Egen fortæller historie

"Du, Petra. Hvad med om vi starter med en helt ny begyndelse ?"

"Hvad tænker du på Thorvald?"

"Jeg har set, at der er et husmandssted til salg i Bramdrup, lidt uden for landsbyen og tæt på Bramdrup Nørreskov. Den ejendom, tror jeg, kunne være noget for os."

"Hvis du synes det, og tror vi kan klare det Thorvald, så er jeg med på det."

Nogenlunde sådan forestiller jeg mig en af de sandsynligvis mange samtaler mellem Thorvald og Petra Lygum har udspillet sig forud for, at de i starten af 1930´erne besluttede sig for at flytte fra købstaden Kolding ud til den nord for Kolding beliggende landsby, Bramdrup. Her købte de omtrent en halv kilometer nordøst for Bramdrup Kirke et mindre husmandsted. Et husmandssted hvor de havde deres familieliv og virke i de næste omkring 40 år. Husmandsstedet havde lave jorder og lå tæt på Bramdrup Nørreskov. 

Det var en stor og modig beslutning at tage midt i en tid præget af en verdensomspændende økonomisk krise.

Jeg kom til at tænke på Lygumfamilien, da jeg en torsdag i august som så ofte før vandrede forbi det store egetræ, der står ved markvejen i skovkanten mellem nuværende Hvidtjørnevej og den øst for beliggende store regnvandssø. Markvejen til Thorvalds og Petras nu nedrevne husmandssted udgik fra den endnu eksisterende grusvej, der fra nuværende Skovæblevej forløber øst på forbi regnvandssøen, ud til fodboldgolfbanen og hundekennelen. Lige her ved egetræet lå husmandsstedet, som de drev i omkring 40 år.

Midt i billedet Lygums nu  nedrevne ejendom på Bramdrup Nørremark. Bemærk egetræet til venstre for ejendommen. Til venstre ses den stadig eksisterende ejendom, der nu har adgang fra Skovæblevej. Helt i øverste venstre hjørne anes Højgård. Luftfoto 1977.

Den grønne pil viser beliggenheden af Lygums  nu nedrevneejendom. I det åbne land nordøst for Bramdrup Kirke. Tæt på Bramdrup Nørreskov og beliggende på de lave jorder øst for og nedenfor Højgård (nu daginstitutionen Kastanjegården).  Nedenfor Lygums ejendom ses den stadig eksisterende vest-østgående markvej (engang hed den Fæledvej), der slutter ude ved den nuværende hundekennel. I dette område lå engang frem til 1970´erne fire husmandssteder. Tre af dem kan endnu ses i terrænnet, nu renoveret og udbygget tilstand. Længst ude ad den stadig eksisterende markvej, der engang udgik fra Oktobervænget (og nu fra Skovæblevej) ligger det østligste af de fire husmandssteder (nu hundekennel). Ved regnvandssøen lige nord for markvejen ligger et nybygget hus, der hvor der engang lå et husmandssted. Vest for Lygums ejendom ligger områdets fjerde og vestligste husmandssted. Denne ejendom har nu adgang fra den nyanlagte Skovæblevej.

Udsigten fra Højgård (nu Kastanjegården) over det lave område mod sydøst. Nederst og forrest til højre ses Højgård, derefter - i krattet - den stadig eksisterende ejendom, der nu har adgang fra Skovæblevej. Længst til venstre Lygums ejendom. Bemærk den store eg til højre for ejendommen. Den eg står endnu. Øverst til højre ejendommen, der lå ved regnvandsøen, hvor der nu ligger et nybygget hus. Til venstre for denne ejendom længst ude ad markvejen i træerne ligger den ejendom, der nu er hundekennel. Luftfoto omkring 1950.

Her i trekanten mellem de tre ejendomme er der nu etableret en stor regnvandssø og plantet skov til udvidelse af Bramdrup Nørreskov. Nederst ved markvejen den ejendom, hvor der nu er bygget et nyt hus. Yderst til højre ses Lygums nu nedrevne ejendom. Bemærk egen til venstre for ejendommen. Adgangsvejen gik (og store dele går stadig) langs det levende hegn. Øverst til venstre ses den stadig eksisterende ejendom med adgang fra nyanlagte Skovæblevej. Mellem denne ejendom og Lygums ejendom ligger boligblokkene ved Hvidtjørnevej. Ejendommen der nu er hundekennel skjuler sig under fotoflyets vinge. Luftfoto 1977.

På et nutidigt kort lå Lygums ejendom lige under den grønne pil. Gennem billedet fra syd mod nord ses den nyanlagte slyngede Skovæblevej. Boligblokkene nævnt fra syd mod nord: Hvidtjørnevej, Snebærvej og Slåenvej. Til højre for Hvidtjørnevej ses den nyetablerede regnvandssø omkranset af nyanlagt skov. Til højre for regnvandssøen og nyskoven ses fodboldgolfbanen. Øverst til højre i billedet lige nedenfor husene på Slåenvej (under hvor der står "Indlæs kort") lå  for omkring 2000 år siden en jernalderbebyggelse. Her er fundet potteskår, knoglerester, en bålplads og en kogestensgrube. 

På Bramdrup Nørremark lå der engang fire husmandssteder. Det samme antal som i husmandskolonien ved Surkjær. Husmandskolonien i Surkjær var beliggende på de lave fugtige jorder i den anden ende af  Bramdrup Sogn, umiddelbart vest for stationsbyen Bramdrupdam.

Husmandskolonien på Bramdrup Nørremark lå på de lave fugtige jorder nedenfor den fra Bramdrup landsby udflyttede gård Højgård. Højgård er nu daginstitutionen Kastanjegården. Ærgerligt, at navnet Højgård ikke blev fastholdt som institutionsnavn. Tre af husmandsstederne kan man endnu se rester af omend totalt ombyggede. Husmandsstedet ved den gamle eg er derimod totalt jævnet med jorden. Bramdrup Nørreskov er udvidet med nyplantning henover, og der er etableret en stor regnvandssø nær stedet, hvor ejendommen har ligget.

En ny begyndelse

Men hvorfor begyndte Thorvald og Petra at tale om en ny begyndelse?

Det kan vi blive klogere på ved at se på deres baggrund. Thorvald Thue Mourits Lygum og Petra Hansine født Poulsen Skjøth. Det var de fulde navne for ægteparret, der i starten af 1930´erne lavede en fundamental ændring af deres liv ved at flytte fra købstaden til udkanten af en landsby.

Thorvald var oprindelig landsby- og landbodreng. Født den 31. marts 1892 i Ødis-Bramdrup syd for Kolding som søn af gårdejer Mathias Lygum og hustru Marie Kathrine født Damgaard.

I en tidlig alder flyttede Thorvald fra Ødis-Bramdrup til Kolding. Han fik  arbejde som portør og jernbanearbejder ved det private jernbaneselskab Kolding Sydbaner. Kolding Sydbaner betjente fra 1911 med to banelinjer Koldings sydlige opland. Thorvald bosatte sig i Kolding, i sydlige del af byen ved Sdr. Vang. En del af byen der indtil 1930 hørte til Vonsild Sognekommune.

Thorvald fandt interesse i en pige fra hjemsognet Ødis. Ja, mere end blot interesse. Den 24. februar 1917 giftede han sig 25 år gammel med den 21-årige Marie, der også var fra Ødis Sogn.

Det nygifte par bosatte sig på Piledamsvej 6 nær Sdr. Vang i Kolding. Året efter den 30. december 1918 fik de en søn. Han fik navnet Christian Skou Lygum. Alt så på det tidspunkt lyst ud til for Thorvald og Marie. Men så døde Marie. Blot 16 måneder efter Christians fødsel og kun 24 år gammel. Nu var Thorvald alene med en 16 måneder gammel søn. Og han havde et arbejde at passe. Hvad nu?

En ny hustru

I første omgang blev løsningen en husbestyrerinde, den 35-årige Christine M. Andersen. Thorvald flyttede samtidig fra Piledamsvej 6 til Højbovej 2, der også lå nær Sdr. Vang. Efterhånden var Thorvald blevet vant til store forandringer i sit liv. Og der skulle komme mange flere.

To et halvt år efter Maries pludselige død fandt Thorvald den endelige løsning på sin lille families udfordringer. Han giftede sig igen. Thorvald var nu 30 år gammel, mens sønnen Christian var 4 år.

Thorvalds udvalgte var en 23-årig pige fra Strandhuse, fiskerlejet ved Kolding Fjord. Petra Hansine Poulsen Skjøth var født den 17. januar 1899 som datter af fiskehandler Poul Jørgensen Poulsen Skjøth og hustru Hansine Bertheline født Madsen.

Thorvald og Petra blev den 4. november 1922 gift i Nørre Bjert Kirke. De blev boende på Thorvalds adresse Højbovej 2 i det sydlige Kolding. Thorvald var stadig portør og jernbanearbejder ved Kolding Sydbaner, som havde hovedbanegård i nuværende Sydbanegade i Kolding.

Året efter brylluppet fik de den 2. december 1923 de en søn. Han blev  i Vonsild Kirke døbt Arne Skjøth Lygum. Familien flyttede på et tidspunkt mellem 1923 og 1928 fra Højbovej til Dalbyvej 28, endnu tættere på banegården i Sydbanegade.

Den 11. marts 1928 blev familien forøget med en datter. Hun blev i den nyopførte Kristkirken døbt Gerda Skjøth Lygum. Familien bestod i 1928 nu af Thorvald på 36 år, Petra på 29 år, Christian på 10 år, Arne på 5 år og nyfødte Gerda.

Nye muligheder

Det må være i årene efter Gerdas fødsel, at Thorvald og Petra begyndte at se sig om efter nye muligheder. Muligheder der indebar, at de kunne flytte ud af Koldings tætbebyggede midtby. Og muligheder, hvor de kunne få fødderne under eget bord. Thorvald var nok blev præget af sin hidtil omskiftelige tilværelse, men alligevel har det nok krævet en del drøftelser at lave et nyt stort skifte i familiens liv.

Jeg kan ikke finde det eksakte år for, hvornår Thorvald og Petra erhvervede husmandsstedet ved den store eg på Bramdrup Nørremark nær Bramdrup Nørreskov. Men meget tyder på, at det har været på et tidspunkt mellem 1930 og 1932.

Det virker som om familien trivedes godt i Bramdrup Sogn. Den nu 22-årige Christian var i 1940 på den Jyske Husmandsskole i Borris. Han har sikkert efter konfirmationen, som det var sædvanligt dengang, været ude at tjene på forskellige gårde. Broderen Arne var 17 år i 1940. Helt usædvanligt for en husmandsfamilie var han endnu hjemmeboende. Han havde gode evner og var efter indskolingsårene på landsbyskolen nær Bramdrup Kirke blevet optaget på Kolding Realskole, hvorfra han tog eksamen. I 1940 var 12-årige Gerda indlagt på Kolding Sygehus, men det var åbenbart ikke noget langvarigt alvorligt. Hun var i hvert fald 93 år gammel, inden hun døde i august 2021.

Ud over at drive landbrug dyrkede Thorvald og Petra grøntsager, som de sammen med blandt andet æg solgte til borgere i den nærliggende stationsby Bramdrupdam.

Hvordan gik det børnene fra husmandsstedet under egen på Bramdrup Nørremark? Det er det næste, vi ser på.

Verden venter

Efterhånden flyttede børnene hjemmefra og fik deres egne hjem. Christian blev husmand først i Skads ved Esbjerg, og senere flyttede han med sin familie til Henne Stationsby i Vestjylland. Christian fik tre børn . En af dem var sønnen Thorvald Lygum opkaldt efter sin farfar i Bramdrup. Han blev født i  i 1944. Thorvald begyndte at arbejde som 14-årig og kom i hæren i en alder af 17 år. Fem år senere gik han i beriderlære. I 1981 flyttede han til Italien, hvor han sideløbende med arbejdet som berider begyndte at skrive fiktionsromaner. 

Arne tog som nævnt eksamen. Den benyttede han til at blive jagerpilot. Han blev 24 år gammel i 1947 gift med Anna Sophie Jacobsen fra Højer i Sønderjylland. De bosatte sig i Højer, men Arne arbejdede som jagerpilot med udgangspunkt i Karup. 

I arbejdet som jagerpilot blev han udsat for lidt af hvert.  I januar 1949 måtte han i en Spitfire jagermaskine fra Karup foretage en nødlanding. Ved nødlandingen knækkede flyet i tre dele, men Arne overlevede mirakuløst, men svært skadet. Han genoptrænede og vendte tilbage til gerningen som jagerpilot. Midt under genvordighederne efter flyulykken oplevede Anna Sophie og Arne i september 1949 den glæde, at deres datter blev født. Hun fik navnet Lea Lygum. Allerede i februar 1951 slap Arnes held dog op. Han styrtede nær Kjellerup med en Harvard Mk træningsmaskine. Ved styrtet blev han dræbt.

Drengenes søster Gerda endte på Vestfyn. I Sdr. Åby i Husby Sogn. Som mange andre jyske piger dengang, blev hun tjenestepige på Fyn. I hendes tilfælde på en gård i Nakke i Tanderup Sogn, nabosognet til Husby Sogn.

Mens hun arbejdede i Nakke mødte hun fiskeren Niels Peter fra Sdr. Åby. bekendtskabet blev til ægteskab. I februar 1948 blev Niels Peter Gardermand-Kristensen og Gerda Skjøth Lygum gift i Bramdrup Kirke.

Her i Bramdrup Kirke blev Petras og Thorvalds datter Gerda i 1948 gift med fisker Niels Peter fra Sdr. Åby på Vestfyn.

Deres førstefødte, Inge Lise blev født i Gerdas barndomshjem på Bramdrup Nørremark. Gerda og Niels Peter bosatte sig i den ene ende af et tofamilies hus i Sdr. Åby, tæt på og lige overfor Niels Peters forældres husmandssted. I Sdr. Åby blev sønnen Arne født, opkaldt efter Gerdas døde bror, piloten Arne. Omkring 1960 fik Gerda og Niels Peter en efternøler, Marianne.

Da Niels Peters far, Bertel døde i 1962, flyttede Gerda og Niels Peter med deres familie ind i husmandsstedet overfor, hvor de så boede sammen med Niels Peters mor, Emma. Her blev de i mange år boende tre generationer under samme tag. Datteren Marianne og hendes mand overtog forøvrigt ejendommen i Sdr. Åby, da generationskollektivet ophørte.

