mandag den 10. august 2020

Rutebilslegenden Rasmus "Ruteras" Jensen

"Ruteras" første rutebil cirka 1924

Op ad bakker, ned gennem dale, rundt og til siden på de små vestfynske biveje fra Postgården i Assens over Husby til Ejby Station. 47 år. Så længe havde Rasmus "Ruteras" Jensen kørt denne rute. Turene foregik i adstadigt tempo, så både han og hans passagerer kunne nyde de smukke landskaber, turene gik igennem. Og der var tid til et hold snak undervejs. 

Rasmus Jensen var bedst kendt under navnet Ruteras. Først i 1970´erne stoppede han med at køre sin rutebil efter at have kørt ruten i 47 år. En rute han engang i 1924 eller 1925 havde overtaget efter en Madsen, der et par år før Ruteras overtagelse havde startet ruten med en 10 personers Ford T.

Ruteras købte snart en større og bedre rutebil. Han skiftede gennem årene rutebil flere gange. Det var flotte og velvedligeholdte rutebiler, han holdt sig. Jeg kan endnu se for mig, hvor stolt han var engang, han havde fået ny rutebil. En flot Bedford.

Ruteras sidste rutebil. En flot Bedford. Den kørte han i, til han sluttede med at køre.

Rutebilstation og postekspedition

Gennem mine barne- og ungdomsår har jeg haft mange sjove oplevelser med Ruteras. Hans ”rutebilstation” i Husby lå ved hans hus på hjørnet af Storegade og Lillegade, lige over for gården Bjørnekær. Han var bror til ejeren af Bjørnekær Lars P. Jensen, Jørgen Bjørnekærs far. Det var Ruteras kone Anna, der bestyrede postekspeditionen fra deres hjem. Når Helge Post på sin morgentur rundt i sognet havde afleveret postopkrævninger på pakker, skulle vi efterfølgende, når pakkerne var kommet med rutebilen, op til Anna for at få pakkerne udleveret.

Rutebilstationen på hjørnet af Storegade og Lillegade i Husby

Ruteras havde ikke megen fritid. Han havde jo ingen chauffører. Men den sparsomme fritid gik med at plante og skove i det stykke af Husby Hole, han eller Bjørnekær havde. Hvis han syntes vores lege omme i Holen gik for vildt for sig, kunne han godt råbe os an. Ellers hørte vi ikke andet til ham end hans huggen og regeren. Han nød stilheden og det fysiske arbejde efter at have siddet de mange timer i rutebilen.

Så rokker vi så småt

Da vi begyndte at gå i Ejby Folke- og Realskole, måtte vi det første år cykle både sommer og vinter. Det var jo ikke obligatorisk at fortsætte skolegangen ud over Husby Skoles 7. klasse. Da Husby Sognekommune i 1966 blev lagt sammen med Ejby og flere andre sogne i Ejby Storkommune, blev det indført, at os fra Husby om vinteren kunne køre gratis med Ruteras til Ejby Station. Hvis det var rigtig dårligt vejr, kunne vi for en 25 øre fra hver lokke Ruteras til at bryde koncessionsruten og køre os helt op til skolen.

Ejby Station

Sjovt var det at opleve, når Ruteras og gamle Kirstine Holehus på Skræppedalsvej på klingende fynsk diskuterede, hvad han skulle have for at tage en pakke med for hende til godsekspeditionen på Ejby Station. Hun havde argumenterne for gratis transport i orden! ”Det kan da ikke koste noget. Du kører jo turen alligevel”.

”Så rokker vi så småt”. Det var et af Ruteras yndlingsudtryk. Og så småt gik det. Han kørte grøn kørsel, før nogen overhovedet havde tænkt på CO2 emission og sparekørsel. Da jeg gik i gymnasiet i Glamsbjerg, fik jeg om lørdagen fri klokken 12.00. Os fra Husby, Tanderup og Barløse kørte til gymnasiet med købmand Thomsen fra Håre og hans folkevognsrugbrød. Om lørdagen kørte Thomsen os hjem ved 14.30-tiden. Nogle havde biologiforsøg efter kl. 12.00, hvor jeg havde fri. Så sad jeg som regel et par timer på biblioteket og læste, men en gang imellem, hvis det var fint vejr, gik jeg fra gymnasiet til Assens-Odense landevejen ved købmand Kongstad for at tage på stop til Assens. I Assens kunne jeg så tage med Ruteras hjem til Husby.

Når jeg kom ind på Postgården i Assens, hvor alle omegnens rutebiler parkerede, lå Ruteras under et slumretæppe og sov på rutebilens bagsæde. Han startede altid pausen i Assens med at spise og snakke med de andre chauffører inde på Postgården og tog sig efterfølgende en lur.

Undervejs mod Husby sad jeg oppe foran og snakkede med ham. Så jeg kunne se speedometeret og hans gearhåndtering. På turen mod Husby kørte vi ikke på noget tidspunkt over 40 km/t. Ned ad bakkerne blev rutebilen sat i frigear. ”Så sparer vi på den dyre benzin”, fortalte Ruteras. Det var virkelig grøn bilkørsel.

I Salbrovad holdt han pause ved bageren. Snakken i bageriet kunne trække ud. Når han så kom ud, tog han en pose op af lommen og spurgte os passagerer, om vi ville have et stykke ”brø´sukker”. ”Nå nu må vi hellere rokke så småt” lød det så, inden vi afgik fra Salbrovad og kørte ind gennem Sandager, over Emtekær og Sdr. Åby til Husby, hvor jeg stod af.

