I 2016 har jeg haft rig lejlighed
til at pleje interessen for arkitektur- specielt kirkearkitektur. Jeg har fået
besøgt mange smukke kirker i ind- og udland. Her har jeg valgt at beskrive 5 af
de allerflotteste af de besøgte domkirker. De danske domkirker kan sagtens måle sig i arkitektonisk skønhed med de store franske forbilleder. Vore danske
landsbykirker står sig også både i skønhed og som historiske monumenter i
landskabet.
Odense Domkirke-Sct. Knuds Kirke.
Besøgt den 19. april 2016:
Efter en byggeperiode på godt to
århundreder blev den fuldførte domkirke indviet den 30. april 1499. En
usædvanlig smuk gotisk kirke. Rytmen i hvælvingsfagene og pillernes profiler,
der fortsætter i hvælvingernes ribber og gjordbuer, får rummet til at virke
højere, end det egentlig er. Vægopdelingen med de høje arkadebuer til sideskibene,
triforieåbningerne til sideskibenes tagrum og stavværksvinduerne er typisk
gotiske træk, der tvinger beskuerens blik til vejrs.
Roskilde domkirke. Besøgt 1. juni
2016:Roskilde Domkirke |
Roskilde Domkirke er den kirke i
verden, der har flest konger og dronninger begravet: 21 konger og 18
dronninger. Kirken blev i 1995 optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Ærkebiskop
Absalon begyndte omkring år 1170 den nuværende teglstenskirke og arbejdet
fortsatte gennem det 12. og 13. århundrede. Kirken afløste en trækirke rejst af
Harald Blåtand omkring år 985. Roskilde Domkirke er en treskibet
teglstensbygning fra overgangstiden mellem romansk og gotisk stil og er opført
blandt andet med inspiration fra de nordfranske gotiske katedraler.
Cathedrale Notre-Dame d´Amiens.
Besøgt 4. juli 2016, en mangeårig drøm gik endelig i opfyldelse og så lige på
min fødselsdag:
Cathedrale Notre-Dame d´Amiens |
Notre-Dame i Amiens er den
største katedral i Frankrig. Den blev påbegyndt i 1220. Katedralen i Amiens
anses for at være et hovedværk i den gotiske kunst. Indvendig afsluttes
søjlerne med hvælvinger i en højde af 42,5 meter. Den gotiske byggestil er
kendetegnet ved spidsbuer og ribbehvælv. I skabelsen af himmelstræbende rum og
i righoldig brug af dekorative elementer betød gotikken et afgørende brud med
den hidtidige europæiske tradition. Oprindelsen til unggotikken skal bl.a.
søges i den islamiske arkitektur i Nordafrika og Spanien, hvor let tilspidsede
hesteskobuer var kendt. I 1981 blev katedralen i Amiens indskrevet af Unesco
blandt menneskehedens vigtigste, bevaringsværdige monumenter.
Cathédrale Notre-Dame de Rouen.
Besøgt 8. juli 2016:
Cathedrale Notre-Dame de Rouen |
Notre-Dame i Rouen er kronings-
og gravkirke for de normanniske hertuger. Den regnes til en af de skønneste og
mest berømte kirkebygninger i Frankrig i gotisk stil. Opførelsen af den
nuværende kirke begyndte i det 12. århundrede. Denne kirke afløste en række
tidligere kirker, der har ligget på stedet, lige siden vikingerne indtog
Normandiet i 800-tallet. Vikingehøvdingen Rollo slog sig i 876 ned i det område,
der herefter blev kaldt Normandiet. Notre-Dame i Rouen står på grundmurene fra
en tidligere romansk katedral. Domkirkens tårn er 151,5 meter højt og var
indtil fuldendelsen af Kølner Dom i 1880 den højeste bygning i verden. Det var på torvet i Rouen, Jeanne d´Arc som nittenårig blev brændt på bålet den 30.
maj 1431.
Ribe Domkirke- Vor Frue Kirke
Maria. Besøgt 25. juli 2016:
Nederst er Ribe Domkirke en velbevaret romansk kirke, men øverst er der med hvælvinger og spidsbuede vinduet kommet gotiske træk ind |
Ribe Stift blev oprettet så
tidligt som i år 948, og stiftet dækkede i starten hele Jylland. Domkirken i
sten opførtes 1110–1134 af biskop Thure. Den ligger muligvis på samme sted som
Ansgars kirke fra 860. Kirken er bygget i romansk stil og regnes for at være
den bedst bevarede romanske domkirke i Danmark. Romansk stil går forud for den
gotiske stil og er betegnelsen for en stil, der var udbredt i Europa fra
omkring 1000 til ca. 1150. Stilen er opkaldt efter romersk byggeskik. I Danmark
varede den ca. fra 1050 til 1240. Romansk stil kaldes også rundbuestil, i
modsætning til den gotiske, der kaldes spidsbuestil. Generelt siger man, at den
romanske stil – ud over de rundbuede murgennembrud – er præget af tunge,
vandrette bygningsdele, hvor gotikken er lodret i sit præg. Ribe Domkirke blev
påbegyndt i romansk stil, men i Valdemar Sejrs tid (1202 – 41) begyndte
gotikkens inspiration at gøre sig gældende. De flade trælofter, der skjulte det
øverste af kirken, blev fjernet og i korsarme og midtskib blev der lavet hvælv
med vinduer. Når man står i Ribe Domkirke ser man forneden de romanske
rundbuer, men kigger man helt op mod hvælvingerne, så er de øverste vinduer
bygget med gotiske spidsbuer, der lader lyset komme ind i kirken. Man kan
således i Ribe Domkirke komme på en rundtur i europæisk stilhistorie uden
fysisk at flytte sig ret langt.
Note:
Danske landsbykirker kan også følge med: http://ih18.blogspot.dk/2016/07/stilhistorisk-udflugt-til-husby-kirke.html
Note:
Danske landsbykirker kan også følge med: http://ih18.blogspot.dk/2016/07/stilhistorisk-udflugt-til-husby-kirke.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar