheden blev vi meget bevidste om, da vi på en tur til Kina i 2015 gik en tur på en renoveret del af Den Store Mur. Hold da op, hvor var det spændende at gå på flere tusinde års slidmærkede sten, slidt af vagter og rejsende på murens brede top. Vi var også så heldige at komme til at sidde i den tovbanekabine, som den amerikanske præsident Clinton sad i, da han under et besøg i Kina i lighed med os også skulle op på bjerget for at gå på Den store Mur. Så bliver det vist ikke større! 

Oppe på muren kom jeg i snak med et kinesisk ægtepar. Konen fortalte, at hun havde slør på for at undgå at blive solbrun. I Kina er det fint at være så hvid som muligt. I Danmark stræber vi efter at blive solbrune. Sådan er verden så forskellig. 

I Danmark har vi også masser af eksempler på mure og volde, der skulle holde folk inde eller ude. Steder det er givende at besøge. Tænk blot på Dannevirke, der blev påbegyndt 400-500 år efter Kristus. Bygget af sten og primært jord tværs over Den Jyske Halvøs smalleste sted. Dannevirke ligger nu i Tyskland. 

Guddommelig hyldest

Når jeg skal beskrive min fascination af sten, er der selvfølgelig mange kirker og domkirker i ind- og udland, jeg kunne have lyst til at skrive om. De danske landsbykirker bygget af rå marksten, kløvede marksten og tilhuggede kvadersten. Eller de mange kirkegårdsmure opført af marksten. De kirkelige sten er indsamlede af krumbøjede og forslidte bønder, bønderkarle og husmænd. Hvilken kæmpeindsats. Det tænker jeg tit på under mine mange nysgerrige besøg i danske kirker.

Jeg kan under mine besøg i domkirker, katedraler og store kirker i ind- og udland blive helt overvældet af den megen skønhed, der er lagt i at skabe disse guddommelige rum. Men jeg tænker også på det store slidsomme og ofte farlige arbejde, der er udført af krumbøjede bygningsarbejdere. Helt i lighed med det arbejde der blev udført ved skabelsen af Stonehenge, Karnak, pyramiderne og alle de andre historiske bygningsværker.

Blandt de mange kirkemuligheder jeg har besøgt og kan vælge imellem til denne fortælling, har jeg valgt "Santa Maria del Mar” i Barcelona. Ligesom så mange andre blev jeg for nogle år siden særligt fascineret af netop denne kirke efter at have læst Ildefonso Falcones medrivende roman ”Havets Katedral”, der foregår i Barcelona i 1300-tallet. Derfor har vi under flere af vore besøg i Barcelona besøgt netop denne kirke.

”Santa Maria del Mar” er bygget mellem 1329 og 1383 efter Kristus og er er enestående eksempel på catalansk himmelstræbende gotik. Den gotiske arkitektur lader virkelig lyset komme til orde. Blandt mange andre smukke ting, er det først og fremmest lyset, der betager mig. Middelhavets lys, der gennem vinduer og åbninger trænger ind i rummet, er for mig kirkens smukkeste udsmykning. 

”Havets katedral” handler blandt andet om Barcelonas havns fattige fragtmænd, bastaix´erne, der frivilligt bidrog til byggeriet ved at slæbe store stenblokke fra Montjuïcbjerget til kirkens byggeplads. De stenslæbende krumbøjede bastaix´er er hædret ved afbildninger på kirkens indgangsdør. Det gav mig en helt særlig følelse første gang jeg i kirken strøg hen over en af bastaix´ernes tunge sten.

Den tyske digter Bertolt Brecht (1898-1956) må ganske givet have været meget tilfreds med, at stenbærerne har fået en så fremtrædende hædring på kirkens front.

Husk dem, der har slidt og slæbt

Denne fortælling kunne sagtens være meget længere. Jeg har mødt tusindvis af fortællende sten. Hvad kunne være mere passende end at bruge Brechts digt ”En læsende arbejder spørger” som afslutning. 

Digtet har tilknytning til Danmark, da det i 1940 blev publiceret i Brechts digtsamling ”Svendborger Gedichte”. Brecht boede i Svendborg under sit eksil fra Tyskland.

