Med åbne øjne, ører og sind - min lære af Afghanistan og andre krige i min tid

Den første politiske sag, jeg husker har påvirket mig, er mælkekonflikten i april 1955. Som 5 år gammel at måtte spise sine havregryn med saftevand og ikke mælk har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. Der var udbrudt en konflikt mellem landbrugets arbejdsgivere og arbejdere ved landbruget. I 1961 udbrød der igen en konflikt i landbruget. En konflikt som fik landmændene til at hælde deres mælk i kloakken fremfor at sende den på mejeriet og som gjorde, at selv nærmeste naboer ikke ville sælge mælk til os uden køer. I de fleste tilfælde blev mælken nok hældt i kalvenes og grisenes trug, men billeder i aviserne af landmænd, der hældte mælken i kloakken gjorde sig propagandamæssigt bedre. 

Allerede året efter mine første politiske erfaringer gjorde storpolitik og verdenssituationen i 1956 et tilsvarende uforglemmeligt indtryk på mit absorberende barnesind. Jeg husker tydeligt, hvordan stuen ligefrem sitrede af frygt, når mor og far spændt fulgte beretningerne i Pressens Radioavis om urolighederne ved Suezkanalen i Ægypten og opstanden i Ungarn.

Efter Ægyptens præsident Nassers nationalisering af pengemaskinen den britisk-fransk ejede kanalzone ved Suez og det efterfølgende israelske angreb på Ægypten besatte britiske og franske tropper i oktober 1956 kanalzonen. Mor og far, familie og naboer var voldsomt bekymrede for en ny verdenskrig. Selv om de forsøgte ikke at snakke for meget om det, når vi børn var tilstede, smittede det alligevel af på os. Vi var følsomme for stemninger og underforstået tale. Også små krukker har ører. 

Bedre blev det ikke af efterfølgende i de daglige radioaviser at høre om, hvordan sovjetiske tropper i november 1956 rykkede ind i Ungarns hovedstad Budapest og med hård hånd knuste den demokratiske opstand, som havde floreret blandt studenter og andre sympatisører gennem et par uger. 

Uudsletteligt lagret på min dengang 12 år gamle indre optager, står også ugerne i oktober 1962, – midt under den kolde krig – hvor verden stod på randen af en atomkrig. Sovjetunionen havde placeret offensive mellemdistanceraketter på Cuba, så at sige lige foran USA´s fordør. Efter fjorten dages intensiv spænding og gensidige konfrontationer gav Khrusjtjov efter for det amerikanske pres og gav ordre til at fjerne raketterne fra Cuba. Khrusjthov kendte vi fra dengang han under FN´s generalforsamling i 1960 bankede med sin ene sko i bordet for at understrege sine synspunkter. Pyha, hvor var vi lettede, da han meddelte, at nu trak Sovjetunionen missilerne væk fra Cuba.

Efterhånden som jeg blev ældre, var det ikke blot følelser og stemninger i krisesituationer, der påvirkede mig. Jeg begyndte også at følge med i fakta og beretninger fra verdens brændpunkter. Daglig avislæsning fra helt lille blev grundlaget for min viden om verden. Jeg er så heldig at være vokset op i et hjem, hvor synspunktet var, at ethvert hjem med respekt for sig selv holder avis. Dette synspunkt efterlever jeg den dag i dag.

I mit barndomshjem var det ”Aktuelt”, der var den daglige avis. I mine arkiver gemmer jeg stadig en del avisudklip, herunder en uges avisudklip fra ”Aktuelt” om Seksdageskrigen i juni 1967 mellem Israel og dets arabiske naboer. På daværende tidspunkt skulle jeg efter sommerferien til at starte i 3. real på Ejby Folke- og Realskole. Her havde vi en meget dygtig, myndig og inspirerende historielærer fru Lund. Jeg har vel tænkt, at jeg i det tilstundende skoleår i samtidshistorie kunne få brug for udklippene. Det husker jeg ikke, om jeg fik, men jeg har mange gange i årenes løb åbnet min pakke med avisudklip fra Seksdageskrigen og har interesseret genlæst reportagerne, genset pressebillederne og nærstuderet krigskortene. Konflikterne i området har jo desværre i hele min levetid været talrige og har haft stor betydning for Danmark og Europa. Billedet af de ægyptiske soldaters under flugten i Sinais Ørken efterladte støvler er præget på min indre skærm. Gennem tiden er der givet flere mulige forklaringer på de efterladte støvler. Enten smed soldaterne støvlerne for at kunne løbe hurtigere bort fra den fremrykkende israelske hær, eller også havde det den religiøse årsag, at man ifølge islam for at komme i himlen skal dø uden fodtøj på. Jeg kan ikke vurdere sandhedsværdien af de to forklaringer. Klaus Rifbjerg lod sig i øvrigt inspirere af de efterladte støvler og udgav få dage efter krigen i juni 1967 digtet ”Støvlerne”.

I august 1968 startede jeg på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. 1968 var ungdomsoprørets år og året, hvor Tjekkoslovakiet i april oplevede ”Foråret i Prag” med demokratiseringstiltag i det politiske liv. Tiltag der få uger efter min gymnasiestart fik en brat ende den 20. august, da tropper fra Warszawapagten med tunge kampvogne i spidsen brutalt nedkæmpede de spirende demokratiske kræfter. Det første skoleår i gymnasiet står mejslet i min hukommelse. Stærkest står erindringen om den dag i januar 1969, da min meget værdsatte og dygtige oldtidskundskabslærer Gottlieb Gørges kom ind i klassen til en oldtidskundskabstime. Vi blev straks mystificerede. I stedet for som sædvanligt med det samme at starte på dagens lektie lagde han sin lille brune læderskoletaske på katederet. Op af den upretiøse taske fremdrog han en åbenbaring af en digtsamling af en af det engelske sprogs mest mesterlige digtere, Shelley og læste et afsnit for os. Jeg husker ikke hvilket digt, det var, men det kunne have været ”The Sensitive Plant”, digtet der i Sophus Clausens gendigtning på dansk hedder ”Den følende blomst”. ”Hvorfor tror I, jeg læste dette digt for jer?” Det var vi ikke nogen, der umiddelbart kunne svare på. Vi anså nok indtil denne dag Gørges for at være en lidt verdensfjern oldtidsbegravet person. ”Det gjorde jeg til minde om Jan Palach”. Og så gik vi ellers i gang med dagens græske sagn og vaser.

