Pilotens portion af lykke og held slap brat op

Spitfirepilot opvokset i Bramdrupdam i dramatisk flyulykke. Arne Skjødt Lygum fløj sin Supermarine Spitfire fra Karup i meget lav højde øst for Bjerringbro. Pludselig kunne han ikke holde maskinen i gang. Flyet var løbet tør for brændstof, så han måtte nødlande.

Spitfiren landede på en rimfrossen pløjemark ved landsbyen Mammen, der ligger mellem Bjerringbro og Viborg. Ved landingen tog flyet jorden med den ene vinge. Vingen brækkede af og flyet vendte rundt. Denne dramatiske og ulykkelige hændelse fandt sted den 5. januar 1949.

Ved den hårde landing blev pilot og sekondløjtnant Arne Skjødt Lygum slynget ud af Spitfirens cockpit og landede under flyets motor. Han var så heldig at falde i en af pløjemarkens dybe furer, så kun hans bækken og højre hofte kom i klemme. Tililende fik ham reddet væk fra flyvraget og fik ham bragt til sygehuset. Det viste sig, at Arne Skjødt Lygum havde fået firedobbelt brud på bækkenpartiet, havde brækket hofteskålen brækket, havde fået en flænge i baghovedet og havde fået en meget svær hjernerystelse. Men han overlevede og kom senere ud at flyve igen. Det vender vi tilbage til. Først lidt om Arne Skjødt Lygums tilknytning til Bramdrup og Bramdrupdam.

Opvokset på Bramdrup Mark

Arne Skjødt Lygum blev født i Kolding i 1923, men voksede op på Bramdrup Mark på et husmandsted, der lå nær regnvandssøen, der nu ligger ved markvejen, der fører fra Skovæblevej ud til Bramdrupdam Fodboldgolf. Hans forældre var Thorvald Lygum og Petra født Skjødt.

Stedet på Bramdrup Mark, hvor familien Lygums ejendom engang lå

Da Arne blev født boede familien på adressen Højbovej 2 i Sdr. Vang, Kolding, Vonsild Sogn. Thorvald og Petra flyttede engang først i 1930´erne til husmandsstedet på Bramdrup Mark. En del af vejen ud til stedet, hvor Thorvald og Petra boede, gik gennem den nuværende bebyggelse på Oktobervænget.

"Storeskolen" ved pladsen foran Bramdrup Kirke. Klassebygningen til 

venstre  er nu revet ned, mens lærerboligen til højre er bevaret

Arne var en fremmelig dreng. Han gik i Bramdrup Skole. Skolen havde dengang to afdelinger. En ”lilleskole” til brug for de yngste elever. Den tidligere ”lilleskole” ligger stadig på hjørnet af Bramdrupvej og Møllegårdsvej og er nu afdeling Troldebo, som er en del af Bramdrup Børnehave. Når eleverne - og altså også Arne – blev ældre, kom de hen i ”storeskolen”, der lå over for Bramdrup Kirke. Her står stadig en sten med navnet ”Den gamle Skole”. Nu er kun lærerboligen bevaret. Den fine gule og velrenoverede lærerbolig bruges nu til bolig. 

I oktober 1937 blev Arne med aldersdispensation konfirmeret i Harte Kirke, hvor der blev holdt fælles konfirmation for Harte og Bramdrup sogne. De to sogne var dengang et fælles pastorat og havde fælles præst. Med to konfirmationer om året – forår og efterår forud for skiftedagene 1. maj og 1. november – kunne præsten, hvis der var få konfirmander, nøjes med at afholde fælles konfirmation for de to sogne i en pastoratets kirker. Skiftedage var betegnelsen for de to dage om året, hvor man på tidligere på landet skiftede arbejdsplads.

Husmandsfamiliens fremmelige søn Arne skulle nu ikke som de fleste husmænds børn ud at tjene på landet. Han kom på Kolding Realskole, hvorfra han nogle år senere udgik med så gode resultater, at han kunne tage en pilotuddannelse.

Bramdrup landsby omkring kirken forrest i billedet.
Stationsbyen Bramdrupdam ved Vejlevej i baggrunden. År 1955

Lykke og held 

Som nævnt slap Arne Lygum fra den dramatiske flyulykke i januar 1949 med livet i behold. Efter heling og rekreation kom han op at flyve igen og var blandt andet med til at uddanne nye piloter. Dem var der stærkt behov for. I årene efter 2. verdenskrig blev der i Danmark oprustet med mange kampflyvere, og Flyvevåbnet blev etableret som en selvstændig værnsgren. Flyvevåbnet havde dengang betydeligt flere flyvemaskiner, end det har i dag. 

Sekondløjtnant og pilot Arne Skjødt Lygum, o.1948

Lykke og held havde fulgt Arne Skjødt Lygum. I april 1947 blev han med titel af pilot og sekondløjtnant i Højer Kirke i Sønderjylland lykkelig gift med Anna Sophie Jacobsen fra Højer. Arnes far Thorvald Lygum fra Bramdrup Mark var et af vidnerne, der står indskrevet i kirkebogen. Flyulykken i 1949 slap Arne Skjødt Lygum heldigt fra. Samme år som flyulykken oplevede Arne og Anna Sophie Lygum den lykke at blive forældre til datteren Lea. Men så slap hans lykke og held også op.

Heldet slap op

To år efter den heldigt overståede ulykke i 1949 var Arne Skjødt Lygum i februar 1951 på vingerne for at træne en af de nye piloter, der var så stort et behov for. Han og en pilotaspirant var med udgangspunkt i Karup Flyveplads ude at øve blindflyvning i en tosæders Harvard flyvemaskine. Det var pilotaspirantens afsluttende overgangskursus til at kunne flyve Spitfire. Uvist af hvilken årsag styrtede træningsflyet for fulde motoromdrejninger mod jorden nær Kjellerup i Midtjylland. Begge ombordværende blev dræbt.

Arne Skjødt Lygum var 27 år gammel, da han omkom. Han blev begravet den 19. februar 1951 i Højer, hvor han og Anna Sophie var bosiddende med deres lille datter. Anna Sophie var nu 28 år gammel blevet alene med datteren Lea på knap halvandet år.

Arne Skjødt Lygums nevø Arne

Her slutter fortællingen om bramdrupdrengen Arne Skjødt Lygums dramatiske liv og død. Det gør den så ikke helt. Jeg har nemlig en personlig vinkel til fortællingen.

Husby Skole på Vestfyn 1962

Arne Skjødt Lygums lillesøster Gerda blev nemlig i februar 1948 i Bramdrup Kirke gift med fisker Niels Peter fra Sdr. Åby i mit hjemsogn Husby på Vestfyn. Gerda og Niels Peter fik i 1952 en søn. Det var året efter Gerdas storebror Arne blev dræbt ved flyulykken i Kjellerup. Gerda og Niels Peters søn blev selvfølgelig navngivet Arne efter sin dræbte flyveronkel. Den Arne har min bror Leif og jeg været kammerat med lige siden vores tid i landsbyskolen i Husby. Også stedsmæssigt er der en relation. Min kone og jeg har boet i Bramdrup siden 1976. Inden vi flyttede til vores nuværende adresse, boede vi de første år på Oktobervænget nær det sted, hvor Lygumfamiliens husmandssted tidligere lå. Så jeg har ofte gået og går stadig over de jorder, hvor Lygumfamiliens børn har tumlet, og som er blevet dyrket af Thorvald og Petra Lygum. Jeg giver altid Lygumfamilien en tanke, når jeg går der.

Sådan er der så meget, der tilfældigvis viser sig at hænge sammen. 

Ib Hansen, juli 2022

Bramdrup Sogn omkring 1920 - kvindeliv og forsøg på strandhugst

Strandvejen 1920-30. Området hørte til 1930 til Bramdrup Sogn

Købstaden Kolding manglede omkring 1920 ligesom så mange andre købstæder gode skatteborgere. Kolding følte sig spærret inde af nogle snævre bygrænser, der ikke levnede plads til den hastigt stigende befolkning. Mange af de nye gode skatteborgere bosatte sig i skattely tæt på bygrænsen i et af landsognene som for eksempel i Bramdrup Sogn.

Det fik Kolding By til flere gange i 1920´erne over for regering og folketing at presse på for at kunne indlemme omliggende landdistriktsområder som for eksempel dele af Bramdrup Sogn i købstaden. Daværende Harte-Bramdrup Kommune kæmpede ihærdigt imod.

Harte-Bramdrup Sogneråd ville nødigt af med sine bedste skatteydere. I første omgang lykkedes det for Koldings omliggende landsogne at forhindre købstadens strandhugst, men i 1930 blev Brændkjærområdet fra Dalby Sogn, Vonsild Sogns nordlige del langs Haderslevvej med sidegader herunder Søndervang med Søndervang Skole, dele af Seest Sogn i det vi i dag kalder Sydvestkvarteret, Alpedalen fra Harte Sogn og et kæmpeområde af Bramdrup Sogn lagt ind under Kolding by.

Bramdrup Sogn måtte afgive det område, der mod sydøst afgrænses af Bramdrup Skov fra Bøgelund til Kolding Fjord ved roklubberne i Strandhuse og sydvest for Bramdrup Skov langs Troldhedebanen og Marielundssøen til søens afløb i fjorden ved Fynsvej og Castenskjoldsvej.

Del af Bramdrup Villaby 1905-1910 set fra Kolding Fjord. Området hørte til 1930 til Bramdrup Sogn

Det afgivne område bestod af det, man dengang kaldte Bramdrup Villakvarter og landsbyen Hvidsminde. Bramdrup Villakvarter lå langs Kolding Fjord og ved Marielundsøen. Nogle af gaderne i villakvarteret var Strandvejen, Strandmøllevej, Gl. Kongevej, Fredericiavej (= del af vore dages Fynsvej) og Charlottenlundvej (= med vore dages Rædersvej).

Parti fra Fredericialandevej 1907. Charlottenlund (=nuværende Rædersvej) set fra det sted hvor Nordre Ringvej ligger i dag. I baggrunden Borre Mølle på Gl. Kongevej 9. Området hørte til 1930 til Bramdrup Sogn.

Bramdrup Sogn indbyggermæssigt ude af balance

Folketællingen for Bramdrup Sogn i 1921 - omkring 9 år forud for afståelsen - fortæller, hvor markant et område der blev afstået i 1930.

I 1921 boede der i følge folketællingen i alt 935 indbyggere i Bramdrup Sogn. I Bramdrup Villakvarter ved fjorden og i Marielundområdet boede 361 indbyggere svarende til 39 % af Bramdrup Sogns indbyggertal. I stationsbyen Bramdrupdam omkring Vejlevej med sidegader boede 260 indbyggere svarende til knap 28 %, mens sognets restende 314 indbyggere svarende til 33 % boede i Bramdrup Landsby omkring kirken og i landdistrikterne i øvrigt.

Landsbyen Bramdrup omkring kirken 1955

Stationsbyen Bramdrupdam langs Vejlevej 1917. Troldhedebanen netop sat i drift og krydser ved kroen Egtvedbanen og Vejle Landevej

Men hvordan udfoldede livet sig i Bramdrup Sogn omkring 1920 cirka 10 år før afståelsen af området mod syd ned mod Kolding Fjord? Det vil jeg i det følgende forsøge at give et bud på, primært ved at se på kvindernes vilkår omkring 1920. En sådan fortælling er en udfordring, da datidens aviser ikke indeholder mange nyheder om kvinder. Aviserne skrev stort set kun om mænd. 

Vi kan da lige opholde os ved, at kvindernes ligestilling i disse år blev forbedret med hastige skridt. Kvinderne havde ved grundlovsændringen i 1915 sammen med tjenestefolk fået stemmeret. Arbejdsgivernes ret til at tugte tjenestepiger under 16 år og for øvrigt også tjenestekarle under 18 år blev afskaffet med folketingets ophævelse af tyendeloven i 1921.

Men kvinderne var stadig særlig udsatte i datidens mandsdominerede og traditionsbundne samfund. Kvinderne led i disse år generelt i samfundet under manglen på prævention, under den samfundsmæssige stigmatisering af mødre med børn født uden for ægteskabet samt under familiens og samfundets tabuisering af resultaterne af førægteskabelige og udenomsægteskabelige forhold. Samtidig skulle kvinderne arbejde hårdt i hjemmet, som medhjælpende hustruer og i enkelte tilfælde som udearbejdende ved siden af at passe familien. Jeg har derfor sat mig for at undersøge kvindernes forhold i Bramdrup Sogn 1917-1921, herunder se på eventuelle forskelle mellem det at bo i Bramdrup Villaby mod syd, i stationsbyen Bramdrup mod vest og i landsbyerne Bramdrup og Hvidsminde og landdistrikterne i øvrigt.

Mange fødsler i Bramdrup Villaby

Lad os starte med en demografisk analyse af befolkningsændringerne i 1917-1921.

I disse 5 år blev der i Bramdrup Sogn født i alt 71 børn. 29 af børnene svarende til 41 % blev født i Bramdrup Villaby. 10 børn svarende til 14% blev født i landsbyen Hvidsminde i området ved Snoghøj Landevej, den fra 1937 senere hovedvej 1 (=nuværende Fynsvej, også kaldet Ekspresvejen). Det område der i 1930 blev afstået til Kolding by leverede således i årene 1917 til 1921 55 % af sognets fødsler. De resterende fødsler fordelte sig med 22 børn svarende til 31% i stationsbyen Bramdrupdam ved Vejlevej, mens landsbyen Bramdrup ved kirken og landdistrikterne i øvrigt leverede de resterende 10 fødsler svarende 14 %. Med andre ord den gamle Bramdrup landsby haltede kraftigt bagefter i befolkningsudviklingen.

De vanskeligt styrbare drifter

Bramdrup Kirke

Manglen på prævention og mulig lovlig abort gav sig i det pågældende fem-år udtryk i, at 8 unge enlige kvinder fødte børn uden for ægteskabet. Disse børn fik i henhold til datidens lovgivning betegnelsen "uægte", fordi de var et resultat af et uægteskabeligt forhold. Lidt mere end 11 % af fødslerne i Bramdrup Sogn i 1917-1921 var således resultater af uægteskabelige forhold. De "uægte" børn var født af tjenestepiger. Halvdelen af tjenestepigerne, der fødte såkaldte "uægte" børn, var mellem 18 og 21 år, to tjenestepiger var 25 - 26 år og de to sidste har jeg ingen oplysninger om. Hovedparten af de tjenestepiger, der med datidens sprogbrug var "faldet i ulykke", tjente i Bramdrup Villaby i villaer på Fredericiavej og Strandvejen, en enkelt tjente på gården Hvidsminde, mens et par stykker fødte på fødselsstiftelser, hvorfor jeg ikke kan se deres bopælsadresser.

Elleve procent "uægte" børn i Bramdrup Sogn 1917-1921 lyder noget voldsomt, men var ikke ualmindeligt dengang. I mit hjemsogn Husby på Vestfyn udgjorde antallet af uægte børn i samme periode dobbelt så mange, nemlig 22 %. I Husby Sogn ligger herregården Wedellsborg. Om det har haft indflydelse på antallet af uægte børn, kan man kun gisne om. 

Husby Kirke på Vestfyn med udsigt over Lillebælt

Brudgommene blev fundet udensogns

Selv om landsognet Bramdrup omkring 1920 forekommer noget stillestående, så gør Kolding Købstads nærhed samt Egtvedbanens, Troldhedebanens og Vejle Landevejens krydsning i Bramdrupdam noget ved sognet. Bramdrup Sogn fremstår, når det for eksempel gælder giftermål, noget mere åbent end mit vestfynske hjemsogn Husby i den samme periode 1917-1921.

I den undersøgte periode 1917-1921 var der 24 kvinder, der blev gift i Husby Kirke. 12 af brudgommene svarende til 50% var fundet indensogns i Husby. 6 af de øvrige brudgomme svarende til 25% kom fra Husbys nabosogne, mens de resterende 6 brudgomme svarende til 25 % kom fra forskellige steder i landet. 

Bramdrup Kirke lagde 1917-1921 hus til 25 vielser. Kun 5 af brudgommene svarende til 20 % kom fra Bramdrup Sogn. Kolding leverede 7 brudgomme og Eltang og Harte leverede hver 1 gom. Tilsammen leverede nabosognene således i alt 36%. De resterende 11 brudgomme svarende til 44% kom fra forskellige steder i det øvrige land med Viborg, Tinglev og København som de fjerneste steder. Ingen tvivl om, at Bramdrup Sogns centrale trafikale beliggenhed og nærheden til Kolding spillede en afgørende rolle ikke blot i forhold til at få nyt blod udefra, mens også generelt i forhold til den moderne udvikling, der begyndte at tage fart i sognet netop i disse år.

Unge brude

Brudene i Bramdrup Kirke i disse år var noget yngre end brude er i vores tid. 8 af de 25 brude svarende til 32 % var mellem 18 og 22 år. 14 brude svarende til 56% var mellem 23 og 27 år. De sidste tre brude var fra 28 til 37 år. 

8 af brudene kom fra landsbyen Bramdrup, 7 fra stationsbyen Bramdrupdam og 5 fra Bramdrup Villaby ved Kolding Fjord og Marielund. De resterende 5 brude kom fra landsbyen Hvidsminde og fra Bramdrup Sogns landområder i øvrigt.

Brudgommene var generelt lidt ældre end deres brude. 15 af gommene svarende til 60 % var mellem 23 og 27 år. 6 gomme svarende til 24% var mellem 28 og 32 år, mens de resterende 4 svarende til 16% var mellem 33 og 42 år.

Verden udefra trænger sig ind på Bramdrup Sogn

Den øgede tilgængelighed og de moderne tider trængte sig ind på Bramdrup Sogn. Det gjaldt ikke kun, når Bramdrups giftefærdige kvinder skulle finde ægtemager. I 1930 lykkedes det endelig, som nævnt i indledningen, Kolding Købstad at slippe af sted med at snuppe den rigeste del af Bramdrup Sogn, nemlig området ned mod Kolding Fjord og Marielund.

Fyrre år efter i 1970 skete den endelige sammensmeltning. Harte-Bramdrup Kommune og Kolding Kommune blev sammen med en række andre kommuner lagt sammen. Da vi flyttede til Bramdrup i 1976 fremstod Bramdrup og Bramdrupdam stadig som en selvstændig by. De senere års udvikling har betydet, at det Bramdrup og Bramdrupdam, der nu samlet kaldes Bramdrupdam, fysisk er blevet bygget sammen med Kolding. Hvad det har betydet for Bramdrup Sogns indbyggeres borgeridentitet er en spændende diskussion, som det vil føre for vidt at komme ind på i denne fortælling, selv om det er nok så spændende. Blot vil jeg afslutningsvis som mit personlige synspunkt sige at grønne kiler, der afgrænser Bramdrupdam mod købstaden og omliggende byer samt viden om vores områdes historie fra forgangne tider har stor betydning for vores rodfæstethed og borgeridentitet. 

Ib Hansen, juni 2022

Jeg har tidligere lavet en fortælling om, hvordan dagliglivet udspillede sig i Bramdrup Sogn  i året 1920: https://ih18.blogspot.com/2021/03/pa-vej-mod-nye-tider.html

Forbudt at slå tjenestepiger og ingen grund til at gå over åen efter mand

18 kvindelige gymnaster i Husby cirka 1910-20.
Iført tækkeligt gymnastiktøj i form af lange mørke strømper, knælange nederdele og bluser med krave

Nu kunne tjenestepiger i Husby under 16 år ikke længere få ”et par på kassen”. Denne nye regel gjaldt ikke kun i Husby, men i hele landet.

Tjenestekarle under 18 år kunne heller ikke længere straffes korporligt. Indtil 1921 kunne arbejdsgiverne udøve deres tugtelsesret på tjenestepiger under 16 år og tjenestekarle under 18 år. Denne ret blev afskaffet, da Folketinget i 1921 afskaffede den gamle tyendelov, der indtil da regulerede forholdet mellem tjenestefolk og arbejdsgivere. 

Det var ikke noget nyt, at der med den hidtidige tugtelsesret var blevet gjort forskel på piger og drenge, kvinder og mænd. Piger og kvinder blev behandlet som andenrangs. Noget afgørende var dog ved at ske. Den 5. juni 1915 underskrev kong Christian den Tiende den reviderede Grundlov, som tildelte kvinder og tjenestefolk valgret. Det var selvfølgelig en afgørende forbedring af kvindernes ligestilling, men i dagliglivet var der meget at indhente endnu.

Hvilke forhold levede piger og kvinder under i tiden omkring 1920? Det har jeg sat mig for at undersøge ved som eksempel at se på kvinders forhold i Husby Sogn 1917-1921. Jeg ser på 5 år for ikke at ramme ned i et år, hvor nogle særlige tilfældigheder har gjort sig gældende.

Kvinderne led i disse år generelt i samfundet under manglen på prævention, under den samfundsmæssige stigmatisering af mødre med børn født uden for ægteskabet samt under familiens og samfundets tabuisering af resultaterne af førægteskabelige og udenomsægteskabelige forhold. Lad os derfor starte med at kigge på fødselstallene i Husby Sogn 1917-1921. 

Hvert femte barn blev født som ”uægte” 

Nu kan et barn jo ikke være mere eller mindre ægte. Et barn er et barn. Ikke desto mindre benyttede man dengang betegnelsen ”uægte” børn om børn født af enlige mødre, som resultat af "uægteskabelige" forhold.

I årene 1917-1921 var der i Husby Sogn i alt 73 kvinder, der fødte børn. De fordelte sig aldersmæssigt med 31 kvinder svarende til cirka 42 procent mellem 18 og 25 år, 20 kvinder svarende til cirka 27 procent var mellem 26 og 33 år, 15 kvinder svarende til cirka 21 procent var mellem 34 og 41 år, mens 7 kvinder svarende til cirka 10 procent var mellem 42 og 46 år. 

Gennemsnitligt blev der således født lidt mindre end 15 børn om året i de pågældende 5 år. Af de 73 børnefødsler blev 16 børn svarende til cirka 22 procent betegnet som ”uægte”. De uægte børns mødre fordelte sig med 13 unge kvinder mellem 18 og 23 år. En kvinde var 32 år og en var 43 år. 1 kvinde er der ikke oplyst alderen på. Kvinden på 43 år var en fraskilt hustru fra Husby, der ernærede sig som vaskekone på Fredericia Banegård. På grund af manglende prævention og fraværet af muligheden for abort blev mange unge piger således enlige mødre i en ung alder. De fleste mødre til ”uægte” børn var i meget ung alder rejst væk fra barndomshjemmet og ernærede sig som tjenestepiger. Det var almindeligt at komme ud at tjene, når den unge som 14-årig var blevet konfirmeret og havde forladt syvende klasse. 

Langt flertallet af de udlagte fædre til de ”uægte” børn var fra Husby Sogn eller nærliggende sogne. To af de ”uægte” børn er dødsfødsler. I det ene tilfælde har sognepræsten følt sig kaldet til i kirkebogen at notere sin tvivl, om barnet måske havde været levendefødt.

Kvinden ”skal føde sine børn med smerte” 

Kvinderne måtte for omkring 100 år siden ofte føde deres børn med besvær og stor smerte, ligesom de desværre for en dels vedkommende måtte lide den smerte at miste børnene, inden de var fyldt to år.

Nogle eksempler fra distriktsjordemoder Margrethe Kristine Andersens protokol fra Middelfart Lægekreds ”39.distrikt – Ørslev, Husby, Føns og Balslev 1915 - 1920” kan fortælle lidt om, hvilke vilkår fødende kvinder havde i de år. Langt de fleste fødsler forløb selvfølgelig uden større problemer, men der var også problematiske fødsler, som det ses af nedenstående eksempler fra Husby i perioden 1917-21.

Hjemmefødsler var det almindelige og forløsning gennem kejsersnit var næsten ikke eksisterende. Frem til 1876 blev der i Danmark kun registreret ni kejsersnit. Kun én kvinde overlevede. Først i forbindelse med, at penicillin kom på markedet efter 1945 blev dødeligheden i forbindelse med kejsersnit så lav, at operationen nu er blevet almindelig. Cirka 20% af alle fødsler i Danmark foregår i dag ved kejsersnit. Det var også først i 1940´erne, at gravide kvinder kunne få lindret deres fødselssmerter gennem epidural bedøvelse. Tidligere kunne der i svære fødselstilfælde blive brugt æter som bedøvelsesmiddel. Uanset bedøvelsesmiddel har fødselsbedøvelse tidligere været omgærdet af delte meninger herunder religiøse holdninger. For var det ikke Guds og naturens mening, at kvinden ”skulle føde sine børn med smerte”? 

Nogle af efterfølgende Husby-kvinder havde nok gerne set bort fra den bibelske tale og havde hellere set nogle af moderne tiders lindringsmetoder bragt i anvendelse! 

Jordemoderen Margrethe K. Andersen beskriver i sin protokol en 21-årig ugift polsk pige Joseffas førstegangsfødsel i august 1917. Den foregik på Hygind Mark og varede 11 timer. Resultatet blev en levendefødt fuldbåren pige. Hun blev ikke døbt i Husby Kirke, men blev døbt af en katolsk præst. 

Mens Joseffas førstegangsfødsel tog 11 timer gik det hurtigere for 24-årige Anne Marie i Sdr. Åby i november 1917. Det var hendes tredje fødsel. Barnet var født inden jordemoderen nåede frem. Fødslen tog kun 1 ½ time i følge fødselsprotokollen, hvor der også står, at der kom et levendefødt fuldbårent drengebarn ud af det.

I fødselsprotokollen kan man også læse om fødsler, hvor der var større problemer, end distriktsjordemoderen umiddelbart selv kunne klare. Julie i Hygind var i oktober 1918 som førstegangsfødende i en alder af 36 år gennem en meget svær fødsel. På grund af bækkenforsnævring blev hun indlagt på Assens Sygehus. Hun var i fødsel gennem 3 ½ døgn, før hun efter tangforløsning ved overlæge Jensen fødte en levendefødt fuldbåren søn. 

Da 29-årige Olga fra Wedellsborg i oktober 1918 gik i fødsel med sit fjerde barn, løb hun ind i store problemer. Barnet lå i skråleje i livmoderen. Jordemoderen forsøgte først forløsning med tang. Forsøget mislykkedes. Grevskabet Wedellsborgs læge Georg Neukirch på Liljedal ved Tybrind blev tilkaldt. Han gav indsprøjtning i livmoderen, så den kunne trække sig sammen. Desværre blev resultatet af de gennem mere en 32 timers ihærdige bestræbelser fra moderens, jordemoderens og lægens side ikke belønnet. Det fødte fuldbårne drengebarn var dødfødt. Moderen måtte endvidere efterfølgende fødslen indlægges på Middelfart Sygehus med en stor rift i fødselsvejen. 

Børnedødeligheden var høj 

Dødstallene for Husby Sogn fra årene 1917 til 1921 giver mange oplysninger om kvinders livsvilkår. Tallene vidner blandt andet om den verdensomspændende Spanske Syges indflydelse og om den store børnedødelighed. 

I 1917 døde 5 personer, heraf var de tre småbørn under 2 år. Året efter i 1918 var antallet af døde steget til 12 personer, hvoraf 3 var småbørn. I 1919 var tallene 11 døde personer, hvor en var under 2 år. Tallene for 1920 var 13 døde personer, hvoraf 2 var småbørn. I 1921 klingede den verdensomspændende influenzaepidemi af, og dødstallene i Husby Sogn stabiliserede sig med 9 døde, hvoraf kun en var under 2 år. 

Det samlede antal døde i Husby i perioden var 50 personer svarende til gennemsnitlig 10 personer om året, mens det gennemsnitlige antal årlige nyfødte i samme periode var 14,6 børn. Altså en naturlig befolkningstilvækst på knap 5 personer om året. Af de 50 døde var 10 småbørn under 2 år svarende til 20 procent af samtlige døde. Det er bemærkelsesværdigt, at 6 af de døde småbørn svarende til 60 procent af samtlige døde småbørn havde en ugift kvinde som moder. Af de 6 småbørn af ugifte kvinder var to dødfødte. I det ene tilfælde noterede præsten som tidligere nævnt i kirkebogen, at barnet måske havde været levendefødt.

Ulighed mellem kønnene og ulighed i sundhed er ikke nye fænomener og afspejler sig desværre stadig i vores samfund her mere end 100 år efter. Vi har opnået mange forbedringer, men der er meget at gøre endnu.

Ingen grund til at gå over åen efter mand 

I den undersøgte periode 1917- 1921 var der 24 kvinder, der blev gift i Husby Kirke. 12 af brudgommene var fundet indensogns i Husby. De øvrige brudgomme fordelte sig fra Husbys nærområde med 6 fra Tanderup, Føns, Sandager, Skydebjerg eller Gelsted. 18 ud af de 24 brudgomme var således fundet inden- eller nærsogns. De resterende 6 var fundet i Esbjerg, Hjardemål (i Thy), Gentofte, København, Faardrup (på Vestsjælland) eller Sakskøbing (på Lolland).

Kvinderne i Husby i de pågældende 5 år blev tidligt gift. 10 brude var i aldersgruppen fra 18 år gammel til 22 år. 10 af brudene var 23 år eller 24 år. De resterende 4 brude fordelte sig med 2 på 29 år, 1 på 33 år og 1 på 35 år. Af de 5 års brude blev således 20 ud af 24 kvinder svarende cirka 83 % gift senest, da de var 24 år. De unge kvinder kom således set i forhold til vores tid tidligt i et afhængighedsforhold til en mand. 

Kvindeliv omkring 1920 

Og så var det nu, jeg ved hjælp af gamle avisartikler havde planlagt at komme med eksempler på, hvordan kvindernes dagligliv i Husby Sogn udspandt sig i 1917 til 1921. Det ville jeg i lighed med, hvad jeg ofte har gjort i forbindelse med fortællinger om nogle af sognets mænd. Det har vist sig ikke at være så ligetil. Meget sigende i forhold til kvindernes ligestilling ikke er det ikke lykkedes mig at finde spændende oplysninger om kvinder i datidens lokale aviser. Så i stedet slutter jeg denne fortælling med at fortælle generelt om kvinders vilkår på landet i Danmark i årene omkring 1920.

Efter Første Verdenskrig begyndte kvinderne i byerne langsomt at sive ud på arbejdsmarkedet. På landet skete der ikke større forandringer. I de fleste landbrug arbejdede mand, kone og børn sammen om bedriften. Det var hårdt arbejde for kvinderne på grund af de dårlige arbejdsvilkår uden indlagt vand og andre faciliteter. Unge piger på landet ernærede sig som regel som tjenestepiger med tvungent nært forhold til en enkelt familie og med meget lange arbejdsdage. 

Tilpasningsvillig, tjenstvillig og arbejdsom var datidens ideal for en ung kvinde i en tjenestepigestilling. Det fremgår af ordvalget i avisannoncerne, når der blev søgt efter nye tjenestefolk. Ved ansøgninger efter tjenestepiger anvendtes i annoncerne ord som ”dygtig”, ”pålidelig” og ”flink”. Ikke noget med “selvstændig”, “initiativrig” og “omstillingsparat”. Ord som vi i dag bruger ved stillingsannoncer, hvor vi så for øvrigt heller ikke i stillingsopslag skelner mellem mænd og kvinder. 

