lørdag den 6. juni 2026

Husbys krigere

Husby Sogns Våbenbrødreafdeling. Sådan hed engang en forening i Husby. Den var for krigsveteraner, der havde deltaget i og overlevet Treårskrigen 1848-50 eller Krigen 1864.
 
Udsnit af maleri udført af Vilhelm Rosenstand o. 1890
"Danske soldater i krigen 1864"


Det var unge mænd - også lidt ældre - fra alle samfundslag i Husby, der havde deltaget i De Slesvigske Krige. Grever, herregårdsskytter, husmænd, håndværkere, vævere, bønderkarle og andre godtfolk. 

I det følgende fortæller jeg lidt om nogen af de veteraner, jeg er stødt på i min evige higen og søgen i gamle aviser og dokumenter i et forsøg på at skrælle lag på lag af Husby og omegns kulturhistorie, lægge sammen og trække fra for at se det større billede, der kommer ud af tilsyneladende små ting. Fortællingen er ikke fyldestgørende. Der var selvfølgelig mange flere veteraner, end dem jeg nævner her. Fakta for de nævnte veteraner opgiver jeg forskelligt alt efter, hvad jeg har kunnet finde.

Digter og væver Lars Clausen
Lad os starte med den på Husby-Tanderup egnen så kendte digter Lars Clausen, som ligger begravet på Tanderup Kirkegård. Før han nedbrudt af tuberkulosens svøbe flyttede til Emtekær i Tanderup Sogn, var han væver på Wedellsborg og boede i et nu nedrevet hus lige ved Wedellsborgs porthus, Adlerhus.

Porthuset Adlerhus med den nu nedrevne væverbolig
 til højre for. Hvor væverboligen lå, står der nu inde i
 hækken en mindesten for Lars Clausen.



Lars Clausen (1841-1893)

Lars Clausen var født i Sø-Søby ved Assens den 25.1.1841 og stod i lære som væver hos sin far og hos en væver i Hårby. Da han var 23 år deltog han i den ulykkelige krig i 1864. For sin indsats under kampene i Sønderjylland opnåede han hæderfuld omtale for udført heltedåd. 

Efter at være vendt hjem fra krigen arbejdede han forskellige steder som væversvend, inden han i 1868 blev væver på Wedellsborg. Lars Clausen flyttede som nævnt ind i det nu nedrevne væverhus tæt ved porthuset Adlerhus. På stedet, hvor væverhuset lå, står nu en mindesten for Lars Clausen. Han blev anerkendt for sine kunstneriske damaskvævninger, sine dagligdags brugsvævninger og ikke mindst for sine digte, hvoraf flere blev publiceret i egnens aviser. Han døde af tuberkolose i 1893 kun 52 år gammel.

En meget rig tømrermester Anders Nielsen



Maleri af Anders Nielsens nu nedrevne ejendom i Holme Huse

Else Kirstine og Anders Nielsen, Holme Huse i Husby Sogn

Lars Clausens svoger Anders Nielsen havde deltaget i Treårskrigen 1848-50. Den krig der førte til dansk romantisk overmod, en overmodig nationalistiske sang om den tapre landsoldat "Dengang jeg drog afsted" og efterfølgende på grund af overmodet og manglende realitetssans til tabet af Sønderjylland efter den ulykkelige krig 1864. 

Hvis børn er en rigdom, var krigsveteran, fæster under Wedellsborg og tømrermester Anders Nielsen en meget rig mand. 


Anders Nielsen blev født den 10. juli 1825. Da han efter i hele sit liv at have boet i Holme Huse i Husby Sogn døde 84 år gammel den 8. april 1910, efterlod han sig ikke bare mange bygninger, men også en hel familieklan. Som en anden patriark var Anders Nielsen nemlig gennem årene blevet far til ikke mindre end 22 børn. Imponerende, selvom det var med to koner. Han opnåede da også at få en pengegave fra både kongehus og krigsministerium i anledning af sine mange børn. 


Anders Nielsen var en gang i sit liv i længere tid væk fra Holme Huse. Tre år var han i krig. Han deltog i den Første Slesvigske Krig 1848-50. Det er den krig, der også kaldes Treårskrigen. Året efter han kom helskindet hjem fra krigen, giftede han sig 26 år gammel i april 1851 med den også 26-årige husbypige Maren Nielsdatter. 