Jan Palach var den student, der den 16. januar 1969 i protest mod den sovjetiske undertrykkelse af Tjekkoslovakiet begik selvmord ved at sætte ild til sig selv. Jeg glemmer aldrig Gørges ageren. Det kalder jeg dannelsesarbejde. Hans dannelsesarbejde værdsætter jeg ikke blot på grund af denne situation, men også for hans sublime arbejde med at indføre os ungdomsoprørsoptagede unge mennesker i antikkens kultur, idegods og tankeverden. En fascination der for mit vedkommende har hængt ved lige siden.

Ungdomsoprøret og Vietnamkrigen hørte sammen i de år. Aviserne, radio og TV var fyldt med stof om det. Musikken var præget af det. Beatles og Rolling Stones var med deres musik med til at påvirke vores opfattelse af verden.

Rolling Stones udgav i december 1969, mens jeg gik i 2.G, den fantastisk inciterende og tankevækkende sang ”Gimme Shelter”. En sang der netop i disse dage med begivenhederne i Afghanistan i centrum stadig føles aktuel. Krig, børn, det er kun et skud borte. Hør blot dette lille uddrag.

”War, children, it's just a shot away

It's just a shot away 

War, children, it's just a shot away

It's just a shot away"

1969 var også året, hvor den Vejle-fødte forfatter Inger Christensen udsendte digtsamlingen ”Det”, hvor hun kom med en stærk opfordring til os alle om at tage hjertet ud af skyggen.

”Og hjertet er helt i skygge

og hjertet er næsten hørt op

til nogen begynder at bygge

en by, der er blød som en krop,”

Modstanden mod Vietnamkrigen, søgen efter retfærdighed og en bedre verden stod højt på dagsordenen blandt mange af os unge i disse år. Nobelprismodtageren Albert Camus romaner ”Pesten”, ”Den fremmede” og andre af hans bøger var blandt min yndlingslæsning i fritiden.

Camus pointe i romanen ”Pesten” om, at ondskaben i verden mest af alt stammer fra uvidenhed har fulgt mig lige siden, jeg læste ”Pesten” for første gang. God vilje uden tilhørende viden kan afstedkomme lige så megen fortræd som den onde vilje. Det er derfor jeg har den opfattelse, at viden ikke blot er noget, man kan søge, når man aktuelt har brug for den. Viden er noget, man bør have. Aktuel og lagret viden er med til at danne ens meninger og holdninger. 

The Beatles kunne også være med. I efteråret 1971 udsendte de den følsomme sang ”Imagine”.

”Imagine there's no countries

It isn't hard to do

Nothing to kill or die for

And no religion, too

Imagine all the people

Livin' life in peace” 

Alt dette og meget mere af samme skuffe hjalp ikke. Verden var og er fortsat fuld af ondskab, vold og uretfærdighed. Men forudsætningen for at skabe en bedre verden er, at så mange som muligt bærer håbet i sig og hver på sin plads arbejder for forbedringer.

Vi, der har oplevet Vietnamkrigens tid, bærer mange billeder i os af krigens grusomheder. I disse dage er det billedet af de amerikanske helikoptere, der i april 1975 evakuerede amerikanere ud af Saigon, der står stærkt oplyst i erindringen. For mit vedkommende understøttet af musicaloplevelsen fra London af ”Miss Saigon”, hvor en stor helikopter kom ind på scenen.

TV-billederne i disse dage i august 2021 minder stærkt om Saigon 1975. Endnu engang har verdens stærkeste supermagt, som vi i Danmark bygger vores sikkerhed på, ydmyget og med halen mellem benene forladt et mindre land. "America first" er nu devisen. Med lidt forskellige ord fremsat af både præsidenterne Obama, Trump og Biden. En devise, vi kender helt fra den amerikanske præsident Monroes doktrin fra 1823 om, at de europæiske stater ikke måtte blande sig i konflikter på de amerikanske kontinenter, og at USA ikke ville blande sig i Europa. Monroedoktrinen blev opretholdt både under Første og Anden Verdenskrig, hvor USA først gik ind i krigene, da deres egne interesser blev truet.

Det er nu ikke kun billedet af helikopteren i Saigon, jeg bærer med mig. Det mest ikoniske og skræmmende billede, der er lagret i min erindring, er billedet fra 1972 af den nøgne brandskadede, skræmte, skrigende og ulykkelige 9-årige pige Kim Phuc, der løber på en landevej på flugt fra sin landsby i Vietnam. En landsby der af den amerikanskstøttede sydvietnamesiske hær blev bombet med klistret letantændelig napalm.

I 1970´erne begyndte jeg ved selvsyn at se virkningerne af vores krigeriske verden. Forud for mit sidste studieår rejste jeg i august 1974 til Ægypten. Det var i året efter Yom Kippur krigen i oktober 1973 mellem Israel på den ene side og Syrien og Ægypten på den anden side, en krig Israel vandt. Jeg rejste med tog næsten 900 kilometer gennem Nildalen fra Cairo til Aswan. Overalt kunne jeg se ægyptiske soldater bevogte strategiske positioner, og overalt på hoteller og andre offentlige steder stødte jeg på sovjetrussere. Frygten for et israelsk gengældelsesangreb var nærværende. Året før i 1973 var det Syrien og Ægypten, der havde angrebet Israel. USA støttede som i dag Israel. Sovjetunionen støttede som Rusland i dag Syrien og Ægypten.

Da min kone Anne Marie og jeg sammen med en flok andre  geografiinteresserede i sommeren 1977 rejste ad den over 9.000 km lange Transsibiriske Jernbane, oplevede vi nogle helt andre realiteter, end den på daværende tidspunkt i Danmark fremherskende mening om, at Sovjetunionen og Kina udgjorde en fælles trussel mod vesten. Vi oplevede, hvordan russiske og kinesiske soldater i grænseområdet ved Amur-floden i den fjerneste del af Sibirien stod massivt og tæt overfor hinanden. Her midt under den Kolde Krig havde der nemlig i årene umiddelbart forud for vores tur været grænsekampe mellem de to landes soldater henover Amur. Nu er der mellem Kina og Rusland indgået aftaler, der entydigt har fastlagt grænsen og dermed har skabt fred i området. 