"Ruteras" ved købmand Søgård i Sdr. Åby. Forrest "Gammelgård"

Anna Lasek  og Rasmus ”Ruteras” Jensen

Rasmus Jensen døde 80 år gammel i 1977, mens hans hustru Anna døde 92 år gammel i 1990. Annas pigeefternavn var Lasek. Hun var født i Galicien i Polen, cirka 40 kilometer syd for Krakow. De er begge begravet på Husby Kirkegård. Men lad os lige følge Annas historie.

Gravsten på Husby Kirkegård

Anna Lasek kom i 1914 som 16-årig fra Galizien i Polen til Danmark for at arbejde i roerne. Hun fik tjeneste hos gårdmand Peter Jensen på "Bjørnekær" i Husby. På grund af verdenskrigens udbrud i sommeren 1914 valgte hun efter roesæsonens afslutning ikke at rejse hjem til Polen, men forblev efterfølgende i mange år som tjenestepige på "Bjørnekær".


Gårdmandens søn den et år yngre Rasmus og Anna blev kærester. I begyndelsen holdt de det sikkert hemmeligt, men det kunne de ikke blive ved med. I november 1922 blev hun gravid. Graviditeten blev efterhånden synlig, og hun flyttede de sidste fire måneder af graviditeten ind hos Rasmus´faster i Ejby. Her fødte hun den 27. juli 1923 en pige, der i Ejby kirke blev døbt Mary.  Få måneder efter, den 2. september 1923, blev Anna gift med Rasmus - senere kendt som "Ruteras". Rasmus arbejdede på dette tidspunkt som landmand.


Rasmus led slemt af høfeber, så selv om han var den ældste søn på "Bjørnekær",  kunne han ikke overtage gården. Det blev som nævnt hans bror Lars Peter, der overtog efter faderen Peter Jensen. På tidspunktet for brylluppet var Anna tjenestepige hos baneformand Hans Larsen.


PÅ grund af sin høfeber måtte Rasmus finde på noget andet at lave end landbrugsarbejde. I 1925 købte Rasmus og Anna huset på hjørnet af nuværende Storegade og Lillegade. Det var nogenlunde samtidig med, at Rasmus som tidligere nævnt købte en rutebil og etablerede ruten Husby-Ejby-Assens. En rute han drev, lige indtil han gik på pension som 75-årig i 1972.


Anna døde som 92-årig i 1990. Hun ligger begravet sammen med Rasmus på familiegravstedet på Husby Kirkegård, hvor også datteren Mary og svigersønnen Hakon Bennike Madsen ligger begravet.


Datteren Mary flyttede senere til København for at blive sygeplejeelev. Den 21. august 1948 blev hun i Husby Kirke gift med stud. mag Håkon Bennike Madsen, der stammede fra Strandhuse ved Kolding. Mange år efter fra 1992 til 1995 var jeg skoleinspektør på Lyshøjskolen i Strandhuse, hvor en fra Bennikefamilien var medlem af skolebestyrelsen.


Mary Bennike Madsen har i 1993 skrevet en lille artikel "Polsk roearbejderske i Husby" om sin mor Anna født Lasek.

Familiegravstedet i Husby. Rasmus og Anna Jensen samt Håkon Bennike Madsen. Efter dette billede blev tager er også Rasmus og Annas datter Mary Bennike Madsen blevet begravet her. Hunn døde i Odense 96 år gammel den 7. maj 2019.


Ib Hansen, august 2020


7 kommentarer:

  1. Spændende læsning. Men pyhha, at skulle vente på bussen fra 12 til 14.30 efter skole om lørdagen.Så var der ikke megen weekend tilbage, når I endelig nåede hjem efter den lange bustur. Og så lærte jeg, at Galicien også ligger i Polen - ikke kun i Spanien, som jeg ville forvente.

    SvarSlet
  2. Det er rigtigt, at det umiddelbart var irriterende at skulle vente et par timer over middag en lørdag. Men hvor fik jeg kigget og læst i mange spændende bøger, både fag- og skønlitteratur.

    SvarSlet
  3. Ruteras var vist nok noget af et unikum - alene det, at han holdt 47 år! Ellers tror jeg, at mange ude på landet kunne fortælle tilsvarende historier om deres egen lokale 'Ruteras'. De tider er selvfølgelig for længst forbi, men jeg kan godt forstå, at man ser tilbage på den med de nostalgiske briller på.
    Vi havde fire forskellige chauffører på vores rute til gymnasiet, og særlig den ene var ret underholdende. Vi havde årskort, som vi i princippet skulle vise hver gang vi stod på bussen, men vi lærte lige som hurtigt hinanden at kende, og da jeg en dag havde glemt mit kort, sagde han: "Det er okay. Bare husk mig på, at jeg skal se det to gange i morgen!"

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt, når fleksibilitet og humor går hånd i hånd

      Slet
  4. Jeg oplevede ‘Ruteras’ fra 68-71 da jeg var elev på Ejby Apotek. ‘Ruteras’ tog medicin pakker med på sin rute fra Ejby-Assens.
    Vi satte flag ud, når der var medicinpakker til ruten.

    SvarSlet