Indledning
Bramdrups historie er fortællingen om et område, der gennem næsten 800 år har forandret sig fra en lille middelalderlig landsby til et landbrugsområde, en stationsby og til sidst en del af det moderne Kolding.
Historien handler ikke kun om landsbyen omkring Bramdrup Kirke eller om Bramdrupdam. Den handler om hele det gamle Bramdrup Sogn, sådan som det så ud frem til 1. april 1930.
Sognet strakte sig fra området nord for det nuværende Bramdrupdam og helt ned til Kolding Fjord. Det omfattede således også områder, der i dag ligger tæt på Kolding by, blandt andet Strandvejen, Hvidsmindeområdet, Petersbjerggård og Sjællandsvejkvarteret samt Marielund.
I 1930 blev store dele af sognets sydlige område ved fjorden overført til Kolding Købstad. Det ændrede den administrative grænse, men ikke områdets historie. De mennesker, gårde og steder, der lå i dette område, er derfor også en del af fortællingen om Bramdrup.
Fortællingen begynder med den første kendte skriftlige omtale af Bramdrup i 1231. Det er ikke ensbetydende med, at landsbyen blev grundlagt dette år. Den har sandsynligvis eksisteret længe før, men 1231 er det tidligste tidspunkt, hvor vi med sikkerhed kan finde navnet i en skriftlig kilde.
Undervejs følger vi udviklingen i landsbyen, kirken, landbruget, gårdene, vejene og jernbanerne. Vi ser også på de store forandringer, som fulgte med landboreformerne, industrialiseringen, kommunesammenlægningerne og den omfattende byudvikling i det 20. århundrede.
Fortællingen bygger først og fremmest på mine tidligere blogartikler om Bramdrups historie, men blandt andet også på historiske kilder, kort, lokalhistoriske undersøgelser, arkivmateriale, Trap Danmark, gamle avisartikler og bogserien "Før og Nu i Bramdrupdam, bind 1-3". Som sædvanlig har jeg lavet en historisk fortælling og ikke en historisk afhandling, selvom jeg at forsøgt at sikre mig at fakta er rigtige.
Hvor oplysningerne er usikre, eller hvor der er tale om en historisk fortolkning, forsøger jeg i teksten at gøre det tydeligt.
Bramthorp – de første skriftlige spor
Den første kendte skriftlige omtale af Bramdrup findes i Kong Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231. Her optræder stednavnet i formen Bramthorp. Jordebogen var ikke en historiebog i moderne forstand. Den var et administrativt redskab, som skulle give kongemagten overblik over blandt andet jordbesiddelser, indtægter og de ydelser, der tilfaldt kronen.
Når Bramthorp optræder her, fortæller det os derfor først og fremmest, at stedet allerede var kendt som en bebyggelse, der havde betydning i den kongelige administration. Årstallet 1231 er således ikke Bramdrups fødselsår. Det er blot det første årstal, hvor vi indtil videre kan dokumentere navnet skriftligt. Landsbyen kan meget vel være flere hundrede år ældre.
Selve navnet Bramthorp giver et fingerpeg om bebyggelsens oprindelse. Efterleddet -thorp forbindes med en udflytterbebyggelse, altså en ny landsby, der blev etableret et stykke fra en ældre bebyggelse. Forleddet kan muligvis være et gammelt personnavn, Bram eller Brami, men navnets præcise betydning kan ikke fastslås med sikkerhed.
Hvis denne tolkning er rigtig, kan Bramdrup være opstået som en udflytterlandsby i vikingetiden eller den tidlige middelalder. Det passer med den generelle udvikling i Danmark, hvor befolkningen voksede, og hvor nye landsbyer blev grundlagt, efterhånden som mere jord blev taget i brug.
Placeringen af udflytterlandsbyen var næppe tilfældig. Området bød på forskellige landskabstyper, som kunne udnyttes på forskellige måder. De fugtige enge i dalene gav græsningsmuligheder for husdyr, mens de mere jævne og dyrkbare arealer kunne bruges til kornavl. Skovene leverede brænde og byggematerialer og gav mulighed for at holde svin og andre dyr.
Bramdrup voksede således frem i et landskab, hvor naturforholdene satte rammerne for menneskenes liv og arbejde. Det var et samfund, hvor landbruget var grundlaget for næsten alt, og hvor landsbyens gårde, marker, enge og fællesarealer udgjorde en samlet enhed.
I løbet af 1000- og 1100-tallet blev Danmark gradvist organiseret i sogne. Hvert sogn fik sin kirke, og kirken blev det naturlige samlingspunkt for befolkningen i et større område.
Bramdrup Kirke er et af de ældste synlige vidnesbyrd på områdets historie. Det præcise opførelsesår kendes ikke. I en kirkeprotokol fra 1862 står der, at ingen kender kirkens oprindelige tilblivelse, men at den antagelig er fra 1100-tallet. Kirkens gamle granitkvadre peger på en middelalderlig oprindelse.
Det er muligt, at der før stenkirken har stået en mindre trækirke på stedet. Det var ikke usædvanligt i den tidlige kristne periode, men der foreligger ikke et sikkert bevis for, at det netop var tilfældet i Bramdrup.
Kirken blev gennem århundrederne repareret og ændret. En større ombygning fandt sted i 1880, og derfor er kun en begrænset del af den oprindelige middelalderkirke bevaret i sin gamle form. Og her i 2026 er en ny ombygning og udbygning blevet afsluttet.
Sognet var geografisk større, end man måske umiddelbart forestiller sig i dag. Det gamle Nørre Bramdrup Sogn strakte sig helt ned til Kolding Fjord. Beboerne i de sydlige dele af sognet hørte derfor til det samme kirkelige fællesskab som beboerne omkring landsbyen og kirken.
Kirken var centrum for livets store begivenheder. Her blev børn døbt, unge konfirmeret, voksne gift og de døde begravet. Søndagens gudstjeneste var samtidig en anledning til at mødes med mennesker fra andre dele af sognet. Kirken bandt dermed et geografisk spredt område sammen.
Nørre Bramdrup Sogn var også en del af større administrative inddelinger som for eksempel som Brusk Herred og Vejle Amt. De overordnede administrative tilhørsforhold har flere gange ændret sig gennem tiden. For befolkningen var de administrative betegnelser dog næppe det vigtigste i hverdagen. Det afgørende var gården, jorden, familien, kirken og de lokale fællesskaber.
Jeg har tidligere publiceret en lokalhistorisk blogfortælling, der med henvisning til beretninger fra 1612 fortæller, at vildsvin i skovene omkring Bramdrup kunne være en alvorlig plage. Dyrene ødelagde både skov og afgrøder på markerne. Bramdrups bønder havde ret til at drive 18 svin ind i skoven for at lade dem æde olden – bog og agern – men måtte samtidig leve med konkurrencen fra vildsvin.
Blogfortællingen beskriver også, hvordan kongelige jagter fra Koldinghus kunne gå gennem skovene og over bøndernes jorder. Det er et konkret eksempel på, at skovene både var en ressource for landbruget og et område, hvor kongemagtens interesser gjorde sig gældende.
De gamle skove var under pres fra hugst, græsning og anden udnyttelse. I 1805 blev der udstedt en landsdækkende fredskovsforordning, som skulle beskytte skovarealerne. For Bramdrup har de gamle skel mellem skov og mark fortsat betydning som landskabshistoriske spor og som basis for vores lokalsamfunds nutidige natur- og kulturhistoriske oplevelser.
Jorddiger, grøfter og levende hegn kan flere steder stadig vise, hvor gårdenes marker sluttede, og hvor skoven begyndte.
Under kongen – kronens jord og bøndernes vilkår
I 1500- og 1600-tallet var Bramdrup en del af et landbrugssamfund, hvor kongemagten havde betydelig indflydelse på ejerskabet til jorden og på bøndernes vilkår.
Koldinghus var et vigtigt centrum for kongemagtens administration i området. Slottet var både kongelig residens, administrativt centrum og udgangspunkt for jagt og andre kongelige aktiviteter. Det omkringliggende landskab havde derfor ikke alene betydning for bønderne, men også for kongens interesser. Kronen ejede jord og gårde i området, og mange bønder var fæstere under kongen.
En fæstebonde ejede ikke selv den gård og jord, han dyrkede. Han havde brugsretten mod at betale en afgift kaldet landgilde og opfylde de øvrige forpligtelser, der fulgte med fæsteforholdet (lejeforholdet). Landgilden kunne betales i naturalier eller penge. Det kunne eksempelvis være korn, smør, dyr eller andre landbrugsprodukter. Hertil kunne komme arbejdsydelser og andre pligter over for kongen eller hans lensmand på Koldinghus.
For bonden var fæsteforholdet på én gang en sikkerhed og en begrænsning. Han havde adgang til jord og gård, men var afhængig af de vilkår, som ejeren - kongen- fastsatte.
Dårlige høstår, sygdom blandt dyrene eller andre ulykker kunne gøre det vanskeligt at opfylde forpligtelserne. Koldinghus' betydning for Bramdrup var ikke kun knyttet til jordejerskab.
Kongemagten havde interesser i skovene, jagtområderne og dammene omkring slottet. Bramdrupdammen havde eksempelvis tilknytning til Koldinghus og blev brugt som kongelig karpedam. Dammen var dengang betydeligt større end den sø, vi kender i dag. Karpedamme var værdifulde, fordi fisk var en vigtig del af kosten, og fordi ferskvandsfisk kunne være en eftertragtet spise ved hoffet og på de kongelige slotte.
Dammen i Bramdrupdam hørte i 1600-tallet direkte under Koldinghus. Dammen var dengang omkring fem gange større end i dag.
Skove og enge var som nævnt vigtige for landbruget. Her kunne dyrene græsse, og herfra hentede man brænde, tømmer og andre nødvendige ressourcer. Når kongemagten reserverede områder til jagt eller andre formål, kunne det begrænse bøndernes muligheder.
Bramdrup i 1600-tallet – landsbyen, gårdene og fællesskabet
I 1600-tallet var Bramdrup først og fremmest en landsby med landbruget som omdrejningspunkt. Gårdene lå samlet i landsbyen, mens jorden var fordelt på marker omkring bebyggelsen. Det var et landbrugssystem, hvor den enkelte gård havde sine egne jordparter, men hvor dyrkningen foregik inden for rammerne af et omfattende landsbyfællesskab.
Jorden var ikke samlet i ét stort stykke omkring hver gård. Tværtimod kunne en gårds jord være fordelt på mange smalle agre forskellige steder i landsbyens marker. På den måde fik gårdene del i både den bedre og den ringere jord. Det var en praktisk måde at fordele jordens forskelligartede kvalitet på, men det betød også, at bønderne var afhængige af fælles aftaler om arbejdet. Når markerne skulle pløjes, sås og høstes, måtte bønderne tage hensyn til hinanden. Også græsning og brug af fællesarealer krævede aftaler.
Husdyrene kunne efter høsten græsse på markerne, og overdrev, enge og andre fællesarealer havde stor betydning for gårdenes drift. Det var et system, der kunne fungere, så længe landsbyens bønder var enige om reglerne. Men det begrænsede den enkelte bondes mulighed for selv at bestemme, hvornår og hvordan han ville dyrke sin jord. Hvis én gård ønskede at ændre driften, kunne det få konsekvenser for naboerne.
Krig og ufred satte også deres præg på egnen. Danmark var i 1600-tallet involveret i flere krige, og Koldingområdet - og dermed Bramdrup - lå udsat, når fjendtlige hære bevægede sig gennem Jylland. Under Karl Gustav-krigene i 1657-1660 blev store dele af Jylland ramt af indkvarteringer, plyndringer og forsyningsproblemer. Bønderne kunne blive pålagt at levere mad, foder og transport til soldaterne, og både mennesker og dyr risikerede at blive ramt af krigens følger.
Det er vanskeligt at beskrive præcist, hvordan de enkelte Bramdrupgårde blev ramt. Men landsbyen lå i et område, hvor krigene kunne mærkes direkte gennem udskrivninger, skatter og krav om forsyninger. For bønderne var det endnu en belastning oven i de almindelige forpligtelser over for kronen eller andre jordejere.
I 1660 ændredes det danske statsstyre grundlæggende. Enevælden blev indført, og kongemagten fik en stærkere central kontrol over landet. For Bramdrups bønder betød det ikke, at hverdagen pludselig blev anderledes, men det indgik i en større udvikling, hvor administration, skatteopkrævning og ejendomsforhold efterhånden blev mere systematisk organiseret.
Bramdrup i 1700-tallet – et landbrugssamfund under forandring
I 1700-tallet var Bramdrup fortsat en landsby præget af gårde, marker, enge og fællesarealer. De fleste mennesker var knyttet til landbruget, enten som gårdmænd, husmænd, tjenestefolk eller daglejere.
En gård var ikke blot en bolig. Den var en produktionsenhed, hvor familiens arbejde, husdyr, redskaber og jord skulle sikre årets udkomme. Arbejdet fulgte årstidernes rytme. Foråret var præget af pløjning og såning, sommeren af pasning af marker og dyr, og sensommeren og efteråret af høst og forberedelser til vinteren.
Husdyrholdet var afgørende. Heste og stude blev brugt som trækkraft, køer leverede mælk, og svin og får bidrog til husholdningens forsyning. Engene var vigtige, fordi høet skulle sikre foder til dyrene gennem vinteren. På engen ved Skovløberhuset kan man se en række lavninger, der går vinkelret på bækken. Det har nok været vandingsrender, der skulle sikre en god høhøst. Skov og krat leverede brænde og andet materiale, mens moser og vådområder kunne bruges på forskellige måder, afhængigt af jordbund og lokale forhold. Blandt andet gravede man ved Surkær tørv i moserne til brug som brændsel. Men det gamle landsbyfællesskab var efterhånden under pres.
I løbet af 1700-tallet voksede ønsket om at gøre landbruget mere effektivt. De mange små jordstrimler og de fælles dyrkningsregler blev betragtet som en hindring for udvikling. Hvis hver gård kunne samle sin jord og selv bestemme over driften, ville det være lettere at indføre nye dyrkningsmetoder og forbedre udbyttet.
Det var baggrunden for de store landboreformer, som blev gennemført i Danmark fra midten af 1700-tallet og frem gennem de følgende årtier. Reformerne omfattede blandt andet ændringer i fæsteforholdene, udskiftning af jorden og en gradvis overgang til større selvstændighed for bønderne.
For Bramdrup betød udviklingen, at det gamle landsbyfællesskab langsomt blev afløst af en mere individuel organisering af landbruget. Jord, der tidligere havde været fordelt i mange små agre, kunne nu samles i større sammenhængende arealer omkring den enkelte gård. Markerne blev adskilt af jord- og stendiger, hvorpå der blev plantet levende hegn.
Nogle gårde blev liggende i landsbyen, mens andre blev flyttet ud til deres nye jord. Det ændrede landsbyens udseende og den måde, menneskene levede og arbejdede på. Hvor gårdene tidligere lå tæt sammen, kunne der nu opstå større afstand mellem dem. Til gengæld fik den enkelte gård bedre mulighed for at indrette produktionen efter egne behov og få kortere afstand til sine marker. Udskiftningen omkring 1780 medførte, at nogle af gårdene efterhånden i en løbende proces flyttede væk fra landsbyen og ud til deres nye marker.
For Bramdrup er udskiftningen ikke blot en generel landbohistorisk begivenhed. Den fik direkte betydning for landsbyens fysiske udseende og for placeringen af flere af de gårde, der senere blev markante ejendomme i sognet.
Blandt andet gårdene Hviidsminde, Sønderskovgård og Petersbjerggård udflyttet. Flere af gårdene kom til at ligge syd for Bramdrup Skov og i det område, der senere blev kendt som Hvidsmindeområdet. Gården Bøgelund syd for Bramdrup Skov blev skabt ved sammenlægning noget fjerntliggende jord fra et par gårde i landsbyen, hvor den ene gårds søn blev gift med den anden gårds datter. Gårdenes placering afspejler dermed den nye jordfordeling og den gradvise opløsning af det gamle landsbyfællesskab.
Udskiftningen ændrede først og fremmest forholdet mellem gårdene og jorden. Veje, markskel, grøfter, diger og levende hegn kom til at markere de nye ejendomsforhold. De spor kan stadig aflæses i landskabet og på gamle matrikelkort.
Gårdene var fortsat omdrejningspunktet for landbruget, men deres placering og drift blev i højere grad knyttet til den enkelte gårds samlede jord. Nogle af gårdene fik senere en historie, der rækker ud over landbruget. Hviidsminde er et eksempel. Gården hed oprindelig Mølgaard, men blev købt af oberst Poul M. Hviid og fik navnet Hviidsminde.
Hovedbygningen på Hviidsminde beskrives som klassicistisk og hvidkalket, og ladegården bestod af tre stråtækte fløje fra begyndelsen af 1800-tallet. Gården blev fredet i 1949.
Peterbjergsgårds karakteristiske bindingsværksstuehus blev flyttet til Geografisk Have i Kolding, hvor det fik nyt liv. Gårdens skæbne viser, hvordan et historisk landbrug kan blive påvirket af den moderne bys og trafikkens fremmarch.