Jeg oplever, at det overordnede billede gennem de seneste tiår har været det samme. Ufred mange steder i verden og voldelige diktatorer der truer egne befolkninger og undertiden vestlige interesser. Amerikanerne støttet af mindre alliancepartnere griber ind og forsøger at skabe ro. Granada, Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien. Ind i landet. Eller massiv bombning fra luften. Efter års ofre på begge sider forlader USA og andre vestlige magter så landet og overlader det pågældende lands befolkning til deres egen sørgelige skæbne. Det er også sket, at USA for at fremme amerikanske interesser med magt har fjernet lovligt demokratisk valgte styrer i for eksempel Mellemamerika eller Chile. Det sidste blev meget nærværende for os, da vi i januar 2019 besøgte Chiles hovedstad Santiago og stod foran præsidentpaladset med skulpturen af præsident Salvador Allende, der efter amerikansk indblanding i 1973 blev fjernet fra posten og efterfølgende måske blev myrdet.

Stående på toppen af Santiagos udsigtsbjerg San Cristóbal med den 22 meter høje kridhvide figur af Jomfru Marie blev konsekvenserne af kuppet mod Allende fysisk nærværende for os. Fra toppen af bjerget kunne vi nemlig gysende se ind over Santiago til det nationale fodboldstadion, hvor den efter Allendes fald følgende bestialsk blodige diktator Pinochet holdt sine politiske modstandere indespærrede, udøvede tortur og myrdede adskillige.

Demokrati er en skrøbelig ting. Den lære er altid værd at huske på. Våbenmagt alene kan ikke ændre verden til et bedre sted at være. Diktatur kan indføres med kup og militær magt. Demokrati kræver andet og mere. Den demokratiske styreform kræver, at borgerne har viden og engagement. Og ikke kun viden der hentes, når der aktuelt er brug for den. Demokrati kræver empati og indlevelsesevne. Ikke kun god vilje, men god vilje parret med indsigt og viden. 

Vores levevis og vores styreform kan og skal vi ikke alene med militær magt pådutte andre. Eller købe andre til at tage på sig. Det er den historiske lære, og det er den barske kendsgerning i lyset af de mange forfærdelige begivenheder, vi har kunne se, høre og føle gennem det seneste tre kvarte århundrede. Nu og her er denne lære måske mere end nogensinde smertelig tydelig og nærværende efter de seneste begivenheder i Afghanistan.

"Man down" - Døden på marken

Geværskud. Hundeglammen. Euforiske stemmer. Skarpe lyde på en kølig novemberdag. Lyde der bredte sig langvejs væk ud over landskabet.

”Mand nede”

Sådan lød pludselig et gjaldende råb ud over landskabet ved Håre Mark nær Tanderup på Vestfyn.

Øjeblikkelig blev der helt stille. Ingen skud. Ingen råb. Selv hundene holdt op med at glamme. En unaturlig stilhed bredte sig over klapjagtsområdet. Jægerkæde og klapperkæde gik i opløsning. Opskræmte fugle fløj på flaksende vinger væk fra området. Fortumlede harer hoppede i høj fart sik-sakkende i sikkerhed. Jægere og klappere løb straks til stedet, hvorfra råbet havde lydt. Ganske rigtigt. Her lå en mand næsegrus fladt ned mod jorden.

En af jægerne søgte efter puls, men fandt ingen. Godslægen fra Liljedal nær Tybrind blev tilkaldt. Han kunne blot konstatere, at døden var indtruffet, hvorfor birkedommeren fra Kællingebjerg efterfølgende kunne udstede en dødsattest. Dødsattesten angiver et hjerteslag som dødsårsag. Den afdøde blev samme dag ført til Wedellsborg Slotskapel. Det var mandag den 3. november 1913.

Klapjagten havde sit udgangspunkt fra Tybrind Slot, hvor lensgreven på Wedellsborg Bendt Wedells (1840-1922) søn grev Julius boede. Grev Julius (1881-1963) blev efterfølgende lensgreve på Wedellsborg og er den nuværende lensgreve Bendt Wedells farfar.

Den hjerteslagsramte afdøde var den amerikanske forfatter Price Collier (1860-1913), der var ven af og gæst hos grev Julius, som han havde mødt i London. Price Collier var på daværende tidspunkt med sin familie bosiddende i London, fordi han var blevet europæisk redaktør af det amerikanske tidsskrift ”Forum”. Grev Julius var ansat i det danske diplomati og var fra 1908 til 1912 attaché i London.

Price Collier var født i Iowa i USA. Som barn havde han levet i både England og Schweiz og var derfor fortrolig med europæiske sprog og kultur. Han startede sine studier ved Leipzig Universitet i Tyskland og fortsatte på det anerkendte Harvard Universitet i Boston i USA. Price Collier havde som officer deltaget i den spansk-amerikanske krig i 1898.

I Tanderup Sogns kirkebog noterede pastor Hansen om Price Colliers dødsfald, at afdøde var forfatter indenfor områderne socialøkonomi og geografi. Det er ganske rigtigt. Udover romaner og beskrivelser af forskellige idrætsgrene, skrev Price Collier en række bøger om folk og lande, som for eksempel ”Amerika og amerikanerne set med franske øjne”, ”England og englænderne set med amerikanske øjne” og et større værk om Tyskland ”Germany and Germans”. Det sidste værk skulle jo snart vise sig at blive sørgelig aktuel, da verdenskrigen udbrød i 1914, 9 måneder efter hans pludselige død på Håre Mark. Hans bøger og analyser af lande og folk var vidt udbredte. I den engelsksprogede avis ”Sanct Thomæ Tidende” i den danske koloni De Vestindiske Øer blev han i en artikel den 26.marts 1913 blandt andet citeret for følgende udsagn om Tyskland og tyskere. Et udsagn som efterfølgende desværre viste sig at ramme alt for tæt på virkeligheden. Han udtalte, at tyskernes styrke ikke fandtes i deres flåde, ikke i deres hær, ikke i deres tusindtallige industriarbejdsstyrke, ikke i deres filosoffer, ikke i deres lærere og ej heller i deres dygtige musikere. Tysklands styrke, mente han, fandtes i de stille enkle hjem og i tyskernes selvopofrende loyalitet.