Det er værd at huske på, at ved ethvert byggeri har der været nogen, der konkret har slidt og slæbt for at udføre den praktiske del af arbejdet.

“Hvem byggede Theben med de syv porte?

I bøgerne står kongers navne. 

Har kongerne da slæbt klippeblokkene sammen?

Og Babylon, der blev ødelagt så tit, 

hvem genopbyggede den hver gang?

I hvilke huse

i det guldskinnende Lima boede de, 

der byggede byen? 

Og den aften, da den kinesiske mur var færdig,

hvor gik murerne så hen? 

Det store Rom er fuldt af triumfbuer.

Hvem rejste dem? 

Hvem triumferede Cæsarerne over? 

Boede folk i det højtbesungne Byzans kun i paladser?

Selv i det sagnomspundne Atlantis 

brølede de druknende dén nat, 

da havet opslugte byen, på deres slaver.

Den unge Alexander erobrede Indien.

Han alene? 

Cæsar slog gallerne.

Havde han i det mindste ikke en kok med sig?

Filip af Spanien græd, da hans flåde

var gået under.

Græd ingen andre?

Frederik den Anden sejrede i syvårskrigen.

Hvem sejrede foruden ham?

Hver side en sejr. 

Hvem tilberedte sejrsmiddagen?

Hvert tiår sin store mand.

Hvem betalte omkostningerne?

Så mange beretninger.

Så mange spørgsmål”.

Af Bertolt Brecht, 1939 og 1940.

Her bliver hans originale digt oplæst på et smukt distinkt tysk:

https://www.youtube.com/watch?v=KxvRQGvurvA

Ib Hansen, 1. december 2021

Skolers oplevede og faktiske kvaliteter

En stemning af utryghed og misnøje kan som et vikingeoverfald lynhurtigt brede sig gennem en ellers velrenommeret skoles distrikt.

Det er selvfølgelig en dårlig situation, men en situation der heldigvis kan gøres noget ved. På mange måder kender vi nemlig mekanismerne fra eventyret om de fem fjer, der blev til fem høns. Kunsten er at sikre, at fjerene forbliver fjer og ikke bliver til noget større. 

”Mit barn har bedre af at gå på en anden skole, når lokalområdets skole har den elevsammensætning den har.”

”Jeg har hørt om nogle andre forældre, der har haft uheldige oplevelser, men indtil nu har jeg været tilfreds. Alligevel bliver jeg utryg ved skolen.”

”Mit eget barn går godt nok i en god klasse med gode lærere og gode klassekammerater, men det jeg hører fra andre, gør mig utryg ved skolens udvikling, så derfor har vi allerede nu valgt at flytte vores barn”. 

”Vi hører, at der er mange, der vælger skolen fra. Det lytter vi til og vælger derfor på forhånd en anden skole.”

”Vi har hørt rygter om, at skolen har fået problemer som følge af en ændring i elevklientellet. Elevklientellet skal ændres, ellers føler vi os tvunget til at flytte vores barn.” 

"Vi tror ikke vores barn har godt af at være sammen med denne særlige gruppe af elever."

Letantændelige følelser

Rygtebørser arbejder hurtigt. Følelser er lette at antænde, breder sig som steppebrande og kan hurtigt skrue sig op i negative spiraler, hvor saglighed og fakta bliver en mangelvare. Det er meget uhensigtsmæssigt, men på sin vis forståeligt, da vores børn jo er det bedste guld, vi har. Kunsten er derfor at modvirke rygtebørserne.

Når der rejser sig en negativ stemning om en skole, er det vigtigt at få andet end rygter og følelser på bordet. Både fakta og følelser bør tælle i vurderingen af en skoles kvalitet. Skolevurderingen bør ske ud fra helhedsvurderinger og faglig indsigt og ikke ud fra enkelttilfælde.

