Fortællinger fra Bramdrup Sogn gennem 400 år

I det følgende har jeg samlet mine fortællinger fra Bramdrup Sogn i kronologiske tiår. Fortællingerne er indsat i rækkefølge efter, hvornår den første begivenhed i den enkelte fortælling nogenlunde fandt sted. Et eksempel er fortællingen om ”Kringsager plaget af vilde dyr”. Den starter helt tilbage i 1612 og er derfor indsat i tiåret 1610-1620, men omfatter elementer helt frem til nutid, herunder udstykningshistorien for boligvejene Kringsvej, -vænget og -ager. 

 

Bramdrup Sogn 1610-1620

Kringsager plaget af vilde dyr

 

”Skoven raseret. Afgrøder ødelagt af vilde dyr.

 

Nej, det er ikke de småproblemer, vi har med knopædende rådyr og harer i haverne, jeg tænker på. Heller ikke ægplyndrende egern.

 

Jeg tænker tilbage til tiden længe før, vores kvarter blev bygget. Ja, adskillige hundreder år tilbage. Det fremgår af beretninger fra 1612, at vildsvin i skovene omkring Bramdrup var en voldsom plage. De formerede sig kraftigt og ødelagde både skoven og kornet på markerne udenfor skoven. Bønderne i Bramdrup var for at sige det mildt meget irriterede over konkurrencen fra vildsvinene. De havde nemlig ret til at drive 18 svin ind i skoven, så de kunne spise olden. Olden er en samlebetegnelse for frugterne bog og agern fra bøge og egetræer. Til og med skulle de i de år tåle, at kongen og hans store følge red vilde jagter gennem Bramdrupskovene og over deres jorder…”

 

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2020/06/kringsager-plaget-af-vilde-dyr_0.html

 

Bramdrup Sogn 1860-1870

Et romantisk arrangeret bryllup

 ”… Bramdrup Kirke var den 27. juli 1860 fyldt med forventningsfulde og nysgerrige landsbyboere. Der skulle være stort bryllup. Bramdrups rigeste gårdmandsfamilier har nok fyldt mest i den propfyldte lille landsbykirke. Brylluppet fandt sted, før store dele af kirken blev nedrevet og en ny, større og mere moderne kirke i 1880 blev genopført blandt andet med brug af den gamle kirkes tilhuggede granitkvadresten…”

 

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2023/03/et-romantisk-arrangeret-gteskab.html

 

Bramdrup Sogn 1890-1900

Husmandsliv i Surkjær ved Bramdrupdam

”Tørvegraven i Surkjær krævede sit ultimative offer. Den kun knap tre-årige Jens Jørgen Juul mistede livet ved en drukneulykke.

 

Jens Jørgen blev offer under kampen for at skabe et mønsterhusmandsbrug ud af den sure tørve- og engjord i dalen vest for Bramdrupdam. Dalen hvor nu Troldhedestien forløber igennem, og som krydses tværs over af motorvejsdæmningen. Stednavnet Surkjær fortæller malende om jordbundsforholdene der…”

 

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2023/04/forvandlingen-af-den-sure-jord-til.html

 

Barnemord og flugt til Amerika

”Så skal jeg da lige love for, at idyllen blev brudt. Et nyfødt druknet drengebarn blev fisket op af mølledammen i Marielund.

 

Barnet var mindre end et døgn gammelt og var født den 27. september 1893. Bag begivenheden lå en ulykkelig situation for en ugift kun 20-årig tjenestepige på det ved Marielundssøen nærliggende traktørsted. 

 

Den ulykkelige situation kan man stykke sammen ud fra notater i Bramdrup Sogns Kirkebog. Jo, det er rigtig nok. Ind til 1930 udgjorde Marielundssøen Bramdrup Sogns sydvestlige hjørne. Bramdrup Sogn gik helt til Kolding Fjord…”

 

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2023/03/flugten-til-amerika.html

 

Tanker fra en bænk

”I skoven på en stejl skrænt højt hævet over Marielundsøen står en bænk. Hvem sidder der på bænken med hatten på skrå? 

 

Det gør såmænd Holger Drachmann. Eller rettere det gjorde Drachmann.