Med Maren fik Anders i løbet af 17 år 9 børn, inden hun døde kun 43 år gammel i 1868. Fire år efter i 1872 giftede Anders sig igen med Lars Clausens søster Else Kirstine, der førte hus i væverhuset. Nu blev hun gift med den 21 år ældre Anders Nielsen med hvem, hun fik 13 børn. 


Ved Anders Nielsens død i 8. april 1910 skrev Middelfart Avis en nekrolog. Nekrologen fremhævede, at Anders Nielsen var en kendt og afholdt mand på Grevskabet Wedellsborg. Avisen tilkendegav videre, at afdøde i sin tid drev en betydelig virksomhed som tømrermester og var skattet som en dygtig og pålidelig håndværker, ligesom avisen nævner, at Anders Nielsen var veteran fra Treårskrigen, hvor han deltog alle tre år fra 1848-50. Nekrologen slutter med at fortælle, at Anders Nielsen efterlod sig en enke, og at han i sine ægteskaber fik 22 børn, hvoraf 18 levede ved hans død.

Nu vi er ved krigsveteraner med tilknytning til Wedellsborg, kan vi lige tage en af de adelige med. Jeg har valgt baron og senere lensgreve Julius Wilhelm Georg Ferdinand Wedel, ofte omtalt som J.W.G.F. Wedell-Wedellsborg.

Baron J.W.G.F. Wedell-Wedellsborg

J.W.G.F. Wedell-Wedellsborg (1807-1883)


Flere fra familien Wedell var officerer og deltog i De Slesvigske Krige i 1800-tallet. Julius  W.G.F. Wedell-Wedellsborg blev senere lensgreve på Wedellsborg, derfor har jeg valgt at fortælle lidt om ham. For nemheds skyld kalder jeg ham Julius 
velvidende, at en del andre i Wedellfamilien bærer samme fornavn.

Baron Julius Wedell blev som søn af Hannibal Wilhelm Wedell født 21. december 1807 på herregården Billeskov i Kerte Sogn på Vestfyn. Hans storebror Carl Wedell var arving til Wedellsborg med tilhørende lensgrevetitel. Julius uddannede sig til officer og giftede sig i 1839 med Christiane Louise Caspara von Buchwaldt. Han var nogle år admistrator af Billeskov og drev efterfølgende gården Nygård i Åstrup Sogn nær Haderslev. Julius Wedell var tilknyttet det danske hof, hvor han fungerede først som ridejunker og senere som kammerjunker og kammerherre. 

Da Treårskrigen i 1848-50  brød ud, deltog han 41-år gammel som militær reservist, vistnok primært i forbindelse med kystbevogtningen af Fyn. Under krigen 1864 deltog han som brigadeadjudant. Da den danske hær efter de tabte blodige slag ved Dybbøl og på Als trak sig ud af Jylland, fik han med baggrund i sit kendskab til egnen og sine tidligere militære erfaringer til at opgave at koordinere kystbevogtningen på Fyn. Han skulle blandt andet etablere militære indkvarteringer fra Teglværket øst for Middelfart, langs Hindsgavl Odde til Gamborg Fjord samt sikre bevogtningen af Fænø for at imødegå eventuelle preussiske angreb.

Hans bror lensgreve til Wedellsborg Carl Wedell døde uden arvinger den 15. marts 1882, hvorfor Julius Wedell blev lensgreve på Wedellsborg. Den titel nåede han kun at have glæde af i kort tid. Han døde allerede 75 år gammel den 5. juli 1883. Julius Wedell blev som lensgreve efterfulgt af sin søn Bendt Wedell (1840-1922). Bendt Wedell var aktiv på mange felter og var blandt andet formand for Husby Sogneråd.

Men lad os forlade personer med tilknytning til Wedellsborg og se på andre krigsveteraner fra Husby og omegn, og hvordan deres liv udspillede sig. Vi begynder med husmand og rokkedrejer Jens Jensen, Holehuset i Eskør.

Husmand og rokkedrejerJens Jensen.

En af Husby Sogns store begivenheder i 1921 var, at aftægtsmand Jens Jensen fyldte 90 år den 3. februar. Jens Jensen var veteran fra krigen 1864. Han boede i en længere årrække i Holehuset, der ligger som et af nabohusene til mit barndomshjem på Skræppedalsvej.

 

Jens Jensen havde udover at være husmand ernæret sig som rokkedrejer. Han skulle efter sigende have været en meget begejstret radikal vælger. Gad vide om hans oplevelser under krigen fik betydning for hans politiske sindelag? Det Radikale Venstre blev jo stiftet i Odense i 1905, som et udbryderparti fra det regeringsbærende Venstre. Den "radikale fløj" argumenterede dengang for antimilitarisme og bedre vilkår for husmændene på landet og de dårligst stillede i byerne. Det medførte som nævnt udspaltning fra Venstre. Det må lige have været en politik, der passede til Jens Jensen.


Jens Jensens fødselsdag var en vigtig begivenhed, fordi veteranerne på Husbyegnen fra de slesvigske krige i 1848-50 og 1864 i 1921 fortsat blev husket og æret. Medlemmerne af Husby Sogns Våbenbrødreforening var her i 1920´erne og efter Genforeningen 1920 blevet gamle, derfor kan man i de lokale aviser læse en del fødselsdagsomtaler og nekrologer over de gamle krigsveteraner. Hermed ærede man krigsveteranerne. Den næste jeg har valgt at fortælle om er gårdejer Anders Jørgensen Hygind.


Gårdejer Anders Jørgensen Hygind


Allerede knap en uges tid efter Jens Jensens fødselsdag kunne man i avisen læse, at endnu en veteran fejrede rund fødselsdag. Det var venstremand og gårdejer Anders Jørgensen, Hygind, der den 9. februar 1921 fejrede sin 80 års dag.


Han havde ved krigens begyndelse deltaget i det rædselsfulde tilbagetog fra Dannevirke i februar 1864. Hans bataljon blev efterfølgende ført fra Sønderjylland til Mors og sejlede i den forbindelse forbi Husby den 9. februar 1864, den dag hvor han fyldte 23 år, altså 57 år før hans 80 årsdag.


Meget apropos i forhold til krigsveteranernes hædersbevisninger holdt pastor Wolf afskedsprædiken i Husby Kirke søndag den 6. marts 1921. Han havde valgt at lade sig forflytte til et embede i Vodder Sogn i Sønderjylland, hvor den tysksindede præst var rejst til Tyskland. Pastor Wolf ønskede at tjene i Sønderjylland, hvor hans far som ung student som frivillig havde kæmpet den sønderjyske sag. Nå, men pastor Wolff var ikke selv krigsveteran. Vi skynder os videre til en krigsveteran fra Håre i Husbys nabosogn Tanderup. Det er husmand, tækkemand og væver Hans Jensen, som for øvrigt er forfader til en kendt venstrefamilie.


Hans Jensen i Håre

Krigsveteran Hans Jensen, Håre.

Håre kunne også være med, når det gjaldt markering af krigsveteraners fødselsdage. Den 27. marts 1921 fyldte krigsveteran, husmand, tækkemand og væver Hans Jensen 80 år. Hans Jensen var morfar til den engang så kendte venstrepolitiker og redaktør for Fyns Tidende Jens Peter Jensen, som var far til Uffe Ellemann-Jensen og farfar til den nu tidligere Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.


Rasmus Nielsen, Hygind

Så springer vi et par måneder frem. Den 30. juli 1921 døde endnu en af de gamle krigere, nemlig husmand Rasmus Nielsen, Hygind. Han blev 83 år. Han var trods manglende uddannelse en agtet og æret mand, der i mange år ved siden af arbejdet som husmand havde været retsvidne ved Wedellsborg-birketing på Kællingbjerg. Før vedtagelsen af Retsplejeloven 1919 var der ikke offentlighed i retternes virksomhed. I stedet var der udpeget lægfolk som retsvidner. Hensigten var at sikre borgernes tillid til retssagernes behandling.


Rasmus Nielsen blev den sidste af de krigsveteraner, jeg har valgt at omtale. Ingen tvivl om, at veteranerne vendte hjem fra krigen med ar på krop og sjæl. Det har jeg dog ikke fundet noget konkret om. Det blev der nok ikke talt om eller gjort noget ved. På det punkt har tiderne heldigvis ændret sig.


Men som det forhåbentlig fremgår af min fortælling, var der ære og respekt om de gamle krigsveteraner, ligesom vi forhåbentlig også idag viser ære og respekt for de mennesker, der sætter liv og legeme på spil i samfundets og demokratiets tjeneste, uanset på hvilke poster det måtte være. 


Ib Hansen, 6. juni 2026

 






3 kommentarer:

  1. Kære Ib, endnu engang tak for de medrivende beretninger fra Husby Sogn Tusind tak!

    SvarSlet