![]() |
| Udsnit af maleri udført af Vilhelm Rosenstand o. 1890 "Danske soldater i krigen 1864" |
![]() |
| Porthuset Adlerhus med den nu nedrevne væverbolig til højre for. Hvor væverboligen lå, står der nu inde i hækken en mindesten for Lars Clausen. |
Hvis børn er en rigdom, var krigsveteran, fæster under Wedellsborg og tømrermester Anders Nielsen en meget rig mand.
Anders Nielsen blev født den 10. juli 1825. Da han efter i hele sit liv at have boet i Holme Huse i Husby Sogn døde 84 år gammel den 8. april 1910, efterlod han sig ikke bare mange bygninger, men også en hel familieklan. Som en anden patriark var Anders Nielsen nemlig gennem årene blevet far til ikke mindre end 22 børn. Imponerende, selvom det var med to koner. Han opnåede da også at få en pengegave fra både kongehus og krigsministerium i anledning af sine mange børn.
Anders Nielsen var en gang i sit liv i længere tid væk fra Holme Huse. Tre år var han i krig. Han deltog i den Første Slesvigske Krig 1848-50. Det er den krig, der også kaldes Treårskrigen. Året efter han kom helskindet hjem fra krigen, giftede han sig 26 år gammel i april 1851 med den også 26-årige husbypige Maren Nielsdatter.
Med Maren fik Anders i løbet af 17 år 9 børn, inden hun døde kun 43 år gammel i 1868. Fire år efter i 1872 giftede Anders sig igen med Lars Clausens søster Else Kirstine, der førte hus i væverhuset. Nu blev hun gift med den 21 år ældre Anders Nielsen med hvem, hun fik 13 børn.
![]() |
| J.W.G.F. Wedell-Wedellsborg (1807-1883) |
Husmand og rokkedrejerJens Jensen.
En af Husby Sogns store begivenheder i 1921 var, at aftægtsmand Jens Jensen fyldte 90 år den 3. februar. Jens Jensen var veteran fra krigen 1864. Han boede i en længere årrække i Holehuset, der ligger som et af nabohusene til mit barndomshjem på Skræppedalsvej.
Jens Jensen havde udover at være husmand ernæret sig som rokkedrejer. Han skulle efter sigende have været en meget begejstret radikal vælger. Gad vide om hans oplevelser under krigen fik betydning for hans politiske sindelag? Det Radikale Venstre blev jo stiftet i Odense i 1905, som et udbryderparti fra det regeringsbærende Venstre. Den "radikale fløj" argumenterede dengang for antimilitarisme og bedre vilkår for husmændene på landet og de dårligst stillede i byerne. Det medførte som nævnt udspaltning fra Venstre. Det må lige have været en politik, der passede til Jens Jensen.
Jens Jensens fødselsdag var en vigtig begivenhed, fordi veteranerne på Husbyegnen fra de slesvigske krige i 1848-50 og 1864 i 1921 fortsat blev husket og æret. Medlemmerne af Husby Sogns Våbenbrødreforening var her i 1920´erne og efter Genforeningen 1920 blevet gamle, derfor kan man i de lokale aviser læse en del fødselsdagsomtaler og nekrologer over de gamle krigsveteraner. Hermed ærede man krigsveteranerne. Den næste jeg har valgt at fortælle om er gårdejer Anders Jørgensen Hygind.
Gårdejer Anders Jørgensen Hygind
Allerede knap en uges tid efter Jens Jensens fødselsdag kunne man i avisen læse, at endnu en veteran fejrede rund fødselsdag. Det var venstremand og gårdejer Anders Jørgensen, Hygind, der den 9. februar 1921 fejrede sin 80 års dag.
Han havde ved krigens begyndelse deltaget i det rædselsfulde tilbagetog fra Dannevirke i februar 1864. Hans bataljon blev efterfølgende ført fra Sønderjylland til Mors og sejlede i den forbindelse forbi Husby den 9. februar 1864, den dag hvor han fyldte 23 år, altså 57 år før hans 80 årsdag.
Meget apropos i forhold til krigsveteranernes hædersbevisninger holdt pastor Wolf afskedsprædiken i Husby Kirke søndag den 6. marts 1921. Han havde valgt at lade sig forflytte til et embede i Vodder Sogn i Sønderjylland, hvor den tysksindede præst var rejst til Tyskland. Pastor Wolf ønskede at tjene i Sønderjylland, hvor hans far som ung student som frivillig havde kæmpet den sønderjyske sag. Nå, men pastor Wolff var ikke selv krigsveteran. Vi skynder os videre til en krigsveteran fra Håre i Husbys nabosogn Tanderup. Det er husmand, tækkemand og væver Hans Jensen, som for øvrigt er forfader til en kendt venstrefamilie.
Hans Jensen i Håre
![]() |
| Krigsveteran Hans Jensen, Håre. |
Rasmus Nielsen, Hygind
Så springer vi et par måneder frem. Den 30. juli 1921 døde endnu en af de gamle krigere, nemlig husmand Rasmus Nielsen, Hygind. Han blev 83 år. Han var trods manglende uddannelse en agtet og æret mand, der i mange år ved siden af arbejdet som husmand havde været retsvidne ved Wedellsborg-birketing på Kællingbjerg. Før vedtagelsen af Retsplejeloven 1919 var der ikke offentlighed i retternes virksomhed. I stedet var der udpeget lægfolk som retsvidner. Hensigten var at sikre borgernes tillid til retssagernes behandling.
Rasmus Nielsen blev den sidste af de krigsveteraner, jeg har valgt at omtale. Ingen tvivl om, at veteranerne vendte hjem fra krigen med ar på krop og sjæl. Det har jeg dog ikke fundet noget konkret om. Det blev der nok ikke talt om eller gjort noget ved. På det punkt har tiderne heldigvis ændret sig.
Men som det forhåbentlig fremgår af min fortælling, var der ære og respekt om de gamle krigsveteraner, ligesom vi forhåbentlig også idag viser ære og respekt for de mennesker, der sætter liv og legeme på spil i samfundets og demokratiets tjeneste, uanset på hvilke poster det måtte være.
Ib Hansen, 6. juni 2026







Kære Ib, endnu engang tak for de medrivende beretninger fra Husby Sogn Tusind tak!
SvarSletDenne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
Slet👍
Slet