Hans interesse for og beretninger om lande og folk var det, der havde bragt ham til Danmark. Han havde tænkt sig at skrive en beretning om Skandinavien og de skandinaviske folk, derfor havde han planlagt gennem længere tid at nyde godt af sit venskab med grev Julius og benytte Tybrind Slot som basis for sine studier af Danmark og danskerne.

Price Collier startede sit besøg i Danmark i slutningen af oktober 1913. Inden han rejste til Tybrind besøgte han i København den amerikanske gesandt, som var hans gode ven. Under opholdet i København boede han på Hotel d´Angleterre, hvilket Avisen København den 1. november 1913 fandt anledning til at meddele sine læsere. Det var værd at omtale, når en kendt amerikansk forfatter kom til byen.

Den 3. november 1913 blev der sat en brat stopper for Price Colliers planer om at skrive en beretning om Skandinavien, Danmark og danskerne. Hans lig blev bragt til Wedellsborg Slotskapel, hvorfra hans bisættelse fandt sted få dage efter, da hans hustru, to voksne døtre, en stedsøn og en svigerdatter var ankommet til Wedellsborg fra London. Bisættelsen blev foretaget af pastor Wolf fra Husby, der talte på engelsk, ligesom der også blev sunget salmer på engelsk. Herefter blev kisten ført til Ejby Station for med tog at blive bragt til København, hvor liget blev kremeret den 6. november med henblik på, at urnen efterfølgende kunne bringes til USA og gravsættes der.

Fru Collier og familien opholdt sig i forbindelse med bisættelsen på Tybrind Slot. Ifølge avisforlydender skulle fru Collier have givet cirka 1000 kr. i drikkepenge til slottets ansatte, et i datiden formidabelt beløb.

Sådan endte Price Colliers ophold på Vestfyn nok så dramatisk. Det kunne have været spændende at læse hans beretning om Danmark og danskerne set med en amerikaners øjne. Sådan skulle det ikke blive, men nogle dage i november 1913 kom Håre Mark på alles læber i lokalområdet og blev omtalt i alle landets aviser.

Kvinder og verden

”Hvad er barnets navn?”

Det spørgsmål stillede præsten ved en lørdagsdåb i Husby Kirke på Vestfyn. Præsten havde nok ingen forestilling om, at den lille pige skulle vokse op til blive en vigtig kvindelig rollemodel.

Pigen blev senere lægeuddannet og blev en af Danmarks første kvindelige anerkendte forskere.

Dåben fandt sted lørdag den 20. marts 1875. Pigen var født som julebarn den 25. december 1874 på Vosegård i Eskør nær Husby.

Hvorfor kom jeg her midt på sommeren næsten 150 år efter til at tænke på pigen fra Vosegård?

Det gjorde jeg af forskellige årsager. Som censor ved læreruddannelsen oplevede jeg i juli et bachelorprojekt i geografi, der igen gjorde opmærksom på kønsforskelle i forhold til naturfagene. Den studerende bag bachelorprojektet havde i forbindelse med udarbejdelsen af sit projekt mødt flere piger i folkeskolens ældste klasser, der selv fortalte, at de mentalt havde meldt sig helt ud i forhold til naturfagsområdet.

Samtidig er jeg bekendt med de udfordringer, Danmark står overfor i forhold til, at vi indenfor fagområderne naturvidenskab, ingeniørvidenskab, matematik og teknologi massivt mangler medarbejdere.

Fremskrivninger viser, at Danmark i 2025 vil mangle cirka 10.000 uddannede indenfor disse fag. Kun en tredjedel af de studerende på videregående uddannelser på disse fagområder er kvinder. Særlig fag som fysik og computer sciences synes at have vanskeligt ved at tiltrække og fastholde kvinder.

Optagelserne til de videregående uddannelser i 2021 har dog været et lille lyspunkt. Optaget af kvinder til de nævnte fagområder er steget med 10%, men det er som nævnt fra et meget lavt udgangspunkt. Hvis endnu flere piger og kvinder blev interesserede i naturfagsområderne og uddannelsesmæssigt holdt fast i en sådan interesse, kunne det være en del af løsningen på de samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor. Der er derfor meget at gøre endnu på områderne erhvervs- og uddannelsesvalg.

Jeg fik den tanke, om kendskab til kvindelige rollemodeller indenfor naturvidenskab og forskning kunne være en af vejene til større lighed i uddannelsesvalget. Det var en tanke affødt både af min censoroplevelse og min nylige læsning af Eva Tinds storslåede biografiske skønlitterære roman ”Kvinden der samlede verden”. Romanen handler om videnskabskvinden Marie Hammer (1907-2002). Marie Hammer kunne måske med udgangspunkt i denne spændende skønlitterære oplevelse blive en vigtig kvindelig rollemodel. Mere om Eva Tinds roman senere.

Jeg besluttede ud fra alle disse oplevelser at lave en fortælling med eksempler på interessante kvindelige naturvidenskabelige rollemodeller. Så tilbage til naturvidenskabskvinden, der blev født og voksede op på en gård blot en kilometer fra mit barndomshjem i Husby.

Stofskiftet og ernæringens betydning

”Birthe Marie Jørgensen”.

Sådan lød svaret på det spørgsmål præsten som nævnt stillede i Husby Kirke en lørdag i marts 1875.

Pigen Birthe Marie Jørgensen fra Vosegård blev fjorten år senere konfirmeret søndagen efter påske, den 28.april 1889. Hendes konfirmationen foregik i Husby Kirke, der også er min konfirmationskirke.

I kirkebogen er der som standpunkt for Birthe Marie Jørgensen indført ug i kundskab og mg i opførsel. På dette tidspunkt gav præsterne i folkekirken to standpunktskarakterer i forbindelse med konfirmationen. En i kundskab og en i opførsel. Birthe Marie viste altså kundskaber, som præsten gav betegnelsen ualmindelig godt (ug), mens hun i opførsel fik meget godt (mg), ligesom for øvrigt resten af holdet fik, og som konfirmationsholdene i Husby Kirke før og efter hendes konfirmation almindeligvis fik. Præsten havde vel styr på de unge mennesker! Og hvis han ikke havde, skulle det nok ikke frem i offentligheden.

Birthe Marie Jørgensen. Det er ikke det navn, hun blev kendt under. Hendes kaldenavn var Marie, og senere giftede hun sig til efternavnet Krogh.