Petras og Thorvalds datter Gerda og svigersøn Niels Peter ligger begravet på Husby Kirkegård, i mit hjemsogn på Vestfyn

Egen fortæller historie

Thorvald og Petra blev de sidste ejere af husmandsstedet under egen nær Bramdrup Nørreskov. Nu står egen stovt tilbage og minder om den familie, der fik deres udkomme og levede deres liv på jorden her. Den minder også om husmandslivet i det hele taget her på marginaljorderne i den nordøstlige udkant af den gamle landsby Bramdrup. 

Det kan man godt falder i staver over, når man på sine vandreture i lokalområdet møder egen. Den har meget at fortælle. Familiehistorie, lokalhistorie og historien om vores hastige samfundsudvikling.

Midt i billedet landsbyen Bramdrup i 1955. Øverst i venstre hjørne ses stationsbyen Bramdrupdam ved Vejlevej. Midt i billedet ses den gamle vej mellem Vejlevej og Hvidsminde. Som det ses forløb denne vej over kirkepladsen. Først i 1960´erne blev den nye Bramdrupskovvej anlagt som omfartsvej med et forløb fra hallen til Hvidsminde, udenom pladsen ved kirken.

Der var flere husmandskolonier i Bramdrup Sogn. Jeg har tidligere skrevet om husmandskolonien i Surkjær umiddelbart vest for stationsbyen Bramdrupdam: 

https://ih18.blogspot.com/2023/04/forvandlingen-af-den-sure-jord-til.html 

Ib Hansen, 19. august 2023

Velkommen i den grønne lund

Sus i skørterne. Armbøjninger. Løsnede tungebånd. Sang under de grønne trækroner. Romantisk levende lys leveret af fakler og kulørte lamper. Måske et enkelt hurtigt kys bag en busk? Jo, Holme Skov i Hjorte i Tanderup Sogn og Husby Hole i Husby Sogn lagde engang ramme til mangen et festligt lag.

Dans, øl, mad, snak, taler, sang, musik og kram. Illuminerede festpladser i de grønne lunde dannede rammen om skovfesterne.

Festerne havde en hensigt. De skulle være med til at skaffe penge til veldædige formål. Sygekasserne manglede penge. Foreningslivet kunne også godt bruge penge.

Fest i Hjorte Holme Skov i Tanderup

Den 30. maj 1891 blev der i Middelfart Avis annonceret en fest søndag den 21. juni 1891 i Hjorte Holme Skov i Tanderup Sogn. Skoven ligger nær landevejen mod Assens og var derfor let tilgængelig ikke bare for Tanderup Sogns beboere, men også for gæster fra de omliggende sogne. Festen blev afholdt til fordel for Tanderup Sogns Sygekasseforening. Sygekasseforeningen var blevet stiftet vinteren før festen. Foreningen havde brug for startkapital for at kunne hjælpe sognets syge medborgere.

Festen startede klokken 4 søndag eftermiddag. Der blev holdt taler. Der blev sunget fællessange. Og der blev spist og drukket ved de til lejligheden opstillede borde og bænke. Entreen til festpladsen var sat til 35 øre for voksne og 25 øre for børn.

Efter talerne, sangen og beværtningen begyndte det, som især de unge nok havde længtes efter hele eftermiddagen. Dansen.

Adgang til dansepladsen kostede 65 ører for herrer og 35 ører for damer. Efterhånden som tusmørket trak hen over den lyse sommeraften, er der nok rigtig kommet sus i skørterne og gang i benene. I følge et referat i Middelfart Avis den 26. juni - fem dage efter festen -  var ungdommen talrigt til stede, så entreen til dansen har nok givet et godt bidrag til støtte af festens formål. 

Jeg ved ikke om sommerfesten i Hjorte Holme Skov var inspireret af tilsvarende fester i Husby Hole i Husby Sogn, men det lyder meget sandsynligt.

Fester i Husby Hole i Husby Sogn

Husby Sogns Sygekasseforening blev allerede oprettet ved et møde i Husby Skole den 28. februar 1886. Sygekasseforeningen manglede startkapital og afholdt derfor sommerfest i Husby Hole i juni 1886. Mon ikke mange fra Tanderup Sogn deltog i den fest og i de efterfølgende fester i Holen. 

Husby Sygekasseforenings første fest blev en bragende succes. Både i forhold til det festlige og i forhold til fortjenesten til foreningen. Overskuddet blev på svimlende 1000 kr.

Et sådan overskud fik selvfølgelig andre i Husby Sogn til at ville afprøve samme model. Husby Sogns Skytteforening afholdt den 22. juni 1888 en tilsvarende fest i Husby Hole. Året efter i 1889 afholdtes der to fester i Holen. Husby Sygekasseforening og Husby Sogns Skytteforening afholdt hver sin fest. Det må have været en god forretning med disse fester. Så ikke sært, hvis ideen spredte sig til Tanderup.

Fest i skytteforeningens regi

I Tanderup var det udover sygekasseforeningen også Tanderup Sogns  Skytteforening, der tjente penge på at afholde fester på den ved landevejen centralt beliggende smukke festplads i Hjorte Holme Skov. Således blev afholdt skytteforeningen fest søndag den 30. august 1896.

Ved skytteforeningens fest startede man selvfølgelig med præmieskydning. Det var på det tidspunkt under 10 år siden loven mod privates anvendelse af skydevåben var blevet ophævet. Ellers fulgte festen i skytteforeningens regi den sædvanlige model for tidens skovfester. Start klokken fire eftermiddag. Taler, sang under medvirken af Tanderup Sogns Sangforening, beværtning og som afslutning musik og dans. Festpladsen var illumineret med fakler og flere hundrede kulørte lamper. Hvis vejret ellers har været med dem, må det have været en dejlig fest i den grønne skov. Udendørsfester er jo altid et sats. Dengang var der ikke mange alternativer, når det drejede sig om store fester. Der var hverken forsamlingshuse, gymnastiksale eller haller i i Husby og Tanderup Sogne.

Ib Hansen 15. august 2023

FAKTAOPLYSNINGER om sygekasser og skytteforeninger: 

I dag er det ikke til at forstå, men sygekasseforeninger og specielt skytteforeninger som dem i Tanderup og Husby i 1880´erne og 1890´erne var engang storpolitik i Danmark. 

1.

En sygekasseforening var en forening af personer, der havde sluttet sig sammen for at sikre hinanden gensidig hjælp i tilfælde af sygdom. Medlemmerne skulle betale sygekassekontingent, og der var ingen tilskud fra det offentlige. 

Først i 1892 - året efter den første sygekassestøttefest i Hjorte Holme Skov og 6 år efter den første i Husby Hole - blev der vedtaget en egentlig sygekasselov. Borgerne kunne frivilligt melde sig ind og betale kontingent og dermed sikre sig hjælp under sygdom. Sygekasser, der blev oprettet efter denne lov, blev kaldt statsanerkendte sygekasser. Her skulle der også betales kontingent, men der kom tilskud fra det offentlige.

Sygekasserne fungerede, indtil Folketinget i 1973 vedtog Loven om Offentlig Sygesikring, som er gældende endnu, og som vi alle helt automatisk og uden kontingent er medlemmer af. En positiv udvikling og et fundament i vores velfærdssamfund.

2.