Som regel var kvinder tvunget til at holde op med at arbejde uden for hjemmet, når de giftede sig, eller når de blev gravide. Det var almindeligt, at de blev afskediget, når graviditeten blev synlig. Nu arbejder hovedparten af kvinder udenfor hjemmet, der er lovgivning om barsel, langt de fleste fødsler foregår på sygehuse, der er etableret sundhedsplejerskeordninger, og børn kan passes og udvikles i dagpasningsordninger, mens begge forældre er på arbejde.

Meget er nået, selvom der fortsat er plads til forbedringer, for eksempel når det gælder reel ligeløn mellem kvindedominerede og mandsdominerede fag. Men vi må ikke glemme at glæde os over de seneste hundrede års positive udvikling på ligestillingsområdet og den generelle udvikling i samfundet. Utroligt, at det kun er godt 100 år siden, det blev ulovligt for arbejdsgivere korporligt at måtte straffe ansatte unge kvinder og mænd!

En tråd i livets væv

 

Væverens kone Trine havde et dramatisk og omskifteligt liv med både mange glæder og mange sorger. Hun blev allerede enke i en alder af 45 år. 

Trines vævermand skrev kort før sin død ovenstående hyldestdigt til sin elskede væv. Han burde også have skrevet et hyldestdigt til sin viv. Hun havde gennem tykt og tyndt holdt sammen på deres familie i de 21 år, de nåede at være gift, inden hans sygdomsramte krop ikke kunne mere.

Damaskvæverens kone kunne ellers nok fortjene stor hyldest. Hun knoklede i hjemmet, hvor hun måtte opleve død, sygdom og store sorger, selvom der i hendes lange liv selvfølgelig også var glæder. Trines liv blev i høj grad en tråd vævet på mange væve. Men hun stod dengang og i de efterfølgende år i skyggen af sin mand. Det forsøger den efterfølgende fortælling at råde bod på.

Den store væverfamilie

Det var damaskvæver og digter Lars Clausen, der kun 52 år gammel den 10.6.1893 efter mange års svær sygdom måtte opgive livet. Han efterlod konen Trine med to børn i hjemmet i Emtekær. 

I denne fortælling er det Trine, jeg har i fokus. Hun blev den 22.9.1848 født ind i en væverfamilie i Sdr. Åby nær Brændeåens udløb i Lillebælt. Ved dåben i Husby Kirke blev hun døbt Ane Cathrine Hansen. Hendes forældre var væver Hans Jeppesen og hustru Bodil Olesdatter.

Ane Cathrine var åbenbart for besværligt et navn til daglig brug, så hun blev kaldt Trine. Hendes liv blev fyldt med væve. Hendes far var væver, hendes kommende mand Lars var væver, Lars´ far, bedstefar og oldefar var også vævere hjemmehørende i Sø-Søby øst for Assens. Trines bror Ole Hansen blev også væver efter at have været lærling ved hendes mand Lars Clausen.

Lars Clausen var født i Sø-Søby den 25.1.1841 og havde stået i lære hos sin far og hos en væver i Hårby. Da han var 23 år deltog han i den ulykkelige krig i 1864. For sin indsats under kampene i Sønderjylland  opnåede han hæderfuld omtale for udført heltedåd. Efter at være vendt hjem fra krigen arbejdede han forskellige steder som væversvend, inden han i 1868 blev væver på Wedellsborg. Lars Clausen flyttede ind i det nu nedrevne væverhus, der dengang lå helt tæt på Wedellsborgs porthus Adlerhus. På stedet, hvor væverhuset lå, står nu en mindesten for Lars Clausen. Han blev anerkendt for sine kunstneriske damaskvævninger, sine dagligdags brugsvævninger og ikke mindst for sine digte.

Væveren og væverdatteren fandt sammen

Lars fandt sammen med væverdatteren Trine fra Sdr. Åby. De blev gift i Husby Kirke tæt ind under jul den 20. december 1871. Nu kunne Trine 23 år gammel flytte ind i Wedellsborgs væverhus. Her afløste hun som husmoder Else Kirstine Clausen, der hidtil havde ført hus for broderen Lars. Else Kirstine var født 22. marts 1846. Hun var således kun 2 år ældre end svigerinden Trine. Meget passende blev Else Kirstine gift nogle få måneder efter Trine og Lars. Hun fandt sammen med en 25 år ældre enkemand Anders Nielsen, der sammen med sin afdøde hustru havde en børneflok på 9. Anders Nielsen boede med sin børneflok i Holme Huse tæt på væverhuset ved Adlerhus. Else Kirstines og Anders Nielsens ægteskab blev meget frugtbart. I de følgende år kom der 13 børn ud af det.

Trine og Lars Clausens ægteskab startede godt. Det gik fint med vævervirksomheden. Lars ansatte svende og holdt lærlinge, som nævnt blandt andre Trines bror Ole Hansen. Efterhånden kom der også logerende til, så Trine på et tidspunkt havde 8 mand i kost. Digtning blev der også tid til. Lars fik indrykket en del af sine digte i egnens aviser. Samtidig blev han anerkendt for sine kunstneriske damaskvævede ofte religiøse tekstilbilleder.

Sorger og glæder

Snart måtte Trine erkende, at livet udover hårdt arbejde indebar både sorger og glæder. Det startede fint. Allerede ti måneder efter brylluppet fødte Trine den 31. oktober 1872 deres førstefødte søn. Han fik navnet Claus Hansen Clausen, opkaldt efter farfaderen Claus og morfaderen Hans. Datteren Johanne Kirstine Clausen fulgte efter den 18. april 1875, mens nummer tre, sønnen Bent Clausen kom til den 12. november 1879. Gad vide om Trine var glad eller ked af, at hun ikke skulle igennem så mange graviditeter som den nærtboende svigerinde Else Kirstine, der i 1880 allerede havde født 6 af sine 13 børn.

Men så vendte lykken for Wedellsborgs væverfamilie. Omkring 1880 begyndte Lars Clausens helbred at skrante helt alvorligt. Det viste sig, at han led af en uhelbredelig kræftsygdom i brystet. Selv om han blev indlagt på hospital så langt væk som i København, kunne lægerne ikke helbrede ham. Han havde i starten af sin sygdom både gode og dårlige perioder, så indtil videre gik det. Nu var det mere end nogensinde vigtigt, at Trine kunne holde sammen på virksomheden og på familien.

Værre var det med Lars og Trines datter. Kun 9 år gammel døde Johanne Kirstine den 5. januar 1885. Trine og Lars blev som mange andre dengang ramt af tidens store svøbe, den høje børnedødelighed. Men det skulle blive meget værre!

Familien måtte flytte fra hus og hjem

Greven på Wedellsborg ønskede at forskønne adgangen til Wedellsborg Slot gennem porthuset Adlerhus. Det gamle skæve væverhus lige uden for porten pyntede ikke, syntes han. Greven besluttede derfor at rive huset ned. Så samme år som deres datter var død, måtte familien Clausen i 1885 flytte til et af grevskabets fæstehuse i landsbyen Emtekær i Tanderup Sogn 3-4 km fra Wedellsborg.

Knap var de flyttet ind i huset i Emtekær før Trine fødte en datter. Denne datter blev opkaldt efter sin døde storesøster Johanne Kirstine. Men Trine og Lars skulle ikke forskånes for endnu en stor sorg. Den nyfødte datter døde blot fem uger efter fødslen. Efterfølgende fik de ikke flere børn. Lars fik det dårligere og dårligere. Den 10. juni 1893 bristede livets tråd for Lars Clausen. Nu var Trine som 45-årig alene med sønnerne Claus og Bent på henholdsvis 21 år og 14 år.

Trine kunne glæde sig over, at det i første omgang gik sønnerne Claus og Bent godt. På skift boede de, indtil de blev gift hjemme i huset i Emtekær, hvor Trine tjente til dagen og vejen blandt andet ved at udføre håndarbejde. Omkring 1910 flyttede Trine til Bredning for at bo sammen med Bent i huset på matrikel 25,b. Bent havde da efter blot 10 måneders ægteskab mistet sin første kone.