Lad os først se lidt på hendes opvækst. En opvækst hvor hun kom til at opleve mange sorger. Som nævnt voksede hun op i Eskør på Vosegård, der dengang var en fæstegård under Wedellsborg Gods. Gården lå tæt på Tybrind Vig. Ejendommen er revet ned og er nu erstattet af et hus.

Fem af Maries søskende døde af tuberkulose, og allerede som barn bestemte hun sig derfor til at blive læge.

Marie måtte dog vente længe på at starte sine studier, da hendes moder ikke kunne undvære hende på gården efter faderen Anders døde i februar 1895. Men som moden kvinde tog Marie senere til København og holdt en tid hus for sin broder og hans familie. Moderen Ane Jørgensen flyttede ind hos Maries 6 år ældre storesøster Kirsten, der i 1893 var blevet gift med dyrlæge Lorenz Hansen. Kirsten og Lorenz Hansen boede på Brendeløkke i Håre i Husbys nabosogn Tanderup. Her døde Ane 83 år gammel i maj 1920.

Imens Marie opholdt sig hos broderen begyndte hun at studere, og i 1901 blev hun 27 år gammel student fra N. Zahles Skole. Med studentereksamen i bagagen startede hun på at studere medicin og tog i 1907 medicinsk embedseksamen ved Københavns Universitet.

Allerede mens hun var universitetsstuderende, blev hun i 1905 gift med sin lærer, fysiologen August Krogh. De blev uundværlige for hinanden følelsesmæssigt og fagligt og var gennem hele livet hinandens nærmeste kolleger. Ægteparret planlagde at vente med at få børn, til hun i 1907 var færdig med sin lægeuddannelse. Ægteskabet resulterede herefter i fire børn.

Mens børnene var små, prioriterede Marie Krogh familien. Ægteskabet var præget af ægtefællens karriere som forsker. Gennem sit livslange virke som forsker bidrog August Krogh med skelsættende forskningsresultater inden for menneskets lungefunktion, kredsløb og vævenes iltforsyning. Derudover havde han en usædvanlig opfinderbegavelse, der gjorde ham i stand til at udtænke og udvikle nyt og avanceret forskningsudstyr. Han modtog i 1920 Nobelprisen for sin indsats.

På trods af en mand med international forskerkarriere og trods fire børn arbejdede Marie Krogh med forskning, undervisning og lægepraksis. Hun og hendes mand var begge optaget af menneskets fysiologi. Han som nævnt af legemets fysiske udfoldelse. Hun af stofskiftets og ernæringens betydning. Særlig vigtig for hende blev en fælles ekspedition til Grønland 1908, hvor de sammen undersøgte eskimoernes ernæring og stofskifte. Arbejdet blandt grønlænderne gav hende lyst til at realisere sin barndomsdrøm om at blive praktiserende læge. Marie Krogh indrettede derfor fra 1910 en lægepraksis i deres private bolig. Hendes indtægt bidrog stærkt til familiens økonomi, indtil ægtefællen fik fastere ansættelse.

Samtidig med sit arbejde som læge fortsatte Marie Krogh sine videnskabelige undersøgelser. I 1914 blev hun landets blot fjerde kvindelige dr.med. Det blev hun på værket ”Luftdiffusionen gennem Menneskets Lunger,” hvori hun undersøgte, om organismen under alle tænkelige forhold ville kunne forsynes med ilt alene ved diffusion. Diffusion er en vigtig proces ved åndedrættet, hvor vores organisme optager ilt og afgiver kuldioxid.

Marie Krogh bevægede sig i sit liv fra et landligt miljø i Husby til et internationalt forskermiljø i hovedstaden. Overalt formåede hun med klogskab, flid, viljestyrke og originalitet at yde en højt respekteret indsats. Marie og August Krogh var med til at placere København blandt de førende forskningscentre i samtiden. Især Marie Krogh markerede sig som formidler og deltager i den offentlige debat. Hun var fortaler for kvinders naturvidenskabelige uddannelse. I 1933 gik hun i et velargumenteret forslag ind for mere naturvidenskabelig undervisning til piger i gymnasiet.

Marie Krogh døde 69 år gammel i marts 1943. Marie og August Kroghs fire børn fik alle akademiske uddannelser. Den mest kendte er datteren Bodil Schmidt-Nielsen (1918 – 2015), der ligesom forældrene blev en anerkendt fysiolog. Hun blev i 1975 den første kvindelige præsident i det prestigefyldte selskab American Physiological Society.

Det var en kvindelig naturvidenskabelig rollemodel fra mit hjemsogn, men der er heldigvis andre gode danske kvindelige rollemodeller indenfor naturvidenskab. Vi fortsætter med en fra geologiens verden. En verden jeg i mange år som geografiinteresseret og geografiunderviser har haft en særlig interesse i.

Jordens indre kerne

Det er geodæten og seismologen Inge Lehmann (1888-1993), som er den næste kvindelige naturvidenskabelige rollemodel, jeg vil fortælle om.

Selvom Danmark er et lille land, er Inge Lehmanns bedrifter dog ikke tilsvarende mindre. Hun er nemlig den videnskabskvinde, der opdagede Jordens indre faste kerne. Hun har derfor en helt særlig plads internationalt i forhold til vores forståelse af den klode, vi lever på.

I modsætning til Marie Krogh, der blev født nær landsbyen Husby i et landligt miljø af ikke-akademiske forældre, blev Inge Lehmann i 1888 født i et akademisk miljø i København, som datter af psykologiprofessor Alfred Lehmann og hustru Ida Lehmann. Inges tidlige uddannelse fandt sted på den dengang meget progressive Hanna Adlers Fællesskole. Hanna Adler var moster til nobelpristageren Niels Bohr. Hendes skole var ikke-kønsopdelt, hvilket på dette tidspunkt var uhørt for skoler i større byer.

Efter studentereksamen blev Inge Lehmann optaget på matematikstudiet på Københavns Universitet. Da hun i 1920 var blevet cand. mag. i matematik, blev hun ansat ved det forskningsmatematiske laboratorium på Hamburg Universitet. Hun blev senere ansat ved universitetet i København, hvor hun blev assistent og ansat i Den Danske Gradmåling. Den Danske Gradmålings navn blev senere ændret til Geodætisk Institut, og Inge Lehmann blev i 1928 leder af den seismiske afdeling med titel af statsgeodæt.