Bøgelund og Sønderskovgård indgår på samme måde i fortællingen om udskiftningen og det gamle landbrugslandskab. De gamle gårde skal ses som dele af et samlet mønster af bebyggelse, jord og drift – ikke alene som individuelle ejendomshistorier.
Bramdrup i 1800-tallet – skole, kirke og lokalt selvstyre
I 1800-tallet var Bramdrup stadig et landbrugssamfund, men samfundet var under forandring. Befolkningen voksede, nye erhverv kom til, og der blev gradvist opbygget flere af de institutioner, som kendetegner et lokalsamfund.
Skolen var en vigtig del af denne udvikling. Børnene skulle lære at læse, skrive og regne, og skolegangen blev efterhånden en mere fast del af hverdagen. Bramdrup havde sin egen skole placeret nær kirken, og den blev et naturligt samlingspunkt for børn og familier i området.
Den ældre skole ved pladsen foran kirken blev senere afløst af nye skolefunktioner. Den nuværende Bramdrup Skole blev taget i brug i 1962 og havde 120 elever ved åbningen. Det er et vigtigt holdepunkt i fortællingen om overgangen fra et mindre landsbysamfund til et voksende boligområde med et langt større børnetal.
Også kirken blev forandret. Den gamle middelalderkirke blev kraftigt ombygget i 1880. Det var en omfattende ændring af en bygning, der i århundreder havde været centrum for det kirkelige liv. Ombygningen afspejlede både behovet for at vedligeholde kirken og ønsket om at tilpasse den til samtidens krav.
Et andet vigtigt skridt var udviklingen af det lokale selvstyre. Med indførelsen af sognekommunerne i 1842 fik landdistrikterne et kommunalt organ, der skulle tage sig af en række lokale opgaver. Det gjaldt blandt andet fattigvæsen, skoleforhold, veje og andre fælles anliggender.
Bramdrup og Harte blev administrativt knyttet sammen i Harte-Bramdrup Sognekommune. De to sogne havde forskellige geografiske og befolkningsmæssige forhold, og samarbejdet kom derfor til at rumme både fælles interesser og lokale modsætninger.
Kommunen bestod frem til kommunalreformen i 1970. Bramdrupdam begyndte samtidig at få større betydning som bebyggelse. Dens placering ved vejene mellem Kolding og oplandet gjorde stedet velegnet til handel, håndværk og service.
Kroen blev et vigtigt sted i lokalsamfundet. Sognerådets protokoller viser, at spørgsmålet om krodrift i Bramdrupdam blev behandlet over flere år, og at der i 1854 blev givet tilladelse til krodrift efter en længerevarende sag. Dermed var Bramdrup ikke længere kun en landsby, hvor næsten alle var beskæftiget med landbrug. Der voksede også et lokalt miljø frem med håndværkere, handlende og andre erhverv. Det blev begyndelsen til den udvikling, som senere skulle gøre Bramdrupdam til sognets vigtigste bymæssige centrum.
Jernbanen kommer til Bramdrup – en ny forbindelse til omverdenen
En af de store forandringer i slutningen af 1800-tallet var jernbanens ankomst. Jernbanen gjorde det lettere at transportere mennesker, varer og landbrugsprodukter, og den ændrede forbindelsen mellem landsbyerne og købstaden. Kolding-Egtved Jernbane, i daglig tale Egtvedbanen, blev anlagt i årene 1895-1898. Den ordinære drift begyndte den 4. maj 1898. Banen gik fra Kolding gennem oplandet til Egtved og havde blandt andet station i Bramdrup.
I 1917 kom endnu en jernbaneforbindelse til området. Troldhedebanen blev åbnet den 25. august 1917 og forbandt Kolding med Troldhede i Vestjylland. Den var en vigtig transportvej, ikke mindst for brunkul fra Vest- og Midtjylland til østkysten. Troldhedebanen fik også betydning for Bramdrupdam og det omkringliggende område. Den havde trinbræt i Bramdrupdam og ved Skovløberhuset, og længere mod vest lå blandt andet Dybvadbro Station. Her var der både postekspedition, pakhus og læssespor. Stationen blev et lokalt arbejdssted, og den daglige drift blev varetaget af personale, der også havde ansvar for signaler og bomme ved jernbaneoverskæringerne. Troldhedebanen fortsatte langt længere end Egtvedbanen. Den sidste del af driften ophørte den 31. marts 1968.