Skytte- og riffelforeninger spillede en rolle i forfatningskampen i 1880´erne, hvor Venstre og Højre (nuværende Konservative) stod stejlt overfor hinanden. 

Det var (og er) efter Grundloven kongen, der udnævnte regeringen uanset flertallet i i Folketinget. Og kongen udnævnte i de år altid regeringer fra Højre og dermed i høj grad fra landets adelsstand. Det brød Venstre sig ikke om. Venstre havde flertallet i Folketinget og nægtede at vedtage de obligatoriske årlige finanslove. Venstres politik blev kaldt visnepolitikken. Den betød, at Regeringen med  statsminister og adelsmand Estrup i spidsen vedtog og regerede ved hjælp af provisoriske (foreløbige) finanslove.

Estrups ageren fik Venstre til at rasle med sablerne - eller rettere geværerne. Nogle kredse med tilknytning til Venstre udsendte slet skjulte trusler om at bruge landets mange venstreprægede skytte- og riffelforeninger til et oprør mod Estrup og kongen. "Hvert andet barn i Dannevang forstår halvkvæden vise". Truslerne fik Estrupregeringen til i 1885 at vedtage et riffelforbud, der også gjaldt skytteforeningerne. Der blev ligeledes dannet et centralt statsligt ridende sikkerhedspoliti, De Blå Gendarmer. De Blå Gendarmer slog hårdt ned på alle tendenser, de anså som tegn på tilskyndelse til oprør. Efter et mislykket attentat på Estrup i oktober 1885 var gendarmerne i de efterfølgende år særdeles hårdhændede. 

Riffelforbuddet blev ophævet nogle år efter, da tingene igen var faldet lidt til ro, derfor kunne der atter afholdes skydninger i skytteforeningerne, således også i Husby og Tanderup, som det fremgår af ovenstående fortælling.

Problemerne i forhold til dannelse af regeringer faldt dog først endelig på plads i 1901, da parlamentarismen blev indført. Det eller de partier, der i Folketinget ikke har et flertal i mod sig, kan danne regering. Ændringerne betegnes som Systemskiftet 1901. Parlamentarismen er nu en bærende grundsten i vores danske repræsentative demokrati. 

Sommeruvejr

Hagl og store isstykker. Isstykker så store, at de endnu var synlige tre dage efter, de kom drønende ned fra skyerne. Sommeruvejret drev rasende ind over egnen. Uvejret var en plage og ulykke for mange mennesker.

Nej, det er ikke haglstormen i Norditalien eller stormvejret over det nordøstlige Danmark i sommeren 2023, jeg omtaler.

Vi skal tilbage til 24. august 1838. Et frygteligt tordenvejr med regn, hagl og is raserede landsbyerne Håre og Hjorte i Tanderup Sogn på Vestfyn. Høsten var lige gået i gang, men langt fra tilendebragt. På nogle af landsbyernes marker stod stadig uhøstet vårkorn. Flere gårdejere og husmænd led betydelige tab, da haglbyen klaskede det uhøstede korn til jorden og rev de modne aks fra hinanden. Tabet for de nævnte landsbyer  blev opgjort til 270 tønder korn. De største tab oplevede gårdmand Jørgen Andersen og husmand Lars Knudsen. Deres tab blev opgjort til henholdsvis 60 tønder og 9 tønder korn, mens det resterende opgjorte tab i de to berørte landsbyer var fordelt på mindre, men mærkbare tab blandt landsbyernes landmænd.

Set med nutidens briller kan det måske opfattes som mindre tab, enhver landmand må kunne tåle. Vejret har altid betydet, at høsten går op og ned set over årene.

Nu var det imidlertid sådan, at flere af de berørte landbrugere i Håre og Hjorte allerede forud for haglstormen sad i ringe kår. Hvis de ikke fik hjælp efter skaderne, kunne de se frem til en vinter med smalhals og sult.

Situationen fik sognepræst Bagger og sognefoged Pedersen i Tanderup Sogn til i fællesskab at anmode de ramtes medborgere til at yde bistand. Sognepræsten og sognefogeden tilbød i et avertissement i avisen at forestå indsamlingen og efterfølgende fordele det indsamlede så retfærdigt som muligt blandt de haglramte.

Hvor ved jeg dette fra?

Det har jeg læst i "Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresseavis og Avertissementstidende" fra den 10. september 1838.

Sognepræstens og sognefogedens initiativ blev bakket op af Søren Hempel, der i Odense var udgiver af "Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresseavis og Avertissementstidende."  Han tilbyder at samle ind i Odense og omegn.

Men hvor stor var medborgernes offervillighed i forhold til de skadelidte i Håre og Hjorte?

Det kunne jeg finde ud af ved at læse et avertissement i samme avis året efter fra den 2. maj 1839.

I dette avertissement redegør sognepræst Bagger og sognefoged Pedersen for resultatet af deres bestræbelser på at få hjælp til de skadelidte. Jeg tager det blot i runde tal.

Der indkom omkring 35 tønder korn, hvoraf hovedparten, nemlig omkring 30 tønder kom fra landsbyerne Nakke, Emtekær, Håre og Hjorte i Tanderup Sogn. Fra Barløse og Fangel sogne indkom tilsammen omkring 5 tønder korn.

Men der indkom også en sum penge. I avertissementet angives hovedparten af pengene til at komme fra præsten i Tanderup Sogn og fra omegnssognenes præster. Gelsted, Kerte og Sandager. Også fra landsbyerne Rolund, Ronæs og Viby indkom der beløb, ligesom der indkom 5 rigsdaler fra en anonym. I alt indkom der 37 rigsdaler. Fæsteherren, greven på Wedellsborg figurerer ikke på listen, medmindre han er den anonyme giver. I givet fald et noget pauvert lille beløb set i relation til hans formåen.

Det er svært at vurdere indsamlingens samlede resultat. 35 tønder korn set i forhold til det vurderede tab på 270 tønder korn? Mon ikke de 37 rigsdaler faldt på meget tørre steder?

Nu var der på landet dengang ikke den store kontantøkonomi. Da rigsdalersystemet den 1.1. 1873 blev afløst af  kroner og ører, blev 1 rigsdaler omvekslet til 2 kroner. Så de 37 rigsdaler svarer til 74 kroner. Men værdien skal jo måles på købekraften. I 1873 kostede et rugbrød 1,20 kroner. Så for de 37 rigsdaler kunne man købe 62 rugbrød. Det siger ikke så meget, for på landet købte man ikke brød. Dem bagte man selv. Alligevel virker det ikke som om indsamlingens 37 rigsdaler er et fyrsteligt beløb. Men de er jo også indsamlet hos mennesker, der ikke selv havde for meget at slå til Søren med. 

Alt i alt må indsamlingen vel betegnes som jævnt tilfredsstillende. Men denne lille fortælling kan minde os om at glæde os over vores velfærdssystem og vores forsikringssystem. Vores velfærd er ikke kommet af sig selv, men har krævet mange års hård demokratisk kamp. Fortællingen kan også minde os om, hvor meget vi er afhængige af vejr og klima.

Ib Hansen, 8. august 2023

Tillæg til fortællingen om haglskaderne i Håre og Hjorte i 1838:

Danmarks første haglskadeforsikring blev oprettet i 1864. Forsikringsselskabet kom til at hedde  »Haglskadeforsikrings-Selskabet for Fyens Stift« - Danmarks ældste haglskadeforsikringsselskab. Ved en  generalforsamlingsbeslutning i 2005 blev selskabet opløst ved »solvent likvidation«, hvorefter selskabets formue blev uddelt til medlemmerne. Haglskadeforsikringen blev overdraget til Fynbo Forsikring. Fynbo Forsikring blev i januar 2009 til Concordia Forsikring.

