Juli-november 2016 er det 100-året for det forfærdelige blodige
slag under 1. Verdenskrig i området omkring Somme-floden i Nordfrankrig.
Min kones morfar var under 1. verdenskrig dansksindet
tvangsudskrevet tysk soldat og deltog i den blodige krig med personlig
konsekvens. Min morfar var soldat i den danske Sikringsstyrke og oplevede ingen
krigshandlinger.
Da jeg i juli 2016 bevægede mig rundt i landskaberne ved
Sommefloden kom jeg selvfølgelig uvægerligt til at tænke på situationen der for
100 år siden. Netop i disse dage begyndte et af verdens blodigste slag. Slaget
ved Sommefloden foregik i juli til november 1916. De allierede tab var på 650.000
mand. Tyskernes var på 450.000. I alt mere end 1 mio. døde, sårede, tilfangetagne og
savnede soldater - heraf 300.000 døde. De der slap hjem havde for altid fået ar
på krop og sjæl.
Min kones morfar, sønderjyden Bertel Fredsted var i 1914 trods
sit danske sindelag som følge af tabet af Sønderjylland efter krigen 1864 tysk
statsborger og blev derfor indkaldt til den tyske hær. I et brev hjem i april
1915 skrev han: "Det er skrækkeligt, hvad der alt opfindes og tages i brug
for at få mennesker slået ihjel". Det er ord, man kan skrive under på den
dag i dag.
Bertel Fredsted deltog i slaget ved Somme. Han blev en af
skæbnerne bag de koloenorme tabstal, idet han blev alvorligt såret i september
1916. Efter at være blevet nødtørftigt sammenlappet på feltlazarettet blev han
i oktober 1916 lagt på lazaret i den tyske by Andernach ved Rhinen. Hans forlovede, min kones bedstemor, rejste
sammen med Bertels mor den lange vej til Andernach for at besøge ham på
lazarettet. I juni 1917 blev han igen sendt i krig. Denne gang til fronten i
Belgien. Han flygtede dog inden til Danmark og opholdt sig nord for grænsen i
Vamdrup, indtil krigen sluttede. Han var resten af sit liv plaget af granatsplinterne i sit ben og arrene på sin sjæl.
Min morfar, fynboen Rasmus Marius Hansen var også soldat under
1. verdenskrig. Det var noget mere fredeligt. Han var indkaldt til den såkaldt
danske Sikringsstyrke, der for størstedelens vedkommende var placeret i
København for ikke at provokere tyskerne.
Danmark havde erklæret sig neutralt og lykkedes med at balancere
sig gennem krigen med denne neutralitet, blandt andet ved at udlægge miner i de
indre danske farvande, hvilket både Tyskland og England var interesserede i.
Tyskerne, fordi englændernes flåde så var spærret ude fra Østersøen.
Englænderne, fordi tyskerne så kun kunne forene sin Østersøflåde med sin
Højsøflåde i Nordsøen og Atlanterhavet gennem Nord-Ostseekanal, den kanal vi i
Danmark kalder Kielerkanalen.
Sådan var vilkårene for vore bedsteforældre under 1. verdenskrig
så forskellige. Begge danske, men i forskellige statstilhørsrammer.
Hundredåret for Sommeslaget er værd at mindes i forhold til de
helt surrealistiske grusomheder, død, ødelæggelse, utryghed og sår på sjæl og
legeme, krigen medførte dengang og medfører til alle tider. De berørte har
virkelig behov for medfølelse. Også i vor egen tid.
Det er vigtigt, at nationerne lærer
at arbejde sammen og ikke imod hinanden. Derfor må vi ikke glemme fortidens
splittede Europa. Ingen fortjener den nød og elendighed, alle krige skaber.
I øvrigt blev resultatet af de mange måneders kampe ved Somme og
milliontabet af soldater, at frontlinjen i november 1916 havde flyttet sig 12
km i forhold til udgangspunktet i juli måned!
Den engelske historiker Hew
Strachan har skrevet en meget anbefalelsesværdig bog om 1. Verdenskrig. Den er
god at blive klog af i forhold til, hvorfor krigen kom, og hvilke virkninger
krigen fik helt op til vores tid.
I følge
Hew Strachan er 1. Verdenskrig en krig, hvis arv vi stadig bærer rundt på og
kæmper med den dag i dag. I "Første Verdenskrig" beskriver han
krigens udvikling på både det politiske, militære og menneskelige plan og
viser, hvordan den store europæiske krig (1914-18) hurtigt spredte sig fra
slagmarkerne i Belgien og Frankrig til resten af verden og blev en global
verdenskrig, der skulle forandre verden for altid. 1. Verdenskrig gødede ikke
blot jorden for 2. Verdenskrigs rædsler, men satte også gang i nogle af de mest
farlige konflikter i vor tid, som f.eks. krigen på Balkan og urolighederne i
Mellemøsten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar