Bønderkarle trodsede grev Wedell

Birkedommerboligen ved grevskabet Wedellsborgs birketing på Kællingbjerg 

Urolige og usikre bønderkarle og bønderdrenge var en tidlig morgen på vej mod Kællingbjerg. Det var en lørdag i det tidligere forår 1678. Helt præcist den 6. april 1678. Fra alle sider af grevskabet Wedellsborg kom bønderkarle og bønderdrenge vandrende mod grevskabets birketing på Kællingbjerg, beliggende ved skelbækken mellem Ørslev og Husby sogne.

Drengene og karlene kom nok gående i mindre flokke hver fra grevskabets forskellige landsbyer. Snakken gik. Der var en utryg stemning. Hvorfor havde grev Wedell indstævnet dem til at give møde på birketinget, og det netop på det tidspunkt, hvor forårstravlheden var ved at sætte ind?

Der var karle og store drenge fra Husby, fra Håre, fra Skydebjerg, fra Udby og fra mange af de andre landsbyer fra de store dele af Vestfyn, der dengang hørte under grevskabet Wedellsborg. Så nogle af dem, der var undervejs havde op til et par timers vandring for at kunne give møde på Kællingbjerg. Det var ikke sært, at de unge bønderkarle og -drenge var urolige.

Indkaldelsen til at møde på Birketinget Kællingbjerg kom kun cirka 6 år efter, at grevskabet Wedellsborg den 11. december 1672 var blevet oprettet af den holstenske friherre Wilhelm Friedrich Wedell. Grevskabet bestod ved oprettelsen af hovedgårdene Wedellsborg, Tybrind, Sparretorn, Billeskov og Minendal. Senere kom Orelund, Frederiksgave (nuværende Hagenskov syd for Assens) og Billeshave til. Udover utilfredsheden med det ubekvemme tidspunkt var de unge karle også utrygge ved den tyske greve. I samtiden var Wilhelm Friedrich Wedell for at sige det mildt og ganske underdrevet nemlig ikke berømmet for sin humanitet.

Wedellsborg Slot

De var helt klar over, at bøndernes frihed altid var i fare, ligesom de unge bønderkarle via godsejerne kunne risikere at blive udskrevet til krigstjeneste. Netop i disse år var Danmark atter engang i krig med Sverige, Den Skånske krig (1675-1679). Hidtil var det lykkedes grev Wedell at smyge sig udenom forpligtelsen til at stille soldater fra grevskabet til rådighed for kongen. Det var bønderkarlene selvfølgelig overmåde tilfredse med, og derfor var de personligt tilskyndede til at forblive tjenestekarle på de bøndergårde, der hørte under grevskabet Wedellsborg.

Men hvad kunne der mon være i gære, siden de i sådant et omfang var indstævnet til at give møde for birkedommeren?

Hvad bønderkarlene nok ikke var så bevidste om, stod lysende klart for grev Wedell. Han kunne se, at krigen mod Sverige lakkede mod enden, så karlenes risiko for at blive udskrevet til krigstjeneste alle steder i landet og på alle godser fremover ville blive mindre. Samtidig kunne han se, at det blev sværere og sværere at tiltrække tjenestekarle og få tjenestekarle til at forblive på hans gods, hvis der var bedre løn og vilkår andre steder. Flere steder på grevskabets gårde manglede der folk, og enkelte gårde lå allerede øde hen. Det var ved at blive en trussel mod grevskabets indtægter. Derfor ville grev Wedell gerne binde de unge karle og drenge til grevskabet, så der altid var arbejdskraft - og billig arbejdskraft - nok.

På dette tidspunkt var der ingen lovgivning, der bandt bønderne til hjemstavnen og til deres fæstegårde, som jo tilhørte godset. Den enevældige konge havde endnu ikke indført det såkaldte stavnsbånd, der tvang bønderne til at forblive i deres hjemstavn. Stavnsbåndet blev først af den enevældige kong Christian den Sjette indført for hele landet cirka et halvt århundrede efter, at bønderkarlene var blev indstævnet til at give møde på Wedellborg Birketing på Kællingbjerg. Stavnsbåndet blev indført 1733 og bandt mænd mellem 4 år og 40 år til at blive boende på det gods, hvor de var født. Stavnsbåndet blev ophævet igen allerede i 1788. Grev Wedell til Wedellsborg ville gerne effektivisere sit gods og være forud for sin tid. Han forsøgte derfor med indstævningen til at møde på Kællingbjerg den 6. april 1678 på egen hånd at indføre sin  udgave af stavnsbåndet.

Vil I sværge på at forblive boende i Wedellsborg Len? Det var det ønske og den besked bønderkarlene og bønderdrengene fik, da de endelig nåede frem til Kællingbjerg, og birketinget blev åbnet.

Da der, som nævnt, i 1678 endnu ikke var vedtaget nogen landsdækkende lovgivning om stavnsbånd og bopælspligt forelagde birkedommeren forsamlingen grevens ønske om, at de enkeltvis skulle aflægge birketingsed på, at de ville blive boende i grevskabet Wedellsborg. Det satte de fremmødte i en slem pine. De vidste udmærket, hvor afhængige de var af grev Wedell. Alskens ulykker og plager kunne ramme dem, hvis de ikke fulgte hans ønsker.

Nu var bønderne jo ikke uddannede på dette tidspunkt, men dumme var de ikke. Den første, der skulle sværge den ønskede ed til greven formulerede eden således, at han ville forblive på grevskabet sålænge, han kunne få samme løn som andre steder. Det var jo en noget elastisk ed og langt fra det, greven havde ønsket. De efterfølgende sværgede med samme formulering. Der var en del, der trods indstævningen ikke var mødt frem. De blev indkaldt til nogle af de efterfølgende afholdte birketing. Mange mødte ikke frem, og dem der mødte sværgede med samme formulering, som dem der først havde sværget ved tingmødet i april 1678. Greven måtte konstatere, at han ikke havde fået noget ud af sine bestræbelser.

Lovgivningen om stavnsbåndet, der kom til senere, blev heller ikke nogen succes. Bønderne ud over hele landet og også i grevskabet Wedellsborg måtte undergive sig kongens lov. Til gengæld steg utilfredsheden og produktiviteten faldt. Motivation og arbejdsmoral led under lovens spændetrøje. Det kunne progressive og fremskridtsvenlige adelsmænd godt se. Det fandt ufriheden og stavnsbåndet utilfredsstillende for både de enkelte godser og for landet. Derfor foreslog de kongen at ophæve stavnsbåndet. Kongen fulgte deres forslag og ophævede stavnsbåndet i 1788.

Udsnit af matrikelkort for Husby 1810-16. Det er lige efter gårdes jorder er blevet samlet, men der er fortsat ikke sket udflytning af de gårde, der havde fået jord længst væk fra landsbyen

 

Ophævelsen af stavnsbåndet indgik i den lovpakke, der under et kaldes Landboreformerne. Landboreformerne indebar, at de enkelte gårdes smålodder, der indtil da var blevet dyrket som en del af landsbyfælleskabet, blev samlet i større hovedlodder. Som en del af denne proces blev enkelte af gårdene så udflyttet fra landsbyen til det sted, hvor de havde hovedparten af deres jord. I Husby er der flere eksempler på en sådan udflytning fra landsbyen, selvom nogle af udflytningerne først skete mere en 100 år efter Landboreformerne. Gode eksempler på udflytninger fra landsbyen Husby er Klokkekær, Blidkær  og Breidablik (også kaldt Sognefogedgården).

Gamle gårde i Husby

Fæstevæsenet fortsatte. Det var fortsat for eksempel grevskabet Wedellsborg, der ejede gårdene. Bønderne måtte stadig også efter stavnsbåndets ophævelse og landboreformerne betale fæsteafgift eller levere arbejde til godset. Denne praksis blev først afskaffet omkring år 1900, og Wedellsborg var et af de sidste godser i landet, hvor fæstevæsenet blev afskaffet, og det først da de nyvundne demokrati via lovgivning i årene umiddelbart før 1920 tvang godset til at gøre det.

Alt dette vidste bønderkarlene og -drengene ikke noget til, den dag de i flokke vandrede til og fra birketinget på Kællingbjerg. Demokrati og lige ret for alle vidste de heller ikke noget om. Gad vide, hvad de talte om på hjemvejen fra tingstedet? Havde de drømme om og snakkede de om, hvad vi i dag betegner som umistelige rettigheder? Rettigheder vi hver især bør værdsætte, sikre og udbygge. Uddannelse, dannelse og det at påtage sig sit medborgerskab gennem at følge med i samfundets udvikling er med til at sikre de umistelige rettigheder, som bønderne og de øvrige indbyggere i Wedellsborg len i 1678 som de fleste andre steder led under ikke at have. Men hold da op, hvor er det glædeligt at konstatere, at de til birketinget på Kællingbjerg indkaldte bønder havde evnen til at formulere sig ud af den løkke, grev Wedell forsøgte at lægge om deres hals. Det havde de gavn af lige til den enevældige konge ikke uventet senere ved sin lovgivning gik godsejernes vej. Først med demokratiet indførelse i 1849 blev der gjort endeligt op med mange af disse uskikke.

Grundloven 5. juni 1849

Ib Hansen, 24. juli 2013

TILLÆG 

Jeg har fået kommentaren til ovenstående fortælling, at det var nyt for vedkommende, at stavnsbåndet varede så kort. Forklaringen er, at der i Sjællandske Lovs område i flere hundrede år var noget, der mindede om stavnsbåndet. Det var vornedskabet, der var endnu værre for bønderne end stavnsbåndet. Derfor følgende forklaring om vornedskabet, som i virkeligheden var det grev Wedell uden held med list forsøgte at indsmugle på Wedellsborg af bagvejen i april 1678:

Helt fra slutningen af 1300-tallet havde man under Sjællandske Lovs gyldighedsområde - d.v.s. Sjælland, Møn. Lolland, Falster og Bogø - noget, der hed vornedskab. Vornedskabet betød, at mænd skulle forblive under deres fødegods og eventuelt overtage ledige gårde til fæste, levere arbejde på fæstegårdene og yde hoveri på herregården. 

I slutningen af 1400-tallet udviklede vornedskabet under Sjællandske Lovs område sig til, at nogle herremænd begyndte at sælge deres vornede bønder. 

Denne praksis med at sælge vornede blev forbudt af Christian den Anden i begyndelsen af 1500-tallet, men vornedskabet som sådan fortsatte. Vornedskabet gjaldt som nævnt ikke for hele landet.

I 1702 ophævede den nu enevældige konge vornedskabet, men da godsejerne i løbet af 1700-tallet begyndte at mangle arbejdskraft og havde ødegårde, fik de i 1733 kongen til at oprette stavnsbåndet gældende for hele landet.

Stavnsbåndet blev ophævet 55 år efter i 1788 i forbindelse med landboreformerne.   

 

Husmandsliv i Surkjær ved Bramdrupdam

To af de nu nedrevne husmandssteder i Surkjær umiddelbart vest for nuværende motorvej ved Bramdrupdam. Forrest Juul-familiens ejendom. Bagerst den nyopførte ejendom "Frydenlund" efter branden hos Jes H. Jessen i 1899. Billedet er fra 1953.

Midt i billedet ses den eneste stadig eksisterende af de fire husmandssteder i Surkjær. Den ligger umiddelbart op ad og øst for motorvejsdæmningen. Smukt bevaret og renoveret af de nuværende ejere. I baggrunden de to husmandsteder fra øverste billede. 1954.

Tørvegraven i Surkjær krævede sit ultimative offer. Den  kun knap tre-årige Jens Jørgen Juul mistede livet ved en drukneulykke.

Jens Jørgen blev offer under kampen for at skabe et mønsterhusmandsbrug ud af den sure tørve- og engjord i dalen vest for Bramdrupdam. Dalen hvor nu Troldhedebanestien forløber igennem, og som krydses tværs over af motorvejsdæmningen. Stednavnet Surkjær fortæller malende om jordbundsforholdene der.

Tabet af Jens Jørgen var ganske forfærdelig for hans hårdt knoklende forældre Niels og Kristiane Juul. Det må virkelig være gået dem på. Jens Jørgen blev født den 23. februar 1894. Han druknede den 27. november 1896, knap tre år gammel.

Surkjær havde tidligere vist sin farlighed. En kun 6-årig dreng var druknet i en af områdets tørvemoser. Det var Simon. Han var søn af Knud Krog og hustru, der havde en gård på Bramdrup Mark. Simon druknede den 17. oktober 1885. I dag virker området ved Surkjær så tilforladeligt, men området er stadig fyldt med mosehuller.

En glædelig begivenhed

Knap et år efter tabet af deres lille søn Jens Jørgen fødte Kristiane Juul den 17. oktober 1897 endnu en søn. Som noget helt naturligt blev denne søn kaldt Jens Jørgen efter sin døde storebror. Det var vigtigt for familien at have en søn med navnet Jens. Jens var nemlig Niels Juuls faders navn. Niels Juuls forældre, slagter og husmand Jens Jørgen Jensen og hustru Maren født Jørgensen, var de første ejere af Niels Juuls ejendom i Surkjær. De flyttede hertil fra Fyn på et tidspunkt mellem 1880 og 1882. Jens Jørgen Jensen var født i Asperup Sogn og Maren Jørgensen i Brenderup Sogn.

Den "nye" Jens Jørgen må have været forældrene Niels og Kristiane en daglig påmindelse om deres store tab til en af Surkjærs tørvegrave. Et tab der nok har motiveret dem til yderligere indsats i forhold til at skabe et udbytterigt husmandsbrug. Niels Juul modtog i hvert fald i årene efter flere udmærkelser for sit landbrug. Blandt andet modtog han i august 1908 præmie for sin veldyrkede roemark.

Når jeg vandrer gennem Surkjær, tænker jeg ofte på de forfærdelige drukneulykker og på husmændenes daglige og slidsomme kamp i Surkjær. De måtte knokle hårdt for at skabe sig et sted, der kunne give dem og deres familier det daglige brød. Surkjærs husmandssteder var ikke nok til at sikre familiernes udkomme. Derfor havde de fleste af Surkjærs husmænd job ved siden af deres husmandsbrug. Slagter, daglejer, mælkekusk, måleraflæser, repræsentant og vognmand. Blot for at nævne nogle konkrete eksempler.

Nu drøner den moderne tid hen over det, de skabte. En del af Niels og Kristiane Juuls veldrevne husmandssted ligger nu inde under den kæmpe motorvejsdæmning, der siden først i 1970-erne maser hen over dalen og over dele af det mønsterlandbrug, de skabte her i Surkjær.

Adgangen til de fire husmandsbrug, der engang lå i Surkjær, gik ad den delvist stadig eksisterende markvej Surkjær. Markvejen følger dalskråningen fra Påbyvej mod nordvest. I 1917 kom Troldhedebanen til og skar sig igennem områdets sydvestlige del.

Troldhedebanen gjorde ikke i væsentlig grad skade på de i forvejen små husmandsbrug. Banen forløb ved Surkjær langs den bæk, der gennem århundreder har fungeret som en naturlig og samtidig formel sognegrænse mellem Bramdrup Sogn og Harte Sogn. Troldhedebanens tog kørte gennem området til banen i 1968 blev nedlagt.

Nu er den tidligere bane en meget benyttet og attraktiv natursti. En vandretur ad stien giver rig lejlighed til at fundere over det liv fortidens husmandsfamilier førte her, mens de knoklede med at forvandle stedets sure jord til dagligt brød. Tankerne og vandreturen akkompagneres af støjen fra nutidens trafik, der i et nu i rasende fart krydser tværs gennem den tidligere husmandskoloni i Surkjærdalen. Men støjen kan jeg abstrahere fra, når jeg sender mine tanker tilbage til fortidens stille husmandsliv. Et liv der blev levet i pagt med naturen her på kanten af Bramdrup Sogns yderste marginaljorde.

En lille note i Kolding Folkeblad den 23. august 1918 fortæller for øvrigt lidt om den omtrentlige størrelse af husmandsstederne, og hvad de aktuelt var værd i 1918. Kolding Folkeblad oplyste i en note, at en 16 tønder land stor ejendom i Surkjær var blevet solgt for 25.000 kr. inklusive avl og besætning. Den ejendom var en af de større. En af Surkjærs andre ejendomme var blot omkring 4 tønder land.

 

Endnu en ulykkelig begivenhed 

Ulykkerne i Surkjær var med  drukneulykkerne i områdets tørvemoser ikke slut. 

Godt to år efter Niels og Kristiane mistede deres første Jens Jørgen, blev en anden familie i området ramt af en forfærdelig ulykke. En ulykke der ikke kostede tab af menneskeliv, men var slem nok endda. Jes Hansen Jessens husmandssted "Frydenlund" i Surkjær brændte ned til grunden en kold vinteraften tirsdag den 31. januar 1899.

Brandsprøjter fra Bramdrup og Harte kom hurtigt til stede, men kunne intet udrette. Det vældige bål oplyste nattehimlen over Surkjær og Bramdrupdam og kunne ses vidt omkring. Der var ikke noget at gøre. Gården  brændte ned til grunden.

Ilden opstod, da "Frydenlunds" ejer Jes Hansen Jessen gik op på loftet over stuehuset for at skære hakkelse til sine kreaturer. Hakkelsen skulle skæres af det hø og halm, der lå på lager her og var med til at isolere stuehuset mod vinterkulden.

Jes Jessen medbragte for at kunne se til sit arbejde en petroleumslampe. Den stillede han fra sig for at komme i gang med arbejdet. Uheldigvis kom han til at vælte lampen. Halm, ild og petroleum var selvfølgelig en farlig cocktail. I løbet af et øjeblik var halmloftet overtændt. Jes Jessen måtte springe ud af et vindue i gavlen for at redde livet. Ilden afskar ham vejen til stigen ved gavllemmen.

Taget skred sammen på et øjeblik og væltede ind i bygningens stuer og kamre. Det lykkedes ikke at redde meget ud fra stuehuset, men heldigvis komme ingen beboere til skade.

I sidste øjeblik lykkedes det at redde kreaturerne ud, men to svin gik tabt. Desværre var husmandsstedet dårligt forsikret, så Jes Jessen led et stort personligt økonomisk tab, som han og familien måtte kæmpe med i årene fremover. Han kom sig heldigvis over tabet, og familien levede videre i Surkjær.

Men lad os et øjeblik standse op og lade tankerne dvæle ved de naturgivne forhold husmandsfamilierne i Surkjær havde at kæmpe med.

De fire ejendomme i husmandskolonien i Surkjær på gammel geodætisk kort. 1868 med efterfølgende rettelser. Ejendommene ligger mellem markvejen Surkjær og Troldhedebanen. To af husmandsstederne har stikvej ned fra Surkjær. Den tredje ejendom, der er Juul-familiens har direkte vejadgang fra Surkjærmarkvejen, mens den fjerde ejendom og yderste ejendom i forhold til Påbyvej ligger, hvor Surkjær bliver til et spor, på kortet angivet med stipling.

Samme sted med de fire ejendomme på et luftfoto fra 1954. Den grønne prik er Juul-ejendommen.

Husmandskolonien i Surkjær

Før dræning og tilførsel af kalk tog fart i Danmark i 1860-erne, var der mange sure og fugtige jorder rundt omkring. Hver større gård i landsbyfællesskaberne havde som regel en lod eng til høhøst og en lod mose til tørveskæring. Således også gårdene i Bramdrup Sogn. På et tidspunkt blev nogle af disse lodder i udkanten af landsbyerne samlet til nogle mindre husmandsbrug. Det gjaldt rundt om i Danmark såvel som i Bramdrup Sogn. Derfor kom mange af husmandsbrugene til at ligge på marginaljord afsides fra landsbyen.

I Bramdrup havde man gennem mange år brugt betegnelse Surkjær for den lave fugtige jord langs sogneskellet ind mod Rådvad Bys jorder. Rådvad er en del af Harte Sogn.

Når jorden blev drænet og tilført kalkmergel, blev den basisk fremfor sur. I den basiske og drænede jord kunne man bedre dyrke landbrugsafgrøder. Den lave og mest fugtige jord kunne stadig bruges til høslæt, mens mosehullerne kunne bruges i forbindelse med tørveskæring. Tørv var til efter 2. verdenskrig  en vigtig kilde i brændselsforsyningen. 

I 1917 blev Surkjær for første gang involveret i den moderne tid, hvor alt skulle gå hurtigere og hurtigere. Den nyanlagte 88 km lange privatbane mellem Kolding og Troldhede i Vestjylland kom til at passere gennem Surkjær. Den blev anlagt lige neden for husmændene Sigurd Aage Markussens, Poul Kjær Petersens og Niels Juuls ejendomme, tre af de fire ejendomme der dengang lå i Surkjær. 

Store dele af markvejen Surkjær eksisterer stadig. I starten af 1970-erne blev et par af Surkjærs husmandssteder eksproprierede, da Den Sønderjyske Motorvej skulle anlægges tværs over dalen og tværs gennem Surkjær. Et af dem var husmandsstedet, hvor Niels og Kristiane Juul havde levet størstedelen af deres liv. Hvor 5 af deres 6 børn voksede op. Hvor de havde mistet en søn ved en forfærdelig drukneulykke. Og hvor to af deres børnebørn også tilbragte størstedelen af deres barndom. Deres datter Tomine blev nemlig allerede enke som 31-årig i 1921 og flyttede med sine to mindreårige sønner Niels og Anders fra Kolding tilbage til hjemmet i Surkjær.

Den ene af Tomines drenge - Niels Juhl Andersen - blev i 1944 gift med Karoline Hansine født Hansen fra Kolding. De boede i første omgang  i København. Senere slog Niels og Karoline sig ned på Gl. Stationsvej i Bramdrupdam, hvor Niels nedsatte sig som skrædder. Niels og Karoline fik to sønner, som de navngav Anders og Niels. 

Og Juul-ejendommen i Surkjær? Den blev efter Niels og Kristiane Juuls død overtaget af deres yngste søn, husmand og drænsmester Peter Bernhard Juhl. Med baggrund i et liv på en ejendom med vandlidende jorder blev Peter ved siden af beskæftigelsen som husmand meget passende drænsmester. Han ejede ejendommen i Surkjær, indtil den i 1970´erne blev eksproprieret i forbindelse med anlæggelsen af Den Sønderjyske Motorvej.

Nogle af Juul(Juhl)-familiens gravstene kan fortsat ses på Bramdrup Kirkegård

På Bramdrup Kirkegård kan man fortsat se gravstenene for skræddermester Niels Juhl Andersen og hustru Karoline samt skræddermesterens onkel og hans hustru, de sidste ejere af Juul-ejendommen i Surkjær, Peter Bernhard Juhl og hustru Thora.

Ja, og det er rigtigt, at Juul nu staves Juhl. Så vidt jeg kan se, er der i tidens løb sket forvanskning af Juul til Juhl, blandt andet startende med en folketællingskommissærs fejlskrivning. Men sådan støder man på så mange forhindringer, når man higer og søger i gamle bøger og dokumenter! Det er en del af charmen ved at søge tilbage i fortiden.

Ib Hansen, 22. maj 2023

Faktaboks:

Hvis vi tager de fire husmandssteder  fra nordvest og ind mod Påbyvej, er jeg stødt på følgende ejere opført i kronologisk orden. Jeg har ikke fundet alle ejere:

1. Ejendommen bl.a. med matriklerne 26b og 15i. Den af de fire Surkjær-ejendomme, der lå længst vest for nuværende motorvejsdæmning. Nu nedrevet:

Jes og Karen Marie Jessen

Mads og Maren Andersen

Peter og Stine Hansen

2. Ejendommen med bl.a matrikel 16e umiddelbart vest for og tæt op ad nuværende motorvejsdæmning. Nu nedrevet:

Jens Jørgen og Maren Jensen

Niels og Kristiane Juul

Peter og Thora Juhl (Juhl er en forvanskning af Juul)

3. Ejendommen med bl.a. matrikel 13g umiddelbart øst for og tæt op ad nuværende motorvejsdæmning. Stadig eksisterende og smukt renoveret:

Peder og Ellen Kjær Pedersen

Poul og Jensine Kjær Pedersen

Aage og Petra Katballe

Edel Nicolajsen og Otto Mikkelsen

4. Ejendommen med bl.a. matrikel 2g, øst for motorvejsdæmningen og nærmest Påbyvej af de fire husmandssteder. Jordstykkerne ligger der stadig. Ejendommen er nedrevet og er erstattet af et nyt hus med stald/ladebygning umiddelbart op ad markvejen Surkjær:

Sigurd og Elna Markussen

Et arrangeret romantisk ægteskab?

Rønnings familiegravsted på Bramdrup Kirkegård

Stort romantisk bryllup? Måske med et stænk af arrangeret bryllup? 

Det er ikke til at vide. Men hvorfor dukker de spørgsmål så alligevel op i mit hoved, når jeg står foran familien Rønnings store gravsted på Bramdrup Kirkegård? En kirkegård der - som i øvrigt alle kirkegårde - er fyldt med historie. Men lad os starte med begyndelsen. 

Bramdrup Kirke var den 27. juli 1860 fyldt med forventningsfulde og nysgerrige landsbyboere. Der skulle være stort bryllup. Bramdrups rigeste gårdmandsfamilier har nok fyldt mest i den propfyldte lille landsbykirke. Brylluppet fandt sted, før store dele af kirken blev nedrevet og en ny, større og mere moderne kirke i 1880 blev genopført blandt andet med brug af den gamle kirkes tilhuggede granitkvadresten.

Det var nogle af Bramdrup Sogns største jordejere og højt estimerede gårdmandsfamilier fra Rønningsminde og Bramdrupgård, der gennem dagens bryllup skulle forenes.

Lykkelige omstændigheder 

Hovedpersonerne i kirken den dag var den 21-årige datter fra Bramdrupgård Johanne Marie Hansen født den 30. januar 1839 og den 26-årige søn fra gården Rønningsminde Hans Christian Rønning født 23. december 1833.

Det kunne nok ikke ses på bruden Johanne Marie, men hun var på bryllupsdagen den 27.7.1860 omkring et par måneder henne i sin graviditet. Hvis hun ikke var gravid på bryllupsdagen skulle brudens og brudgommens førstfødte være født omkring to en halv måned for tidligt. Den tror jeg ikke på.

Brudeparrets førstefødte Mette Marie Rønning blev nemlig født den 12.februar 1861. Dengang havde et så for tidligt født barn ikke mange chancer for at overleve. Så miseren må være blevet opdaget i tide af forældrene, der for at råde bod på skaden i hast fik arrangeret et sommerbryllup. Så kunne familierne og særlig den unge pige set med datidens øjne undgå at blive ramt af stor skam. Mon ikke mange nysgerrige blikke fra bryllupsdeltagerne i kirken har været rettet mod bryllupskjolens talje? Kunne der være en grund til et hastigt sommerbryllup lige når høet skulle bjærges, og kornhøsten stod for døren? De mistroiske blev knap 7 måneder efter ved Mette Maries fødsel bekræftet i, at der nok var en særlig anledning til det hastigt arrangerede bryllup.

Et passende arrangement

Men der var nu også en anden side af sagen. En bryllupsforbindelse mellem de to familier var noget, der passede sig godt for de to gårdmænd, Hans Hansen fra Bramdrupgård og Søren Hansen Rønning fra Rønningsminde.

Jordreformerne i slutningen af 1700-tallet havde samlet landsbyjorderne og fordelt den på landsbyens enkelte gårde. Noget af jorden lå efter omfordelingen tæt på den enkelte gård. Nogle gårde blev flyttet ud fra landsbyen til den jord, de havde fået i de fjernere dele af sognet. Andre gårde havde fået både jord tæt på gårdbygningerne i landsbyen og jordstykker, der lå fjernt fra gården. Det sidste var tilfældet for de store gårde Rønningsminde og Bramdrupgård, der begge lå i den gamle landsby.

Bramdrupgård ligger her endnu på Kirkely, mens gården Rønnningsminde blev nedrevet i 1973, men den lå , hvor nu Rønningsmindevej ligger, lige over for, hvor Kirkely munder ud i omfartsvejen Bramdrupskovvej, der blev nyetableret på dette stykke midt i 1960-erne. Den nye del af Bramdrupskovvej krydser ved Kirkely tværs over den gamle vej, der forløb fra Hvidsminde, forbi Bramdrup Kirke til Bramdrupdam ved Vejlevej.

Ud over den jord, de to gårde ved jordfordelingen fik tæt på landsbyen og dermed deres gårde, fik de også jord øst for Bramdrup Skov. Det var ikke hensigtsmæssigt og ikke effektivt at skulle gå så langt eller køre med heste så langt for at passe jorden der.

En bryllupsgave, der løste praktiske problemer

Den problemstilling klarede gårdejerne fra Rønningsminde og Bramdrupgård nu, da den romantiske forbindelse mellem deres voksne børn Johanne Marie og Hans Christian havde fået konkrete biologiske konsekvenser. De besluttede i forbindelse med brylluppet hver at give  brudeparret et stykke jord øst for Bramdrup Skov. Jordstykkerne blev sammenlagt, og der blev bygget en ny gård til det nygifte ægtepar Hans Christian og Johanne Marie Rønning. Gården fik meget passende navnet "Bøgelund". Passende fordi den meget romantisk blev placeret under Bramdrupskovens kuplede bøgetræer, men i skovbrynets lune lyse sydside.

Hans Christians og Johanne Marie Rønnings ægteskab bar frugt uanset, om det nu oprindelig var mest arrangeret eller mest romantisk. Ægteparret fik 9 børn, men måtte opleve den sorg, at en datter døde blot 4 år gammel. 

I 1907 - 47 år efter de indgik ægteskab - overlod Hans Christian og Johanne Marie Rønning "Bøgelund" til deres to yngste børn Hansine 29 år og Karl på 26 år. Hans Christian og Johanne Marie blev, indtil de døde, boende i aftægt hos søskendeparret på "Bøgelund". Som det fremgår af gravstenen på Bramdrup Kirkegård døde Johanne Marie i 1920, 81 år gammel og Hans Christian i 1922, 89 år gammel.

"Bøgelund" blev solgt ud af familien Rønning 

Søskendeparret Hansine og Karl Rønning var født i henholdsvis 1878 og 1881. Ingen af dem blev gift. De drev sammen "Bøgelund" med alsidigt landbrug, indtil de valgte at sælge gården i 1940, da Hansine var 62 år og Karl 59 år. De ønskede at forblive i Bramdrup Sogn og købte derfor hus på Bramdrupvej nr. 17. Karl døde 89 år gammel i 1970, mens Hansine døde året efter i 1971, 93 år gammel.

Efter 1940 førte "Bøgelund" en omtumlet tilværelse, hvor gården med jævne mellemrum blev handlet. "Bøgelund" lå efter 1930 stadig i Bramdrup Sogn, men helt tæt på den del af sognet, der i 1930 blev overflyttet til Kolding Købstad. 

Kolding Kommune erhvervede "Bøgelund" i 1967. Bygningerne blev overtaget af Kolding Rideklub, der indtil da havde holdt til med deres ridehal i Byparken lige øst for Dyrehavegårdsvej. Senere har der været fritidshjem og foreningslokaler i "Bøgelund". Nu er der rideklub og foreningslokaler.

Sådan kan en tur på Bramdrup Kirkegård blive til en fortælling om ægteskabets udvikling, sociologi, landboreformer, landsbrugsudvikling, landsbyafvikling, byudvikling og fritidssamfundets indtog.

Her lå Hans Christian og Johanne Marie Rønnings 

barndomshjem, henholdsvis "Rønningsminde" og "Bramdrupgård"

Bryllupsgaven "Bøgelund" på Bramdrupskovvej. Rideskolens haller og stalde fylder mere end den oprindelige gård, der er farvet rødt. Den grå tykke streg, der går tværs gennem billedet er sognegrænsen efter 1930, hvor en stor del af Bramdrup Sogn herfra og ned til Kolding Fjord blev indlemmet i Kolding Købstad.

 Hans Christian Rønnings og Johanne Marie født Hansens bryllupsgave "Bøgelund" ligger stadig her øst for Bramdrup Skov på Bramdrupskovvej nær Hvidsminde. Bøgelund bruges nu 
som rideklub og foreningslokaler

Ib Hansen, 30. marts 2023

Barnemord og flugt til Amerika

Idyl ved Marielundssøen på en regnvejrsdag i  juni 2019.

Det nu nedrevne traktørsted ved mølledammen, Marielundssøen i 1875.
Bemærk de nyplantede elmetræer langs stien.

Så skal jeg da lige love for, at idyllen blev brudt. Et nyfødt druknet drengebarn blev fisket op af mølledammen i Marielund.

Barnet var mindre end et døgn gammelt og var født den 27. september 1893. Bag begivenheden lå en ulykkelig situation for en ugift kun 20-årig tjenestepige på det ved Marielundssøen nærliggende traktørsted. 

Den ulykkelige situation kan man stykke sammen ud fra notater i Bramdrup Sogns Kirkebog. Jo, det er rigtig nok. Ind til 1930 udgjorde Marielundssøen Bramdrup Sogns sydvestlige hjørne. Bramdrup Sogn gik helt til Kolding Fjord.

Barnets moder var Marie Laursen. Hun var som nævnt tjenestepige på det traktørsted, der dengang lå, hvor nu Kolding Naturskole har sin undervisningspavillon. Traktørstedet lå i den  park, der har fået navn efter kancelliråd Kralunds hustru Marie. Kralund ejede på et tidspunkt området, men skænkede i 1875 det romantiske anlæg til Kolding Kommune med den klausul, at området altid skulle bære navnet Marielund efter hans hustru. Romantisk ikke?

Fundet af det druknede barnelig i september 1893 brød brat den romantiske idyl. Barnet var nok et uventet, uønsket og uvelkomment resultat af et kortvarigt romantisk forhold mellem tjenestepigen Marie og bageren Jens Petersen fra Kolding.

Det fremgår af notaterne i Bramdrup Kirkebog, at Jens Petersen ved barnets fødsel og  efterfølgende ulyksalige straksaflivning ikke længere var bosat i Kolding. Han var udvandret til Amerika. Det var ikke ukendt på den tid, at fædre til uønskede børn flygtede til Amerika i et forsøg på at undgå skændsel og børnebidrag. Den unge kvinde stod derfor alene tilbage med resultatet af et flygtigt romantisk forhold og kunne kun se frem til spot og spe, stemplet for livet. Og ikke nok med det. Cirka en måned efter barnemordet blev hun i november 1893 ved Kolding Herredsret idømt 2 års forbedringshusarbejde for misgerningen. Set med nutidens øjne en hurtig sags- og rettergang.

Sognepræsten i Bramdrup skriver i kirkebogen, at drengebarnet antages, at være aflivet af moderen straks efter fødslen. Aflivningen må således formodentlig være sket i affekt iblandet bekymring for fremtiden. En ung kvinde var blevet til en barnemorderske.

En tur rundt om Marielundssøen i dag er altid en dejlig oplevelse. Vi kan - udover den smukke natur - med tanke på fortidens ulyksalige barnemord glæde os over, at tiderne er blevet anderledes. Prævention og mulighed for abort har gjort, at der nu næsten ikke fødes uønskede børn. Derfor er der heller ikke længere behov for, at nogle gør sig til barnemorderske eller tager flugten til fjerne lande. Heldigvis for det.

Ib Hansen, 12. marts 2023.

 

 

Landbopigens dåbsnavn gik i glemmebogen

Den lille dåbspige som voksen kvinde

”Hvad er barnets navn?” 

Det spørgsmål stillede præsten ved en lørdagsdåb i Husby Kirke på Vestfyn.

 

Præsten havde nok ingen forestilling om, at den lille dåbspige skulle vokse op til at blive en vigtig internationalt anerkendt kvindelig rollemodel. Pigen blev senere en af Danmarks første kvindelige anerkendte forskere. 

Dåben fandt sted lørdag den 20. marts 1875. Pigen var født som julebarn den 25. december 1874 på Vosegård i Eskør nær Husby.

”Birthe Marie Jørgensen”. Sådan lød svaret på det spørgsmål, præsten som nævnt stillede i Husby Kirke en lørdag i marts 1875. 

Pigen Birthe Marie Jørgensen fra Vosegård blev fjorten år senere konfirmeret søndagen efter påske, den 28.april 1889. Hendes konfirmation foregik i Husby Kirke, der også er min konfirmationskirke. I kirkebogen er der som standpunkt for Birthe Marie Jørgensen indført ug i kundskab og mg i opførsel. På dette tidspunkt gav præsterne i folkekirken to standpunktskarakterer i forbindelse med konfirmationen. En i kundskab og en i opførsel. Birthe Marie viste altså kundskaber, som præsten gav betegnelsen ualmindelig godt (ug), mens hun i opførsel fik meget godt (mg), ligesom for øvrigt resten af holdet fik, og som konfirmationsholdene i Husby Kirke før og efter hendes konfirmation almindeligvis fik. Præsten havde vel styr på de unge mennesker! Og hvis han ikke havde, skulle det nok ikke frem i offentligheden. 

Birthe Marie Jørgensen. Ikke umiddelbart et navn, der vækker til genkendelse i forhold til danske internationalt anerkendte kvindelige rollemodeller. Hendes kaldenavn var da også Marie, og senere giftede hun sig til efternavnet Krogh. Så klinger det. Marie Krogh. En af Danmarks første store kvindelige forskere. 

Lad os først se lidt på hendes opvækst. En opvækst hvor hun kom til at opleve mange sorger. Som nævnt voksede hun op i Husby Sogn i Eskør på Vosegård, der ligger bare et par kilometer fra mit barndomshjem. Da Birthe Marie voksede op der, var Vosegård en fæstegård under Wedellsborg Gods. Gården lå tæt på Tybrind Vig. Ejendommen er nu revet ned og er erstattet af et hus. Fem af Maries søskende døde af tuberkulose, og allerede som barn bestemte hun sig derfor til at blive læge.

Marie måtte dog vente længe på at starte sine studier, da hendes moder ikke kunne undvære hende på gården efter Maries fader Anders Jørgensen død i februar 1895. Men som moden kvinde tog Marie senere til København og holdt en tid hus for sin broder og hans familie. Maries moder Ane Jørgensen forlod Vosegård og flyttede ind hos Maries 6 år ældre storesøster Kirsten, der i 1893 var blevet gift med dyrlæge Lorenz Hansen. Kirsten og Lorenz Hansen boede på Brendeløkke i Håre i Husbys nabosogn Tanderup. Her døde Ane 83 år gammel i maj 1920.

Imens Marie opholdt sig hos broderen begyndte hun at studere, og i 1901 blev hun 27 år gammel student fra N. Zahles Skole. Med studentereksamen i bagagen startede hun på at studere medicin og tog i 1907 medicinsk embedseksamen ved Københavns Universitet. Allerede mens hun var universitetsstuderende, blev hun i 1905 gift med sin lærer, fysiologen August Krogh. De blev uundværlige for hinanden følelsesmæssigt og fagligt og var gennem hele livet hinandens nærmeste kolleger. Ægteparret planlagde at vente med at få børn, til hun i 1907 var færdig med sin lægeuddannelse. Ægteskabet resulterede herefter i fire børn. 