 

Indskåret i bænkens ryglæn står Drachmanns Bænk. På en tidligere bænk her i skoven yndede digteren og maleren Holger Drachmann at sidde og nyde udsigten over det romantiske Marielundanlæg og den opstemmede Marielund Møllesø. Dengang kunne hans blik gå helt ud til Kolding Fjord, en udsigt der i dag er begrænset af træer og bebyggelser. Og dengang? Det var i perioden 1875 til 1899, hvor Drachmann kom en del i Kolding…”

 

På Drachmanns tid var Marielundsøen en del af sydvestgrænsen mellem Bramdrup Sogn og Kolding.

 

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2020/09/tanker-fra-en-bnk.html

 

Bramdrup Sogn 1900-1910

Fynsvejs Frederik Fisk

 

”Stor og stovt står Frederik Fisk i vejsiden, mens Fynsvejs trafik raser forbi. De fleste vejfarende ænser den næppe. Få gør sig tanker om det fantastiske kulturminde, der gemmer sig i den årtusindgamle grå granitsten. Stenen er smukt tilhugget i keglestubform og opstillet på en sokkel i den brede grønne vejrabat på Fynsvejs højre side lige efter Hvidsmindekrydset på toppen af bakken ned mod Kolding.

 

Lige her passerede den gamle landevej mellem Kolding og Snoghøj forbi. Den store halvanden meter høje keglestubformede sten skulle fortælle de vejfarende, hvor mange mil, der var til Snoghøj. Stedet, hvor milestenen står, var engang en del af Bramdrup Sogn, der oprindelig gik helt ned til Kolding Fjord…” 

 

Hvorfor mon 8-tallet i monogrammet for Frederik den Ottende ligner en fisk, der står på hovedet? Få svaret i det følgende.

 

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2020/08/fynsvejs-frederik-fisk.html

Bramdrup Sogn 1910-1920

Bramdrup og Bramdrupdam i lyst og nød 1919

”Lemlæstelse. Lovløshed. Strejke. Ekspansionstrang. Kulde. Sygdom. Morskab. Fest. Spænding. Sådan kan årets gang i Bramdrup Sogn i efterkrigsåret 1919 i korthed beskrives.

 

Inden vi ser på årets gang i 1919 i Bramdrup Sogn, skal vi lige have slået et par ting fast.

 

Det er væsentligt at vide, at det, vi i daglig tale kalder Bramdrupdam, i virkeligheden består af to bydele.

 

Den nye bydel er Bramdrupdam opstået langs Vejlevej, der er den gamle hovedvej mellem Kolding og Vejle. Det er stationsbyen med Egtvedbanens banegård og trinbrættet til Troldhedebanen. Bydelen Bramdrupdam ligger i det store kryds, hvor to jernbaner og en hovedlandevej krydsede hinanden…”

 

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2019/10/bramdrup-og-bramdrupdam-i-lyst-og-nd_11.html

 

Bramdrup Sogn 1920-1930

På vej mod nye tider - begivenheder i Bramdrup Sogn 1920

”Efterlysning. Murer Hans Henrik Petersen, Bramdrupdam efterlyses indtrængende. Hans stemme er vital.

 

Sådan stod der i et avisindlæg. Det lyder dramatisk og var det på sin vis også, men ikke for hverken H. H. Petersen selv eller for Bramdrupdam. Mere om det senere.

 

Den daglige trummerum. Dagliglivet i Bramdrup og Bramdrupdam i 1920 var hverken særlig dramatisk eller sindsoprivende. Livet gik sin vante gang. Dagene var rutineprægede med faste arbejdsopgaver. Forskellene i dagenes dont var affødt af årets gang. Såning, lugning, høslæt, høst, roeoptagning, pløjning og tærskning…”

 

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2021/03/pa-vej-mod-nye-tider.html

Bramdrup Sogn omkring 1920 - kvindeliv og forsøg på strandhugst

 

 

”Købstaden Kolding manglede omkring 1920 ligesom så mange andre købstæder gode skatteborgere. Kolding følte sig spærret inde af nogle snævre bygrænser, der ikke levnede plads til den hastigt stigende befolkning. Mange af de nye gode skatteborgere bosatte sig i skattely tæt på bygrænsen i et af landsognene som for eksempel i Bramdrup Sogn.

Det fik Kolding By til flere gange i 1920´erne over for regering og folketing at presse på for at kunne indlemme omliggende landdistriktsområder som for eksempel dele af Bramdrup Sogn i købstaden. Daværende Harte-Bramdrup Kommune kæmpede ihærdigt imod.

Harte-Bramdrup Sogneråd ville nødigt af med sine bedste skatteydere. I første omgang lykkedes det for Koldings omliggende landsogne at forhindre købstadens strandhugst, …”

Udover spillet om den sydøstlige del af Bramdrup Sogn, handler fortællingen om hvordan kvindernes liv i sognet var omkring 1920.

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2022/06/bramdrup-sogn-omkring-1920-kvindeliv-og.html

Skolevejen var lang og støvet

”Trask, trask. Septembersolen brændte. Varmen var ulidelig. Vejen var lang og støvet. Hans træskoklædte fødder slæbte sig afsted.

Bong. I irritation sparkede han til en sten. Med et drøn ramte den et af de store gamle egetræer ved Bramdrupskovvejens vejside…”

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2023/09/skolen-for-livet.html

 

Bramdrup Sogn 1930-1940

Egen fortæller historie

"Du, Petra. Hvad med om vi starter med en helt ny begyndelse?"

"Hvad tænker du på Thorvald?"

"Jeg har set, at der er et husmandssted til salg i Bramdrup, lidt uden for landsbyen og tæt på Bramdrup Nørreskov. Den ejendom, tror jeg, kunne være noget for os."

"Hvis du synes det, og tror vi kan klare det Thorvald, så er jeg med på det."

Egetræet ved Thorvalds og Petras ejendom står der endnu. Tæt ved regnvandsbassinet for enden af Oktobervænget.

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2023/08/egen-fortller-historie.html

 

Bramdrup Sogn 1940-1950

Kvinder fra Bramdrup og mænd fra Husby

 

 

 

”Nu ved jeg fra min barndoms- og ungdomstid, at jyske piger var meget efterstræbte på Fyn, både af arbejdsgivere og af kurmagere. Mange jyske piger kom til Fyn for at bestride job som for eksempel tjenestepiger. Det gjorde sig også gældende i mit hjemsogn Husby. 

 

Det faldt mig ind, at det kunne være sjovt at tage en stikprøve i Bramdrup Sogns kirkebog, om der på tidspunktet for Kaj og Evas bryllup var andre unge kvinder fra Bramdrup og Bramdrupdam, der blev gift med unge mænd fra Husby. Jeg besluttede derfor i Bramdrup Sogns kirkebog at tjekke perioden fra 1948 til 1953…” 

 

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2022/08/kvinden-fra-bramdrup-og-manden-fra-husby.html

 

Bramdrup Sogn 1950-1960

Pilotens portion af lykke og held slap brat op

 

 

”Spitfirepilot opvokset i Bramdrupdam i dramatisk flyulykke. Arne Skjødt Lygum fløj sin Supermarine Spitfire fra Karup i meget lav højde øst for Bjerringbro. Pludselig kunne han ikke holde maskinen i gang. Flyet var løbet tør for brændstof, så han måtte nødlande…”

 

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2022/07/pilotens-lykke-og-held-slap-brat-op.html

 

Bramdrup Sogn 1980-1990

 

Kirkegårdens mystik

”På Bramdrup Kirkegård lige vest for kirken - mellem kirketårnet og stenmindehøjen for de faldne soldater i slaget ved Kolding 23. april 1849 - ligger en stor flot granitmindesten.

Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt i. Det, der får tankerne til at flyve, er, når man læser, hvem gravstenen er et minde over.

Den er et minde over Helene og Gustav Lind, der døde henholdsvis 1980 og 1984. Helene og Gustav Lind boede til sidst i deres liv på Trappergården i Strandhuse. Det var dem, der skænkede deres bolig med omliggende æbleplantager til det, der nu er blevet til Kunstmuseet Trapholt…”

Hvorfor mon deres gravsted er på Bramdrup Kirkegård?

Fortællingen fortsætter her: https://ih18.blogspot.com/2023/02/kirkegarden-fortller-historie.html

Så slutter vi med  to fortællinger til brug for vandreruter i Bramdrup Sogn:

Formiddagsvandring i det tabte land

 

Området mellem Bramdrupskov og Kolding Fjord kalder jeg det tabte land, fordi det i århundreder var en del af Bramdrup Sogn, men i 1930 blev lagt ind under købstaden Kolding.

 

”I dag interesserede jeg mig mest for området ved Baldersvej. Her kan man inspireret af stedets to oldtidshøje i tankerne rejse i tusindvis af år tilbage. Tilbage til den gamle nordiske mytologi. 

 

Baldersvej er opkaldt efter den nordiske mytologis retfærdighedsgud Balder. Det er ham, der boede i Breidablik. Gården Breidablik havde tag af sølv og piller af guld. Balder var søn af Odin og Frigg. Frigg var bange for at miste Balder og fik derfor alverdens ting til at sværge ikke at ville gøre Balder ondt. Hun glemte dog misteltenen. Den onde jætte Loke lavede derfor en pil af mistelten og lokkede Balders blinde broder Høder til at skyde pilen mod Balder. Pilen ramte og dræbte Balder. 

 

Nok om mytologien. Vi må videre med vandringerne og fortællingerne fra Baldersvejs konkrete verden…”

 

Turvejledningens fortællinger:

https://ih18.blogspot.com/2019/04/formiddagsvandring-i-det-tabte-land.html

 

Med snuden i sporet - i Bramdrup og Bramdrupdam

 

"Med snuden i sporet" - en vandretur i Bramdrup og Bramdrupdam. Den orange linje er den nuværende sognegrænse for Nr. Bramdrup Sogn. De blå linjer er Egtvedbanen (1898-1930) og Troldhedebanen (1917-1968). Den røde farve angiver den cirka 6 kilometer lange rundtur ”Bramdrup og Bramdrupdam. Verdensfirmaet på Vejlevej. Kongevejen over Golfbanen. Kongelige jagtmarker. Troldhedebanens to trinbrætter. Egtvedbanens station. Pibefabrikken. Møllen med bageri og elektricitetsværk. Telefoncentral med et ledningstårn på taget. En gammel snoet landevej der blev udrettet.  Det og meget mere kan vi opleve på en vandretur rundt i Bramdrup og Bramdrupdam…”    Turvejledningens fortællinger: https://ih18.blogspot.com/2020/06/med-snuden-i-sporet-i-bramdrup-og.html Ib Hansen, 28. januar 2024

Franske Rose

Bølgerne huggede mod det strandede skib. Nu var nogle besætningsmedlemmers bange anelser gået i opfyldelse. Flere mente nemlig, at en kvinde ombord på et skib betød uheld og ulykke. 

 

Som skibet hang der på revet med opflænset skibsside, stod det ikke til at redde. Kaptajnen gjorde sig ihærdige anstrengelser for at få skibets medbragte skatte bragt i land på en nærliggende ø. Især den dyrebareste skat af dem alle. Hans kære Rose.  

 

Det strandede skib bar nemlig på en romantisk offentlig hemmelighed. Kaptajnen havde smuglet sin unge hustru med ombord. Han havde endda fået indrettet en hemmelig kahyt til hende. På det tidspunkt, hvor fortællingen her foregår, var det strengt forbudt at have kvinder ombord på skibe. De bragte ulykke, mente man. Den del af fortællingen venter vi lige lidt med. Først lidt om, hvordan det strandede franske skib var endt på et rev ved Falklandsøerne ud for Argentina.

 

Videnskabelig rejse

Det fortabte skib var det franske forskningsskib "L´Uranie".  Den 6. februar 1820 rundede "L´Uranie" Kap Horn, syd om Sydamerika fra Stillehavet mod Atlanterhavet. Turen rundt om Kap Horn var for sejlskibe ekstremt farlig og for den sags skyld også for senere tiders større skibe. Vi har selv oplevet at være ombord på et krydstogtskib, der på grund af storm og kraftig strøm måtte blive liggende for anker indenskærs syd for Chile og Argentina, inden vi kunne sejle videre rundt om Kap Horn.

Derfor var besætning og videnskabsmænd på "L´Uranie" lykkelige over, at denne farlige del af deres sejlads var godt overstået. På den videre færd i Atlanterhavet skulle de passere øst om Falklandsøerne ud for Argentinas kyst. Her var det, det gik galt.

 

Klokken var 3 om morgenen den 15. februar 1820. På vej rundt øst om Falklandsøerne løb "L´Uranie" på et forræderisk rev, der flænsede skibssiden op. Mandskabet måtte til pumperne, men det blev hurtigt tydeligt, at skibet på længere sigt ikke stod til at redde. Men meget kunne reddes i land på den nærliggende ø, mens mandskabet knoklede ved pumperne og holdt skibet flydende. 

 

"L´Uranie" var stået ud fra flådebasen Toulon i Sydfrankrig den 17. september 1817. Det havde således forud for skibbruddet allerede været undervejs på forskningsrejsen i 2 ½ år. Derfor var skibet fyldt med forskningsrapporter, korttegninger og indsamlede genstande. Dem var det nu vigtigt for den ansvarlige kaptajn og forskningsleder Louis de Freycinet at redde fra skibsvraget ind på den nærliggende øde ø. Og så gjaldt det selvfølgelig først og fremmest om at fået reddet hans kære Rose samt besætning og videnskabsfolk i land.

 

Det ville have været et grusomt slag, såfremt mere end to års videnskabeligt arbejde blev opslugt af det frådende hav. Efter ihærdigt arbejde lykkedes det at få det meste af forskningsmaterialet bjærget i land på øen. Næsten alle videnskabelige rapporter, korttegninger og malerier blev reddet, mens en del af de indsamlede genstande måtte opgives. 

 

Falklandsøerne var på dette tidspunkt ubeboede og fremstod for de skibbrudne meget ugæstfrie. Kysten virkede tør. Overalt var der klitter og nøgne bjerge. Jorden var blottet for selv de mindste buske.

Efter at have opholdt sig på øen i flere uger lykkedes det Louis Freycinet efter store genvordigheder at få en aftale i stand med et forbipasserende skib, "Mercury". "L´Uranies" besætning hjalp med at reparere "Mercury", der havde fået en mindre skade. Til gengæld tog "Mercury" besætningen og videnskabsmændene med til Rio de Janeiro i Brasilien. De skibbrudne forlod Falklandsøerne den 27. april 1820 efter mere end to måneders ophold på den ugæstfrie ø. Men inden vi går videre, må vi lige have rede på det med en kvinde ombord på "L´Uranie". 

 

Rose Marie Pinot de Freycinet Louis Claude de Saulces de Freycinet

Romantikken blomstrede

"Den blinde passager" Rose og kaptajn Louis Freycinet var et tilsyneladende umage par. Hun var fra den franske middelklasse. Han var fra det franske aristokrati. Da de i 1814 blev gift var der en aldersforskel mellem dem på 16 år. Rose Pinot var 19 år og født i 1795, mens Louis Claude de Saulces de Freycinet var 35 år og født i 1779.

 

Forskellen i socialklasse og alder var betragtelig, men blev ingen hindring for et lykkeligt ægteskab. Rose var en af de få middelklassekvinder, der havde en god uddannelse og var alment dannet. Det gjorde nok, at hun blev respekteret af sine højadelige svigerforældre. Hvordan Rose og Louis havde mødt hinanden står hen i det uvisse. Men, at det var en stormende forelskelse, de var ramt af, er der ingen tvivl om.

 

Kun 14 år gammel var Louis Freycinet i 1793 trådt ind i den franske marine.  Allerede som 21-årig deltog han i en ekspedition, der havde til opgave at udforske Australiens sydlige og sydvestlige kyster. Han blev udnævnt til flådekaptajn i 1802. 

 

Tre år efter han var blevet gift med unge Rose, blev han i 1817 som kaptajn betroet forskningsskibet "L´Uranie", der fik til opgave at foretage en jordomrejse over Atlanterhavet, Det Indiske Ocean og Stillehavet. Undervejs skulle videnskabsmænd udføre forskellige forsøg og indsamle oplysninger og materiale fra alle mulige - set med europæiske øjne - forholdsvis ukendte dele af verden. Ombord var også kunstmalere, der skulle fastholde indtryk fra alle de ukendte steder, skibet skulle besøge Det var en rejse beregnet til at vare 2-3 år.

 

Det var en ekstremt spændende og hæderfuld opgave, Louis selvfølgelig gerne ville have, men det var åbenbart ubærligt for ham ikke at kunne være sammen med hustruen Rose i så lang tid. Derfor var det, han satte hele sin karriere som søofficer på spil og fik indrettet en hemmelig kahyt til Rose. Hun blev iklædt mandetøj og smuglet ombord forud for afrejsen fra flådehavnen i Toulon i september 1817. 

Da skibet havde forladt fransk territorium og farvande smed Rose mandetøjet og iklædte sig mere feminine gevandter. Da mandskabet på "L´Uranie" opdagede, at de efter deres mening havde en ulykkebringende kvinde ombord, opstod der en del murren. Oplysningerne om Rose og mandskabets murren når med modsatrejsende franske skibe tilbage til Frankrig, hvor det blev en kæmpe historie, men de franske myndigheder kunne ikke gøre noget. Skibet var jo omme på den anden side jorden. Historien vekslede i Frankrig mellem forargelse og romantisk nyfigenhed.

 

Fremmede kulturer  

Vi ved noget om Rose, fordi hun førte dagbog. Hun var god til at fastholde sine iagttagelser. Her kommer nogle smagsprøver på, hvad hun havde af dagligdags  oplevelser undervejs på "L´Uranies" lange rejse. En rejse der førte dem fra Toulon i Sydfrankrig til Rio de Janeiro i Sydamerika, gennem Sydatlanten og rundt om Afrikas sydspids Kap Det Gode Håb, via blandt andet Mauritius gennem det Indiske Ocean, langs Australiens kyster, over Stillehavet til Hawaii og tilbage gennem det sydlige Stillehav og rundt om Kap Horn.  

 

Som første eksempel kan vi tage en af Roses oplevelser på Mauritius, der er en ø i det indiske ocean øst for Madagaskar. Mauritius var netop på det her tidspunkt i 1810 overgået fra at have været fransk til at komme under engelsk styre. På Mauritius oplevede Rose, at de stedlige fine engelske damer småsnakkede og småtiskede bag hendes ryg. 

 

Roses påklædning skilte sig ud i forhold til de lokale damers måde at klæde sig på. I sin dagbog fortæller Rose, at hun bar et sjal over sine skuldre. Det vakte forargelse blandt mange af de lokale kvinder. Selv til officelle middage bar de ifølge Rose udringede kjoler. Roses sjal gav anledning til, at de lokale kvinder opfandt historier om, at Rose utvivlsomt måtte have en plet eller et ar på brystet, der derfor måtte skjules med det meget omtalte sjal. Her i 1818, få år efter det store franske nederlag til englænderne i slaget ved Waterloo i juni 1815, har der nok ikke været de bedste følelser mellem englændere og franskmænd. Det negative syn på hinanden kunne altså også medføre sladder og uvenlige blikke i selskabslivet blandt europæiske kvinder langt væk fra Europa. 

 

Lad os tage et andet eksempel på Roses oplevelser. Da ekspeditionen senere når til øen Timor ved Indonesien, havde Rose igen kvaler med sin påklædning. Øens portugisiske kommandant inviterede Rose og Louis Freycinet til en middag, hvor han af hensyn til Rose havde inviteret alle betydende lokale kvinder til at deltage.

 

Rose fandt ikke, at hun havde en passende påklædning til en sådan formel lejlighed. Det fineste, hun havde, var en lys muslinkjole og en hat dekoreret med et par fjer. Da Rose iført dette fine tøj skulle i land, havde en stor og nysgerrig  menneskemængde samlet sig på stranden. Guvernøren inviterede hende ind i skyggen af en kæmpeparasol båret af en slave, der ifølge Rose var klædt i mærkeligt tøj. Kulturmøde fremmer nysgerrigheden. Rose oplevede på trods af sine tøjmæssige forbehold under opholdet på Timor at blive meget feteret.

Landgang til middag på Timor. Rose i sin muslinkjole og med pyntefjer. Malet af ekspeditionsmaleren Arago

Ekspeditionen gik som nævnt også over Hawaii. Herfra tager jeg det tredje eksempel på, hvad Rose havde af oplevelser. Rose giver i dagbogen en beskrivelse af en kvinde, hun mødte der. Denne kvinde sammenlignede hun med andre lokale kvinder. Derved får vi et indtryk af, hvordan Rose som europæisk og fransk kvinde så på de lokale kvinder. "Denne kvinde er ret ung og har et ret behageligt ansigt. Hun er mindre korpulent end de andre kvinder, jeg har mødt på Hawaii. Og hendes sparsomme beklædning er mindre chokerende end andre lokale kvinders." 

 

Nå, men nok om Roses små iagttagelser. Vi skal jo også se at få ekspeditionen hjem igen. Efter et ophold i Port Jackson og Sydney i Østaustralien sætter "L´Uranie" kursen mod Sydamerika. Nu går det hjemad. Rundt om Kap Horn, over Atlanten og hjem til Frankrig. Rose er ked af at forlade Australien, men glæder sig til at vende hjem til Frankrig.

 

Den videre rejse

Efter 2 ½ års rejse rundede "L´Uranie" som tidligere nævnt den 6. februar 1820 sikkert Kap Horn. Men så var det, at det galt den 15. februar 1820. Skibet løb på et rev ud for Falklandsøerne.

 

Efter et par måneders ophold på de øde Falklandsøer lykkedes det Louis Freycinet for en større sum penge at erhverve et nyt skib, "Mercury". Via Montevideo i Uruguay og Rio de Janeiro i Brasilien nåede besætning og videnskabsfolk fra det fortabte skib "L´Uranie" tilbage til Le Havre i Frankrig  den 13. november 1820. Tre år og to måneder efter ekspeditionen rejste ud fra Toulon.

 

Med på hele rejsen var en skibsmaler Jaques Arago, der havde til opgave at fastholde motiver fra de besøgte steder. Fotografiet var ikke opfundet endnu. Arago blev en stor beundrer af Rose de Freycinet. I sin dagbog beskriver han Rose som modig og overbærende over for det forræderiske hav. Overbærende overfor rejsens mange måneders monotoni. Og overbærende overfor en ret voldsom og ikke særlig raffineret mandlig besætning. Også i forbindelse med forliset mente Arago, at Rose opførte sig beundringsværdigt.

 

Vel hjemme i Frankrig igen blev Louis Freycinet skuffet over den manglende glamourøse modtagelse, der blev ekspeditionsdeltagerne til del. Tværtimod blev han for tabet af "L´Uranie" stillet for en krigsret. Han blev dog frikendt. Rose blev aldrig nævnt under retssagen, selvom den romantiske historie om hende og Louis var velkendt i Frankrig. Og selvom Louis ved at tage hende med ombord havde forbrudt sig mod den franske flådes regler. I de fine parisiske saloner blev Freycinet-parret overmåde feterede. Den romantiske tidsperiode i litteratur og kunst havde sin blomstringstid i første halvdel af 1800-tallet, så den romantiske virkelige fortælling om Rose og Louis Freycinets i dølgsmål gennemførte fælles rejse til fremmede fjerne lande var nærmest blevet ikonisk i Frankrig.

 

Lykke og ulykke

Freycinets flyttede til Paris og nød glamouren her i omkring 11 år. Så brød der kolera ud i Paris. Louis Freycinet blev ramt, men med kærlig pleje af Rose og skibslægen fra "L´Uranie" doktor Gaimard, lykkedes det at redde Louis gennem sygdommen.

 

Desværre blev Rose smittet med koleraen. Hendes liv stod ikke til at redde. Blot 37 år gammel døde hun den 7. maj 1832. Louis Freycinet levede i yderligere 10 år og døde 63 år gammel den 18. august 1842. Den romantiske lykke endte desværre i død og ulykke.

Ib Hansen 20. januar 2024.

 

Tak til Anne Marie for lån af alle de faktuelle oplysninger, hun har fundet til sin artikel "Om Rose de Freycinet og mennesker på hendes vej" i bloggen http://videnomverdenas.blogspot.com/