Inge Lehmann kendte oprindelig ikke specielt meget til seismologi, men hun fattede stor interesse for området, satte sig grundigt ind i det og tog magisterkonferens i geodæsi. Hun var dengang den første kvinde, der blev statsgeodæt, og en af de første overhovedet, da det var et ganske ungt fag. Geodæsi er videnskaben om opmåling af jordens overflade og havbund. Faget har stor betydning for studiet af bevægelser i Jorden, den såkaldte geodynamik. I de senere år har gentagne, nøjagtige målinger af afstanden mellem kontinenterne givet et direkte bevis for kontinentaldriften, altså det at kontinenterne driver fra og mod hinanden. Kontinentaldriften vender jeg tilbage til, når jeg senere fortæller om rollemodellen Marie Hammer.

Jordens indre kerne var et af Inge Lehmanns forskningsobjekter, og efter studier af seismiske bølger gennem jorden argumenterede hun i 1936 for, at Jordens metalliske kerne ikke kun er flydende, men at den inderste del er fast.

Før Lehmanns opdagelse mente geofysikerne, at Jordens kerne var flydende og altså ens hele vejen igennem. Men Lehmann viste, at nogle af de jordskælvsbølger, hun havde observeret, ikke kunne forklares, med mindre Jordens inderste kerne var fast.

Hendes artikel i 1936 om Jordens indre faste kerne gav hende et store internationalt videnskabeligt gennembrud. Man interesserede sig i hele verden for hendes arbejde, mens hun havde svært ved at blive anerkendt her i landet. Lige modsat var det i USA. Her blev hun æresdoktor på Columbia Universitet, ligesom hun i 1971 modtog en stor geofysisk pris, Bowie-medaljen. Ingen kvinde havde nogensinde før modtaget denne. Mange andre anerkendelser fulgte over hele verden.

Efter sin pensionering fortsatte hun sit forskningsarbejde og skrev i en alder af 99 år sin sidste videnskabelige artikel.

Lehmann fik aldrig en ph.d.-grad eller en professortitel. Hun forblev ugift hele livet og døde i en alder af 104 år i 1993. I 2017 kom hun helt fortjent til ære og værdighed, idet der blev opstillet et monument til minde om hende på Frue Plads ved det gamle universitet i København. Monumentet har busten af Niels Bohr som sin nærmeste nabo på pladsen.

Forfatteren Lotte Kaa Andersen har skrevet en fantastisk biografisk roman om Inge Lehmann.

Når vi nu er ved geologien og kontinentaldriften, så lad os fortsætte i denne del af den naturvidenskabelige verden. Det var nemlig en dansk videnskabskvinde, der ud fra biologiske undersøgelser som en af de første fandt understøttende beviser i forhold til tyskeren Alfred Wegeners teori om, at Jordens landmasser engang har været samlet i ét kontinent, men gennem millioner af år har pladerne, som landmasserne ligger på flydt fra hinanden. Det samme gør sig gældende for pladerne under oceanerne. Oceanpladerne og kontinentpladerne flyder nogle steder fra hinanden, nogle steder mod hinanden og andre steder gnider de langs hinanden. Alt sammen medvirkende til vulkaner, jordskælv, bjergdannelse og meget andet.

Kvinden der samlede jorden

Den næste i min samling af naturvidenskabelige kvindelige rollemodeller er zoologen Marie Hammer.

Hende blev jeg interesseret i efter i foråret at have læst en meget rosende anmeldelse af Eva Tinds nyligt udkomne biografiske skønlitterære roman “Kvinden der samlede verden”. En bog jeg straks indkøbte og læste nærmest i et stræk. Den er en stærk skønlitterær bearbejdning og fortælling om naturvidenskabskvinden Marie Hammers liv.

Marie levede fra 1907 til 2002. Hun voksede op under beskedne kår og med meget pligtarbejde på den fraskilte moders gård i Nivå i Nordsjælland. Efter studentereksamen fra Rungsted Statsskole i 1926 påbegyndte hun et magisterstudium i zoologi, noget dengang usædvanligt for en kvinde. I 1930 blev hun inspireret til at indlede studier af et dengang helt nyt forskningsfelt, jordens mikrofauna.

Hun startede sine undersøgelser af jordens mikrofauna - og specielt de mikroskopiske små mosmider, der findes i alle verdensdele - med en rejse til Island i 1931. I 1933 fortsatte hun sine undersøgelser i Østgrønland, da det lykkedes hende at komme med på polarforskeren Knud Rasmussens syvende og sidste Grønlandsekspedition. Sjovt, at hun ligesom sin navnefælle Marie Krogh blev yderligere tændt på sin forskning efter besøg i Grønland.

Marie Hammer satte sig for i sit videnskabelige arbejde at bevise den tyske naturforsker Alfred Wegeners teori om, at alle verdens kontinenter engang har ligget samlet, men at de flyder fra hinanden. Populært sagt, at kontinenterne passer sammen som et puslespil.

Det er det Eva Tinds roman handler om. En fængende roman, der forener mine interesser for natur, geografi, geologi, historie og litteratur. Jeg læste bogen over to dage og kunne næsten ikke lægge den fra mig.

Det er en roman som har sine fakta i orden. Fakta der suppleres og understøttes af spændende og inciterende skønlitterær fiktion.

Som Marie Krogh havde også Marie Hammer fire børn, som hun fik i sit ægteskab med forskeren Ole Gregers Hammer. De blev gift i oktober 1936. I 1944 blev Ole Hammer leder af Statens Biavlsforsøg. Han var endvidere etnografi- og kunstkyndig og rejste med dette fokus med på flere af sin hustrus forskningsrejser. Marie og Ole Hammer indsamlede på deres rejser værdifuld etnografika. I 1976 skænkede de Holstebro Museum en fornem samling antik peruviansk keramik.

Imponerende, at Marie Hammer igennem 40 år rejste ud til nogle af jordens fjerneste steder for at finde zoologiske og naturhistoriske beviser på kontinentaldriftsteorien, som Wegeners teori om kontinenterne, der flyder fra hinanden, også kaldes. Og det gjorde Marie Hammer, samtidig med hun fik fire børn. Sin doktordisputats skrev hun som ulønnet forsker hjemme ved køkkenbordet med børnene omkring sig.

Eva Tinds roman om Marie Hammer handler om menneskelige ambitioner, familie, kærlighed, emancipation og relationer. Relationer mellem mennesker, der mødes og skilles og mellem verdensdelene, der geologisk driver fra og mod hinanden med blandt andet jordskælv og vulkaner som resultat. Et psykologisk drama udfolder sig i Eva Tinds beskrivelse af en af vore betydeligste videnskabskvinder, Marie Hammer. En meget anbefalelsesværdig roman.

Men det er ikke blot afdøde kvindelige forskere, der kan fremstå som rollemodeller i forhold til pigers og kvinders interesse for naturvidenskab.

Vi har også en nutidig meget anerkendt kvindelig dansk forsker, der flere gange har været tæt på at modtage en nobelpris. Kvinden er født i Vejle i 1959. Hun har en ph.d. fra fysikstudiet ved Århus Universitet, men har i et par tiår været forsker i USA. Her arbejder hun videre med det, vores berømte videnskabsmand Ole Rømer (1644-1710) kaldte ”lysets tøven”. Ole Rømer var astronom og naturfilosof og opdagede ”lysets tøven”. Det vil sige det, at lyset udbreder sig med en endelig og meget stor hastighed, som vi nu ved er 300.000 km i sekundet. Men lad os se på, hvad Vejlekvinden har gang i.

Lysets tøven

Lene Vestergaard Hau er en rigtig mønsterbryder i forhold til danske normer. Over hver femte professor i naturvidenskab i USA er kvinde, og i lande som Tyrkiet og Portugal er det mere end hver fjerde. I Danmark er det blot hver tiende. Lene Hau er nok den dansker, der er tættest på en nobelpris i øjeblikket.

Fra midt i 1960’erne til midt i 1970’erne gik Lene i folkeskole på Søndermarksskolen i Vejle. På Søndermarksskolen blev hun grebet af matematik. Hun havde en dedikeret matematiklærer, der kunne smitte hende med lyst til at lære. Da hun en del år senere stiftede bekendtskab med kvantemekanik, vidste hun, at fysik skulle være hendes fremtid.

Forskerkarrieren begyndte som nævnt på Aarhus Universitet, men snart begyndte hun at se ud i den store verden. I 1995 formåede et amerikansk forskerhold i Colorado, USA at skabe en iskold atomsky kun en anelse varmere end det absolutte nulpunkt, minus 273 grader. Den iskolde atomsky kaldes et Bose-Einstein-kondensat. De amerikanske forskere bag dette forsøg fik i 2001 Nobelprisen i fysik herfor.

Lene Vestergaard Hau blev grebet af denne nye forskning og vidste nu, at hun i stedet for kun at teoretisere om atomer ville eksperimentere. Aarhus Universitet, hvor hun var ansat, kunne ikke stille de nødvendige faciliteter til rådighed. Hun søgte derfor til USA, hvor hun kunne finde ressourcer til at bygge et laboratorium op om disse eksperimenter.

Den 18. februar 1999 kunne hun publicere det første store resultat af sin forskning. Hun havde sendt en laserstråle ind i en cigarformet sky af Bose-Einstein-kondensat med den effekt, at lysets hastighed blev sænket fra 300.000 kilometer pr. sekund til kun 17 meter pr. sekund.

Det at bremse lyset var noget, fysikkens teoretikere anført af Einstein havde anset for umuligt. Nu var det gjort af den indtil da forholdsvis ukendte danske kvinde.

Da hun udførte forsøget, var hun tilknyttet Rowland Institute for Science i Boston, USA. Herefter blev hun tilbudt et professorat og et laboratorium på Harvard University, der også ligger i Boston. Her har hun siden som leder af ”Hau Lab” med en hel stab af forskere under sig fortsat sit arbejde med at blive klog på lys.

Nu begyndte massemedierne pludselig at interessere sig for Lene Hau. Hun blev kendt i medierne kendt under forskellige tilnavne som ”Kvinden, der bremsede lyset”, ”Lysets dronning” eller ”Lysets herskerinde”. I 2001 lykkedes det Lene Hau som den første person nogensinde at bremse lys fuldkomment.

I Danmark er Lene Vestergaard Hau blevet hædret flere gange. Blandt andet med Carlsbergfondets forskningspris på en million kroner i 2011, og i januar 2019 Den Berlingske Fonds hæderspris på 100.000 kroner.

Men hun er ikke kun modtager, hun er også giver. Den berlingske hæderspris på 100.000 kr. valgte hun at give videre til den naturvidenskabelige undervisning på sin gamle folkeskole i Vejle. Naturfagslokalerne på Søndermarksskolen bærer derfor meget passende og inspirerende navnet ”Lene Hau Centret”. Lene Hau har efterfølgende besøgt Søndermarkskolens naturfagscenter. Her mødte hun også sin tidligere matematiklærer.

Fremtiden for naturfag og naturvidenskab

Som jeg nævnte i indledningen er der i en del år blevet snakket om, at piger ikke har interesseret sig for eller undervejs har mistet interessen for naturfag. Det gælder både i folkeskolen og på de videregående uddannelser. Der er blevet gjort en del for at ændre på dette forhold.

Men har dette fokus på pigers forhold til naturfag gjort, at vi har glemt drengene?

Her kan vi se på folkeskolens forholdsvis nye fællesfaglige prøve, hvor eleverne aflægger én fælles prøve i fagene biologi, geografi, fysik og kemi. Afgangsprøveresultaterne viser, at pigerne klarer sig langt bedre end drengene. Ved afgangsprøven i 2017/18 lå pigernes gennemsnit på 8,0, mens drengene haltede efter med et gennemsnit på kun 6,8. De unge kvinder i gymnasiet er også kommet godt med i naturfagene, men når det kommer til uddannelsesvalg efter ungdomsuddannelserne kniber det endnu.

Selv om det går fremad, er der stadig meget at gøre, hvis man vil ændre på det kønsopdelte arbejdsmarked og det kønsspecifikke uddannelsesvalg. Og det gælder jo ikke blot i forhold til valg mellem akademiske uddannelser, men også de unges valg i forhold til erhvervsuddannelser, velfærdsuddannelser og videregående uddannelser generelt. Dilemmaet er jo, at man af motivationsmæssige årsager er nødt til at tage hensyn til de enkeltes interesser og ikke kun samfundets behov. Derfor er det nødvendigt fortsat at arbejde videre med at skabe en fornuftig balance mellem de to hensyn.