Problemet er bare, at vi gennem de seneste årtier gennem den offentlige debat er blevet vænnet til, at kvalitet ofte alene måles på borgernes forventningsoplevelser. Forventningsopfyldelse er selvfølgelig en vigtig ting i al offentlig virksomhed (og for den sags skyld også i det private). Men forventningsopfyldelse kan ikke stå alene, når vi taler om og vurderer kvalitet. Det gælder i særlig grad, når det handler arbejdet med mennesker. For eksempel er der ikke nødvendigvis, som nogle ind i mellem hævder, lighedstegn mellem kvalitet og brugertilfredshed. Her bliver man nødt til at skelne mellem begreberne oplevet kvalitet og faktisk kvalitet. 

Følgende lille historie kan illustrere forskellen på oplevet kvalitet og faktisk kvalitet 

En mor kommer ind i sit 12-årige barns klasselokale, fordi hun skal aflevere en glemt madpakke. Klassen har historie og arbejder ihærdigt i grupper med opgaver om Jellingestenene. Arbejdet foregår med det minimum af stille summende arbejdsuro, der er nødvendig, når elever skal samarbejde i grupper. Eleverne er travlt beskæftigede og ser ud til at nyde selvvirksomheden. Nogle er i gang med at tegne et kort over Danmark og har sat en rød prik, hvor Jelling ligger. Andre kommer tilbage fra håndværk- og designlokalet, hvor de har hentet rødt garn og knappenåle. En gruppe er travlt beskæftiget med fra internettet elektronisk at klippe billeder af Jellingehøjene og Jellingestenene. Nogle andre klipper elektronisk fra Wikipedia tekster ud om emnet. 

Hensigten er, at gruppernes arbejde skal samles i en fælles PowerPoint og i nogle fælles plancher, hvor de udklippede billeder og tekster klistres på planchen med landkortet, så der fra hvert billede ved hjælp af knappenåle trækkes en rød garntråd ind til prikken på kortet, der illustrerer Jellings beliggenhed. Alt ser umiddelbart såre godt ud, men forhåbentlig ligger der mere bag undervisningssekvensen end elevernes selvvirksomhed og vikingetidens aktuelle Net-flix popularitet. Hvis der ikke er andre pædagogiske tanker bag undervisningssekvensen, end at eleverne er virksomme og synes, det er sjovt, går det galt med den faglige faktiske kvalitet.

Moderen fortsætter efter besøget i klassen til sin arbejdsplads og berømmer over for sine arbejdskolleger sit barns historielærer, der kan holde sådan en fin arbejdsro og gøre eleverne selvvirksomme og glade for skolearbejdet. Den oplevede kvalitet (også kaldet ydre kvalitet) og brugertilfredsheden er i dette tilfælde høj. Det er rigtigt godt. Det skal skolen selvfølgelig stræbe efter som en nødvendig forudsætning for god trivsel og læring, men det er ikke tilstrækkeligt. Det er også nødvendigt at se på den faktiske kvalitet (den indre kvalitet). 

Lærerens forberedelse med målovervejelser og planlægning er vigtig

Hvis læreren i den pågældende klasse har gjort sig overvejelser over målet med at tage emnet Jellingestenene op. Hvis læreren ud over det populære fysiske og elektroniske klippe-klistrearbejde også evner at formidle til børnene, at udsagnene på Jellingestenene er af afgørende betydning i forhold til forståelsen for Danmarks overgang fra høvdingesamfund til statssamfund i europæisk betydning. Hvis læreren evner at formidle betydningen af Danmarks overgang fra asatro til kristendommen og betydningen heraf for udviklingen af det danske samfund i og lige efter vikingetiden. Og hvis læreren har faglig og pædagogisk indsigt og evne til at få eleverne til at perspektivere betydningen af disse forhold til vores tid. Ja, så kan man tale om høj faktisk kvalitet. Men denne høje faktiske kvalitet er sværere at formidle til forældrene og skal selvfølgelig, såfremt børnene ikke skal gå til i kedsomhed afbalanceres med børn og forældres oplevede kvalitet.

Børn og forældres oplevelse 

Læreren er på allerhøjeste kvalitetsniveau, hvis hun lykkes med at sikre børn og forældres oplevede kvalitet og samtidig sikre undervisningssekvensens høje faktiske kvalitet. 

Det er der heldigvis rigtig mange energiske, dygtige og veluddannede lærere, der kan, og det skal de gerne af hensyn til elevernes faglige udvikling kunne blive ved med. Men det kræver opbakning og respekt om selve skolens undervisningsarbejde. Om skolens evne til at bringe hver enkelt elev længere end, man kunne forvente ud fra elevens baggrund. Og om skolens faktiske resultater og ikke kun rygterne om disse.

Alle elever skal hver med deres baggrund og muligheder udfordres og føle opbakning fra lærere og pædagoger. Hertil kommer så også læreres og pædagogers evne til at etablere positive fællesskaber, tage hånd om den enkelte elev, vise omsorg og gøre sig respekteret, uden det kammer over i søgen efter personlig popularitet.

Jeg bliver bekymret, når jeg i den løbende debat om skolers eventuelle udfordringer hører udsagn, hvor brugertilfredshed ensidigt bruges som udtryk for kvalitet. Og at snak og udveksling af følelser mellem forældregrupper tages til indtægt for en hel skoles kvalitet eller eventuelle mangel på samme. Det er alt for enkelt og kan medføre forsimpling og indskrænkning af ambitionsniveauet og dermed den faglige og sociale faktiske kvalitet i skolen og i øvrigt i al anden offentlig virksomhed.

Smid ikke barnet ud med badevandet

En ensidig fokusering på enten oplevet kvalitet eller en ensidig fokusering på faktisk kvalitet medfører stor risiko for, at man smider barnet ud med badevandet. Det er nødvendigt at gå på to ben. Det kræver tillid, ro, respekt og opbakning parterne imellem. Og det kræver, at der ikke udpeges syndebukke, men arbejdes med og sammen om oplevede udfordringer. Og i sidste ende kan det selvfølgelig kræve  særtildeling af ressourcer og efteruddannelse, der passer til den enkelte skoles særlige udfordringer.

Forsoning og indlevelsesevne

Kanonerne tav. Geværkuglernes hvislen ophørte. Granaternes brag døde ud.

De overlevende soldater på begge sider af ingenmandsland kunne glæde sig over at være sluppet helskindet gennem den forfærdelige krig, men måtte sørge over mange kammerater, der var døde eller lemlæstede.

På denne dag den 11.11. klokken 11 blev der i 1918 indgået våbenhvileaftale i det, der dengang blev kaldt Den Store Krig, 1. Verdenskrig.

Så gik fredsforhandlingerne i gang. Nu kunne man håbe på at få skabt en bedre verden uden fordomme, fordømmelse, had, vold og krig. Sådan blev det ikke.

De sejrende europæiske magter evnede ikke at leve op til den tilgang Nelson Mandela mange år senere udviste til sine fjender. Han tilbragte 27 år i fængsel for sin overbevisning og sin kamp mod Sydafrikas hårde apartheid-styre. Da han i 1990 kom ud af fængslet, bad han sine tilhængere om at huske, at tiden nu var til forsoning og ikke had og vold. Hans største arv til eftertiden er den Forsoningsdomstol, som han opfandt sammen med Desmond Tutu for at skabe sammenhængskraft i stedet for et yderligere opsplittende retsopgør. Han mødte glad og smilende sine værste modstandere - selv de generaler, der havde stået i spidsen for grusomhederne under apartheid. Han var også meget bevidst om at være et menneske og dermed fuld af fejl, hvilket hjalp til hans forståelse af andre.

Efter våbenhvileaftalen den 11. november 1918 gik fredsforhandlingerne i gang. Det viste sig hurtigt, at tilgangen i forhandlingen ikke var forsoning. Tvært i mod. Det var hævnmotivet, der fandt genklang hos de fleste af sejrherrerne.

Tyskland blev pålagt en enorm krigskadeerstatning. En erstatning der var så høj, at en af forhandlerne - den berømte britiske økonom John Keynes - forlod forhandlingerne, da han mente, at krigsskadeerstatningen ville ruinere Tyskland.

Udover den store krigsskadeerstatning måtte Tyskland blandt andet aflevere 13,5 % af sit landområde med 7 mio. indbyggere og derudover underlægge sig en række stramme restriktioner.