I dag er dele af de gamle jernbanestrækninger blevet til natur- og cykelstier, hvor man kan følge banens tidligere forløb gennem landskabet. Jernbanerne var med til at åbne Bramdrup og Bramdrupdam mod omverdenen. De skabte nye muligheder for handel og transport og gjorde det lettere at bo i området, selv om man havde arbejde eller andre aktiviteter i Kolding.
1930 – Bramdrup mister en del af sit gamle område og gode skatteindtægter
Den 1. april 1930 blev en vigtig skillelinje i Bramdrups historie. En stor del af det gamle Bramdrup Sogn blev overført til Kolding Købstad. Det gjaldt især de sydlige og sydøstlige områder, som lå tættere på Kolding end på landsbyen Bramdrup. Beslutningen var en del af en større udvikling, hvor Kolding voksede ud over sine gamle bygrænser. Byen havde behov for plads til boliger og bymæssig udvikling, og de nærliggende landområder var attraktive, fordi de lå tæt på købstadens arbejdspladser og veje.
Indlemmelsen var ikke uden modstand. I Harte-Bramdrup blev der den 9. januar 1930 afholdt en vejledende afstemning om afgivelsen af arealerne. Af de 832 stemmeberettigede stemte 447 imod, mens 83 stemte for. Afstemningen ændrede imidlertid ikke beslutningen, og overførslen blev gennemført den 1. april.
Harte-Bramdrup Kommune modtog en økonomisk kompensation fra Kolding for de afgivne arealer. Men det var ikke alene et spørgsmål om penge. Kommunen mistede også indbyggere og områder, som havde betydning for dens fremtidige økonomi. I det overførte område lå blandt andet bebyggelser og ejendomme, der havde en naturlig orientering mod Kolding og fjorden.
Ifølge en opgørelse mistede Harte-Bramdrup omkring 535 indbyggere ved indlemmelsen. Kommunens indbyggertal faldt dermed mærkbart. Det var en stor ændring for et lokalsamfund, der hidtil havde strakt sig fra de nordlige dele af Bramdrup og Harte helt ned mod fjorden. De officielle statistiske oplysninger angiver, at 209,7 hektar med 535 indbyggere blev indlemmet i Kolding.
For Bramdrups historie betyder 1930, at vi må skelne mellem det gamle sogns geografiske område og den nye administrative virkelighed. De områder, der blev overført til Kolding, forsvandt ikke ud af Bramdrups historie. De havde været en del af sognet gennem generationer, og deres gårde, huse og mennesker hører fortsat med til fortællingen.
Samme år som afgivelsen af store dele af sognet lukkede Egtvedbanen. Det sidste tog kørte den 31. maj 1930. To væsentlige forandringer faldt dermed sammen: Bramdrup mistede en stor del af sit gamle sogneområde, og en af de jernbaneforbindelser, der havde knyttet området til Kolding og oplandet, forsvandt.
Bramdrup og Bramdrupdam fra 1930 til 1950 – mellem land og by
Efter 1930 fortsatte Bramdrup og Bramdrupdam som en del af Harte-Bramdrup Sognekommune. Den administrative grænse var ændret, men området var stadig præget af landbrug, gårde og mindre bebyggelser.
Bramdrupdam havde imidlertid en særlig fordel. Stedet lå ved vigtige vejforbindelser mellem Kolding og oplandet. Det gav gode muligheder for butikker, håndværk og andre erhverv, som kunne betjene både lokalbefolkningen og de mennesker, der passerede gennem området. Det var også i denne periode, at Bramdrupdam i stigende grad begyndte at udvikle sig som et lokalt centrum. Hvor Bramdrup landsby fortsat havde sin tydelige landbrugsmæssige karakter, fik Bramdrupdam en mere blandet funktion med boliger, handel og service.
Bramdrupdam vokser – 1950'erne og 1960'erne
Efter Anden Verdenskrig tog udviklingen for alvor fart. Danmark oplevede økonomisk vækst, flere familier fik mulighed for at købe eget hus, og parcelhusbyggeriet bredte sig fra de større byer til de omkringliggende områder. Bramdrupdam blev et af de steder, hvor denne udvikling blev tydelig. I 1950'erne blev der udstykket store parcelhusområder, blandt andet omkring Damhusområdet. Nye veje og boligområder kom til, og i løbet af 1950'erne og 1960'erne ændrede bebyggelsen karakter.