Mens børnene var små, prioriterede Marie Krogh familien. Ægteskabet var præget af ægtefællens karriere som forsker. Gennem sit livslange virke som forsker bidrog August Krogh med skelsættende forskningsresultater inden for menneskets lungefunktion, kredsløb og vævenes iltforsyning. Derudover havde han en usædvanlig opfinderbegavelse, der gjorde ham i stand til at udtænke og udvikle nyt og avanceret forskningsudstyr. Han modtog i 1920 Nobelprisen for sin indsats.

På trods af en mand med international forskerkarriere og trods fire børn arbejdede Marie Krogh med forskning, undervisning og lægepraksis. Hun og hendes mand var begge optaget af menneskets fysiologi. Han som nævnt af legemets fysiske udfoldelse. Hun af stofskiftets og ernæringens betydning. Særlig vigtig for hende blev en fælles ekspedition til Grønland 1908, hvor de sammen undersøgte eskimoernes ernæring og stofskifte. Arbejdet blandt grønlænderne gav hende lyst til at realisere sin barndomsdrøm om at blive praktiserende læge. Marie Krogh indrettede derfor fra 1910 en lægepraksis i deres private bolig. Hendes indtægt bidrog stærkt til familiens økonomi, indtil ægtefællen fik fastere ansættelse. 

Samtidig med sit arbejde som læge fortsatte Marie Krogh sine videnskabelige undersøgelser. I 1914 blev hun landets blot fjerde kvindelige dr.med. Det blev hun på værket ”Luftdiffusionen gennem Menneskets Lunger,” hvori hun undersøgte, om organismen under alle tænkelige forhold ville kunne forsynes med ilt alene ved diffusion. Diffusion er en vigtig proces ved åndedrættet, hvor vores organisme optager ilt og afgiver kuldioxid. 

Marie Krogh bevægede sig i sit liv fra et landligt miljø i Husby til et internationalt forskermiljø i hovedstaden. Overalt formåede hun med klogskab, flid, viljestyrke og originalitet at yde en højt respekteret indsats. Marie og August Krogh var med til at placere København blandt de førende forskningscentre i samtiden. 

Især Marie Krogh markerede sig som formidler og deltager i den offentlige debat. Hun var fortaler for kvinders naturvidenskabelige uddannelse. I 1933 gik hun i et velargumenteret forslag ind for mere naturvidenskabelig undervisning til piger i gymnasiet. Marie Krogh døde 69 år gammel i marts 1943. 

Marie og August Kroghs fire børn fik alle akademiske uddannelser. Den mest kendte er datteren Bodil Schmidt-Nielsen (1918 – 2015), der ligesom forældrene blev en anerkendt fysiolog. Hun blev i 1975 den første kvindelige præsident i det prestigefyldte selskab American Physiological Society.

Jeg har tidligere udgivet dette indlæg om Marie Krogh som en del af en større fortælling om danske kvindelige forskere. Nu er fortællingen igen blevet aktuel. Derfor genudgivelsen af fortællingen.

Forfatteren Hanne Sindbæk har netop udgivet en ny biografi om ægteparret Krogh. "August og Marie Krogh. Dansk videnskabs glemte stjerner". Det er en bog, jeg glæder mig til at læse. Hanne Sindbæk har netop holdt foredrag om sin bog i Husby Forsamlingshus. I følge de indlæg jeg kan læse på sociale medier, var det et både velbesøgt og vellykket arrangement.

Kirkegårdens mystik

 

Hvorfor ligger denne gravsten netop her?

På Bramdrup Kirkegård lige vest for kirken - mellem kirketårnet og stenmindehøjen for de faldne soldater i slaget ved Kolding 23. april 1849 - ligger en stor flot  granitmindesten.

Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt i. Det, der får tankerne til at flyve, er, når man læser, hvem gravstenen er et minde over.

Den er et minde over Helene og Gustav Lind, der døde henholdsvis 1980 og 1984. Helene og Gustav Lind boede til sidst i deres liv på Trappergården i Strandhuse. Det var dem, der skænkede deres bolig med omliggende æbleplantager til det, der nu er blevet til Kunstmuseet Trapholt.

En stor del af sit liv drev Gustav Lind en tandlægepraksis i Amsterdam i Holland. Han startede arbejdet der i 1911 og fortsatte i Amsterdam i 33 år. I 1919 giftede han sig Helene Elisabeth Hansen, der også var tandlægeuddannet.

På ferier på hjemegnen i Danmark blev ægteparret Lind meget betagede af landskabet og udsigten over fjorden fra det sted, hvor nu Kunstmuseet Trapholt ligger. Midt i 1930'erne opkøbte de store arealer ved Trapholt, opførte en sommerbolig og anlagde en smuk have. Da de flyttede hjem til Danmark i 1944, indrettede de sommerboligen til helårsbolig og begyndte at drive æbleplantage. Det var denne ejendom og dette areal, de skænkede til det, der i dag er blevet til Kunstmuseet Trapholt.

Men det forklarer stadig ikke, hvorfor deres gravsten kan ses på Bramdrup Kirkegård?

Gården "Mejersminde" lå engang i  området ved Gl. Kongevej og Heimdalsvej. 1947

Forklaringen skal findes i området ved Gl. Kongevej og Heimdalsvej på bakken over Marielundsøen i Kolding. Her lå engang en nu nedlagt gård "Mejersminde". Alle villaerne på Heimdalsvej ligger på denne gårds tidligere jordtilliggende. Gustav Lind og hans bror Niels Peter var født på denne gård. Deres forældre var Johannes og Bodil Marie Lind, hvis gravsten står på familiegravstedet på Bramdrup Kirkegård sammen med deres to sønners og svigerdøtres gravstene.

Familiegravstedet Lind på Bramdrup Kirkegård

Gustav Linds storebror Niels og Hustru Marens gravsted. 

Men hvorfor har familien Lind fra "Mejersminde" fra Gl. Kongevej-Heimdalsvej et gravsted på Bramdrup Kirkegård?

Det kommer sig af, at "Mejersminde" lå i det område, der gennem århundreder var en del af Bramdrup Sogn, men som i 1930 blev udskilt fra Bramdrup Sogn og sammenlagt med Kolding Købstad. Ejeren af "Mejersminde" Johannes Lind var en aktiv mand, der blandt andet var medlem af Harte-Bramdrup Sogneråd. Så da Johannes Lind døde i 1929, var det helt naturligt, at han blev begravet ved sin sognekirke i Bramdrup. Ligeså var det naturligt, at hans kone Bodil Marie efterfølgende blev gravlagt i samme gravsted og fik sit navn på gravstenen ved sin død i 1941.

Da Johannes og Bodil Marie Linds ældste søn Niels døde i 1964 - og hans hustru i 1963 - blev de gravlagt ved siden af Niels´s forældre. Nu var der opstået et familiegravsted. Det var derfor naturligt, at Gustav og Helene Lind besluttede, at de, selv om de havde boet i Strandhuse siden 1944, så ville de ved deres død gravlægges i familiegravstedet på Bramdrup Kirkegård.

Således er sammenhængen mellem Bramdrup Kirkegård, "Mejersminde" ved Gl. Kongevej-Heimdalsvej og Kunstmuseet Trapholt i Strandhuse med mæcenerne Gustav og Helene Lind.

Kirkegårde byder på megen kulturhistorie og ind i mellem spændende gåder. 

Cirka her lå gården "Mejersminde". Gustav Linds storebror Niels og hustru Maren overtog i 1910 gården efter Niels og Gustavs forældre. Kolding Kommune købte under 2. verdenskrig gården, og den blev efterfølgende udstykket til blandt andet villaerne på Heimdalsvej.

 

Tallenes tyranni

Fred være med det! Altså afskaffelsen af St. Bededag som helligdag.

Folk, der vil bede om for eksempel fred og større retfærdighed i verden, vil stadig kunne gøre det. Så vil bønnen endda være i overensstemmelse med evangelisten Mattæus: "Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader,.."

Hvad værre er. Afskaffelsen af St. Bededag som fridag betyder færre sammenhængende fridage. Og er der noget familien Danmark i disse års effektivitetsjagende tid har brug for, så er det sammenhængende fridage, der giver mulighed for at puste ud fra en stressende hverdag, pleje fællesskaberne og nyde natur- og kulturmæssige oplevelser. Når samtidig afskaffelsen sker uden dialog med berørte parter som arbejdsmarkedet, kirken og kulturarrangører, så er det svært at sige "fred være med det".

Den politiske reformrevoltes jageri retter sig mod et ønske at skaffe et større arbejdsudbud. Man kan teoretisk sætte nogle tal op for, at afskaffelsen af St. Bededag vil medføre et større arbejdsudbud, altså flere på arbejdsmarkedet. Sådan bruges tallenes tyranniske tale ofte, når der træffes upopulære politiske beslutninger. 

Skattenedsættelser er i visse kredse en populær måde teoretisk at fremme udbuddet af arbejdskraft og dermed øge afkastet i form af virksomhedsejernes udbytte og statens indtægter. Velfærdssamfundet kræver løbende øgede indtægter. Det er jo ubestrideligt, men spørgsmålet er hvem der skal bidrage og i hvor høj grad?

Nu vil SVM-regeringen udover tvangsfjernelsen af en velerhvervet fridag  sænke skatter og afgifter. Regeringen vil halvere den nuværende topskattesats fra 15 procent til 7,5 procent for lønindkomster fra topskattegrænsen på cirka 618.000 kr op til 750.000 kroner. Det lyder meget tilforladeligt, når konsekvenserne "sløres" i procenttal. Bare et enkelt eksempel.

I faktiske tal betyder halveringen fra 15 procent til 7,5 procent, at en nuværende topskatteyder, der tjener mellem 750.000 kroner og 2,5 millioner kroner, vil få en gevinst på cirka 11.250 kroner om året svarende til 937 kroner om måneden. 

Regeringens argument for skattelettelser er, at de vil komme alle til gavn. Beskæftigelsesfradraget for alle i arbejde vil nemlig samtidig med topskattelettelserne blive øget. I regeringen sprogbrug "med i alt hele fire milliarder kroner." Pensionister og andre lavindkomstgrupper udenfor arbejdsmarkedet får ikke gavn af et sådant beskæftigelsesfradrag, da de jo netop ikke er i beskæftigelse! Et andet af regeringspartierne brugt argument er, at skattenedsættelse skal bøde på inflationsvirkningerne, men det kommer altså netop ikke pensionister og andre udenfor arbejdsmarkedet til gode.

Her er det så, at tallenes tyranni slår til med den store hammer! Den procentvise halvering af topskatten indebærer som nævnt en gevinst for omtalte højindtægtsgruppe på cirka 11.200 kr om året. Det store flertal af lønmodtagere med indtægter, der ikke indebærer betaling af topskat får til sammenligning blot cirka 1.560 kr ud af det øgede beskæftigelsesfradrag. Det svarer til cirka 130 kr. mindre skattebetaling om måneden. Peanuts i forhold til de galopperende priser. Samtidig afskaffer regeringen en fridag med tilhørende indgreb i de fri aftaler mellem arbejdsmarkedets parter i forhold til søgne-og helligdagsbetaling og andre aftalte tillæg.

En almindelig lønmodtager skal altså tvangsveksle en hidtidig fridag til et ekstra beløb på 130 kr pr. måned, mens en nuværende topskatteyder får en gevinst, der er cirka 7 gange højere nemlig 937 kr. pr. måned. Det er det regeringen kalder at styrke indsatsen mod inflation og sikre velfærdssamfundet. Men en kilowatt-time, en pakke smør, en pose havregryn eller en togbillet koster jo det samme, uanset om man er topskatteyder, pensionist eller almindelig lønmodtager! Så hvis kompensationen i form af skattenedsættelsen på 130 kr. pr. måned for almindelige lønmodtagere giver en registrerbar afhjælpning af inflationen, så må skattenedsættelsen for topskatteydere omvendt betyde en overkompensation, der kan bruges til mange andre glæder end at afhjælpe på inflationen i forhold til det dagligdags forbrug. Argumentationen hænger ikke sammen.

Procenttallenes tyranni spiller ind, både når man udmønter overenskomsters aftalte procentvise lønstigninger, og når man laver procentvise skattebesparelser. En procentvis lønstigning giver i faktiske kroner mest til de højeste indtægter. Procentvise skattenedsættelser giver i faktiske kroner, som vi har set, mest til de højeste indtægter. Hvad med at bryde procenttallenes tyranni ved at udmønte eventuelt ønskede skattenedsættelser i faktiske kroner, ligesom man udbetaler børneydelser og andre tilskud i faktiske kronebeløb. Såfremt man virkelig i en situation, hvor velfærdssamfundets tilbud er presset på økonomien, ønsker at give skattelettelser, hvad så med at give alle danskere et konkret kronebeløb i fradrag gældende for for eksempel de næste to år. Men det hænger jo ikke sammen, da der som nævnt mangler penge til velfærd. Det ville dog i forhold til regeringens skatteudspil give en større retfærdighed og en ligelig behandling af befolkningen, hvis ønsket er at gøre noget for alle i forhold til den galopperende inflation.

Bryd procenttallenes tyranni!