Sådan gik det Trine og Lars Clausens sønner

Begge sønnerne lærte et håndværk og blev dygtige håndværksmestre. Claus blev uddannet som sadelmager. Efter udstået læretid dygtiggjorde han sig ved rejser i Tyskland og Frankrig. Bent kom i malerlære. Trine fik udover indkomsten fra håndarbejdet hjælp fra både sønner og øvrig familie. Hun var jo en ung enke på blot 45 år, da manden Lars døde.

Claus var den første af sønnerne, der blev gift. Den 4. oktober 1901 blev han i Sankt Knuds Kirke i Odense gift med Else Larsen. Hun var fra Sdr. Åby og var datter af gårdfæster Mads Larsen og hustru Karen. 

Else og Claus bosatte sig 1901 i Ejby, hvor Claus nedsatte sig som sadelmagermester. Det gik dem godt. De fik 4 drenge og desværre også en dødfødt tvilling. Forretningen blomstrede. Claus blev medlem af Balslev-Ejby Sogneråd valgt ind for Venstre. Han blev formand for Ejby Håndværker- og Industriforening og spillede en stor rolle ved planlægningen af den store håndværker- og industriudstilling i Ejby i 1913.

Bent slog sig ned som malermester, først fra væverhuset i Emtekær og siden fra hans eget hjem i Bredning. Trine var sikkert meget tilfreds med hans valg af ægtefælle. Han blev nemlig 24.1.1908 i Tanderup Kirke gift med Dora Bolette Lasthein Madsen, der var datter af Tanderup Skoles højt estimerede førstelærer Rasmus Theodor Madsen. Trine kunne se lyst på tilværelsen, begge sønner var godt i vej. Men nej, sådan ville skæbnen det ikke. Ulykkerne slog igen hårdt ind over Clausen familien.

En ulykke kommer sjældent alene 

Bent og Dora blev nemlig ramt af den store sorg, at deres førstefødte blev en dødfødt pige. Og ikke nok med det. Tre dage efter den 21. februar 1909 døde Dora i hjemmet i Bredning af fødselsbesværet. 

Efterfølgende blev Bent gift med Kirstine født Lahn. Trine blev boende sammen med dem i huset i Bredning. Bent og Kirstine fik 7 børn. Det gik Bent godt. Han havde tid til udover malervirksomheden at beskæftige sig med politik og stillede op for Radikale til sognerådet. Der har sikkert ved familiesammenkomsterne været en del diskussion mellem brødrene Claus og Bent. Radikale var jo et udbryderparti, der i 1905 var blevet udskilt fra Venstre.

Men Trine havde mange sorger at bære på. Efter svigerdatteren Doras død i 1909, måtte Trine opleve den store  sorg, at hendes ældste søn sadelmageren Claus døde den 12.3. 1919 kun 45 år gammel. Han efterlod sig konen Else og fire mindreårige sønner.

Efterfølgende er glæderne for Trine i højsædet. Men så vendte svøben spædbørnsdødelighed tilbage. Trine måtte sammen med Bent og Kirstine opleve den sorg, at hendes barnebarn og deres søn Johan Peter født den 31.12.1929 allerede døde 4.1.1930, 4 dage efter fødslen. 

Clausenfamilien satte sit præg på egnen

Clausenfamilien kom i flere generationer til at sætte deres præg på egnen. Sønder Åby, Wedellsborg, Emtekær, Bredning, Holme Huse, Gammel Huse og Ejby er blot nogle af de steder, som Clausen-familien har haft tilknytning til gennem flere slægtled helt op til vores tid. Nogle af de senere slægtled er vendt tilbage til steder, hvor de ældre slægtled slog deres folder.

Trine og Lars Clausens barnebarn Johanne Karoline født 2. september 1916 som datter af Bent og Kirstine Clausen giftede sig 17. maj 1942 med gartner Frede Christensen fra Ø. Skerninge. De slog sig ned og drev gartneri i Bredninge nær Brændeåen, på modsatte bred i forhold til Sdr. Åby, hvor Johannes farmor Trine blev født og voksede op. 

Et andet af Trine og Lars Clausens børnebørn Astrid datter af Bent og Kirstine Clausen giftede sig med skovarbejder på Wedellsborg Kristian Levinsen og flyttede ind i huset Wedellsborgvej 82 i Gammel Huse ganske tæt på Adlerhus, hvor Trine og Lars Clausen oprindelig boede. Og tæt på Holme Huse, hvor farfar Lars´ søster og farmor Trines svigerinde Else Kirstine boede i mange år og fødte 13 fætre og kusiner til Trine og Lars´ sønner Claus og Bent. Kristian Levinsen kom en del i mit barndomshjem. Han var en spændende mand. Men det er en anden historie.

Efter et langt og begivenhedsrigt liv døde Ane Cathrine Clausen født Hansen og kaldet Trine 89 år gammel den 18. september 1937. Hun blev begravet på Tanderup Kirkegård ved siden af sin væver- og digtermand Lars.

Trine var en del af en på Vestfyn velkendt familie, men jeg tror, hun kan stå som eksponent for, hvordan mange kvinder oplevede sig som en tråd i livets væv for 100 år siden. En skrøbelig, men også stærk tråd.

Fortællingen om Trine og hendes familie kan sætte i relief, hvad vi som samfund har kæmpet os til gennem de sidste hundrede år ligestillingsmæssigt, velfærdsmæssigt og politisk. Foråret giver anledning til at forny håbet om, at vi som samfund fortsat må bevæge os frem mod en tryggere, mere retfærdig og mere sikker verden. Derfor slutter jeg denne fortælling om Trines færden gennem livet med et forårsdigt af hendes mand Lars Clausen. 

Paa Tagryg og Gavle

er Fløjten og Sang,

For Bierne travle

blev Kuben for trang,

Violen med Gækken

har alt byttet Kaar, den hvisker fra Hækken

saa blidt: Det er Vaar!

Ib Hansen, 21. marts 2022

 

 

 

Kvinderne knoklede og fødte mange børn

Kvinder og mænd. En evig interessant historie. En fortælling om nogle kvinder fra Holme Huse i Husby Sogn kan kaste lys over, hvordan mange kvinders dagligliv og livsvilkår så ud for ikke så længe siden. Masser af arbejde og masser af børn.

Tidligere tiders kvindeliv var præget af manglende prævention og dermed bestemmelse over egen krop, familiens og samfundets fordømmelse af mødre med børn født som et resultat af uægteskabelige forhold og ikke mindst den store børnedødelighed. På disse områder er der i vores tid trods alt sket markante forbedringer.

Tilbagemeldinger gav mig nyt fokus

Hvilke forbedringer er der sket i forhold til ligestilling, ligeværd og gensidig respekt mellem kønnene gennem de seneste århundreder?

Lad mig starte med udgangspunkt i en tilbagemelding, jeg fik i forhold til min tidligere fortælling om de børnerige træmænd fra Holme Huse. En stor tak for en sådan fin melding. 

"Historien om kvinderne, der fødte de utallige børn, kunne give endnu et lag i historien. Tænk sig et liv, hvor de ikke selv bestemte over deres egen krop, var gravide og fødte hvert eller hvert andet år, hvor flere af deres børn døde, inden de blev store, og hvor kvinderne selv blev slidt op af de mange fødsler og selv var i stor risiko for at dø af det. Deres meritter er værd at huske og have respekt for og kan minde os om, at det ikke er en selvfølge, at kvinder i dag selv bestemmer, hvem de vil leve sammen med, om de vil have børn (og hvor mange), og hvilken uddannelse eller job, de ønsker."

