Kors og bånd og stjerner…
…det er normalt ikke lige noget for min seje kone!
Godt, hun alligevel i 2017 takkede ja til at modtage Dronningens belønningsmedalje for 40 års tro tjeneste ved Alminde-Viuf Fællesskole. Og hun knyr stadig på hver dag endnu. En gang lærer, altid lærer.
Lærere får ikke altid den påskønnelse, de har fortjent, men her var så en. Det er så fortjent, at hun fik den.
Efter at have modtaget medaljen gjorde hun ikke mere ved det. Men nu er hun af Ordenskapitlet blevet opfordret til at lave sin levnedsbeskrivelse, så den kan indgå i Ordenskapitlets store samling af sådanne. Det er en samling, der fortæller danmarkshistorie. Godt, at hun tog opfordringen op. Det er der kommet en spændende skildring ud af. I beskrivelsen af sin egen tid og hendes forældres og bedsteforældres tid, er der kommet en spændende beretning om Danmarks historie gennem hundrede år ud af det. En fortælling "set fra gulvet" og i uddannelsen og dannelsens tegn.
Her er den levnedsskildring, Anne Marie har lavet til Ordenskapitlet:
” Levnedsbeskrivelse
Anne Marie Schultz, født 21.11.1954 på gården Klejnbjerg i Nustrup Sogn, Vojens. Nu bosat i Bramdrupdam, Kolding.
Datter og 3. barn af gårdejer Mads Fogh Schultz og Annegrethe Fredsted Schultz, som sammen drev et mindre landbrug.
Gift på Kolding Rådhus 24. august 1985 med lærer Ib Hansen - senere børne- og uddannelsesdirektør i Kolding Kommune - født 04.07.1950 som ældste søn af tre af arbejdsmand Peder Emil Hansen og Nina Marie Hansen, Husby, Fyn.
Adopterede i 1986 datteren Tanja Rebeca Hansen, født 08.02.1985 i Quito, Ecuador – nu bosat i København og ansat som lærer på Frederiksberg.
Mit barndomshjem var et typisk sønderjysk landbohjem, hvor min far tog sig af dyr og marker, mens min mor var husmoderen, der tog sig af hus og have og børn. Kun når der skulle høstes og køres halm ind – og måske ved roehakning - hjalp mor og vi børn til i marken – og hvis en kvie var løbet ud af indhegningen og skulle indfanges.
Min mor var en af de kvinder, der aldrig fik en uddannelse, men alligevel – eller måske netop derfor – var hun optaget af uddannelse, Grundtvig og højskolebevægelsen.
Mit barndomshjem var præget af den sønderjyske historie. Nærmeste naboer var tyskere, som havde fået støtte til opkøb af danske gårde – så dem plejede vi ikke omgang med i min barndom. Dette ændrede sig først op gennem slutningen af 60-erne og 70-erne.
Min bedstemor og bedstefar på mødrene side stammede fra Jels og havde derfor - skønt dansktalende – gået i tysk skole. Utallige er de gange, hvor min bedstemor har fortalt om, hvordan min bedstefar som dansksindet sønderjyde måtte deltage i 1. verdenskrig på tysk side – hvordan han blev såret og lå på lazaret i Andernach – og hvordan han under en orlov gik over Kongeåen for at slippe for at skulle tilbage til skyttegravene i Nordfrankrig. Dette fik svære økonomiske konsekvenser.
Min bedstemor var tidligt blevet forældreløs og var vokset op hos en ældre søster og var således uden økonomiske midler. Ved krigens afslutning var min bedstefar stadig mærket af sine krigsskader, men som deserteret tysk soldat opnåede han ingen krigsskadeerstatning fra den danske stat.
De erhvervede sig et landbrug i Selskær, men de for landbruget svære økonomiske tider i 20-erne og Madsen-Mygdals Lad-falde-hvad-ikke-kan-stå-politik betød, at denne ejendom måtte opgives. De flyttede til Jegerup, hvor min bedstefar fandt forskelligt arbejde, bl.a. som ledvogter ved den østjyske længdebane.
Efter hans død i 1953 ernærede min bedstemor sig som husholderske hos en enkemand i Jels. Her var det herligt at komme på småferier, for her var et friluftsbad, hvor vi nød at bade.
I min familie har vi altid haft stor kontakt med onkler og tanter, fætre og kusiner ved fester og søndagsbesøg. Og nu som voksen med søskende og deres børn og næste generation. Dog havde vi kun lidt kontakt med mine bedsteforældre på fædrene side.
Det vakte nemlig ingen glæde, da min far meddelte, at han ville giftes med Annegrethe. Forældrene ønskede, at han skulle gøre et godt/bedre parti, dvs. finde sig en kone fra en stor gård. Utilfredsheden med min fars valg var så stor, at da gården skulle overdrages til næste generation, blev det ikke min far, den ældste søn, der fik gården, men den næstældste bror. Min far fik dog økonomisk hjælp til at købe et mindre landbrug kun 1 km fra barndomshjemmet. Så slap min mor jo også for at have en streng og uforsonlig svigermor boende på aftægt, men det betød også, at jeg aldrig fik et forhold til min bedstemor på fædrene side. Der var ikke noget med at tage cyklen og cykle den korte vej hen til hende og den onkel og tante, fætre og kusiner, hun boede sammen med på en af landsbyens større gårde.
Senere solgte min farbror den gård, som min far gerne ville have overtaget, og min farbror rykkede sin familie til Ulfborg. Et mærkeligt valg, syntes mine forældre, at flytte til det barske og lidt indremissionske Vestjylland.
Men tilbage til vore søndagsbesøg. De blev gerne kortvarige, for først skulle der malkes og røgtes, og siden skulle vi hjem i god tid til aftenmalkningen.
I løbet af sommeren blev det kun til én strandtur til Kelstrup Strand ved Haderslev – og hvis vi var rigtig heldige også en tur til Rømø. Men disse strandbesøg var også korte. For først skulle søndagsmiddagen spises – som regel kyllingsteg af egne kyllinger og citronfromage eller jordbær med fløde. Så skulle far have den daglige middagssøvn, som dog af hensyn til udflugten blev kortet ned til kun ½ time, og først herefter tog vi af sted.
Genforeningen i 1920 var naturligvis kilde til stor glæde i min familie, og alle vore fester blev holdt i det lokale forsamlingshus. Menuen var fast: suppe - eller måske tarteletter med høns og asparges - steg og is. Undervejs og ved den efterfølgende kaffe med hjemmebagte småkager sang vi sange fra højskolesangbogen med særlig vægt på sange om sønderjyske forhold.
Jeg gik i skole i Nustrup på Nustrup Fællesskole – en rimelig moderne skole, der tidligt praktiserede nye undervisningsformer.
Efter 7. klasse blev vi delt op i realskolen og de forholdsvis nye 8.-9. klasse. Vi var faktisk lidt misundelige på dem, der kom i 8.-9. klasse, for de fik de unge og mere eksperimenterende lærere, mens vi i realskolen måtte ”nøjes med” de lidt ældre lærere og den mere traditionelle undervisning.
Efter 2. real gik jeg i årene 1970-73 på Katedralskolen i Haderslev, hvor jeg som den første i min familie tog den nysproglige studentereksamen. Min ældre bror var ikke blevet erklæret egnet til gymnasiet allerede efter 2. real, så da lærerne efter 3. real mente, han burde gå på gymnasiet, var han nok blevet lidt stædig og ville ikke. Først senere tog han sin studentereksamen på studenterkursus i Århus. Jeg var nok den pligtopfyldende skolepige, der gled lettere igennem vurderingen af studieegnethed.
Min søster sluttede med realeksamen og tog derefter en økonomauddannelse. Hun blev gift med en landmand fra Over Jerstal ved Vojens og var således den eneste, der videreførte den familiemæssige kultur- og erhvervstradition som fuldblods sønderjysk landbokone.
I perioden 1973 til 77 gik jeg på Kolding Seminarium. Det blev en inspirerende og meget lærerig tid. Her mødte jeg også min mand, der gik to årgange over mig. Det klassiske lærerægtepar. Mine linjefag var engelsk og geografi. Ved et senere årskursus har jeg desuden taget linjefag i dansk, ligesom jeg har taget en toårig skolebibliotekaruddannelse.
Den 1. august 1977 - 22 år gammel - blev jeg ansat på Alminde-Viuf Fællesskole, hvor jeg stadig er ansat.
Efter det første år med forskellige fag og klasser blev jeg det følgende skoleår klasselærer i en 1. klasse, som jeg så førte hele vejen op til 10. klasse. Senere blev den procedure med at følge eleverne hele vejen op gennem klasserne ændret, hvorefter jeg i en årrække underviste mest i dansk og engelsk i udskolingen og matematik på mellemtrinnet.
Efter at jeg tog skolebibliotekaruddannelsen, har jeg de sidste 15 år lagt hovedparten af mit arbejde på skolebiblioteket – nu kaldt Det pædagogiske Læringscenter – suppleret med klasselærerfunktionen i en danskklasse på mellemtrinnet.
På skolebiblioteket har jeg taget aktivt del i indførelsen af brug af elektroniske læremidler. Jeg blev meget optaget elevernes brug af nettet og især af begrebet ”Eleven som producent”. Jeg har gennemført mange kurser for både elever og kolleger, ligesom jeg har været med til at udvikle skolebiblioteket fra at være et sted med bøger til et læringsrum, hvor vi inspirerer og motiverer eleverne til at søge viden og til at interessere sig for verden. Jeg har præsenteret nye og gamle fortællinger, ny og gammel litteratur, og jeg har holdt utallige oplæg om vidt forskellige emner og inviteret eleverne til at deltage i læringssamtaler - til fælles udforskning og undren og kobling af ny og gammel viden.
I en årrække har jeg fungeret som tillidsmand på skolen, ligesom jeg i en periode har siddet i bestyrelsen for Danmarks Lærerforening, lokalkreds Kolding. Her var jeg i en periode formand for kursusudvalget – et meget spændende hverv – og i flere omgange deltog jeg i Lærerforeningens kongres som kongresdelegeret for kreds 111 – de sidste par gange i øvrigt sammen med min mand, som nu også var blevet valgt ind i lærerforeningens bestyrelse og var blevet næstformand.
På det seneste har jeg i nogle år været formand for Skolebibliotekarforeningens kreds Syddanmark – nu Pædagogisk Lærings Center Forening. Også her har det i særlig grad været det at arrangere kurser/konferencer, der har haft min store interesse.
Undervisningen på seminariet og mødet med mine svigerforældre åbnede en helt ny verden for mig, og det medførte, at jeg blev politisk aktiv. Da min mand blev valgt ind i Kolding Byråd, overlod jeg imidlertid – og uden beklagelse - denne arena til ham.
Et par gange havde jeg fornøjelsen af sammen med ham at repræsentere Kolding Kommune, f.eks. ved arrangementer i forbindelse med vore venskabsbyer, men faktisk også ved et af regentparrets besøg i Kolding.
Min mand forlod Kolding Byråd i 1995, da han fik ansættelse i en ledende stilling i Nr. Aaby kommune på Vestfyn, men vores fælles politiske engagement er stadig intakt.
Jeg frygtede, at jobskiftet ville få ham til at ønske at flytte ”hjem” til Fyn, men året efter dukkede heldigvis en endnu mere attraktiv stilling op i Kolding, nemlig ønskejobbet som skoledirektør, så vi blev boende her.
Senere kom jeg i bestyrelsen for Kolding Børne- og Ungdomsfilmklub som kasserer – i øvrigt et par år sammen med vores datter, der sad som ungdomsrepræsentant i foreningen. Det var hyggeligt.
I en 3-4 år dyrkede jeg min interesse for sprog ved at tage timer i spansk og italiensk ved voksenundervisningen i Kolding, og jeg afsluttede med Hf-eksamen på B-niveau i italiensk og A-niveau i spansk.
Det spanske har jeg brugt en smule. 2 gange har jeg rejst i Sydamerika – den ene gang sammen med vores datter og for nylig sammen med min mand - og vi har flere gange besøgt forskellige steder i Spanien.
Når vi rejser, går vi efter natur og kultur. Det er blevet en tradition, at vi i påskeferien tager en 4-5 dage til en europæiske storby. Andre ferier er brugt på at afsøge fjerne destinationer som Nordkap, Patagonien/Kap Horn, Den transsibirske Jernbane, Egypten, Cuba, Kenya, Kina, Usbekistan og Borneo.
På ferie/fridage kører vi Danmark rundt. Der findes vist ikke det hjørne af landet, som vi ikke har besøgt. Vi interesserer os meget for geografi, som vi begge havde som linjefag på seminariet. Altid opsøger vi spændende landskaber, bygninger, monumenter, mindesmærker, kunst- og kulturmuseer og især historiske museer. Arkitektur, kulturhistorie, Danmarks historie, verdenshistorie, fremmede kulturer og tidligere generationers erfaringer optager os begge meget. Vore fælles interesser, mit arbejde, vores datter og øvrige familie har været omdrejningspunkterne i mit liv.
Gennem de mere end 40 år, jeg har virket i den danske folkeskole, har jeg oplevet utallige forandringer og en rivende udvikling, men jeg har altid haft særlig fokus på arbejdet med sprog, læseforståelse, viden om verden i bred forstand, kultur og dannelse, ligesom jeg har været optaget af at hjælpe eleverne til at udvikle gode læringsstrategier og gode arbejdsvaner samt glæden ved at søge viden og det at læse og lære.
Hver gang, der er kommet ændringer og/eller nye krav, hvad enten det har drejet sig om ændringer i organisation, fagrække, mål/formål, indhold eller undervisningsformer, har jeg ligesom alle mine kolleger kastet mig over opgaven, ivrig efter at leve op til nye krav, bestemmelser og forventninger og opsat på at udfylde rammerne til gavn for eleverne.
Tidligere reformer og ændringer var som oftest baseret på udvikling og forsøg i Folkeskolen, og erfaringer fra lærerne var inddraget – sammenholdt med samfundsudviklingen og politiske ønsker omkring Folkeskolens fremtid. Men med Folkeskolereformen i 2013 var det anderledes. Ved den seneste reform kom alle ændringer fra oven uden dialog med de professionelle i Folkeskolen. Sådan oplevedes det i al fald af de fleste lærere.
Målstyring blev et fast og ufleksibelt diktat, som om vi ikke altid havde arbejdet med mål for undervisningen og refleksioner over og evaluering af elevernes læring og udvikling.
Tidligere udsendte Undervisningsministeriet læseplaner, der angav et givent indhold i fagene, og ministeriet udgav f.eks. også en kultur- og litteraturkanon. Det har jeg haft det fint med. Men i de nye Fælles Mål er viden blevet stærkt nedtonet i forhold til kompetencer. I nogle fag er viden stort set reduceret til viden om arbejdsprocesser.
Mit motto har de seneste år været, at viden ikke kan være noget, man blot søger, når man aktuelt får brug for den. Jeg er derfor personlig trist over, at viden i den grad er blevet nedprioriteret ved den seneste folkeskolereform. Kompetencer, både personlige og faglige kompetencer - evnen til at kunne analysere, vurdere, udtrykke holdninger og handle - er uundværlige i vores hastigt forandrende samfund, men kompetencer uden et solidt fundament af grundlæggende viden truer efter min mening elevernes demokratiske dannelse.
Forud for vedtagelsen af Folkeskolereformen var gået KL’s lockout af lærerne og det politiske indgreb i lærernes overenskomst i 2013. For de fleste af os, der var en del af dette forløb, oplevedes indgrebet ikke blot som et indgreb, men som et overgreb. Det rokkede ved tilliden til vore arbejdsgivere og de politikere, vi havde stemt på, og det gav os ar på sjælen.
Dette til trods har det altid været – og er stadig - en stor fornøjelse at virke i Den danske Folkeskole og Kolding kommunale Skolevæsen, og jeg har til hensigt at fortsætte en rum tid endnu.
Anne Marie Schultz
20.06. 2019 ”
Det var min kones levnedsskildring til Ordenskapitlet. Jeg slutter lige med et billede, der viser noget om samværet og fælleskabet i arbejdet på mine svigerforældres gård. Klejnbjerg. Billedet viser svigerfar Mads, svoger Martin og svigersønnen Ib i færd med at køre halm ind.
 |
Svoger Martin kører traktoren, svigerfar Mads forker op, og jeg sætter læsset. Det hele overvåges af hunden Ringo, der snupper godbidderne under halmknipperne i form af mus og museunger.
|