Kvinde set fra ryggen

Et mesterværk. Hverken mere eller mindre. Det gælder både Vilhelm Hammershøis (1864-1916) maleri “Interiør, ung kvinde set fra ryggen “, og det gælder Jesper Wung-Sungs blændende godt skrevne exofiktionsroman “Kvinde set fra ryggen”, hvor han digter videre på hustruen Ida Hammershøis biografiske fakta og liv. Dermed træder hun frem fra skyggerne og kommer til at fremstå selvstændigt i forhold til sin berømte mand.

Hammershøis foretrukne model var netop hans hustru Ida, ofte set fra ryggen og gerne i hjemlige rammer foran døre, vinduer, spejle og interiør. Farvebruget i hans malerier er yderst tilbageholdende, med en omhyggelig graduering fra mørke mod lys, hvor formerne arbejdes frem fra det flimrende mod det mere faste. Hustruens lyse nakke står ofte centralt som lyspunkt i hans malerier.

Det var en stil, der i hans samtid delte vandene. Mange tog afstand fra hans stil, mens andre bakkede ham op, allermest hans hustru Ida. Målt på salgspriser er Hammershøi i vore dage vel en af de mest efterspurgte og anerkendte danske kunstnere. En kunstner jeg i mange år har været fascineret af. Hans underspillede gråtonede stil giver plads til beskuerens egen fantasiforestilling om, hvad der eventuelt sker i rummet og i den portrætterede persons hoved. Auktionshuset Bruun Rasmussen opnåede i november 2019 31,5 mio. kr. for Hammershøis maleri “Interiør fra Strandgade 30”. På dette billede har Ida front mod beskueren.

Jesper Wung-Sung har i sin roman valgt hustruen Ida som sin hovedperson. Hun stod i baggrunden i forhold til sin mand, men var hans vigtigste model. Hvordan havde hun det med det? Hvilke tanker kan hun have gjort sig? Hvordan bakkede hun sin mand op? Alt det giver Wung-Sung sit bud på, samtidig med han bruger samtidens andre store malere som bipersoner til at fortælle om brydningen i dansk malerkunst lige før og efter år 1900. Det er der kommet et mesterværk af en velskreven læseværdig roman ud af. Meget anbefalelsesværdig i lighed med hans forrige roman “En anden gren”.

Det der skiller os

 

”Vi anser disse sandheder for indlysende:

-at alle mennesker er skabt lige;

-at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder;

-at blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke.”

”Skabt lige”, ”umistelige rettigheder” og ”frihed og lykke”. Jeg har altid været fascineret af disse ord. I første omgang nok mest fordi ordene blev fremsat på den dag min far, mor og jeg har fødselsdag, den 4. juli. Ordene står nemlig i indledningen til Den Amerikanske Uafhængighedserklæring. En erklæring der blev underskrevet den 4. juli 1776, da stifterne af Amerikas Forenede Stater, USA erklærede deres uafhængighed af Storbritannien og i den forbindelse samtidig vedtog værdigrundlaget for deres nye forbundsstat.

Uafhængighedserklæringen er bemærkelsesværdig ved at bygge på ideerne om individers og folks medfødte rettigheder. Stifterne af USA hentede inspiration til erklæringen fra det Europa, de ville løsrive sig fra. De var blandt andet inspireret af franske oplysningstænkere som for eksempel schweizisk-franske Jean-Jaques Rousseau (1712-1798), men også den engelske filosof John Locke (1632-1704).

Locke fremhævede blandt andet, at det er statens opgave at sikre det enkelte individs frihed, lighed og suverænitet. Rosseau skrev i 1762 sin kendte bog ”Den sociale kontrakt”. I bogen indgår de kendte ord ”Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker”.

Det har altid fascineret mig, at den amerikanske Uafhængighedserklærings fine indledningsord primært netop har været ord, mens praksis har været noget helt andet. Og stadig er det.

I årtier efter 1776 blev der i USA som i andre lande holdt mennesker som slaver. Ikke bare i USA, men også i mange andre lande – herunder lande i Europa, - er det stadig sådan, at mennesker ikke behandles lige, men diskrimineres på grund af etnicitet, køn, religion, sprog, kultur og tradition. Det kan godt være, at mennesker er født lige, men de behandles ikke altid lige. Overalt holdes mennesker i fysiske og åndelige lænker. Hvorfor er det sådan? Hvad kan vi gøre for at sikre alle mennesker lige behandling, sikre det enkelte menneskes umistelige rettigheder og skabe frihed og lykke for flest mulige mennesker. Alt sammen uanset individuelle forskelligheder, baggrunde, holdninger og herkomst.

Til min fødselsdag den 4. juli i år ønskede jeg mig en i dansk oversættelse netop udkommet skønlitterær roman ”Det der skiller os” skrevet af den amerikanske forfatter Brit Bennett. Jeg havde nemlig læst, at romanen er en af tidligere præsident Barrack Obamas yndlingsromaner. Det gjorde mig nysgerrig. Det viste sig at være et fantastisk fint ønske. Passende til, at Uafhængighedserklæringen netop på min og mine forældres fødselsdag fejres over hele jorden.

”Det der skiller os” er en fængende og gribende fortælling om generationer, familierelationer, race og identitet. Noget af det, der under læsningen greb mig mest, var, hvilken pris vi er villige til at betale for at leve som en anden end den, vi virkelig er. Og hvilke fordomme og intimideringer mennesker, der skiller sig ud fra mængden, ofte udsættes for selv her flere hundrede år efter Uafhængighedserklæringen og oplysningsfilosoffernes smukke ord. Ord der nu indgår i mange landes grundlove, men ofte ikke bliver efterlevet.

Brit Bennett har skrevet en medfølende og begavet roman, der også med dyb empati udforsker vores forhold til fortiden, – om hvordan den former os, hvordan vi holder fast i den, og hvordan vi forsøger at undslippe den. Men ofte holder vi - vidende eller uvidende, bevidst eller ubevidst - mennesker, der er anderledes end os selv, i et jerngreb af fordomme, uvidenhed og forudindtagethed. Det må vi kunne gøre bedre.

En dejlig fødselsdagsgave. Men en kort fornøjelse, da det er en rigtig sidevenderbog, der stort set blev slugt ud i en køre trods sine cirka 400 sider. En meget anbefalelsesværdig, tankevækkende og smukt skrevet bog.