Nogenlunde sådan lød meldingen, jeg fik som respons på min fortælling om krigsveteranen og tømreren fra Holme Huse Anders Nielsen, som med to ægtefæller blev far til 22 børn: 

https://ih18.blogspot.com/2020/03/rig-patriark-fra-holme-huse-i-husby-pa_6.html

Tilbagemeldingens synspunkter er jeg meget enig i. Vi skal ikke mange år tilbage før kvinder, der arbejdede i hjemmet blev kaldt "hjemmegående", fremfor det de i virkeligheden var, nemlig "hjemmearbejdende". Min egen mor var en af de "hjemmearbejdende" kvinder. Min farmor var medhjælpende hustru og fik mange børn. Og det på et tidspunkt, hvor hun kun kunne holde et par dage fri lige omkring fødslerne. Både personligt, men også samfundsmæssigt har de knoklende kvinder min største respekt.

Men kunne jeg finde stof om Anders Nielsens to hustruer, der tilsammen fødte 22 børn? Kvinderne har jo ikke altid haft plads i historien. Jeg valgte at prøve.

Masser af arbejde og mange graviditeter 

Krigsveteranen fra Treårskrigen 1848-50, tømrer og husmand Anders Nielsen fik ved sin død i avisnekrologerne hædrende omtale ikke blot for sin krigsindsats, men også for sine mange børn. Han opnåede at få en pengegave fra både kongehus og krigsministerium i anledning af sine mange børn. Men hans to hustruer har jeg ikke fundet nogen hædrende omtale af. En stor mangel. Det er da trods alt dem, der har været gennem de mange fødsler, og som har knoklet i hjemmet med en stor husholdning og med have og husmandsbrug.

Anders Nielsen var født og opvokset i Husby. Det var hans første hustru Maren Nielsdatter også. Kort efter Anders kom hjem fra krigstjenesten blev han og Maren gift i april 1851, begge 26 år gamle. Det var to år efter Anders´ far træskomager Niels Andersen var død den 14. maj 1849, 55 år gammel.

Maren og Anders flyttede ind i Anders´ hjem. Det var en stor husholdning Maren i 1851 kom ind i. Med Marens efterfølgende mange fødsler og med både aftægtsfolk og tjenestefolk blev husholdningen større og større. Forhåbentlig har svigerdatter og svigermor under samme tag haft et godt indbyrdes forhold, ellers må det have været uudholdeligt. I 1855 bestod hjemmet i Holme Huse udover Anders og Maren af deres første tre børn, Anders´ mor Bodil og to tømrerlærlinge. En husstand på i alt 8 personer.

Det var et hårdt liv for Maren med megen arbejde, mange svangerskaber og mange fødsler. En oversigt over Anders´ og Marens børn giver et godt billede af Marens vilkår i forhold til svangerskaber og fødsler.

Knap et år efter giftermålet fødte Maren den 27. marts 1852 deres første søn Niels.

Fjorten måneder senere den 31.5.1853 blev Knud født.

Så gik der femten måneder, inden Hans blev født den 5.9.1854.

Efter en lille pause på 23 måneder blev Jørgen født den 5.8.1856.

Nu blev det så pigernes tur. Efter fire drenge blev Karen født den 27.8.1858, 24 måneder efter Jørgen.

Den næste i rækken var også en pige. Bodil Kirstine blev født den 27.4.1860, 20 måneder efter Karen.

Efter 22 måneder blev Jens Christian født den 12.2. 1862.

Den 27.1.1864 kom Ane Marie til, 23 måneder efter Jens Christian.

I 1865 blev Maren 40 år. Som den sidste af hendes 9 børn blev Carl Christian født den 21.8.1865, 19 måneder efter Jens Christian. Maren havde da været gift i 14 år, hvoraf hun havde været gravid i 6 år og 9 måneder. Maren var så heldig, at ingen af hendes børn døde som småbørn. Det var ellers i en tid med høj småbørnsdødelighed, hvor mange forældre smerteligt måtte sige farvel til mange nyfødte og småbørn. Småbørnsdødeligheden vender vi tilbage til.

Maren født Nielsdatter døde den 10.9.1869. Hun efterlod sig 9 børn i alderen 4-17 år, hvoraf 7 stadig var hjemmeboende. Herudover bestod husstanden i Holme Huse af enkemand Anders på 44 år, hans mor aftægtsenken Bodil født Jensdatter på 66 år, en logerende sypige på 41 år og to ansatte tømrere på 23 år. I alt en husstand på 12 personer. Så Anders´ 66-årige mor havde efter Marens død nok at se til med at holde huset og husmandsbruget kørende, mens Anders arbejdede med sin tømrergerning. Hun har ganske givet knoklet det bedste, hun havde lært. Men det kunne ikke blive ved at hænge sammen. Så nu var gode råd dyre. Men først måtte Anders´ mor knokle nogle år for at holde sammen på familien og det arbejdskrævende hjem

Sorg og glæde

Løsningen viste sig for Anders at være nærliggende. Ikke langt fra Holme Huse i det nu nedrevne væverhus ved Wedellsborgs porthus Adlerhus boede den estimerede væver og digter Lars Clausen. Han var endnu ikke gift, så han havde sin i datidens øjne giftefærdige søster Else Kirstine til at holde hus for sig. Lars Clausen skulle giftes, så han havde ikke længere brug for søsteren til at holde hus. Lars blev 30 år gammel den 20.12.1871 gift i Husby Kirke med den 23-årige Ane Cathrine Hansen fra Husby.

Else Kirstine Clausen var godt nok meget yngre end enkemanden Anders. Hun var født i Sø-Søby i Søby Sogn øst for Assens i 1846, mens Anders som tidligere nævnt var født i Holme Huse i 1825. Altså en aldersforskel på 21 år. Hvorom alt er, så blev det aftalt, at Else Kirstine og Anders skulle se at blive gift. Det blev de i Husby Kirke 17. februar 1872, tre et halvt år efter Anders´ første kone Marens død og mindre end to måneder efter, at Else Kirstines bror Lars blev gift med Ane Cathrine. Det kan man da kalde et fornuftsægteskab, hvilket jo ikke nødvendigvis udelukker kærlighed! 

Ægteskabet mellem Else Kirstine og Anders blev frugtbart. I hvert fald hvad angår børnefødsler. Tretten svangerskaber med tilhørende fødsler  måtte Else Kirstine igennem. Og arbejde var der nok af. I 1880 - otte år efter ægteskabets indgåelse - bestod husstanden udover ægteparret Anders og Else Kirstine på 54 år og 33 år af 10 hjemmeboende børn mellem 1 og 17 år, Anders´mor Bodil på 76 år tilligemed en tjenestekarl. Altså en husstand på i alt 14 personer. Og så var der lige et husmandssted at passe, mens Anders arbejdede med sit tømrermesterarbejde. Helt frem til 1888 kom der stadig flere børn til, men nogle flyttede selvfølgelig også hjemmefra.

De fleste gange endte fødslerne lykkeligt, men desværre ikke altid, som det vil fremgå af den følgende oversigt over Else Kirstines 13 fødsler.

En familie med mange fødselsdage

Atten måneder efter giftermålet med Anders Nielsen fødte Else Kirstine den 10.8.1873 deres første barn. Det blev en pige, som fik navnet Maren. Sikkert opkaldt efter Anders´afdøde kone Maren. Så gik det ellers slag i slag, dog ikke uden sørgelige bump på vejen.

Det andet barn Claus blev født 25.10.1874, 14 måneder efter deres førstefødte. Claus gik det ikke så godt med. Han døde 2 måneder gammel den 1.1.1875. Som vi skal se på senere, var børnedødeligheden i hele Danmark dengang meget høj, men sorgen over et mistet barn har selvfølgelig alligevel været stor.

Tretten måneder efter den døde Claus fødte Else Kirstine den 27.1.1876 endnu et drengebarn. Drengen fik naturligvis navnet Claus.

Ane Johanne så dagens lys den 21.3.1877, tretten måneder efter broderen Claus. 

Så gik der nitten måneder inden Kirstine blev født den 14.11.1878.

Til gengæld gik der kun 14 måneder inden Lars Jørgen blev født den 16.1.1880.