Befolkningstallene viser tempoet i forandringen. Bramdrupdam havde 373 indbyggere i 1950, 434 i 1955 og 555 i 1960. I 1965 var tallet steget til 1.475. Tallene gælder stationsbyen Bramdrupdam og må ikke forveksles med hele Harte-Bramdrup Sognekommunes indbyggertal. De viser ikke desto mindre, hvor hurtigt den tidligere stations- og landevejsbebyggelse blev til et egentligt byområde. Omkring 1960 kom blandt andet Sønderled, Nørreled, Mosegårdsvej, Vestervang og Damhusvej til som nye boligveje.
Det var ikke længere kun gårde og ældre huse, der satte præg på området. Parcelhuskvartererne blev en stadig større del af Bramdrupdam. Udviklingen medførte også et voksende behov for kommunale funktioner. Flere børn betød behov for skolepladser, daginstitutioner og fritidstilbud. Nye familier flyttede til, og befolkningen blev mere sammensat. En større del af indbyggerne havde arbejde uden for landbruget, især i Kolding.
Bramdrupdam havde dog længe før parcelhusudbygningen haft funktioner, der rakte ud over den lokale landbrugsbefolkning. Bramdrupdam Andelsmejeri blev startet i 1887 og leverede blandt andet konsummælk til Kolding. Brugsforeningen blev oprettet i maj 1897 og flyttede i 1910 til en bygning ved siden af mejeriet, det er den røde ejendom, hvor der nu er skomager. I 1905 blev telefoncentralen flyttet til Bramdrupvej 18. I 1919 havde telefoncentralen 111 abonnenter i Bramdrup, Bramdrupdam, Hvidsminde, Lilballe, Rådvad, Stubdrup og Harte. Disse institutioner og virksomheder viser, at Bramdrupdam allerede før den store boligvækst fungerede som et lokalt handels-, service- og trafikknudepunkt.
I midten af 1960'erne blev Bramdrupskovvej anlagt som en ny omfartsvej vest om gårdene Julianelyst og Kringsgård. Vejen blev en vigtig del af den nye trafikstruktur og skabte forbindelse til de områder, hvor der efterfølgende kom idrætsanlæg og haller. Udviklingen var dog ikke uden diskussioner. Harte og Bramdrup havde forskellige interesser, og der var uenighed om blandt andet placeringen af skoler og andre kommunale tilbud. Den voksende befolkning i Bramdrupdam ændrede også den politiske balance i sognekommunen.
1970 – Harte-Bramdrup bliver en del af Kolding Kommune
I 1970 blev Harte-Bramdrup Sognekommune sammenlagt med Kolding Kommune som led i den store kommunalreform. Dermed ophørte den kommunale enhed, der havde eksisteret siden 1800-tallet. For Bramdrup og Bramdrupdam betød det, at beslutninger om skoler, veje, boligudbygning og kommunale institutioner nu blev truffet i en større kommune. Det gav adgang til en større administrativ og økonomisk organisation, men betød også, at lokalsamfundet ikke længere havde sit eget sogneråd.
Sammenlægningen kom på et tidspunkt, hvor Bramdrupdam allerede var i kraftig vækst. Den nye kommunale struktur gjorde det muligt at planlægge udviklingen i tættere sammenhæng med Koldings øvrige byområder. Den Sønderjyske Motorvej blev anlagt omkring 1970 og kom til at præge landskabet nordvest for Bramdrupdam. Motorvejen skar gennem det åbne landskab og over dalstrøgene. Den ændrede både trafikforholdene og oplevelsen af området. Samtidig gjorde nærheden til motorvejen Bramdrupdam attraktiv som boligområde for mennesker, der skulle pendle til arbejde andre steder.
Fra forstad til moderne bydel – 1980'erne og 1990'erne
I de følgende årtier blev Bramdrupdam stadig tydeligere en del af Koldings sammenhængende byområde. Ved Vejlevej voksede Bramdrupdam og Kolding sammen. Landbruget mistede sin tidligere dominerende rolle, og flere af de gamle marker blev omdannet til boligområder, veje og erhvervsarealer.
Det betød ikke, at alle spor af det gamle Bramdrup forsvandt. Kirken, de gamle gårde, vejforløbene og landskabets dale og skove bevarede forbindelsen til fortiden. Men det omgivende samfund var blevet et andet.
Bramdrupdam havde udviklet sig fra et mindre lokalt knudepunkt til et større byområde med boliger, handel, institutioner og fritidstilbud. Den daglige tilknytning til Kolding blev stadig stærkere, og mange af områdets indbyggere havde deres arbejde, uddannelse og øvrige aktiviteter i byen.