"Haglskadeforsikrings-Selskabet for Fyens Stift" blev oprettet på initiativ af hofjægermester, senere kammerherre N.F.B. Sehested til Broholm, bistået af 13 kendte, større fynske landmænd.

Selskabet startede med 117 medlemmer, og medlemstallet steg støt. I 1875 var medlemstallet 448 og i 1890 6.757. Det hjalp på tilgangen, da der i sommeren 1891 indtraf et ualmindelig ondartet haglvejr, der særlig hjemsøgte Vestfyn. Fra 1890-95 steg medlemstallet således til 11.207, og det toppede i 1905 med 12.476 medlemmer.

Sjal stjålet i Emtekær blev Annas skæbne

Stening. Afhugning af hænder. Brændemærkning i ansigtet. Indsætning i hundehulslignende uhumske fængsler. Dødsstraf. 

Rundt om i verden sker der den dag i dag bestialske afstraffelser for banale forhold som indbrud og simpelt tyveri. Afstraffelsesformer som vi i nutidens Danmark betegner som inhumane.

Men det er faktisk ikke længe siden, vi i Danmark straffede på nogenlunde samme måde. Det var først i 1866 afstraffelsesformen offentlig kagstrygning blev afskaffet.  Denne straf med tillægsstraf ramte i 1837 en kvinde fra Aborg ved Assens. Hun havde begået tyveri og indbrud i landsbyen Emtekær nær Tanderup. 

Kagstrygning indebar, at den dømte blev bundet til en stolpe. En stolpe blev kaldt  en kag på gammeldansk. Bundet til kagen blev forbryderen pisket, indtil skindet på ryggen var flænset godt op. Herefter kunne der komme yderligere straf oveni. Dette var tilfældet for Anna Hansdatter fra Aborg. Hun blev oveni piskningen livsvarigt indsat i Kvindefængslet i København.

Men hvordan havde Anna Hansdatter dog gjort sig fortjent til denne grumme straf?

Gadekæret i Emtekær, Tanderup Sogn. 1927

I løbet af foråret 1837 havde hun over nogle gange begået 7 indbrud i Emtekær i Tanderup Sogn. Hun havde blandt andet stjålet garn, sytråd, en kjole, huer, smør og et sjal. Sjalet blev hendes skæbne.

Ejeren af sjalet opdagede det nemlig til salg hos hattemageren i Assens. Hattemageren kunne udmærket huske, hvem han havde købt sjalet af. Anna Hansdatter fra Aborg i Gamtofte Sogn nær Assens.

Derfor blev Anna arresteret og indbragt for birkedommeren i Wedellsborg Birk.

 

Birkedommeren holdt til på Kællingbjerg på grænsen mellem Husby og Ørslev sogne. Han så med strenge øjne på Annas forbrydelser. Hun var ikke tidligere dømt, men uanset dette blev hun for tyverierne i Emtekær dømt til piskning og indsættelse på livstid i Kvindefængslet i København.

Annas mand, der også havde begået ulovligheder, blev af samme birkedommer idømt 10 måneders fængsel og ingen piskning eller deslige. Måske så birkedommeren - og samtidens øvrighed og borgere i al almindelighed - strengere på kvinders end på mænds forbrydelser?

Ib Hansen, 30. juli 2023

 

Lensgreve og sognerådsformand afskar bønderne fra ler og sand

 

Hvad havde han nu fundet på ham den nye greve? Snakken gik blandt bønderne. Der var en del hovedrysten. Hvorfor var de på grevens foranledning blevet indkaldt til at møde frem til en strandsynsforretning ved Wedellsborgs søndre skibsbro ved Rørdam? Og så lige midt i høhøstens tid. Mødet skulle afholdes den 28. juli 1887 klokken 9.

De havde ved tilfældige møder med Husby Kommunes to strandsynsmænd nok fornemmet, hvad mødet skulle handle om. Retten til fra forstrandene at forsyne sig med ler, sand, sten og grus. Snakken om grevens påfund i forhold til forsyningen af de omtalte materialer var derfor nok allerede i gang især blandt bønderne i Husby, Sdr. Åby og Eskør.

Nu var formodningen om forandringer i forhold til deres strandret blevet til den skinbarlige virkelighed. På grev Wedells foranledning havde Husby Kommunes strandsynsmænd den 28.6.1887 sat en bekendtgørelse om ovennævnte møde i avisen. Bønderne i Hygind har sikkert også deltaget i snakken og den mumlende utilfredshed, selvom de i denne landsby ikke ville blive påvirket af grev Bendts nye påfund. Denne forskel mellem sognets bønder vender vi tilbage til, men alle var de fælles om at holde lav profil, selv når de mente at have grund til være utilfredse med grevens beslutninger.

Husby Sogns magtcentrum

Vilhelm Carl Casper Joachim Ove Bendt lensgreve Wedell. Det var det fulde navn for den greve, bønderne nu var lidt usikre på. I daglig tale blev han blot kaldt grev Bendt. Han havde i 1883 arvet lensgrevetitlen og godset Wedellsborg efter sin far grev Julius. Grev Julius nåede kun at være greve på Wedellsborg i cirka 1 år. Så bønderne var derfor noget usikre på de nye tider, der fulgte af de forholdsvis hyppige greveskift. Den nye grev Bendts far grev Julius havde i 1882 efterfulgt sin bror - og grev Bendts farbror - Carl Vilhelm Adam Sigismund lensgreve Wedell. Carl Wedell havde været lensgreve og havde ejet godset Wedellsborg i 54 år (fra 1828 til 1882),så ham havde bønderne om ikke andet vidst, hvor de havde. Grev Julius døde allerede året efter han overtog broderens titel og gods, og nu var det så Julius´s søn grev Bendt, der sad på magten. Ham skulle bønderne nok lige se an, inden de vænnede sig til ham og de nye tider, han indvarslede.

Ikke sært, at bønderne i Husby Sogn mumlede og dukkede sig lidt, når de måtte være usikre på eller utilfredse med de af den nye greves planer, der vedrørte dem. Grev Bendt ejede deres gårde, da de var fæstebønder. Han var sognerådsformand i Husby Sogn. Sogneråd ud over hele landet - og dermed også i Husby Sogn - var i 1887 stadig en forholdsvis ny ting. Sogneråd var blevet indført ved lov i 1868. Sikke en magtportefølje, der i Husby Sognekommune var samlet hos en mand, nemlig lensgreve Bendt. 

Forbud mod borttagelse af materialer fra forstranden

De beskikkede og edsvorne strandsynsmænd for Husby Sognekommune Rasmus Hansen og H.C. Hansen havde indkaldt til nævnte strandsynsforretning på havnen ved Rørdam den 28. juli 1887. Indkaldelsen skete på begæring af grev Bendt Wedell som ejendomsbesidder til grevskabet Wedellsborg. En sådan begæring kunne han fremsætte i henhold til en lov, der var blevet vedtaget i Folketinget i 1862. Loven gav ejendomsbesiddere ret til at forbyde borttagelse af sten, ler, sand, grus og deslige fra forstranden ud for ejernes ejendomme. Og som fæstebønder tilhørte husby-bøndernes ejendomme jo grev Bendt. Det var en rimelig alvorlig sag. Det ses alene ud fra, at strandsynsmændene i bekendtgørelsen om mødet på Rørdam lægger op til, at strandsynsforretningen kan strække sig over flere dage. 