De følgende år blev fødselstakten holdt. Fødselsintervallerne var 13 til 16 måneder. Karoline blev født 9.2.1881, 13 måneder efter Lars Jørgen. Efter 16 måneder kom Else Sofie til den 6.6.1882. Tretten måneder efter blev Julius født den 4.7.1883. Igen gik der kun 13 måneder før Anna blev født den 30.8.1884. 15 måneder senere blev Boline Margrete født den 13.12.1885.

Nummer tolv i børnerækken blev født 20 måneder senere den 23.9.1887. Det var Mette Marie. Hun levede ikke mere end 4 måneder og døde den 25.1.1888.

Nu var Else Kirstine blevet 42 år og Anders 63 år. Som sidste barn i rækken blev Johannes født juleaften den 24.12.1888.

I løbet af sine på dette tidspunkt 17 år som gift havde Else Kirstine været gravid i mere end halvdelen af tiden, nemlig 9 år og 9 måneder, havde født 13 børn og havde mistet to småbørn.

Anders´moder Bodil døde 18.1.1883, så hun oplevede gennem tiden at bo sammen med 17 af sine børnebørn.

Husholdningen i Holme Huse blev mindre og mindre

I 1890 var husholdningen i Holme Huse blevet meget mindre end tidligere. Den bestod nu "kun" af Anders, 64 år og Else Kirstine, 43 år

samt 8 hjemmeboende børn i alderen mellem 1 og 12 år.

Ti år senere i 1901 er børnene på nær 16-årige Boline flyttet hjemmefra, så nu kunne 54-årige Else Kirstine nok begynde at slappe mere af. Men i en så stor familie skete der hele tiden noget. Maren, Else Kirstines førstefødte, var med datidens sprogbrug kommet i "uføre". Hun var kommet for tæt på - meget for tæt på - en blikkenslagersvend Christian Larsen fra Ejby. Resultatet blev Anker Lars Clausen født den 11.4.1899 og i kirkebogen betegnet som "uægte". Dette begreb vender vi tilbage til.

Som det ofte skete dengang blev et barn af en ugift kvinde overladt til bedsteforældrene. Det skete også for Anker, der i 1901 figurerer som boende i Holme Huse sammen med sine morforældre Else og Anders samt sin moster Boline. Hans moder Maren blev dog senere gift med en vognmandskusk Valdemar Rasmussen fra København. Anker blev en del af denne familie.

Anders Nielsen døde 8.4.1910, så i 1911 bestod husstanden i Holme Huse kun af Else Kirstine, 65 år og Boline, 26 år. Snart kom dog Elses ugifte 38-årige datter Kirstine til. Hun ernærede sig som syerske, men var kronisk syg og flyttede derfor hjem. Senere kom Kirstine til bo på hjemmet for Kronisk Syge i Odense, hvor hun døde 54 år gammel i 1933. På det tidspunkt havde hendes mor Else Kirstine været død i 7 år.  Efter et langt liv præget af hårdt arbejde og mange børn med tilhørende sorger og glæder døde Else Kirstine den 11.5.1916, 80 år gammel.

Her ender fortællingen om kvinderne i Holme Huse. Og så dog alligevel ikke. Jeg har et par gange undervejs nævnt, at vi generelt ville vende tilbage til datidens svøber, børnedødelighed og uønskede børn. Det gør vi nu.

Børnedødeligheden var en svøbe

Vi tager udgangspunkt i Else Kirstine. Hun fødte 13 børn, hvoraf to døde som spæde. Claus døde i 1875 kun 2 måneder gammel, mens Mette Marie døde i 1888. Hun blev kun 4 måneder.

Det var der ikke noget usædvanligt i. Spædbørnsdødeligheden var høj i disse år. Antallet af døde 0-4 årige børn i Husby Sogn i Claus´dødsår 1875 var 8. I alt døde der 25 personer i Husby Sogn det år. Døde 0-4 årige udgjorde således cirka en tredjedel af årets døde.

Da Mette Marie døde i 1888, var der i sognet i alt 5 døde 0-4 årige ud af årets samlede antal døde på 15 personer, altså også en tredjedel. 

Det gjorde selvfølgelig ikke sorgen mindre over et mistet barn, at mange andre var i samme situation. 

Spædbarnsdødelighed var noget datidens borgere i hele Danmark var vant til. Den var meget høj. Værst i de store byer, men også slemt i landdistrikterne. I 1919 døde gennemsnitlig i hele landet cirka 80 piger ud af 1000 nyfødte, inden de blev 1 år. Det tilsvarende tal for drenge var 100. Omkring år 1900 begyndte situationen heldigvis at ændre sig i positiv retning. I vore dage er spædbarnsdødeligheden nogenlunde ens for drenge og piger og er heldigvis bragt helt ned til omkring 4 døde pr. 1000 nyfødte.

Spædbørnsdødelighed 1850 -1998. Spædbørnsdødelighed er her defineret som 0-1 årige. I mine tjek vedrørende Husby Sogn har jeg taget udgangspunkt i 0-4 årige

Indtrufne omstændigheder

Kvinderne var dengang som i årtusinder lige op til vores tid ramt af en anden svøbe, de mange uønskede graviditeter. Værst var det med uønskede graviditeter uden for ægteskab. Prævention var der ikke noget af. Når drifterne tog over kunne det få fatale konsekvenser for kvinderne. I mange tilfælde måtte den ulykkelige kvindes forældre træde til.

Det måtte Else Kirstine og Anders Nielsen også, da deres 25-årige datter Maren i 1899 vendte hjem for at føde frugten af et uægteskabeligt forhold. Barnebarnet Anker blev i kirkebogen for Husby Sogn betegnet som "uægte" ligesom alle andre børn, der var resultater af uægteskabelige forhold. Det var en stigmatisering af mødrene og børnene, der kunne hænge ved i mange år.

Men Maren var ikke alene som "falden kvinde", som var datidens betegnelse for enlige mødre.

Vi kan da lige tjekke, om der var andre kvinder og børn i Husby Sogn i 1899, som var i samme situation som Maren og Anker. Det tør svagt antydes, at det var der. Det år blev der født i alt 19 børn, hvoraf 5 fik stemplet "uægte" på sig. Det svarer til, at 25 % af alle børn født i Husby i 1899 var resultater af uægteskabelige forbindelser. Men kunne dette år være en enlig svale? Lad os tage nogle stikprøver i år både før og efter 1899.

I 1893 blev der i Husby Sogn i alt født 23 børn, hvoraf 5 fik betegnelsen "uægte". "Uægte" børn udgjorde således knap 22 procent i forhold til antal fødte børn.

Et tjek i Husby Kirkebogs optegnelser for det første år efter afslutningen af Første Verdenskrig giver samme resultat, men endda mere markant. I 1919 blev der i Husby Sogn født i alt 19 børn, hvoraf 6 betegnes som "uægte" svarende til en procentdel på knap 32 procent. 

Opnåede forbedringer

Man kan kun have den allerstørste respekt for fortidens kvinder i Holme Huse og de mange andre kvinder ud over landet. De måtte op gennem tiden lægge krop til uønskede og mange graviditeter, måtte indgå i "fornuftsægteskaber", måtte knokle hårdt, være afhængige af mandens indtægt og opleve sorg over børns alt for tidlige død og komme i anden række i forhold til mænd. Fremkomsten af effektiv prævention i 1960´erne, uddannelse og indtræden på arbejdsmarkedet har heldigvis medført en lang række forbedringer, selvom der stadig er meget, der bør forbedres.

Kvinderne er som nævnt ofte kommet i anden række i forhold til mændene, også i forhold til historisk dokumentation. Det sidste har jeg fået bekræftet, da jeg søgte kilder til denne fortælling. Der er ikke meget at finde. Alligevel håber jeg, at fortællingen her kan ses som udtryk for fortjent respekt og anerkendelse af fortidens hårdt knoklende kvinder. De kan godt fortjene, at vi som samfund fortsat skaber resultater, når det gælder ligestilling og ligeløn for alle uanset køn og baggrund.

Ib Hansen, 1. marts 2022.