Bramdrup Kirke var i mange år annekskirke under Harte. Nu fik kirken en ny rolle i et voksende lokalsamfund. Den gamle kirke havde oprindelig betjent et landligt sogn med en forholdsvis lille befolkning. Nu lå den i et område, hvor antallet af indbyggere var vokset betydeligt. Det stillede nye krav til kirkens faciliteter og til dens funktion som samlingssted.
Den udvikling, der begyndte med parcelhusbyggeriet efter krigen, havde således ændret Bramdrup fra et landbrugssamfund til et moderne byområde. Det gamle sogns geografiske sammenhæng var blevet brudt af kommunale grænseændringer og byudvikling, men den historiske forbindelse mellem områderne bestod.
Bramdrup i det 21. århundrede – historie og nutid mødes
Ved indgangen til det 21. århundrede var Bramdrup og Bramdrupdam blevet en etableret del af Kolding. Området var ikke længere en selvstændig landkommune, men et byområde med tæt forbindelse til resten af kommunen. Det gamle landskab kan dog stadig genkendes.
Marielundsområdet, skovene, dalene og de gamle vandløb fortæller om de naturforhold, som i sin tid var med til at bestemme, hvor mennesker bosatte sig, og hvordan de dyrkede jorden.
Bramdrupdam er også et eksempel på, hvordan tidligere tekniske anlæg kan få nyt liv. Den gamle Troldhedebanes tracé er i dag omdannet til en attraktiv natur- og cykelsti, Troldhedestien. Det, der engang var en transportvej for tog og gods, er blevet en rekreativ forbindelse for gående og cyklister.
Bramdrupdam Dam er ligeledes et eksempel på, at historien ikke kun findes i gamle bygninger og arkiver. Dammen havde tidligere en praktisk funktion som kongelig karpedam under Koldinghus. Senere groede området til, men i 2013 blev dammen genskabt som et grønt samlingssted for områdets beboere.
Bramdrup Kirke står fortsat som et af de tydeligste historiske holdepunkter. Den forbinder nutidens byområde med den middelalderlige landsby og minder om, at Bramdrup har en historie, der går langt tilbage før parcelhusene, motorvejen og de moderne institutioner.
I 2026 er Bramdrup derfor både et historisk sted og et moderne byområde. Det gamle landsbysamfund er forandret, og mange af de mennesker, der bor i området i dag, har ingen direkte tilknytning til landbruget eller de gamle gårde. Alligevel er stednavnene, vejene, kirken og landskabet med til at holde forbindelsen til fortiden levende.
Afslutning – fra Bramthorp til Bramdrup
Da navnet Bramthorp blev skrevet i Kong Valdemar Sejrs Jordebog i 1231, var Bramdrup en lille bebyggelse i et landbrugslandskab. Landsbyen var sandsynligvis allerede gammel, men dens historie lå endnu ikke fast på skrift.
I århundreder var livet præget af gårdene, jorden og kirken. Bønderne dyrkede markerne, holdt husdyr og indgik i fællesskaber, som var nødvendige for at få landbruget til at fungere. Kongemagten og Koldinghus havde interesser i området, og Bramdrup var en del af et større administrativt og økonomisk system.
Landboreformerne ændrede gårdenes forhold til jorden. Skole, kirke og lokalt selvstyre blev udviklet, og i slutningen af 1800-tallet bragte jernbanerne nye forbindelser til området.
I det 20. århundrede ændrede byudviklingen Bramdrupdam fra et mindre lokalt centrum til et stort bolig- og byområde. Indlemmelsen i Kolding i 1930 og kommunesammenlægningen i 1970 ændrede de administrative rammer. Men de ændrede ikke ved, at de mennesker og steder, der lå inden for det gamle Bramdrup Sogn, har en fælles historie. Bramdrup er derfor mere end navnet på en landsby eller en bydel. Det er betegnelsen for et historisk område, hvis udvikling kan følges fra middelalderens Bramthorp til nutidens Kolding.
Nu er kunsten for os bramdrupborgere og de administrative og politiske beslutningstagere at bevare, respektere og synliggøre vores områdes kulturhistoriske arv og naturmæssige værdier. Arv og værdier som gør vores boligområde attraktivt at bo og leve i. Altsammen selvfølgelig i balance med en nødvendig udvikling.
Ib Hansen, 10. november 2026








Ingen kommentarer:
Send en kommentar