USA ville i sidste ende ikke underskrive fredsaftalen, da man mente den var for hård og uretfærdig mod Tyskland. Frankrig anså den for at være for mild. Den franske marskal og generalstabschef Ferdinand Foch blev chokeret over det han anså for mildhed. Da han så Versaillestraktaten, udbrød han:"Dette er ikke en fred. Det er 20 års våbenhvile".

Kimen var lagt til en endnu værre krig. Den kom da også i 1939. Skabelse af fjendebilleder, udpegning, udskamning og skyldspålæggelse førte ikke til noget godt. Den 11.11. er derfor en god dag at tænke over, hvordan vi forholder os til andre mennesker både i det store og i det små. 

 

Det gør ondt

Nøj, hvor gør det ondt langt ind i min inderste sjæl. Jeg kan næsten ikke være i min krop. Og det selv om jeg normalt er en munter og optimistisk person.

Men hvad er det dog, der kan få mig til at reagere sådan?

Det er, når jeg forestiller mig, hvordan et barn eller en gruppe af børn må have det, når de offentligt igen og igen udstilles som værende specielle og særligt problematiske. Får at vide, at nogle forældre til andre børn ønsker at vælge netop dem fra. Når de oplever, hvordan denne gruppe af forældre offentligt udtrykker, at ”vores børn ikke kan trives, lære og udvikle sig optimalt, hvis de skal være sammen med børn, der ser anderledes ud, har udfordret social baggrund eller som kommer fra bestemte boligområder”.

Jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis det var min familie eller mine børn, der blev udsat for sådanne oplevelser. Sorg, bekymring, håbløshed, afmagt og vrede.

Da jeg for snart mange år siden gik i en landsbyskole eksisterede denne negative udpegnings- og stemplingsmekanisme desværre også. Nogle børn fra udsatte ejendomsløse familier kunne opleve, at de blev valgt fra, når der skulle leges eller holdes fødselsdag hos en skolekammerat fra en ejendomsbesiddende velsitueret familie. Det har jeg heldigvis ikke oplevet på egen krop, men jeg ved fra tidligere skolekammerater, hvordan en sådan oplevelse stadig sidder i sjæl og krop et halvt århundrede efter.

Når enkeltpersoner eller grupper hele tiden får at vide, at de ikke er ønskede i et fælleskab eller skubbes ud af fællesskabet, oplever de sig som marginaliserede – at være skubbet ud til eller over fællesskabets kant. Sådanne oplevelser i barndommen kan medføre efterfølgende dårlige sociale og psykiske betingelser.

Marginalisering med tilhørende stigmatisering kan skabe ”ondt i livet” i form af indadvendthed og depressive symptomer. Dårlige sociale og psykiske betingelser kan også fremme afmagtshandlinger som for eksempel vold, kriminalitet, hærværk, en "så kan det hele da også være lige-meget-mentalitet" og mange andre dårligdomme. Dårligdomme som bliver et problem for den enkelte og for samfundet.  Derfor er det vigtigt, at vi udviser indlevelsesevne i andre mennesker, og at vi alle arbejder med at forebygge marginalisering og stigmatisering.

Det er vigtigt, hvordan vi som samfund behandler allerede marginaliserede og stigmatiserede enkeltpersoner og grupper. Det er ikke let. Vi kan alle uforvarende komme til stigmatisere. Det kan vi så hver især ærgre os over og gøre noget ved. Det er straks værre, når grupper gentagne gange står over for hinanden og forsøger at stigmatisere hinanden. Efter min mening er det derfor en central opgave for os alle og for samfundet som sådan at forebygge stigmatisering.

Men hold da op, hvor gør det ondt at opleve, hvordan nogle bestemte grupper igen og igen udsættes for negativ stempling og stigmatisering. Det må være hårdt for de pågældende forældre og børn. De har min varmeste sympati og opbakning.

Jeg har tidligere lavet en  faglig blogartikel ud fra denne bog:

https://ih18.blogspot.com/2017/12/nar-samfundet-marginaliserer-og.html