Men hvorfor havde et  greveligt forbud mod at fjerne blandt andet sand og ler fra sognets forstrande stor betydning for bønderne i Husby Sogn?

Hævdvunden ret

Forbuddet ville få stor betydning for bønderne. Gennem århundreder havde de hentet især sand og ler fra kysten. Det fremgår af gamle matrikelkort helt tilbage til år 1756 og årene fremefter. Bønderne brugte ler til for eksempel at kline deres vægge, reparere huller i bindingsværket, lave skillerum og til lerstampede ladegulve. Sand blev brugt til at strø i stalden, fylde i huller på gårdspladsen samt til vedligeholdelse af stier og markveje. Sand er blevet brugt på gårdene langt op i tiden. I min drengetid i 1960´erne har jeg været med til strø sand i grebninger og på gangarealer i kreaturstalde. Så var stalden lettere at holde ren, når man skulle feje. Sandet var også med til at sørge for skridsikkerhed for dyr og mennesker i staldene.

Men lade mig give et par eksempler på, hvad jeg læser mig til ud fra de gamle matrikelkort.

Husby By

Udsnit af matrikelkort Husby By, 1756. Bemærk strandvejen har anderledes linjeføring end i dag.

Udsnit af matrikelkort Husby By, 1908. Strandvejens linjeføring er nu den røde streg, mens den tidligere linjeføring (optegnet  med gult) er markeret slettet. 

Hvad  fik grev Bendt ud af sit forbud i 1887?

Resultatet af forbuddet fremgår, når man kigger på blandt andet ovenstående to matrikelkort fra Husby Strand. På matrikelkortet fra 1756 står der med næsten ulæselig skrift "fælles lergrav" ved den matrikel, der er angivet helt ude ved ved strandkanten, lige under bagenden af nordpilen, der hvor der står Stranden. Det var i denne fælles lergrav, husby-bønderne hentede deres ler.

Konsekvenserne af grevens beslutning i 1887 fremgår tydeligt af matrikelkortet over samme sted fra 1908. Der står stadig "fælles lergrav" på det  rektangulære lysebrune felt for enden af den gamle strandvej, der nu er slettet, ligesom "fælles lergrav" inde i matriklen er overstreget. Hvor strandvejen tidligere udgik fra krydset ved Husbygård, hvor Lillegade udmunder i Tybrindvej, udgår den i 1908 næsten helt nede ved Moserenden, hvor Sjobjergvej udmunder i Tybrindvej. Sådan forløber Husby Strandvej den dag i dag.

Den tidligere fælles lergrav ligger nu cirka midt mellem Moserendens udmunding i Tybrind Vig og Husby Strandvej. Den tidligere lergrav er der nu ikke mere rigtig nogen spor af i terrænet.

Lergraven i Eskør

Men der var også kystnære lergrave andre steder i Husby Sogn. I Eskør lå lergraven selvfølgelig ude nær det sted, der hedder Leret. I min barndomstid boede "Arne på Leret" her. Han var en kendt person i sognet, da han var en fortrinlig dilettantskuespiller. Der er masse af ler i Lerets gamle kystklint ud mod den store strandeng "Flægen", der tilbage i tiden har været havbund. Mine fætre i Eskør og sønnen fra en af nabogårdene eksperimenterede som drenge med nede i skråningskrattet over Hygind Bæks udløb i Tybrind Vig at lave soltørrede lersten.

Udsnit af matrikelkort Eskør, 1810. I kortets nederste venstre hjørne ses lergraven angivet med firkantet grå signatur.

Udsnit af matrikelkort Eskør By, 1908. Nu er lergravssignaturen væk.

Efter grevens beslutning i 1887 om råstofgravning i de kystnære områder eksisterer lergraven i Eskør ikke længere på matrikelkortet fra 1908.

Hvor fik husby- og eskørbønderne sand fra? På matrikelkortene over Husby By og Eskør By har jeg ikke fundet signatur for fælles sandgrav. Bønderne har nok bare hentet sand direkte fra forstranden. Det gjorde de vist endnu i mindre omfang i min barndom. Der skulle jo stadig strøs sand i en pænt renholdt og skridsikker kostald.

Bønderne i Sdr. Åby havde både lergrav og grusgrav

I Sdr. Åby var det anderledes. Bønderne havde både en fælles  lergrav og en fælles grusgrav. Lergraven lå på skrænten ud mod Bredningebugten og havde adgang fra Wedellsborgvej lige ved broen over Brænde Å, nær Sandgraverhuset og adgangsvejen gik over det sted hvor tidligere Helge Post boede, der hvor Benjamin og Monica nu bor. Stedet ses tydeligt på matrikelkortene over Sdr. Åby. Det var her i nærheden vi i vores drengetid med skolekammerater tumlede på bugten med robåde og båd med hjemmelavet sejl.

Udsnit af matrikelkort for Sdr. Åby By, 1811. Midt i billedet nederst ved en mørk firkantet signatur står "fælles lergrav"

Udsnit af matrikelkort for Sdr. Åby By, 1908. Midt i billedet nederst ved en brunlig firkantet signatur står stadig "fælles lergrav", men nu overstreget. Adgangsvejen fra Bredning Bro fremgår tydeligt, men også delvis overstreget.

Lergraven lå bekvemt nær gårdene i Sdr. Åby. Anderledes forholdt det sig med den fælles grusgrav, og en sådan havde de i modsætning til landsbyerne Husby og Eskør. Hygind vender vi som nævnt tilbage til.

Grusgraven var udlagt ude for enden af det vi dag kender som Høstmarksvej, i daglig tale nok nærmere benævt strandvejen til Sdr. Åby Strand.

Jeg tror grev Bendt særlig har haft denne grusgrav i tankerne, da han traf beslutningen om at gennemføre en nyordning for bøndernes udnyttelse af ressourcer på forstrandene. Grusgraven lå omkring det sted, hvor bådebroen på Sdr. Åby Strand nu er. Fortsat bortgravning af sten, grus og sand på dette sted kunne nok have truet grevens strandenge, som dengang var vigtige i forhold til godsets store kreaturhold. Strandengene  blev brugt til sommergræsning for ungdyrene. Men lad os lige også se på matrikelkortene over Sdr. Åby Strand. Sjovt nok er nogle af matrikelkortene over Sdr. Åby tegnet af en Fønns, men han har nok ikke noget at gøre med mine klassekammerater fra Husby Skole, Vagn Åge Føns og Jørgen Føns Rasmussen og ej heller med min gode bekendte Finn Føns fra Eskør, hvis mor stammede fra Sdr. Åby.

Udsnit af matrikelkort Sdr. Åby By, 1811. Grusgrav nederst og yderst til venstre. Der står "udlagt til grusgrav" i det gule felt.

Udsnit af matrikelkort Sdr. Åby By, 1908. Den nu slettede grusgrav nederst til venstre. Bogstaverne i "grusgrav" er streget over.

På matrikelkortet fra 1811 kan man se der står "udlagt grusgrav" nederst til venstre, mens "udlagt grusgrav" stadig står på udsnittet af matrikelkort 1908, men nu streget over. Konsekvensen af grevens beslutning i 1887 fremtræder således også tydeligt i Sdr. Åby.

Hvordan var adgangen til ler og sand i Hygind By?

Men nu går den ikke længere. Vi må som annonceret se på forholdene i Hygind, der, som jeg tidligere har nævnt, skilte sig ud fra de andre landsbyer. Hygind By ligger jo ikke kystnært som Sognets tre andre landsbyer. Det betød selvfølgelig ikke, at bønderne i Hygind ikke havde brug for sand og ler. Og de havde optimal adgang. De havde nemlig både en lergrav og en sandgrav tæt på landsbyen. I sandgraven var de endda så heldige, at der udover sand groft sorteret af istidens smeltevandsfloder også var fint flyvesand aflejret af vinden foran istidens gletsjere og i det plantetomme efteristidslandskab. Det fremgår af matrikelkortene, hvor lergraven og grusgraven lå.

Udsnit af matrikelkort Hygind By, 1810. Sandgraven ses yderst til højre nær Sibirien

Udsnit af matrikelkort Hygind By, 1810. Lergraven ses nederst midt i billede på bakken, hvor vejen går op til Husby nær det sted, hvor der  meget senere var lastestation til roebanen til Salbrovad. På kortet står "almind lergrav". Almind er et gammelt ord for fælles.

Udsnit af matrikelkort Hygind By, 1908. Yderst til højre er sandgraven fortsat angivet, men nu med slettesignatur. Lergraven ligger stadig som den også gjorde i 1810.

Grusgraven nær Sibirien ser ud til at være slettet i 1908, men jeg husker fra min drengetid, at stedet dengang fortsat lignede en grusgrav. Derimod husker jeg ikke lergraven. Lergraven har heller ikke, så vidt jeg kan se i terrænet efterladt sig fysiske spor. Sletningen af grusgraven på matrikelkortet fra 1908 kan ikke have noget at gøre med forbuddet om at hente sand og ler kystnært, men må have haft andre årsager.

Sandgraveren i Sdr. Åby

Sandgraverhuset i Sdr. Åby o. 1930

Sandgraveren på Brænde Å nær sit hus o. 1920. Bemærk de store dynger sand på pladsen mellem Sandgraverhuset og Brænde Å

Jeg ved ikke, om sandgraveren i Sdr. Åbys virksomhed havde direkte relation til restriktionerne fra 1887 mod at udnytte de strandnære råstofressourcer. Ingen tvivl om, at beslutningen har understøttet sandgraverens forretning. Gårdene og murermestrene skulle jo fortsat bruge for eksempel strøsand og støbesand. Det fremgår også af ovenstående billede af sandgraverens lager fra cirka 1920, at han sørgede for at have masser af sand på lager. Sand  han gravede op i Lillebælt og i sejlbåd fragtede op til sit hus "Sandgraverhuset". Sandgraverhuset ligger der stadig helt tæt op ad Brænde Å og broen over åen.

Nå, men det blev en længere historie om ler- og sandgrave i Husby Sogn. Altsammen affødt af grev Bendts og strandsynsmændenes indkaldelse af bønderne til mødet ved Rørdam den 28. juli 1887. I dag er grevens beslutning noget, vi alle ville stå bag. Sikring af kysterne og kystnaturen er af afgørende betydning for os i dag, men tiden var en anden dengang. Det var nok ikke sådanne tanker, de berørte bønder gjorde sig.

Avisbekendtgørelse 28. juni 1887. Indkaldelse til strandsynsforretning ved Rørdam, Wedellsborg

Ib Hansen, 26. juli 2023, 136 år efter den omtalte begivenhed.

Bønderkarle trodsede grev Wedell

Birkedommerboligen ved grevskabet Wedellsborgs birketing på Kællingbjerg 

Urolige og usikre bønderkarle og bønderdrenge var en tidlig morgen på vej mod Kællingbjerg. Det var en lørdag i det tidligere forår 1678. Helt præcist den 6. april 1678. Fra alle sider af grevskabet Wedellsborg kom bønderkarle og bønderdrenge vandrende mod grevskabets birketing på Kællingbjerg, beliggende ved skelbækken mellem Ørslev og Husby sogne.

Drengene og karlene kom nok gående i mindre flokke hver fra grevskabets forskellige landsbyer. Snakken gik. Der var en utryg stemning. Hvorfor havde grev Wedell indstævnet dem til at give møde på birketinget, og det netop på det tidspunkt, hvor forårstravlheden var ved at sætte ind?

Der var karle og store drenge fra Husby, fra Håre, fra Skydebjerg, fra Udby og fra mange af de andre landsbyer fra de store dele af Vestfyn, der dengang hørte under grevskabet Wedellsborg. Så nogle af dem, der var undervejs havde op til et par timers vandring for at kunne give møde på Kællingbjerg. Det var ikke sært, at de unge bønderkarle og -drenge var urolige.

Indkaldelsen til at møde på Birketinget Kællingbjerg kom kun cirka 6 år efter, at grevskabet Wedellsborg den 11. december 1672 var blevet oprettet af den holstenske friherre Wilhelm Friedrich Wedell. Grevskabet bestod ved oprettelsen af hovedgårdene Wedellsborg, Tybrind, Sparretorn, Billeskov og Minendal. Senere kom Orelund, Frederiksgave (nuværende Hagenskov syd for Assens) og Billeshave til. Udover utilfredsheden med det ubekvemme tidspunkt var de unge karle også utrygge ved den tyske greve. I samtiden var Wilhelm Friedrich Wedell for at sige det mildt og ganske underdrevet nemlig ikke berømmet for sin humanitet.

Wedellsborg Slot

De var helt klar over, at bøndernes frihed altid var i fare, ligesom de unge bønderkarle via godsejerne kunne risikere at blive udskrevet til krigstjeneste. Netop i disse år var Danmark atter engang i krig med Sverige, Den Skånske krig (1675-1679). Hidtil var det lykkedes grev Wedell at smyge sig udenom forpligtelsen til at stille soldater fra grevskabet til rådighed for kongen. Det var bønderkarlene selvfølgelig overmåde tilfredse med, og derfor var de personligt tilskyndede til at forblive tjenestekarle på de bøndergårde, der hørte under grevskabet Wedellsborg.

Men hvad kunne der mon være i gære, siden de i sådant et omfang var indstævnet til at give møde for birkedommeren?

Hvad bønderkarlene nok ikke var så bevidste om, stod lysende klart for grev Wedell. Han kunne se, at krigen mod Sverige lakkede mod enden, så karlenes risiko for at blive udskrevet til krigstjeneste alle steder i landet og på alle godser fremover ville blive mindre. Samtidig kunne han se, at det blev sværere og sværere at tiltrække tjenestekarle og få tjenestekarle til at forblive på hans gods, hvis der var bedre løn og vilkår andre steder. Flere steder på grevskabets gårde manglede der folk, og enkelte gårde lå allerede øde hen. Det var ved at blive en trussel mod grevskabets indtægter. Derfor ville grev Wedell gerne binde de unge karle og drenge til grevskabet, så der altid var arbejdskraft - og billig arbejdskraft - nok.

På dette tidspunkt var der ingen lovgivning, der bandt bønderne til hjemstavnen og til deres fæstegårde, som jo tilhørte godset. Den enevældige konge havde endnu ikke indført det såkaldte stavnsbånd, der tvang bønderne til at forblive i deres hjemstavn. Stavnsbåndet blev først af den enevældige kong Christian den Sjette indført for hele landet cirka et halvt århundrede efter, at bønderkarlene var blev indstævnet til at give møde på Wedellborg Birketing på Kællingbjerg. Stavnsbåndet blev indført 1733 og bandt mænd mellem 4 år og 40 år til at blive boende på det gods, hvor de var født. Stavnsbåndet blev ophævet igen allerede i 1788. Grev Wedell til Wedellsborg ville gerne effektivisere sit gods og være forud for sin tid. Han forsøgte derfor med indstævningen til at møde på Kællingbjerg den 6. april 1678 på egen hånd at indføre sin  udgave af stavnsbåndet.

Vil I sværge på at forblive boende i Wedellsborg Len? Det var det ønske og den besked bønderkarlene og bønderdrengene fik, da de endelig nåede frem til Kællingbjerg, og birketinget blev åbnet.

Da der, som nævnt, i 1678 endnu ikke var vedtaget nogen landsdækkende lovgivning om stavnsbånd og bopælspligt forelagde birkedommeren forsamlingen grevens ønske om, at de enkeltvis skulle aflægge birketingsed på, at de ville blive boende i grevskabet Wedellsborg. Det satte de fremmødte i en slem pine. De vidste udmærket, hvor afhængige de var af grev Wedell. Alskens ulykker og plager kunne ramme dem, hvis de ikke fulgte hans ønsker.

Nu var bønderne jo ikke uddannede på dette tidspunkt, men dumme var de ikke. Den første, der skulle sværge den ønskede ed til greven formulerede eden således, at han ville forblive på grevskabet sålænge, han kunne få samme løn som andre steder. Det var jo en noget elastisk ed og langt fra det, greven havde ønsket. De efterfølgende sværgede med samme formulering. Der var en del, der trods indstævningen ikke var mødt frem. De blev indkaldt til nogle af de efterfølgende afholdte birketing. Mange mødte ikke frem, og dem der mødte sværgede med samme formulering, som dem der først havde sværget ved tingmødet i april 1678. Greven måtte konstatere, at han ikke havde fået noget ud af sine bestræbelser.

Lovgivningen om stavnsbåndet, der kom til senere, blev heller ikke nogen succes. Bønderne ud over hele landet og også i grevskabet Wedellsborg måtte undergive sig kongens lov. Til gengæld steg utilfredsheden og produktiviteten faldt. Motivation og arbejdsmoral led under lovens spændetrøje. Det kunne progressive og fremskridtsvenlige adelsmænd godt se. Det fandt ufriheden og stavnsbåndet utilfredsstillende for både de enkelte godser og for landet. Derfor foreslog de kongen at ophæve stavnsbåndet. Kongen fulgte deres forslag og ophævede stavnsbåndet i 1788.

Udsnit af matrikelkort for Husby 1810-16. Det er lige efter gårdes jorder er blevet samlet, men der er fortsat ikke sket udflytning af de gårde, der havde fået jord længst væk fra landsbyen

 

Ophævelsen af stavnsbåndet indgik i den lovpakke, der under et kaldes Landboreformerne. Landboreformerne indebar, at de enkelte gårdes smålodder, der indtil da var blevet dyrket som en del af landsbyfælleskabet, blev samlet i større hovedlodder. Som en del af denne proces blev enkelte af gårdene så udflyttet fra landsbyen til det sted, hvor de havde hovedparten af deres jord. I Husby er der flere eksempler på en sådan udflytning fra landsbyen, selvom nogle af udflytningerne først skete mere en 100 år efter Landboreformerne. Gode eksempler på udflytninger fra landsbyen Husby er Klokkekær, Blidkær  og Breidablik (også kaldt Sognefogedgården).

Gamle gårde i Husby

Fæstevæsenet fortsatte. Det var fortsat for eksempel grevskabet Wedellsborg, der ejede gårdene. Bønderne måtte stadig også efter stavnsbåndets ophævelse og landboreformerne betale fæsteafgift eller levere arbejde til godset. Denne praksis blev først afskaffet omkring år 1900, og Wedellsborg var et af de sidste godser i landet, hvor fæstevæsenet blev afskaffet, og det først da de nyvundne demokrati via lovgivning i årene umiddelbart før 1920 tvang godset til at gøre det.

Alt dette vidste bønderkarlene og -drengene ikke noget til, den dag de i flokke vandrede til og fra birketinget på Kællingbjerg. Demokrati og lige ret for alle vidste de heller ikke noget om. Gad vide, hvad de talte om på hjemvejen fra tingstedet? Havde de drømme om og snakkede de om, hvad vi i dag betegner som umistelige rettigheder? Rettigheder vi hver især bør værdsætte, sikre og udbygge. Uddannelse, dannelse og det at påtage sig sit medborgerskab gennem at følge med i samfundets udvikling er med til at sikre de umistelige rettigheder, som bønderne og de øvrige indbyggere i Wedellsborg len i 1678 som de fleste andre steder led under ikke at have. Men hold da op, hvor er det glædeligt at konstatere, at de til birketinget på Kællingbjerg indkaldte bønder havde evnen til at formulere sig ud af den løkke, grev Wedell forsøgte at lægge om deres hals. Det havde de gavn af lige til den enevældige konge ikke uventet senere ved sin lovgivning gik godsejernes vej. Først med demokratiet indførelse i 1849 blev der gjort endeligt op med mange af disse uskikke.

Grundloven 5. juni 1849

Ib Hansen, 24. juli 2013

TILLÆG 

Jeg har fået kommentaren til ovenstående fortælling, at det var nyt for vedkommende, at stavnsbåndet varede så kort. Forklaringen er, at der i Sjællandske Lovs område i flere hundrede år var noget, der mindede om stavnsbåndet. Det var vornedskabet, der var endnu værre for bønderne end stavnsbåndet. Derfor følgende forklaring om vornedskabet, som i virkeligheden var det grev Wedell uden held med list forsøgte at indsmugle på Wedellsborg af bagvejen i april 1678:

Helt fra slutningen af 1300-tallet havde man under Sjællandske Lovs gyldighedsområde - d.v.s. Sjælland, Møn. Lolland, Falster og Bogø - noget, der hed vornedskab. Vornedskabet betød, at mænd skulle forblive under deres fødegods og eventuelt overtage ledige gårde til fæste, levere arbejde på fæstegårdene og yde hoveri på herregården. 

I slutningen af 1400-tallet udviklede vornedskabet under Sjællandske Lovs område sig til, at nogle herremænd begyndte at sælge deres vornede bønder. 

Denne praksis med at sælge vornede blev forbudt af Christian den Anden i begyndelsen af 1500-tallet, men vornedskabet som sådan fortsatte. Vornedskabet gjaldt som nævnt ikke for hele landet.

I 1702 ophævede den nu enevældige konge vornedskabet, men da godsejerne i løbet af 1700-tallet begyndte at mangle arbejdskraft og havde ødegårde, fik de i 1733 kongen til at oprette stavnsbåndet gældende for hele landet.

Stavnsbåndet blev ophævet 55 år efter i 1788 i forbindelse med landboreformerne.